Læsetid: 7 min.

Det forbudte håb

Den dansksyriske læge Haifaa Awad er igen rejst ind i Syrien for at arbejde på et hospital. Hun møder en gammel ven, der er blevet bidt af IS. Islamismen ligger som et tung låg over landet og truer med at tage vejret fra hende
Det bedste, jeg ved fra dette krigshærgede og håbsforladte land, er øjeblikkene, hvor jeg står med spædbørn i hænderne. Deres små kroppe, der kræver kærlighed og deres skrig, der tørster efter ilt. Det er svært ikke at elske dem. Her er det nyfødte Ahmad.
23. juni 2015

Dagbog, dag 4

Jeg er tilbage på hospitalet igen, og jeg har endelig mødt Sami. Jeg har ikke set den troende og konservative narkosesygeplejerske, siden jeg var her sidst for snart to år siden. Jeg husker tydeligt dengang, da hans hus blev beskudt. Hvordan han bjærgede lig ud og genoplivede en lille pige. Når jeg ser Sami, ser jeg også hende ligge der i skadestuen med de grønne ørenringe. Som et billede på at hverdagen går videre under krigen.

Det, jeg har frygtet, er desværre kun blevet virkelighed. Sami er den blideste mand, jeg kender – og den mest troende. Hans smil, øjne og stemme emmer af ren uskyld. Men krigen har forandret ham. Han har – som andre hernede – ventet forgæves i årevis og håbet på, at det internationale samfund ville skride ind. Men der har været stille. Den mur af stilhed, som de er blevet mødt med, har langsomt, men sikkert ført dem mod de eneste, der hjælper dem i krigen – ekstremisterne.

Da Sami stiger af bilen for at komme ind på hospitalet, står jeg udenfor indhyllet. Jeg smiler over hele ansigtet. Jeg siger ikke, hvem jeg er – jeg vil se, om han kan genkende mig i tørklædet. Han går lige forbi, så jeg råber efter ham. Han vender sig, lyser op og griner. Vi hilser på hinanden, han giver ikke hånd, men hans øjne lyser af venskab. Sami og slænget fra sidst jeg var her, har spillet en enorm rolle i mit valg af anæstesi som speciale. Jeg husker, hvordan vi stod uden anæstesilæger og desperat forsøgte med alle midler at gøre det godt for patienterne alligevel.

Undercover i kalifatet

Sami tror øjensynligt, at jeg selv har valgt at tage tørklædet på, for evigt. Han lykønsker mig med mit kloge valg. Jeg smiler skævt og blinker til ham.

»Sami, jeg er undercover, så dine kammerater ikke bortfører mig! Det er jo det nye sort i dette kalifat,« siger jeg, mens jeg kigger i retning af nogle bevæbnede islamistiske oprørere, der står tæt på. Jeg kan se, at Sami havde ønsket et andet svar, men han forstår min humor og smiler.

I løbet af dagen taler vi om hans lille nyfødte datter. Vi taler om pigen med de grønne ørenringe, som plejede at lege med hans børn, men som endte på vores briks med en afrevet arm, sidst jeg var her. I mellemtiden forsøger Sami at sælge mig videoer om Islamisk Stats opståen, dens styrker og hellige gerninger. Videoer, som kun kan overføres på Bluetooth, da de slettes fra Youtube, i det øjeblik de uploades.

Jeg svarer ham, at enhver bør have lov til at komme sin gud nærmere, som man vil – uden statslig indblanding. Sami forsøger ihærdigt at overbevise mig, af den bedste vilje er jeg sikker på. Han er ked af at se, at jeg ikke opfylder den korrekte islamiske livsførelse, der tager udgangspunkt i IS’ verdensforståelse. Men han vil mig det bedste. Ahmad, der er overlæge, forsøger at bløde stemningen op imellem os ved at drille Sami og kalde ham ’operationsstuernes imam’. Men inderst inde ved jeg, at Sami også er stolt af mig. Stolt af – at i en tid hvor syriske læger har forladt den systematiske nedslagtning af dem – så er jeg kommet tilbage. Faktisk er alle overrasket over min tilbagekomst, en overraskelse de udtrykker ved hurtigt at lukke mig ind i deres hjerter igen.

Græder indeni

Men jeg kan ikke lade være med at græde indeni, når jeg tager de teologiske diskussioner med min ven. Han nærer nu sympatier for en terrorbevægelse, der er ved at ødelægge det syriske folk. Jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal tage det for tungt.

Det er efterhånden gået op for mig, at de fleste hernede nærer sympati for al-Nusra og IS. I hvert fald indtil Assad falder.

»De vil ikke have samme tag i befolkningen, når Assad er faldet«, er en sætning, jeg tit hører. Men samtalen foregår i krogene på hospitalet. Her står jeg og hvisker med portøren, kokken eller operationsassistenterne om, at det gamle Syrien må genvinde dets styrke uden Assad og uden ekstremister. Vi har længe hvisket på hospitalet. Sidst hviskede vi af frygt for regimet, nu af frygt for islamisterne.

»Når tiden kommer, vil vi vende tilbage til vores egne idealer,« siger den 29-årige Assem, der går til hånde på hospitalet. Han kommer fra Qusayr – en by, der har lidt under enorme massakrer under revolutionen af blandt andet de Hizbollah-militser, som invaderede Syrien. Han fortæller om to kristne landsbyer, der under revolutionen beskyttede den lille sunni-landsby, han selv kom fra. De kristne smuglede de sunnimuslimske unge oprørere og reddede deres liv ved at beskytte dem fra regimets hårde indtrængen. Vi taler om andre lignende begivenheder, for vi er begge så gamle, at vi som unge nåede at opleve et Syrien med fredelig sameksistens.

»Vi skal nok genfinde idealerne, Haifaa. Vi skal bare igennem denne mørke tid mod Assad,« forsikrer han mig, da han ser min apati.

Hospitalets aktiviteter er blevet spredt ud i området af frygt for, at det skulle blive et bombemål. Derfor pendler vi læger nu rundt mellem forskellige ambulatorier og operationsrum. På den nærliggende skole, som nu holder sommerferie, er syge indlagt i klasselokalerne. Der ligger patienter ved tavlen, under børnetegninger og ved kateteret. Syge gamle syrere i et andet klasselokale. Jeg skal bedøve en patient herinde, men får gåsehud og går først hen og åbner vinduet i klasseværelset. Der ligger en ældre mand med KOL-anfald, en anden er ved at komme sig over amputationen af sit ben, og en lille dreng på 10 år ømmer sig efter en blindtarmsoperation, vi udførte i morges. Jeg driller den lille, ordinerer ham smertestillende medicin og går videre til min næste patient.

I næste øjeblik bliver jeg afbrudt og kaldt ind for at bedøve til et akut kejsersnit. En gravid kvinde er kommet ind. Hun bløder meget. Sami og jeg haster ind i operationsrummet. Vi lægger drop og fylder hende med væske, imens jeg sætter hende ordentligt på briksen, stikker hende i ryggen og afventer, at rygmarvsbedøvelsen virker. Vores kirurg står bøjet over hende, og i løbet af 10 minutter har vi en lille mut unge i operationsrummet. Hans mor vil kalde ham Ahmad.

Jeg tager imod den lille og placerer ham på et bord afdækket med blå sterile stykker. Her i Syrien er der ikke et specielt børnebord til at tage imod børnene på. Vi må forlade os på andet udstyr til at blæse luft i lungerne på og suge sekreter op af halsen på. Efter nogle få minutter får vi den lille til at sprælle. Han skriger, og mit hjerte banker med af glæde.

Det bedste, jeg ved fra dette krigshærgede og håbsforladte land, er disse øjeblikke, hvor jeg står med spædbørn i hænderne. Deres små kroppe, der kræver kærlighed og deres skrig, der tørster efter ilt. Det er svært ikke at elske dem.

Bragt til en verden af ondskab

Men da den lille åbner øjnene og kigger op på mig, rammer realiteterne mig, og jeg lægger låg på mine følelser.

Jeg giver ham til sin bedstemor, tager et billede af hans lille fine ansigt og går ud i gården under den sorte stjernehimmel.

Vi har bragt ham til en verden af ondskab. Til en verden, der styres af militante, religiøse mænd, et voldsregime og en civilbefolkning, der forbløder. Ahmad vil vokse op i et land, der nu vander sine træer med blod, og ammer sine børn med håbløshed. Hans opvækst vil blive kummerlig. Som mange andre syriske børn vil det blive uden uddannelse, sparsomt med vand og kun det legetøj, han selv finder. De små leger med det, de finder. Om det så er ødelagte cykelhjul, småsten, pinde, glemte geværer eller skjulte miner.

At føle sorg er en belastende, men styrkende oplevelse i livet. Men at føle sorg hver dag er traumatiserende. Jeg kan mærke mine forsvarsmekanismer, mærke, hvordan jeg lægger afstand til oplevelserne. Jeg tillader mig ikke glæde – heller ikke når den smukkeste lille dreng kommer til verden.

Men når mørket sænker sig om aftenen, synker en million øjeblikke dybt ind i min sjæl. De planter sig som små ar i mig. Ar efter syriske børn, blødende kvinder og gamle mænd. Jeg beder vores søde køkkenassistent om en kop kaffe, tænder en Mistral og tjekker om min bedste veninde er online klokken tre om natten i Danmark. Hverken Syriens stjernehimmel eller den stærke kaffe kan længere trøste mig, som det plejede. Nu er det en stemme i Danmark, jeg længes efter, men de sover selvfølgelig alle sammen derhjemme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ernst Enevoldsen
  • H.C. (Hans Christian) Ebbe
  • Ejvind Larsen
Ernst Enevoldsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu