Læsetid: 5 min.

Fem opskrifter på geniale grønne teknologiske fix

Indsatsen for at afværge skadelige klimaforandringer kan ikke lykkes uden en omfattende teknologisk innovation – den gode nyhed er, at nye, rene, realistiske og praktisk gennemførlige løsninger er på vej: fra transparente solceller til biologisk nedbrydelige batterier
Googles føreløse biler og bilfabrikanten Teslas elbiler har fået betydelig opmærksomhed, men nye gennembrud venter inden for forskningen i genopladelige elektriske køretøjer

Googles føreløse biler og bilfabrikanten Teslas elbiler har fået betydelig opmærksomhed, men nye gennembrud venter inden for forskningen i genopladelige elektriske køretøjer

Polfoto

24. juni 2015

Ved en klimakonference tidligere i år erklærede Sir David King, den tidligere videnskabelige chefrådgiver for den britiske regering og nu den nye britiske regerings særlige repræsentant for klimaændringer, at der fremover bør fokuseres mere på grønne teknologiers rolle i at hjælpe os til at tackle klimaforandringerne.

Det er muligvis et udsagn, de fleste mennesker intuitivt vil kunne bakke op om. Spørgsmålet er blot: Hvilke teknologier findes der, og hvilke teknologier skal vi satse på at udvikle? Den gode nyhed er, at der ikke er mangel på innovation.

De sidste 20 år løber antallet af tildelte patenter og offentliggjorte patentansøgninger inden for miljørigtige teknologier fra USA og Europa op i svimlende 1,2 millioner. Det fremgår af den patentoversigt, der er anført på websitet Cleantechpatentedge.com

Mange af disse koncepter vil næppe nogensinde se dagens lys, da de bliver for dyre eller vanskelige at gennemføre i større skala, men realistiske og praktiske innovationer findes også. Her er fem nye teknologier, som det er værd at holde øje med.

1: Transparente solceller

En interessant udvikling inden for alternative energiteknologier er den gennemsigtige solcelle. Vi skal forestille os, at f.eks. en telefon, bygning eller bil er i stand til at udnytte energien gennem sit glas. Ubiquitous Energy (UE), et iværksætterselskab med rødder i MIT i Cambridge, Massachusetts, og hovedkvarter i Redwood City, Californien, fremviste i sidste uge sin ClearView Power-teknologi for offentligheden for første gang.

Sharp Japan

Med en tykkelse på under en tusindedel af en millimeter er denne glasbelægning (strengt taget blot en film) gennemskinnelig for det menneskelige øje, samtidig med at den selektivt opfanger og omdanner ultraviolet og nærinfrarødt lys til elektricitet, der kan drive en mobil enhed og forlænge dens batterilevetid. Denne målsætning er ifølge UE’s medstifter og administrerende direktør, Miles Barr, central for selskabet. Vil transparente solceller ligefrem kunne erstatte batterier? Det er bestemt ambitionen, fastslår Barr, og Bob Raikes, en displayekspert fra konsulentfirmaet Meko Ltd, forudsiger, at teknologien ikke blot vil kunne afløse batterier, men kun forlænge en opladnings holdbarhed »betydeligt«. Raikes gør opmærksom på, at teknologien også vil kunne finde reel og umiddelbar anvendelse i elektroniske hyldeetiketter, hvor den vil mindske behovet for stadige batteriskift.

2: Bionedbrydelige batterier

Ikke færre end 22.000 tons husholdningsbatterier ender på britiske lossepladser hvert år, har ngo’en Recycle More beregnet. Genbrugsbatterier bruges kun i begrænset omfang svarende til godt 10 procent af markedet, så et koncept om et batteri, der på en gang vil være mere effektivt og bionedbrydeligt eller i det mindste er lavet af bæredygtige materialer, vil blive hilst velkommen.

Denne måned kunne forskere fra Sverige og USA meddele, at de har udviklet et batteri lavet af et svampet, træbaseret skumstof, som de kalder for aerogel. Lavet primært af træmasse er batteriet let, elastisk og af høj kapacitet. Målet er at produktudvikle til markedet inden for bærbare computere og bilelektronik.

Forskningen i ny batteriteknologi er i rivende udvikling. Sidste år hævdede forskere ved University of Illinois og Tufts University i Massachusetts at have udviklet et biologisk nedbrydeligt batteri, der kan opløses i vand.

Polfoto

Men disse banebrydende teknologier er stadig på et tidligt stade og mindst 5-10 år væk fra en lancering på det kommercielle marked. At producere dem i stor skala er endnu for dyrt.

Vi vil endnu i nogen tid derfor være henvist til at bruge delvist genbrugelige batterier, såsom Energizers EcoAdvanced-sortiment, der blev lanceret i februar i år. For øjeblikket er fire procent af hver af disse batterier lavet af genbrugte dele, men selskabet håber, at andelen i 2025 vil være steget til 40 procent.

3: Genopladelige biler

Nogle af de største fremskridt i ren teknologi er sket inden for transportdomænet. Googles førerløse biler og bilfabrikanten Teslas elbiler har fået betydelig opmærksomhed, men nye gennembrud venter inden for forskningen i genopladelige elektriske køretøjer. At sætte sin bil i stikkontakten er allerede trivielt, men hvad med en elbil, der oplades mens den kører på vejen?

Storbritanniens Transport Research Laboratory fortalte i marts i år, at man er i gang med en forundersøgelser i dynamisk trådløs kraftoverførselsteknologi (WPT) på Storbritanniens veje. Det er hensigten at forberede – og potentielt fremme – en større brug af elbiler. Teknologien er stadig et stykke fra at kunne realiseres, men hensigten er rigtig.

Et mere umiddelbart mål er at introducere induktionsopladning i biler for at fjerne behovet for besværlige kabler. Qualcomm Halo er en af ​​få virksomheder (herunder BMW og Volkswagen), som satser markant på at udvikle ​​trådløse og genopladelig elektrisk køretøjsteknologi (WEVC).

 

Der er allerede blevet gennemført forsøg i London, og ifølge Anthony Thomson, vicepræsident for Qualcomm Technologies, »vil bilismens fremtid i byer være elektrisk og trådløs – og trådløs EV-opladning rummer nøglen til masseimplementering af elbiler«.

4: Brint-brændselsceller

Vi har i årevis hørt om mulige innovationer, der kan erstatte olie og benzin som brændsel. Alt fra jojobaoliebaseret biobrændstof til biler, der drives af organisk affald, har vi hørt om, men realiteten er, at vi stadig er et stykke vej fra kunne skabe Doc Browns kompostdrevne De Lorean-bil fra Tilbage til Fremtiden II. Det samme blev engang sagt om brintdrevne biler, men nu er Toyota og Hyundai ved at ændre totalt på det billede med snarlige kommercielle lanceringer.

Et selskab bag fremskridtene i brintbrændselsceller er Intelligent Energy, hvis administrerende direktør, Henri Winand, selvsikkert profeterer, at »brintalderen er kommet«. Men det er ikke kun inden for biler, at selskabet forudser en fremtid for brint.

»Vi vil også implementere brændselsceller, der kan erstatte små diesel backup-generatorer i Indien i skelsættende skala,« siger Winand. »Ligesom vi er på vej med opladeren Upp i Apple-butikker i Storbritannien, hvilket bringer os et skridt nærmere forbrugerelektronikken«.

5: Ny generation af fyrkedler

Overkommelige former for alternativ energi, som den enkelte forbruger kan benytte i sin dagligdag, har i nogen tid været et attrået mål og synes nu endelig at kunne blive en realistisk mulighed. Sidste år blev antallet af solpanelinstallationer næsten fordoblet i Storbritannien, men et område, hvor der har været meget lidt fremgang, er hjemmefyret – eller biokedlen.

Energiselskabet Flow, der har til huse i Suffolk, hævder at have ændret på tingenes tilstand med lanceringen tidligere i år af et gas-kedelfyr til den private husholdning, der genererer elektricitet, samtidig med at det opvarmer hjemmet. Ud over elregningsbesparelser hævder Flow, at selskabets nye fyrmodel reducerer kulstofemissionerne med 20 procent. Selskabet siger også, at fyret vil kunne tjene sig selv hjem på fem år med årlige besparelser på op til 5.000 kr.

Flow

Det er sådanne former for energibesparende initiativer, drevet frem af forbrugerteknologi og plantet i virkelighedens og ikke spekulationens verden, der vil kunne gøre en reel forskel i forhold til energiforbrug og emissioner. Disse er blot fem eksempler, men den overordnede pointe er, at selv om der stadig er et stykke vej at gå, så boomer innovationen på tværs af brancher.

Ikke alle teknologier er klar endnu, og som med de fleste nyskabelser vil der være børnesygdomme og store udgifter til etablering og vedligeholdelse. Men alt imens politikerne er i gang med at finpudse deres udspil til det kommende klimatopmøde i Paris, vil de gøre klogt i at lytte til Sir David King – for mange af svarene på bekæmpelse af klimaforandringerne eksisterer måske allerede.

Polfoto

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • Robert Kroll
  • Randi Christiansen
morten Hansen, Robert Kroll og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Ja, hvorfor mon goldman sachs investerer i havvindmøller? Fordi de så kan kontrollere forbindelseslinjerne? Den 1%'s hidtidige adfærd indikerer stærkt, at de først slipper kontrollen, når de ser i deres egen interesse i det ! Og hvordan får vi omstillingsagenter så lige overbevist dem om, at det er tilfældet nu?

Robert Kroll

Et af vores problemer er , at politikerne og institutionerne/bureaukratiet planlægger fremtiden ud fra fortidens teknologi.

morten Hansen

Udmærket. Men vi er også langt bagud efter som bla. "De Syv Søstre" har forhalet og undergravet ethvert skridt væk fra afhængigheden af de fossile energikilder.

Ovenstående tager udgangspunkt i Jordens 2 mia. rigeste menneskers overflødige luksusforbrug. Det grundliggende problem er de 5 mia. fattigste menneskers krav om et løft op på et stabilt humant basisforbrug. (Bolig, mad, elektricitet, uddannelse, lægehjælp). Her hjælper ingen teknologifix, kun en omstrukturering af vores produktion af basisvarer. Sker det ikke vil menneskehedens størrelse vokse ud over den ultimative grænse for Jordens bæredygtighed. Budskabet i ovenstående artikel er et eksempel på udbredelse af en falsk bevidsthed om tingenes rette sammenhæng og en undskyldning for at forsætte kapitalismens hidtidige katastrofekurs.

Niels-Holger Nielsen, Randi Christiansen, Martin Madsen, Rasmus Kongshøj, Ole Hilby og erik winberg anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Teknologi-fix kan faktisk bruges til noget. Et godt eksempel er mobiltelefonerne, der i Afrika har gjort at man har sprunget hele trinnet med kobberkabler i hver en by over. Endvidere har en telefonejer mulighed for at lade telefonselskabet være deres bank, som for eksempel i Kenya med Mpesa. Det tillader en meget stor befolkning adgang til en række basale ydelser hurtigt og mere effektivt end i gamle dage.

Noget teknologi er faktisk fremskridt ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Nikolai Beier, Randi Christiansen og Ole Hilby anbefalede denne kommentar

Lennart, jeg ville gerne se en undersøgelse af hvor meget levestandarden for de 5 mia. fattigste er løftet på grund af mobiltelefonen... ikke at jeg ikke tillægger mobilen en betydning - men hvor meget? ...og en mobil er stadig hundedyr for en levestandard på omkring 10-15 kroner om dagen (2 mia. mennesker).

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins
så må du for eksempel rejse en tur til Kenya og se med egne øjne. Der er man ganske opfindsom når det gælder at komme frem i livet.
Ellers var dette mit første google hit efter at have læst din post:
http://elibrary.worldbank.org/doi/abs/10.1596/1813-9450-5988

Mens vi sover herhjemme og ikke kan få ordentlige løsninger til rejsekort, regionaltog, holde grandprix uden underskud etc, så sker der noget i verden.

Med venlig hilsen
Lennart

Randi Christiansen

Det er klart, at den nye grønne teknologi må være miljø-og socioøkonomisk bæredygtig og altså respektere planetens cirkulære økonomi. Hvilket naturligvis er muligt bill og er hele dens berettigelse.