Læsetid: 7 min.

Vestlige fejltolkninger

Krigen i Ukraine har blotlagt den store misforståelse i Vesten, at Rusland inden for overskuelig tid ville blive som os, skriver journalist Vibeke Sperling i sin nye bog, ’Russernes Drømme’. Her et uddrag fra bogen, der udkommer i dag
’Russernes drømme’ beskriver det moderne Ruslands tilstand. Og hvordan der ikke altid er sammenfald mellem Kremls og befolkningens drømme. Samtaler med almindelige russere viser sammen med utallige meningsmålinger, at de ønsker deres land elsket og respekteret for dets sprog og kultur.

’Russernes drømme’ beskriver det moderne Ruslands tilstand. Og hvordan der ikke altid er sammenfald mellem Kremls og befolkningens drømme. Samtaler med almindelige russere viser sammen med utallige meningsmålinger, at de ønsker deres land elsket og respekteret for dets sprog og kultur.

Udland
8. maj 2015

Præsident Vladimir Putin har hovedrollen i det gængse vest- lige syn på dagens Rusland. Det har han ikke i denne bog, hvor han i stedet er et symbol på den postsovjetiske russiske identitet – og et biprodukt af den. At opfatte Putin som hovedproblemet overser det russiske systems logik, som han kun er personificeringen af; et system, der bærer mange af sovjetsystemets træk som undertrykkelse og korruption.

Magtskifte i toppen er på længere sigt det mest sandsynlige svar på Ruslands nuværende krise. Men som en gennemgående russisk stemme i denne bog, forsker i interne russiske forhold Lilja Sjevtsova, siger: »Sandheden er, at enhver arvtager efter Putin vil fortsætte den selvmorderiske magtudøvelse, så længe det personfikserede system forbliver uantastet.« Det kræver systemændring, ikke bare udskiftning i toppen, at bringe Rusland væk fra afgrunden.

Den russiske myte

Blandt Ruslands store problemer er fantomsmerterne efter Sovjetunionens fald. De smerter styrer Kremls nye imperieambitioner og har skabt myten, at Vesten før og efter sovjetsammenbruddet konstant har ydmyget Rusland. Ifølge den myte er Ruslands optræden over for Ukraine og andre nabolande affødt af, at Vesten stadig nægter Rusland den rolle på verdensscenen, som Kreml mener at være berettiget til. Det er blandt vestlige fejltolkninger at acceptere dette mantra fra Kreml og søge at kompensere Rusland, men det kan ikke lade sig gøre, fordi de påståede ydmygelser netop er en overlevelsesstrategi for selve systemet. Kreml kan kun tilfredsstilles gennem knæfald for dets imperieambitioner, dvs. at tvinge Ruslands naboer til at acceptere, at de hænger fast i Moskvas interessesfære og skal optræde som plaster på Kremls sårede ego.

Kremls myte om vestlig ydmygelse har været specielt effektiv om Ukraine. Det hører til en af de værste vestlige fejlfortolkninger at se Ukraine som blot et af Ruslands nabolande. Kreml reagerede også hårdt over for de baltiske landes optagelse i NATO og EU, men endte med i praksis at acceptere det. Det vil under det nuværende russiske system aldrig ske, når det gælder Ukraine, Kremls hjerteblod; Ukraines hovedstad, Kijev, var den russiske stats vugge, og Putins Kreml har klart tilkendegivet, at de ikke accepterer Ukraine som et selvstændigt land. Kremls støtte til separatisternes kamp for løsrivelse af det østlige Ukraine er således affødt af ønsket om genskabelse af det historiske Novorossija, Nyt Rusland. Ligesom Ukraines vej til integration i Vesten af Kreml opfattes som et grundskud imod Putins højest prioriterede projekt i det postsovjetiske rum: Den Eurasiske Union.

Trængt økonomi

Rusland har ikke brug for mere territorium, der kun ville være endnu en byrde for en hårdt trængt russisk økonomi. Men Kreml vil tvinge Kijev og Vesten til at acceptere Moskvas betingelser ikke bare for fred i Ukraine, men for omorganisering af hele det postsovjetiske område.

Uagtet den aggressivitet, som Putins Rusland har vist over for sine naboer, er det forbløffende, i hvor høj grad Vesten har tolket udviklingen som en trussel imod Europa. Det er et anslag imod folkeretten, som Vesten har vist sig magtesløs over for, men det er i langt højere grad regimets kamp for overlevelse, end det er en trussel imod Europa og den øvrige verden. Putin er farlig, men primært for Rusland og de tidligere sovjetrepublikker. De baltiske lande føler sig truet, men som medlemmer af NATO og EU svæver de ikke i samme sikkerhedspolitiske tomrum som andre tidligere sovjetrepublikker.

Denne bog søger at beskrive det moderne Ruslands autoritære landskab og indkredse russernes drømme for fremtiden. Selv om Ruslands annektering af Krim i marts 2014 bragte Putins popularitet i skyerne, er der ikke dermed sammenfald mellem Kremls og befolkningens drømme. Samtaler med almindelige russere viser sammen med utallige meningsmålinger, at russere ønsker deres land elsket og respekteret for dets sprog og kultur. Putin ønsker Rusland respekteret gennem frygt. Frygt som magtmiddel og længslen efter et fredeligt og kærligt liv på jord er således den store modsætning mellem system og samfund i dagens Rusland – som det var i sovjettiden. Bogen er skrevet ud fra mit brændende ønske om at forstå, hvor Rusland går hen, og for at bidrage til, at Rusland vurderes på et mere nuanceret grundlag, baseret på russernes følelser og ikke bare på Kremls propaganda og handlinger. Det behov er dramatisk skærpet af konflikten om Ukraine og Vestens magtesløshed.

Vestlig naivitet og kynisme

Bogen forsøger også at afdække de konsekvenser, som Vestens fejl- tagelser har haft for Ruslands postkommunistiske udvikling, herunder vestlig naivitet og kynisme samt tilbøjelighed til forsoning på et urealistisk grundlag, som ofte har ført til rent rituelle møder mellem parterne.

Ruslands udvikling fra håb om demokratisering i begyndelsen af 1990’erne til det store tilbageslag under Putin har primært interne årsager, men det har bidraget meget til tilbageslaget, at vestlige ledere undervurderede eller ignorerede russernes traumer efter Sovjetunionens sammenbrud. Vi registrerede nok, at Rusland mere eller mindre økonomisk kom på fode, men opdagede ikke, at det aldrig skete psykologisk og mentalt.

Ruslands annektering af Krim viste, at sovjetsammenbruddet var forblevet et pinagtigt traume for millioner af russere, der så ’genforeningen’ med Krim som begyndelsen til enden på årtiers vestlige ydmygelser. Historien om Ukraine har blotlagt den store misforståelse i Vesten, at Rusland inden for overskuelig tid ville blive som os.

Ukraines problemer kan ikke bare tilskrives Putins Kreml. Separatismen fik tag i folk i det østlige Ukraine på grund af afgrundsdybe interne problemer, som var skabt længe før Putin. Utilfredsheden i de oprørske regioner havde forståelige grunde i et af verdens mest korrupte lande, som har været misrøgtet og udplyndret af alle regeringer siden afhængigheden i 1991. Putin har skruppelløst uddybet Ukraines problemer, men han skabte dem ikke.

Krisen om Ukraine har vist Rusland som uforudsigeligt og uforståeligt for Vesten, og manglen på indsigt om Rusland har betydet tilsvarende vestlig afmagt. Den største internationale betydning af annekteringen af Krim var ikke, at Rusland tog Krim tilbage, men at Kreml udfordrede Vesten – og vandt de første runder. Det er ikke sådan, at hvis Putin bare forsvandt, ville de største problemer med Rusland og for Rusland forsvinde, for han er blevet en central del af landets postsovjetiske identitet med kun et lille mindretal efterladt uden for det store ’vi’ omkring ham. Men modsætningerne mellem folkets og magtens drømme kan ændre den situation, hvis/når russerne begynder at forstå, at Kremls imperialisme og personificering af magten er en direkte trussel imod dem, for der kan ikke skabes stabilitet i et land med imperieambitioner.

Der er lyspunkter, for Putin har tvunget Vesten til at tænke dybere over egne værdier, og hvor blodigt det end har været, har Putin også presset ukrainerne ind i en proces for at finde deres lands egen identitet.

Vesten må finde en måde at samarbejde med og påvirke Rusland i stedet for at isolere det. Men det kræver inddragelse af den russiske befolkning og initiativer til at gennembryde den Kremlstyrede uvirkelige tv-virkelighed, der er blevet den kraft, som binder nationen sammen i Ruslands særlige postmoderne autoritære system.

Vejen frem

At nå russerne bag om dette system er vejen frem. Det kræver opgør med tendensen til at anklage russerne kollektivt. Den tendens så vi imod de unge sangere Anastasjia og Marija, der repræsenterede Rusland ved Eurovision-finalen i København i maj 2014. De blev mødt med buh’en og piften fra publikum, som om de var personligt ansvarlige for besættelsen af Krim. Men sangdysten viste et ganske andet russisk ansigt end det antivestlige Kremls. Ruslands magtelite så den østrigske drag queen Conchita Wursts sejr som bevis for Vestens moralske forfald, mens russiske tv-seere var begejstrede for den skæggede østriger, som de gav en tredjeplads. På et efterfølgende russisk tv-talkshow spurgte en deltager: »Hvorfor skal vi altid lede efter nogen at hade?« Samme spørgsmål kan stilles i Vesten om udtryk for russofobi som under Eurovisionen.

Som den franske politolog og historiker Emmanuel Todd har påpeget, spiller identitetskriser i Vesten en afgørende rolle i den nye øst-vest-konflikt. Vestlige kommentatorer ser identitetskriserne i Ukraine og Rusland, men ikke i egne lande. Når der hos os tilsyneladende er hårdt brug for Rusland som fjendebillede, skyldes det ifølge Todd identitetsmæssige, økonomiske og sociale kriser i et ’dysfunktionelt’ EU’s egne rækker – og ikke mindst fraværet af politiske fremtidsvisioner.

Hvorom alting er, bidrager enhver form for dæmonisering af Rusland til at forlænge regimets liv. Vi kan kritisere og være uenige, men det nytter ikke, hvis vi ikke prøver at forstå. Det forsøger jeg med denne personlige nutidsfortælling om Ruslands forhold til sig selv og til omverdenen.

Kærlighed til russerne

Min fortælling er blandt andet baseret på egne interview med russiske eksperter og almindelige borgere før og efter Sovjetunionens sammenbrud samt i skriveprocessen. Min baggrund for at bidrage til debatten om Rusland er, at jeg siden 1960’erne har beskæftiget mig med Sovjetunionen og sidenhen Rusland og de øvrige postkommunistiske lande. Min næsten 50-årige vedholdende interesse for Rusland er drevet af stor kærlighed til russere, mens jeg opfatter Vladimir Putin som en gennemført skidt knægt. Russerne har valgt Putin – om end ikke så massivt, som manipulerede stemmetal hævder – men de har ikke fortjent ham.

Vibeke Sperling vil fra 1. juni skrive om Rusland og det postsovjetiske område for Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er svært at se, at det nuværende styre i Ukraine bestående af oligarker og ”nationalister” som Jazenjuk( om hvem entysk avis skrev:” er liefert militanten Nationalismus in Reinkultur.” skulle være et udtryk for russisk imperialisme
Som professor Richard Sakwa bl.a. skrev i sin seneste bog ”Frontline Ukraine”:
At worst, the revanchist in the post-Communist countries of Eastern Europe, encouraged by neoconservatives in Washington and their vision of global transformation on a global scale, fed concerns about Russia`s alleged inherent predisposition towards despotism and imperialism. The Trotskyite roots of US neocon thinking are well known, and for them the world revolution was not cancelled but only transformed: the fight now was not for revolutionary socialism but for capitalist democracy – to make the world safe for the US. This became a self-fulfilling prophecy: by treating Russia as the enemy, in the end it was a danger of becoming one. NATO thus found a new role, which was remarkably similar to the one it had been set up to perform in the first place – to contain Russia.
Much of the discussion of the Ukraine crisis externalizes responsibility – in other words, it looks for a scapegoat. This book argues that the crisis has been generated by structural contradictions in the international system, but for the scapegoats Russia is, quite simply, held responsible. The corollary is that the West needs to find an adequate response, which means only intensifying the contradictions that provoked the crisis. Thus Andrew Wilson argues that Russia`s alleged covert ambition since 2004 to expand its influence within the Soviet periphery, and over countries that have since joined the EU and NATO, such as the Baltic states, accompanied by American inattention, is the root cause of the crisis. This sort of analysis, predominant among the Orangists within Ukraine, is wrong-headed in conceptualization and dangerous in its consequences. It deflects attention from within Ukrainian state-building project by externalizing responsibility for the country`s , and by demonizing Russia, forecloses opportunities for constructive engagement and the solution of common problems, most notably those facing Ukraine itself, but also at the European and global levels.
The contrast with post-war Germany is stark, a country that was also contained but within the framework of a set of institutions, above all the EU and NATO. Russia has effectively been left out in the cold since the end of the Cold War. There were serious attempts to mitigate the outsider effect, but in the end they were not enough to overcome the security dilemma. In the 1990s there was not much that Russia could do about the asymmetrical end of the Cold War, since it was economically weak and engaged in an intensive period of internal transformations as it became something approximating a market economy.
Vibeke Sperling og andre fra hendes omgangskreds er forbavsende tavse omkring de mange mord på russiske/ukrainske journalister og medlemmer af Regionernes Parti.

Dagmar Christiandottir, Arash Shahr, Michal Bagger, Peter Jensen, Bill Atkins, Preben Haagensen, Nic Pedersen, Torben Selch, Karsten Aaen, Thomas Petersen, Claus Oreskov og Per Dørup Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Det var mange kloge ord.

Anne-Marie Paul

Super godt gået, endelig nogle gode ord. Jeg tænker på alle de politikere i Europa, der har tårnhøje uddannelser og masser af rådgivere og så kan de ikke en gang se det - lidt som Afghanistan, hvor det britiske militær ikke gad læse rapporter fra 1800 tallet, sidste gang GB var i Afghanistan. Vi skal kunne vores historie og tage den med i vores tolkning. At blokere for salg af frugt og grønt er ikke vejen frem.

Morten Lind, Torben Nielsen, Flemming Berger, Karsten Aaen og curt jensen anbefalede denne kommentar
curt jensen

"for der kan ikke skabes stabilitet i et land med imperieambitioner"
Det er ikke svært at være enig i denne udtalelse, men bør den ikke i lige grad gælde for USA også?

Hvad kunne mon være mere overbevisende for Russere og Ukrainere end hvis både USA og EU kunne demonstrere den vestlige Demokratis fortrinligheder ved at skabe stabile, trygge og egalitære samfund i deres hjemlande og interessesfærer.

Så længe dette lader vente på sig, endsige udviklingen går i den forkerte retning som den gør stort set overalt i den vestlige hemisfære, er al snak om Ruslands onde vs. Ukraines "Frihed" ikke andet end bipolar geopolitisk spin.

godt forsøg dog, fru Sperling.

Dagmar Christiandottir, Arash Shahr, Niels Duus Nielsen, Peter Jensen, Bill Atkins, Preben Haagensen, Torben Nielsen, Flemming Berger, Torben Selch, Mikkel Dahl og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Thomas Petersen

Information er ikke et brugbart medie hvis man søger uafhængig information ang. situationen i Øst-Europa. Det kommer ikke til at ændre sig med Vibeke Sperling, som Per Jensen påpeger.

Dagmar Christiandottir, Niels Duus Nielsen, Michal Bagger, erling jensen, Torben Nielsen, Per Torbensen, Torben Selch, Claus Oreskov og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

At Richard Sakwa skulle være tidligere medlem af DKP er mig ikke bekendt, men sådanne usaglige argumenter tvinges man ofte til at bruge, når ens argumenter slipper op.
Richard Sakwa (Sakwa is currently Professor of Russian and European politics at the University of Kent. From 2001 to 2007 he was also the head of the University's Politics and International Relations department. He has published extensively on Soviet, Russian and post-communist affairs, and has written and edited several books and articles on the subject.[1][2] Professor Sakwa is one of the UK's leading scholars of Russian politics.[3] His current research interests include: democratic development in Russia, nature of postcommunism and global challenges facing the former communist countries.[4][5]nProf. Sakwa is also an Associate Fellow of the Russia and Eurasia Programme at the Royal Institute of International Affairs, a member of the Advisory Boards of the Institute of Law and Public Policy in Moscow, a member of the Eurasian Political Studies Network and a member of Academy of Learned Societies for the Social Sciences)

Dagmar Christiandottir, Michal Bagger, Hans Aagaard, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Det er sjovt at læse at nogen ikke har den fjerneste anelse om hvad der foregår... Jeg har næsten ondt af Ahmed...

Arash Shahr, Peter Jensen, Bill Atkins, Torben Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Henrik

Du behøver ikke have ondt af mig. Jeg genkender blot alle argumenterne og den tårevædede sovjet-nostalgi bag alle fraserne. Dele af min danske svigerfamilie kommer fra samme miljøer og har samme mangel på evne til håndtere russiske forbrydelser.

"kendte fraser og stereotyper"
Ja, den slags findes overalt.

Egon Maltzon

Din fjendes fjende er jo som bekendt din ven.
Det giver de særeste fæller.
Ganske som 39, da århunderedes største massemordere slog pjalterne sammen.
Dengang talte man sjovt nok også om interessesfærer.
Gad vide om polakkerne og ukrainerne selv syntes de er en del af nogens legitime interessesfærer ?

Thomas Bindesbøll, Mikkel Madsen og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar

Det er et faktum, at Sovjetunionen var den sidste af de store europæiske magter til at underskrive en nonaggression pagt med Nazityskland. Polen (med det nuværende vestlige Ukraine) var den første til at gøre det, allerede i januar 1934. Polens diktator Józef Piłsudskiand hans udenrigsminister Józef Beck så det Tredje Rige som en allieret i en fremtidig krig med Sovjetunionen. Det var Hitler, der brød denne pagt i april 1939, ikke polakkerne. I oktober 1938 Polen (med det vestlige Ukraine) åd en del af Tjekkoslovakiet sammen med Tyskland og Ungarn. Polakkernes (med det vestlige Ukraine) "præmie" var Těšín Silesia (et tjekkisk område, som omfattede den tredjestørste by i dagens Tjekkiet - Ostrava

Dagmar Christiandottir, Arash Shahr, Peter Jensen, Bill Atkins, Preben Haagensen, Nic Pedersen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Jeg var i en boghandel i dag. Og der kiggede jeg en smule - eller meget - i Vibeke Sperlings nyeste bog. Også hun har - desværre - den her borgerlige holdning til tingene og udviklingen i Rusland, at det altsammen er Putins skyld. Og at Putin er en skidt knægt. Og med det synes Sperling at lægge sig tæt op ad de borgerliges forestillinger om Putin: ond mand, skidt knægt, en charlatan mm.

Der synes desværre ikke at være styrke eller koncentration nok til, hverken i Sperlings eller andres analyser af Rusland og Putin til at se kompleksiteten i det her; heller ikke til at indse og erkende at Putin gør som han gør, handler som han gør, netop på grund af Ruslands historie. Der mangler, mener jeg, en strukturel analyse og erkendelse af at Putin gør hvad han gør, fordi han er ond eller en skidt knægt, men fordi han varetager sit lands interesser....

Dagmar Christiandottir, Niels Duus Nielsen, Nic Pedersen, Christian Harder, Michal Bagger, Hans Aagaard, Bill Atkins, erling jensen, Flemming Berger, Torben Selch, Michael Kongstad Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Karsten

Omvendt kan man vel så også sige at ex-DKP'erne hos Information har den modsatte men præcis lige så unancerede mangel på strukturel analyse i deres ukritiske knæfald for Putin.

Jeg synes det er tankevækkende at netop danskere er nogle af de mest ukritiske, ligesom DKP i "gamle dage" - selv blandt mange russere i dag - havde ry for at være de mest blindt loyale Moskva tro.

Joen Elmbak

Ovennævnte Sakwas indstilling til krigen i Ukraine ses bl.a. også i dette interview fra marts, hvor han svarede på spørgsmålet "Is Putin taking advantage of the conflict, to use the situation to present his own people with an external enemy?" på denne måde:"No, I think that is a false argument. He doesn’t need this war. He has done everything to avoid it. The responsibility lies in Washington and Brussels".
(jf. http://fortruss.blogspot.dk/2015/03/eu-ukraine-policy-stupidity-on-grand...)

erling jensen, Flemming Berger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torben Selch

Sperling skriver


Som den franske politolog og historiker Emmanuel Todd har påpeget, spiller identitetskriser i Vesten en afgørende rolle i den nye øst-vest-konflikt. Vestlige kommentatorer ser identitetskriserne i Ukraine og Rusland, men ikke i egne lande. Når der hos os tilsyneladende er hårdt brug for Rusland som fjendebillede, skyldes det ifølge Todd identitetsmæssige, økonomiske og sociale kriser i et ’dysfunktionelt’ EU’s egne rækker – og ikke mindst fraværet af politiske fremtidsvisioner.

Hvorom alting er, bidrager enhver form for dæmonisering af Rusland til at forlænge regimets liv. Vi kan kritisere og være uenige, men det nytter ikke, hvis vi ikke prøver at forstå. Det forsøger jeg med denne personlige nutidsfortælling om Ruslands forhold til sig selv og til omverdenen.

Hvor om alting er... nu må jeg le. Det lyder helt HTS og Annette Wilhelmsen'sk - ryster på skulderen, hører eller ser ikke reelt hvad den franskse historiker skriver - men vi må videre..

Han skriver Sperling:
identitetsmæssige, økonomiske og sociale kriser i et ’dysfunktionelt’ EU’s egne rækker

Tror du helt ærlig Sperling - ikke du skulle skrive et par bøger om det Dysfunktionelle EU og dets desillusionerede 25 millioner arbejdsløse - inden du skulle begynde at nurse og opdrage på Putin og hele den russiske nation til at se det forherligende i Goldman Sachs, Cia, NSA og andre vestlige lækkerbidskner.

Dagmar Christiandottir, Michal Bagger, Bill Atkins, Peter Jensen, Torben Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Torben Selch

Udtalelse Vibeke Sperling: 6/8-2014

Putin opgiver ikke Ukraine. Det er fuldstændigt utænkeligt. Han stræber efter at få Ukraine som en fejlslagen stat, som russerne kan kontrollere.

Velkommen tilbage til Information, det bliver spændende at høre mere fra den kant.

Dagmar Christiandottir, Bill Atkins, Peter Jensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Et fantastisk etnocentrisk set up – ”Hvorom alting er, bidrager enhver form for dæmonisering af Rusland til at forlænge regimets liv. ” Underforstået at vi alle skal arbejde på at likvidere Ruslands nuværende styre (demokratisk eller ej) samt deres dæmoniske mentalitet og afsporede kultur. Og at bringe Rusland væk fra den af os definerede afgrund kraver et totalt systemskifte skriver Sperling m.a.o. landet skal forandres fra top til bund og ikke før Rusland er blevet en kloning af USA og EU kan vi acceptere dette samfund som et menneskeligt samfund! Jeg mindes en stump af en illegal optagen film fra Irian Jaya. En af landets indfødte ligger døende i en grøft, skudt ned som den generaliserede vilde hans mordere anser ham for. Han har ingen af de kendte stamme markører vi kender i andre sammenhænge. Sørgelig fortabt ser han ud i det dårlig siddende tøj af vestlig snit. Og dette er pointen, ligegyldig hvad han gør for at tilfredsstille sine forfølgere så forbliver han en vild i deres optik. Det er sådan vi anskuer Rusland, som den fremmede trussel, den generaliserede anden, i vores primitive ”dem og os” optik!

Dagmar Christiandottir, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Per Torbensen, Peter Jensen og curt jensen anbefalede denne kommentar
Arne Nielsen

Karsten Aaen, jeg tror du har helt ret. Jeg mener også, at der i USA er folk, der tillægger Rusland langt større betydning, end vi gør her i Europa. Og så er det en gratis omgang med Rusland i USA - de skal ikke leve med dem som naboer. Ikke desto mindre har det mange gange vist sig, at den analyse, amerikanerne stiller på benene er den korrekte. Vi i Europa er mange gange blevet taget på sengen, når det viste sig, at amerikanerne fik ret. Der er jo det, at mange gange ser vi jo på de små ting uden at få de store linier med. Egentligt havde vi brug for journalister, som kunne og ville formidle den amerikanske analyse af mange ting - vi lider under den gamle venstreorienterede uvilje mod at tage amerikanske analyser op til nærmere overvejelse. Og det er jo egentligt dumt, for jeg tror egentligt ikke, at journalister overhovedet er så venstreorienterede - det er blot udtryk for ren vanetænkning. Derfor ser vi så højresnoede folk som Bent Jensen komme op som trold af en æske og tale i tunger uden hensyn til, at folk skal have det oversat. Det er dobbelt dumt.

Torben Selch

Beklager - jeg er lige nødt til at vende tilbage til det jeg kopierede kl: 19:36 fra Sperlings bog - som den franske historiker fremlægger.

Det er nemlig vigtigt. Det man direkte kan udlede er nemlig:
Jo værre det går i Vesten jo mere skal der findes syndebukke og her Putin/Rusland. Det er nemlig hele misæren i en nøddeskal.
I direkte afledning af historikerens tankegang - og nemlig glimrende set - betyder det også alt andet lige:

At hvis Ruslands økonomi bevæger i opadgående retning - og EU's/Vesten bevæger sig i nedadgående eller stilstand - så vil Vesteuropa/USA pr. automatik søge syndebuk og klassikeren er Rusland.

Jeg takker Sperling mange gange. Mere præcis kan det ikke udtrykkes - som citatet fra den franske historiker.

Nic Pedersen, Dagmar Christiandottir, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Mikkel Dahl

Mon ikke det mest er bulder fra en tom tønde? Du ved,,pjank og spot.
Der var også noget med USAs ufejlbarlige analytiske evner der læste som produkt af noget hullet historieforståelse.

Bill Atkins

Det er sørgeligt at konstatere at så mange politiske kommentatorer, her med en Vibeke Sperling i spidsen, er ude af stand til at omstille sig til den politiske virkelighed. En verden hvor, marxismen og socialismen, står uden en proletarisk fredssøgende militærmagt.

Nu må Vibeke Sperling og proselytter vågne op og indse, at verden, totalt, styres af kapitalistiske og imperialistiske interesser, mest klart udtrykt af Adolf Hitler som begrebet "lebensraum" i ’Mein Kampf’.

Jeg kunne godt komme med en længere tirade omkring den historiske udvikling for underklassen og lavere middelklasse i denne den totale kapitalistiske verden, med Rusland som eksempel, men her vil jeg henvise til Claus Oreskov 13:17 og andre ovenfor. (TipTop)

Til alle jer på den Vestkapitalistiske med front vil jeg blot sige: "Verden er reelt skruet tilbage til tiden før 1917. Det eneste, der er tilbage af tiden mellem 1917 og 1989 er nedskrevne erfaringer. Resten er væk."

I kan med fordel starte jeres politiske opdatering genopdragelse med Lenins skrift: "Imperialismen som kapitalismens højeste stadium"(1916), samt studere det vestkapitalistiske germanske begreb: "Drang nach Osten", og så naturligvis Adolf Hitlers fortolkning heraf i ’Mein Kampf’ og skrifter, med fokus på betegnelsen: "Lebensraum".

Al snak om kommunisme, Sovjet, Kremel, DKP osv. er undskyldninger for at komme til, at dæmonisere en af de andre kapitalistiske atommagte i verden, med alvorlig risiko for en storkrig.

"Imperialismen som kapitalismens højeste stadium"
http://www.marxisme.dk/arkiv/lenin/1916/imperialismen/

Jens Thaarup Nyberg, Dagmar Christiandottir, Arash Shahr, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Claus Oreskov, Karsten Aaen og Per Dørup Jensen anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

...genbrug af Kold krigs-retorik. Uværdigt at byde tænkende mennesker.

Ahmed Mannouti

Bill Atkins

Har socialismen nogensinde haft en "proletarisk fredssøgende militærmagt"?

Ahmed Mannouti

... og også til Bill

Er det ikke lige så meget "koldkrigsretorik" når ex-DKP'erne ukritisk labber rt.com propaganda i sig og videreformidler uden at stille spørgsmål? Som ganske mange ovenfor gør.

Bill Atkins:

'En verden hvor, marxismen og socialismen, står uden en proletarisk fredssøgende militærmagt.'

Har maxismen og socialismen nogen sinde haft en sådan? I givet fald, hvilken?

Claus Oreskov

Jeg kan jo ikke vide hvem Ahmed Mannouti tænker på når han udslynger forbandelser imod hvad han kalder ex-DKP'erne. Samme udefinerlige kategori af mennesker lapper ukritisk propaganda i sig og videregiver samme ukritisk. Imidlertid har jeg en anelse om hvem han sådan mener. Og det er sjovt for netop disse mennesker opfatter jeg lige modsat. Mange har jeg fulgt gennem årene og det er tydeligt at netop disse personer, gør et stort arbejde, med af krydstjekke og verificere deres oplysninger. Ligesom de hele tiden bringer nye artikler og bøger ind i debatten. Bøger som stiller spørgsmål til tilværelsen og ikke bare plædere næsgrus for kapitalismens ufejlbarlighed og USA imperialismens fortræffeligheder. Det vil derfor være velgørende hvis Ahmed kunne være mere præcis og angive hvem det er han mener, hvad eksakt det er for en propaganda de lapper i sig og endelig give nogle eksempler på den ukritiske videreformidling – bare et par eksempler!

Dagmar Christiandottir, Michal Bagger, Arash Shahr, Bill Atkins, Torben Selch, Karsten Aaen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Claus

Det er nu ikke nogen særlig svær udfordring at finde rækken af de jeg henviser til. Du er et helt typisk eksempel selv.

Det morsomme (eller "morsomme") er det spejlbillede af neokonservatismen i udgør. Hvor mange neokonservative kom fra trotskistisk baggrund, og uden større problemer beholdt retorikken selvom det ideologiske fundament skiftede radikalt til US-højrefløjen, så har mange ex-DKP'er taget samme tur fra ukritisk SUKP-loyalitet til knæfald for putin-neo-imperialisme. Samme ideologiske rundforvirring som neokon'erne og samme intellektuelle tomhed.

RT.com eller FoxNews. Same shit.

Claus Oreskov

Jeg venter stædig i spænding på konkrete eksempler, som kan underbygge dine spekulationer! Et godt råd hvis du vil gøre dig håb om at blive hørt i en seriøs debat – lad vare med at generalisere ud fra enkelte tilfælde og slet ikke ud fra egen fantasier. Du tillægger folk noget som du i virkeligheden ikke ved noget om – f.eks. må du meget gerne bevise at jeg er en ex-DKP'er, og kan du ikke det, så kan vi jo heller ikke regne med al det andet du postulere!

Dagmar Christiandottir, Michal Bagger, Arash Shahr og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Ok, "uden der har været brydninger i det regerende proletariske parti..."

Ahmed Mannouti

Bill Atkins

Hvem bad Sovjet rykke ind i Polen i 1939, i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968?

Michael Kongstad Nielsen

Med til historien hører, at russerne overvejende er et slavisk, europæisk folk, magen til polakker , tjekker og slovakker, og de er på ingen måde prædestinerede for en særlig mentalitet, en særlig persondyrkelse, eller et særligt kompleks overfor Vesteuropa, eller hvad Sperling ellers kan finde på. Men de har en historie (som alle har), og den indeholder både undertrykkelse og overlegenhed. Ikke bare under "parentesen", der historisk set varede ca. 70 år, men i tusinde år, fra mongolernes undertrykkelse (Djengis Khan) til vikingernes, til etableringen af Novgrodriget, og frem mod Peter den Store, hvor russerne samlede kræfter til at blive en stormagt. Ruslands ekspansion i 1700-tallet var langt mindre voldsom end de vesteuropæiske kolonimagters. Hvor Spanien, Portugal, England og Frankrig underlagde sig den befolkede tredje verden af berigelseshensyn, nøjedes Rusland med at befri sig selv fra ydre trusler, skabe adgang til havet (bl.a. Sortehavet) og at erobre det folkefattige Sibirien.

Den nyeste historie indeholder de samme elementer af forsvar mod ydre trusler og konsolidering af egen sikkerhed, selvstændighed og selvværd.

Dagmar Christiandottir, Karsten Aaen, Claus Oreskov og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Michael

Det er vist den meget Europæisk-orienterede hvidvask af russisk historie. Jeg tror ikke tjetjenerene og mange af de andre muslimske folkeslag i Kaukasus har samme rosenrøde billede af russisk aggression som du har.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, det tror jeg heller ikke, undtagen trans-Kaukasus (Sydossetien, Abkhasien og til dels Armenien), da de har set og stadig ser Rusland som befrier og beskytter.

Dagmar Christiandottir og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Michael

Begejstringen blandt mange af de armenere der er, endda her i Moskva, er knap så entydig. Armeniens selvstændighed blev ofret på sovjets alter, og Armenien var også der hvor Sovjet begyndte at sprække.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Armenien er i dag splittet, alt efter moderne business-interesser, og den armenske diasporas overklasse foretrækker givetvis Sperling fremfor Putin, men jeg tror de mere jordbundne stadig er godt tilfredse med samarbejdet med Rusland.

Dagmar Christiandottir, Torben Selch, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Den polske regering var stukket af 16 dage forinden og havde overgivet landet til nazisterne. Rusland tog den del de havde mistet til Polen under den polsk-russiske krig 1919.

Ungarn havde været en del af aksemagtalliancen og var derfor underlagt sovjetisk administration. I 1956 opstod en situation med dobbeltmagt: På den ene side regeringen, ledet af Imre Nagy, på den anden siden rådene, som stadig udbyggede deres organisation og magt. Rådene tilkaldte Warzavapagtens hjælp for at undgå voldlige udrensninger.

Tjekkoslovakiet havde fra 1938 været en del af aksemagtalliancen og var derfor underlagt sovjetisk administration. I slutningen af juli 1968 var der et opgør i det tjekkiske kommunistparti, der førte til at at eliten tog magten. Wazawapagtlandene kom den tabende fløj i kommunistpartiet til undsætning og forhindrede borgerkrig og udrensninger.

Man skal påtænke at både i Ungarn og i Tjekkoslovakiet var der indsat mindretalsregeringer under hensyn til en modvirkning af landenes magtfulde fascistiske kræfter.

Ligesom den amerikanske nation hævder exceptionalitetsprincippet (Amerika giv alle en mulighed) overfor de mange fattige i samfundet, så hævdede de proletariske regeringer i Warzawapagten, kravet om fred som værende et overordnet princip.

Hvis man ikke kan se rimeligheden i det, er det fordi man ikke kan tælle. Krig rammer de fattige og de rige tjener kassen.

Jeg mener Sovjet ofrede 26 milloner mennesker på kapitalismens alter. Det glemmes ikke så let – i Rusland.

Og lige et tillykke til den Røde hærs sejer over nazismen for 70 år siden. Det nyder vi godt f i dag. Tak.

Karsten Aaen, Arash Shahr, Claus Oreskov og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Men når ovenstående er fremlagt må det også siges at folkenes kamp for socialismen i dagens unikapitalistisk verden er en helt anden end før 1989. Systemkritikken er uden bagtanker for retfærdighed og fred.

Bill Atkins

ret: uden bagtanker - og for retfærdighed og fred.

Arash Shahr

Ahmed Mannouti

Hvad har Tjetjenien med det Sperling skriver? Mener du virkelig ikke at det er propaganda måden man prøver at skildre Rusland i disse dage?

Måske du kunne uddybe dine tanker, og ikke bare komme med små hentydninger hvilket jeg ærligt ikke forstår? Jeg er meget interesseret i at hører en ny version af historien end det de andre debattør har bidraget med.

Ahmed Mannouti

Arash

Det var egentligt et svar til Michael Kongstad som havde et meget naivt billede af hvordan Ruslands naboer ser (og så) på Rusland, mere end det var en kommentar til Sperling's skriv.

Selvfølglig er der masser af propaganda i den måde man beskriver Rusland på fra FoxNews og andre neocon medier, men det er jo blot komisk at så mange på Information hopper i med samlede ben og svarer med deres egen tomme pro-russiske propaganda.

Og jeg undrer mig bare over hvorfor. De danske DKP'er havde i sin tid ry for at være de mest hjernevaskede og Moskva-loyale af dem alle og det er som om den loyalitet for manges vedkommende er flyttet med hud og hår til Putin's styre. Atkins forblændede hvidvask af den sovjettiske aggression er der jo ikke engang nogen i her i Moskva der længere tror så blindt på. Og det synes jeg blot er morsomt. :-)

Ahmed Mannouti

Jeg vil da godt også understreget at jeg, som sagt mange gange før, har et fint og positivt indtryk af Rusland. Jeg bor i Moskva på 2. år og synes det er dybt fascinerende sted og nogle fantastiske mennesker. Men hverken land eller folk har gavn af ex-DKP'ernes propaganda. Ikke engang russerne selv tror jo på fx rt.com. :-)

Michael Kongstad Nielsen

Ahmed Mannouti - det er efter min mening ikke naivt at bringe historien ind i billedet, den historie, som jeg går ud fra russiske børn lærer om i skolen hver dag. At tilflyttere og deres børn foretrækker andre skoler og en anden, mere Vibeke Sperlingsk historie, kan jeg ikke gøre noget ved, og at disse tilflyttere ved, at ingen russerne tror på RT, må jeg anse for almindelig halvtynd retorik.

Ahmed Mannouti

Michael

Det er naivt hvis man ikke forstår den baggrund der ligger bag virkeligheden, men nøjes med et ekko af rt.com propaganda. Og hvis du tror at Ruslands naboer generelt har det lidt lalle-positive indtryk af Rusland du her fremsætter, så ved du altså ikke meget om hverken Rusland eller dets naboer. Selvfølgelig er der da sikkert nogle russere der labber rt.com i sig, men jeg har nu til dato ikke mødt nogen. Ikke at der ikke er mange der er Putin-positive for det er der da, men derfra og til at de hopper på alt fra rt.com er der uendeligt langt.

Min svigerfamilie har en fin samling af gamle "Fakta om Sovjetunionen" blade som Moskva fik udgivet i bla dansk udgave, og det er nok det nærmeste man kommer på rt.com i dag (ikke ideologisk men samme mål og samme ensrettethed). Udover naive danske DKP-loyalister, tror du så der var mange der åd den slags rådt? Russerne selv gjorde i hvert fald ikke.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg læste tidligere en del af Vibeke Sperlings artikler i Politiken, men holdt op med det, fordi de simpelthen var så ensidige, fuld af gennemskuelig tendens, manglende alsidighed i kildevalg, og med en vinkling, der altid underbyggede Sperlings negative syn på Rusland både før og efter faldet - og navnlig under Putin. Journalistik, båret af følelser, holder ikke i længden. Man tror, man kan masere holdninger ind i læserskaren gennem følelsesmæssig påvirkning, men det gennemskues for let. Og Sperling kunne tage Anna Libak og Leif Davidsen i hånden hvad det angår. Og på det seneste desværre også flere Informations-journalister, Mette Rodgers fx.

Jeg har ikke noget imod følelser, men hvis vi taler om journalistik, bøger, analyser, er det ligesom ikke nok. Med mindre man bare vil please dem, der føler på samme måde. Had mod Rusland og dets politiske strukturer og realpolitik fører ikke til noget godt, i hvert fald ikke til indsigt og forståelse og afbalanceret stillingtagen. Følelser er stærke, men skygger ofte over analyse og forståelse.

Jeg er ikke i familie med Rusland hver helt eller halvt, men står helt udenfor. Og kan måske netop derfor se, at følelserne har spillet en alt for stor rolle i Europas (og USA's) syn på postsovjetisk Rusland. Navnlig konsensus-mentaliteten i (nord)europæisk presse har vagt forundring, og derfor er det så sandelig godt, at man kan få lidt variation i pressedækningen ved at supplere med RT eller andre medier udenfor EU-konsensus.

Torben Selch, Niels Engelsted, Christian Harder, Nic Pedersen, Karsten Aaen, Claus Oreskov og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

“baggrund der ligger bag virkeligheden” lyder grumme okkult hvis nogen spørge mig :-)

Ahmed Mannouti
Hvilket lands politiske (militærpolitiske) historie kan du så lide?

Ahmed Mannouti

Michael

Jeg har ingen specielle bagtænker hvis det er det du antyder. Jeg skriver blot at det ikke kun er mig men hele min familie der er faldet til i Moskva.

Ahmed Mannouti

Stig

Godt spørgsmål. Jeg kan ikke rigtigt komme på noget land jeg bare beundrer hvis det er det du mener. Rusland (/Sovjet) og USA springer i øjnene fordi jeg har haft så meget af deres lort tæt inde på livet, men alle lande har nok lig i lasten. I store eller mindre omfang.

Michael Kongstad Nielsen

Det skal I også have det godt med.

Ahmed Mannouti

Der er mange ting ved Danmark jeg beundrer, og mine år i Danmark betyder rigtigt meget for mig. Jeres aftale med tyskland om grænsedragning, minoritetsbeskyttelse osv i 1920 og at i efter WW2 undlod at rende i revanchismens mudderpøl har imponeret mig ved dansk historie. Der er nok meget andet i jeres historie og samtidspolitik jeg ikke bryder mig om men jeg vil dog give jer nogle ikke uvæsentlige pluspoint.

Sider