Læsetid: 6 min.

’Hvis Seattle kan, så kan vi også i Eid’

En bølge af sort afvikling skyller over Norge, og selv den stenrige Oliefond står til at sælge ud af sine investeringer i kul. Det hele begyndte i en lille by i Vestlandet, hjemme hos den lokale borgmester, der endelig fik tid til at tænke tanker i sin juleferie
En bølge af sort afvikling skyller over Norge, og selv den stenrige Oliefond står til at sælge ud af sine investeringer i kul. Det hele begyndte i en lille by i Vestlandet, hjemme hos den lokale borgmester, der endelig fik tid til at tænke tanker i sin juleferie

Tommy Bredesen

13. maj 2015

Da Alfred Bjørlo gik på juleferie i 2012, havde han endelig ro til at lade sig opdatere på, hvad der skete uden for det norske Vestland, hvor han til daglig er Venstre-borgmester i den lille norske kommune Eid. Han gik på nettet, surfede, og Twitter ledte ham via hashtaget #divestment til en artikel i The Guardian, som fortalte om, hvordan Seattle som den første amerikanske by havde besluttet at afvikle sine investeringer i fossile brændsler: »Der stod, at det var the mayor, som havde stået for det. Og det fik mig til at tænke: Det er faktisk muligt. Der er ingen grund til, at vi ikke kan gøre det samme. Vi kan som en lille kommune ikke indføre letbaner eller tage andre klimainitiativer, som man kan i de store kommuner. Men det her har vi akkurat lige så store muligheder for at gøre som dem,« siger Alfred Bjørlo, som iført en T-shirt fra Eid Rock Klubb sidder over for mig og slubrer caffe latte i sig med sugerør på en af Eids cafeer.

Vi har søgt ly i det bagerste lokale. Både for den iskolde regn, som skyller ned over Eid, når skyerne som denne lørdag kommer ind fra fjorden og rammer fjeldene rundt om byen. Men også for forstyrrelser. For ligegyldigt hvor på den korte brostensbelagte gågade vi sætter vores fødder, giver Alfred Bjørlo hånd, nikker, smiler, konverserer og griner med de af kommunens 6.000 indbyggere, som har forvildet sig ud i regnvejret.

Fra Eid til Oslo

I disse uger har lobbyisterne fra kul- og olieindustrien og de grønne organisationer travlt med at lægge pres på de norske politikere i Stortinget i Oslo. Den 4. juni skal de nemlig beslutte, om Norges stenrige Oliefond skal sælge ud af sine investeringer i fossile brændsler, og meget tyder på, at et flertal uden om regeringen vil stemme for.

Men for at forstå, hvordan det overhovedet er blevet muligt for Norge, en af verdens største olieproducerende nationer, at sætte spørgsmålstegn ved sit klimaengagement, er jeg taget til Eid, otte timers buskørsel fra Oslo.

Da Alfred Bjørlo i januar 2013 kom tilbage fra juleferie, ringede han til de norske kommuners fælles pensionsfond, KLP, som er Norges største pensionsfond med samlede aktiver for 500 mia. norske kroner. Han spurgte, om ikke KLP kunne afvikle sit engagement i kulindustrien.

Det spørgsmål havde KLP ikke fået før. Men efter et ekspertudvalg havde set på sagen, vedtog et bredt flertal af de norske kommuner, at KLP skulle sælge ud af sine investeringer i kulindustrien med øjeblikkelig virkning samt øge sine investeringer i grøn energi.

»Det viser, at det handler om politisk vilje. Der var jo opbakning til det, men der er nogle, der skal tage initiativet, og det var der ikke nogen, der havde tænkt på. Tingene sker ikke af sig selv,« siger Alfred Bjørlo og tjekker en sms, der tikker ind på hans iPhone. Ligesom hans MacBook er den udsmykket med billeder af de får, som græsser på Eids fjelde.

»Vi bestiller dem på nettet,« forklarer han, da jeg bemærker fårene.

Alfred Bjørlo er borgmester i Eid Kommune. Nordmanden blev i julen 2012 så inspireret af Seattle, der som den første amerikanske by havde besluttet at afvikle sine investeringer i fossile brændsler. Det har siden bl.a. resulteret i, at Eid i januar i år som den første norske kommune vedtog en strategi for sort afvikling

Tommy Bredesen

Ud til Alfred

Ligegyldigt hvilken organisation eller stortingspolitiker i Oslo, som jeg har fortalt, at jeg skal til Eid, har reaktionen lydt:

»Hvor hyggeligt. Ud til Alfred.«

Og her er hyggeligt. Det fik jeg allerede på fornemmelsen, da jeg for et par uger siden ringede til Alfred Bjørlo for at melde min ankomst. Efter at have sikret sig, at jeg ikke var »allergisk mot katter«, inviterede han og hans kone Magni mig til at overnatte i karlekammersengen på familiens gæsteværelse.

Med store glaspartier og fladt tag skiller familien Bjørlos moderne træhus sig ud fra de klassiske træhuse med sprossede vinduer og snoede udskæringer, som ligger drysset ud over kommunen. Den åbne stue, hvorfra man kigger lige ud på elven, er indrettet med Arne Jacobsen-stole, brændeovn, plankebord og lammeskindsbetrukket bænk. Og ud over Alfred og Magnis to børn huser et af rummene også to netop udklækkede kyllinger, som sønnen Iver har døbt Tændstik og Snefnug.

Det er tre år siden, Alfred og Magni Bjørlo byggede det firkantede træhus. Inden da boede parret i Oslo i flere år, mens Alfred Bjørlo arbejdede som politisk rådgiver for Venstre. For parret var det udslippet af radioaktiv forurening i Golfstrømmen fra det skotske atomværk Dounreay i slutningen af 1980’erne, der startede deres miljøengagement, og det var også den sag, der fik Alfred Bjørlo til at gå ind i politik. Da jeg lørdag aften sidder på bagsædet af familiens elbil på vej hjem fra en omgang Beethoven i det lokale operahus, fortæller Magni, hvordan hun og Alfred i studietiden indsamlede prøver af det norske regnvand. Prøverne afslørede, at pH-værdien var alt for sur.

»Jeg kan også huske, at vi plantede grantræer. Men jeg kan ikke huske hvorfor,« siger Magni, da vi er kommet hjem og fortsætter snakken over et glas vin, mens Alfred lægger billeder på sin Facebook-profil fra aftenens koncert.

»Jeg går meget op i at være aktiv på de sociale medier,« forklarer han undskyldende.

»Jeg bruger mest Facebook, hvis det er noget lokalt, men hvis det er noget om miljø og klima, bruger jeg Twitter til at nå Oslo.«

Det nytter noget

Efter KLP’s beslutning om at trække sine investeringer ud af kulindustrien ville Alfred Bjørlo også have byrådet i Eid til at opsætte grønne mål for kommunens eget budget. Ligesom Seattle.

»Til at begynde med var det ikke alle, der kunne se, hvorfor en lille kommune skulle til at drive storpolitik,« husker Alfred Bjørlo.

Især det traditionelle bondeparti, Centerpartiet, syntes, at det ville klæde den moderne borgmester med lidt ydmyghed. Der var nok at tænke på lokalt med skoler og sygehuse, lød det. Alligevel vedtog Eid den 29. januar i år som den første kommune i Norge en strategi for sort afvikling, som endda går længere end KLP’s ved også at sætte en maksimumgrænse på syv procent for investeringer i andre fossile brændsler som olie og gas.

»Det var en af de dage, hvor jeg følte, at det hele faktisk nytter noget,« siger han.

Eids og KLP’s beslutninger om sort afvikling fik, som Alfred Bjørlo udtrykker det, »snebolden til at rulle«. I marts fulgte Oslo som den første hovedstad i verden trop, og nu går Oliefonden måske i dens fodspor: »Jeg kan jo ikke bevise, at det var KLP, som inspirerede Oslo og nu Oliefonden, men jeg har da en fornemmelse af, at vi satte gang i noget, der rakte ud over Eid,« siger Alfred Bjørlo.

Eid har unægteligt formået at skabe national og international opmærksomhed om sin sorte afvikling, men det kniber lidt med den lokale opmærksomhed. Inde i butikkerne i de gamle hvide træhuse på gågaden har man ikke hørt om beslutningen om sort afvikling. Da jeg endelig opstøver en person, som har hørt om det, viser det sig, at hun selv sidder i byrådet. Den lokale ugeavis har kun skrevet en mindre note om beslutningen.

Ingen undskyldning

Eid Kommune har selv måttet sande, hvad klimaforandringer kan have af omkostninger. De gamle hvide træhuse inde ved gågaden i det lavtliggende bycentrum er de senere år blevet oversvømmet, ligesom kommunen de forrige to vintre har været nødt til at støtte det lokale skicenter med en krisepakke, fordi der ikke har været sne på løjperne. »I Eid mærker vi vigtigheden af en ambitiøs klima- og miljøpolitik hver eneste dag. Derfor er vi nødt til at tage ansvar på alle niveauer,« siger Alfred Bjørlo.

Han køber ikke det argument, som kritikerne af sort afvikling har fremført, om, at det er bedre at påvirke producenterne af fossile brændsler indefra som aktive investorer.

»Der er ingen pointe i at påvirke noget, som vi alligevel skal bort fra, indefra,« siger han og lægger ikke skjul på, at han gerne så, at flere fulgte i Eids fodspor.

»Bæredygtig energi er kommet langt, men mangler bare muskler i form af kapital. Så der er ingen undskyldning for ikke at sadle om,« siger Alfred Bjørlo så insisterende, at jeg ikke er i tvivl om, at divestment for ham er meget mere end et hashtag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Selch

Selvfølgelig nytter det noget - måske meget lidt, men hvad kan man ellers gøre?
Man kunne måske boycut alt fra Frederikshavn indtil byrådet skifter mening om skiffer udvinding. Lad være med at køre den vej i sommerferien - kør til Blokhus eller Løkken istedet for. Lad dem mærke at fracking er voldtægt på naturen - hvis man mener det.

Morten Lind, Henrik Christensen, Kim Houmøller og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det er stadig en (for) nem idé uden indflydelse på andet end nogle beholdninger af værdipapirer.

"Videnskaben viser, at mindst to tredjedele af alle kendte forekomster af olie, kul og gas skal blive i undergrunden, hvis den globale opvarmning skal holdes under to grader celsius."

Det har bare stadig intet med aktiebeholdninger at gøre. Faktisk er det ironisk, hvis en oliefond sælger ud af sine investeringer i kul med den begrundelse. Aktivisterne, der arbejder for "sort afvikling" forholder sig overhovedet ikke til forbrug af fossile brændstoffer.

Her i Danmark har vi et andet dilemma, som ignoreres: Elektrificering af jernbanenettet ønskes finansieret med indtægter fra olie.

Michael Kongstad Nielsen

Lad os gøre ligeså. Vi kunne starte med at stoppe skifergas-boringerne.

I øvrigt må det have været en dejlig 8-timers tur fra Oslo ud til Vestlandet og den lille kommune Eid (betyder "tange"). Måske bliv I under kørslen diverteret med Griegs musik i højtalerne (det gør man på Bergens banen): Peer Gynt:
https://www.youtube.com/watch?v=dyM2AnA96yE

Michael Kongstad Nielsen

Torben Selch, det er nok unfair at gå efter kommunen, da det er landspolitik at vi har åbnet for denne efterforskning, og den stakkels lille kommune er tvunget til at behandle sagen - imod mange lokale borgeres ønske.

Helge Sørensen

Det er vel ikke sådan, at når nogle sælger deres kulaktier, så bliver der ikke gravet kul op?
Der er vel bare nogle andre der køber nogle billigere aktier og score en god profit?

Michael Kongstad Nielsen

Profit i forbindelse med aktier forekommer vist kun i form af kursstigninger eller udlodning af overskud. Hvis mange sælger kulaktier, falder kursen, og gør virksomheden mindre attraktiv, og sænker også efterspørgslen efter kul i det hele taget på sigt, for færre vil bruge bras.

Torben Selch

Michael K.N.
Det var kommunen der skulle stemme ja eller nej. Så kunne de have taget den på Nordsjælland.
Uanset hvor træls det er må man stemme efter sin overbevisning, eller skal man da holde sig fra politik.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, kommunen kunne ikke stemme nej, den kunne kun implementere statens beslutning om, at muligheden for skifergas-indvinding skulle undersøges.

Michael Kongstad Nielsen

Torben.
Min pointe er, at kommunen næppe kunne have forhindret prøveboringen, da VK-regeringen havde besluttet, at der skulle kunne søges efter skifergas i Danmark, en beslutning S-SF-R-regeringen ikke har forsøgt at lave om på. Så sættes kommunen til at lave fodarbejdet efter planloven, udformningen af borestedet, miljøpåvirkningen osv., og give den endelige tilladelse. På en måde urimeligt at lade kommunen stå med det ansvar, staten burde have overtaget sagen ("call in"), fx i henhold planlovens § 3, stk. 5:
"Miljøministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage regionsråds og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning."

Så hvis kommunen havde modsat sig, så havde staten nok sagt: - sagen har større betydning, vi tager over.

Henrik Christensen

Så måtte staten have taget over og fået problemet. Og så måtte den sag være kørt videre derfra.

Det er en virkelig syg undskyldning at bøje nakken eller handle forkert, fordi man tror andre bare ville gøre det i stedet. Vi har set hvad den slags fører med sig, og det er dælme grimt.

Henrik Christensen

Jeg læser staten har overtaget administrationen, således håndtering af processerne, men ser ikke hvor beslutningskompetencen landede. Kunne frygte, de hver for sig henviste til den anden... :(

Torben Selch

Jeg er altså enig med Henrik Christensen - og fornemmede det også ved afstemningen i Frederikshavn - staten og Kommunen forsøgte at vaske ansvaret af på hinanden, da de godt vidste det her kunne blive en varm kartoffel. Men man fik aben, som man gjorde i Frederikshavn - så skal man altså stemme efter sin overbevisning - ellers fatter jeg ikke folk tonser rundt for at blive valgt ind som politiker.

Og SLET ikke når Frederikshavn for få år siden brusede frem med at de ville være Europæisk Grøn By nummer 1.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er sådan set ikke uenig i, at Frederikshavn kommune kunne have markeret sin modstand ved at afvise prøveboringen efter planloven. En beslutning, der forment ville enten være ulovlig (i strid med landsplanlægningen) eller under alle omstændigheder udløse "call in". Fint, så var kommunen kommet af med sagen, og de havde vist politisk mod og sendt et signal om hvilken retning de synes man skal gå. Men det var der ikke flertal for i byrådet. Kun EL og SF stemte imod tilladelse.

Måske er der ved at ske en forandring i byrøddernes holdning til dette rundt om. Jeg tillader mig lige at bringe et indlæg fra kommentarsporet til den artikel fra Nordjyske.dk, jeg linkede til ovenfor:

" Ann Bilde 15.05.2015 21:01

Modstanden mod skifergassen vokser og vokser - ikke kun internationalt, men også i Danmark.
TOTALs hjemland, Frankrig, har forbudt skifergas, og de har endda atomkraft. Også Skotland, Wales, Bulgarien. Canada, Sydafrika og staten New York og distrikter i Australien har sagt nej. Det samme gør de tyske delstater Thüringen og Schlesvig-Holstein. I Danmark har foreløbig fire kommuner i Nordsjælland plus Ålborg og Hjørring sagt nej og Københavns Borgerrepræsentation er på vej med et nej til skifergas ikke kun i København, men på hele Sjælland - ja i hele Danmark. Flere tusinde borgere er med i grupperne Vendsyssel imod Skifergas og TOTAL Protest. Og nye grupper kommer til bl.a. i Ålborg og Hjørring og senest i Århus. Danmarks Naturfredningsforening er også imod skifergas. Og Greenpeace har indsamlet over 30.000 underskrifter mod skifergassen. Modstandere af skifergas får helt sikkert indflydelse på fordelingen af mandater til det snarlige folketingsvalg. Det spår TV2s kommentator, og også næste byrådsvalg"