Læsetid: 6 min.

Barn af krigen

Den danske læge Haifaa Awad har fået nok af den danske valgkamp og er igen rejst ind i Syrien for at arbejde på et hospital. Hun kommer til et land, der styres hårdt af islamister, og hvor børn vokser op uden en barndom
Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

18. juni 2015

Man siger, at tabet af et barn, er det værste, der kan overgå et menneske. Man siger, det giver ar, som aldrig heles. Et otte-årigt ar ved navn Yunes bliver skåret ind i en fars sjæl på skadestuen i dag.

Den lille dreng er blevet skudt i maven og brystet af en ven, da de legede med våben. Skarpladte og dræbende våben, som de alt for ofte er her i Syrien. Abu Yunes samler sin forblødende søn, Yunes, op i sine arme og kører på motorcykel mod hospitalet.

Da han ankommer, er farens skjorte tilsølet af sønnens blod. Blikket i hans øjne giver mig gåsehud. Jeg hører stadig hans desperate råb om hjælp, da han kaster sin søn på en briks. 

Jeg kommer løbende til skadestuen med nogle kolleger. Yunes er åbenlyst forblødt. En af mine kolleger kaster sig over Yunes og begynder at give ham hjertemassage. Vi griber alle ind, jeg intuberer den lille altså blæser luft i hans lunger.

Vi har gjort dette mange gange før. Vi forsøger alt, hvad vi kan, selv om vi ved, det er udsigtsløst. Efter nogle få minutter stopper vi.

Jeg vil aldrig glemme det blik, der møder mig, da jeg ser op i Abu Yunes' øjne. De er tomme. Han står stille og stirrer, men inde bag ved falder han dybt ned i en afgrund, som han nok aldrig vil stige op af igen.

Hans dreng ligger på briksen druknet i sit eget blod.

Stilheden, der nu falder over skadestuen, er kvalmende. Jeg må ud. Men jeg må også blive og støtte en far med et ar, der aldrig forsvinder.

Fuldskæg i armytøj

Jeg har været tilbage på hospitalet i det nordlige Syrien et par dage nu. Situationen heroppe er egentlig relativt rolig. Jeg bor delvist på hospitalet denne her  gang, og der er en konstant summen i baggrunden fra skadestuen. Vi har et kæmpe modtagelsesområde, og i takt med at hospitalet er vokset, er det blevet spredt ud på forskellige faciliteter. Gravide, børn og ældre valfarter hertil. Indtil nu er det sådan, at medicin er gratis for dem, der ikke kan betale og det samme for krigsofre.

Læs også: Jeg kan ikke længere kende mit Danmark

En patient på skadestuen er lille Walid på 10 år. Han skulle koble en vandbeholder til en slange på taget og var så faldet tre meter ned. Han klager  over smerter i foden og hælen. Han har sine to storebrødre med iklædt armytøj og fuldskæg.

Walid ville være kvalificeret til et traumekald i Danmark, hvor et helt team ville undersøge ham grundigt. Her bliver han modtaget af mig. Jeg undersøger ham grundigt og bestiller røntgenbilleder. Der er ingen brud eller tegn på indre skader. Børn kan sagtens have latente skader, der ikke opdages umiddelbart, men da Walid bor langt væk, og brødrene ikke kan blive til observation, må jeg sende ham hjem og bede dem holde øje med, at hans tilstand ikke forværres.

Jeg tager på rundtur i provinsen, godt pakket ind i den sorte heldækkende abaya og med tækkeligt tørklæde, der dækker alt mit hår. Mit mål er at besøge andre hospitaler og hjælpe med at bedøve patienter flere steder i Idlib-regionen, hvor der er mangel på narkoselæger. Fronten er rykket nærmere byen Hama, hvilket betyder, at regimet er fuldt beskæftiget med at holde skansen. Bombningerne er mindre intense nu, hvor Idlib-regionen er helt befriet fra al-Assads hær på landjorden.

 

Jeg har absolut intet id på mig, kun et stykke papir fra felthospitalet, der angiver, at jeg er læge og arbejder på hospitalet. Jeg tør ikke tænke tanken til ende, hvad det kunne få af konsekvenser ved islamistiske al-Nusras kontrolposter, hvis jeg viste et dansk id-kort eller min lægeforenings id-kort, hvor jeg jo er fotograferet uden tørklæde.

Vi kører rundt i en lille minibus og bliver stoppet ved adskillige kontrolposter. En post består ofte af sandsække, en gammel seng, der mangler det ene ben, og i stedet bliver støttet af en mursten. Der står også en gammel tekande af stål. Rundt omkring  kontrolposten står flere unge mænd med langt flagrende hår. De har alle langt fuldskæg.

Jeg spørger min narkosesygeplejerske, hvad han synes om dem, imens jeg nikker mod en 18-årig, der ligner en typisk jihadist, som man ville fremstille ham på en karikaturtegning.

»Selv om disse unge fyre er mine landsmænd, og selv om vi alle gik ud med det samme ønske om at vælte et diktatur og skabe en ny fremtid for Syrien, er jeg nu sikker på, at jeg ikke deler andet med dem end hadet til regimet. De unge har fundet sig i nye former for diktatur og udøver en form for islam, som er mig fjern,« siger Mustafa. 

Han er på min alder, gift med en veluddannet kvinde og har to yndige drenge.

Tortur ved siden af børnene

Da vi når en af storbyerne i provinsen, en by i ruiner, bliver jeg hos en kvinde, Um Jalal, der sidder omringet af sine fire børn.

»Børnene ville ikke i skole. De græd hver morgen.«

Um Jalal sidder foran mig indhyllet i sort. Hun forsøger at holde tårerne tilbage. Hendes stue er sparsomt møbleret. I byen har der været hårde kampe, forud for at den blev befriet fra regimets jerngreb. Byen er et vigtigt strategisk punkt i Idlib-provinsen. Hun fortsætter som svar på min spørgende hovedrysten:

»Da regimets soldater havde indtaget området, blev de offentlige bygninger omdannet til fængsler. Alle de unge mænd, der blev anholdt ved deres kontrolposter, har skabt pladsmangel.«

Jeg ved, hvad hun hentyder til hendes to sønner er blevet dræbt af regimets kugler og under dets tortur.

»I skolelokalerne udførte regimet tortur, imens skolebørn sad i lokalet ved siden af og kunne høre det. Det var en del af den kollektive afstraffelse. Vi kunne ikke lade børnene blive hjemme, de skulle jo i skole. Men da de så kom hjem om aftenen, kunne vi høre de unge mænds skrig tage til.«

Jeg får kuldegysninger, og tårerne trænger sig på bag mine lukkede øjne. Um Jalal tier.

»Hvordan tog børnene det?« forsøger jeg forsigtigt.

»De begyndte at gå små patruljer for at holde øje med soldaternes færden. Når de så deres snit til det, smuglede de deres madpakker ind gennem vinduerne til de anholdte. Vi begyndte at give dem ekstra mad med i skole, og de udtænkte metoder til at hjælpe de torterede unge på.«

Tårerne ramler ned af mine kinder, lydløst. Jeg kigger ud ad vinduet og ser den nærliggende skole, der engang var fyldt med børnedrømme. Jeg kan høre skrig i mit hoved fra de unge mænd, der engang har været indespærret der.

Amjad på fem år sidder ved siden af, mens hans mor fortæller. Jeg holder diskret øje med ham. Hele sit liv har Amjad kun kendt krigen. Han lytter, men virker uanfægtet af sin mors fortælling.

Jeg har set mange børn i øjnene her i Syrien. Det er dem, der oftest kommer ind på hospitalet til behandling. Krigens børn lever i ekstremerne. Er der en sirene, et fly eller skud i luften, handler de hurtigt, instinktivt og i frygt. Når faren er ovre, falder de ned i en tilstand af apati igen. Indimellem kommer de ud og leger.
En dag så jeg en lille dreng trille et hjul foran sig med en pind. Men legen bliver altid afbrudt. Barnet er altid på vagt. I krigen er der ingen børn længere kun mennesker der lever i frygt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik winberg
  • Slettet Bruger
  • Jan Pedersen
  • Jens Frederiksen
erik winberg, Slettet Bruger, Jan Pedersen og Jens Frederiksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu