Baggrund
Læsetid: 3 min.

Græsk folkeafstemning afgøres ved pengeautomaterne

I dag holder de græske banker lukket – en forsmag på en uges kampagne forud for en folkeafstemning for eller imod den seneste sparepakke. Grækerne skal dog reelt afgøre, om Grækenland fortsat skal være en del af euro-samarbejdet
Der var travlhed ved pengeautomaterne i Athen i weekenden, hvor folk forsøgte at hæve deres opsparede penge, inden bankerne lukker.

Daniel Ochoa de Olza

Udland
29. juni 2015

Allerede på søndag skal grækerne til stemmeurnerne i en folkeafstemning, der afgør, om landet tilslutter sig eller afviser den seneste sparepakke, der end ikke nåede at blive forhandlet helt færdig ved en lang række topmøder i Bruxelles i den forløbne uge. Reelt handler folkeafstemningen om landets euro-medlemskab.

Folkeafstemningen blev overraskende annonceret natten til lørdag og vedtaget knap et døgn senere efter intense 14 timers ophedet debat i parlamentet i Athen.

En uofficiel folkeafstemning har dog allerede været i gang længe og udspiller sig især omkring landets godt 7.000 pengeautomater. Fordi mange borgere tvivlede på, at regeringen kunne hive en aftale i land med EU-partnerne samt IMF og ECB, har borgerne i stor stil besøgt pengeautomaterne.

Læs også: Hvorfor EU’s politik over for Grækenland har spillet fallit

Da folkeafstemningen fredag nat blev offentliggjort, flokkedes bekymrede borgere igen omkring pengeautomaterne. Nogle var endda kommet i pyjamas for straks at få fat i de opsparede penge.

Et nyt Argentina

Søndag middag fandt Informations udsendte en endnu fungerende pengeautomat på et travlt hjørne ved færgehavnen i Piræus syd for Athen. En ældre kvinde drog et lettelsens suk, for hun var gået fra den ene automat til den næste – alle var tømt.

»Jeg er så glad for, at der fortsat er penge at få her ved denne automat,« sagde hun.

En mandlig lærer i køen før hende tømte spontant hele sin konto.

»Jeg tror ikke på, at dette her ender godt. Jeg er i forvejen frustreret over denne regering, men denne folkeafstemning kan få landet til at gå i opløsning. Skal vi til at være et europæisk Argentina? Jeg vil helt klart støtte et kompromis med EU-partnerne. Ellers må jeg vel udvandre,« sagde han.

En anden fra køen, Maria, ville bare hæve 50 euro for at kunne tage på søndagsudflugt til den nærliggende ø Ægina og havde slet ikke set folkeafstemningen komme:

»Ærligt talt, så er jeg forvirret. Hvem skal jeg tro på? Hvad er bedst for landet? Jeg tror på, at denne situation kræver et kompromis. På den anden side kan vi ikke klare mere af sparepolitikken. Merkel og de andre fik det, som de ville, i Bruxelles, men der var ikke nogen fælles plan,« siger Maria.

At starte på en frisk

En ældre herre med bedekrans, Epaminondas, mener, at premierminister Alexis Tsipras forstår at kæmpe for en bedre græsk fremtid.

»Jeg vil følge Tsipras’ budskab om at sige nej. Hver dag med sparepolitikken er en langsom død. Vi kæmper en hård kamp med de øvrige politikere i Europa og deres bankfolk. Nu er det på tide at starte på en frisk med vores egen valuta. Jeg er sikker på, at andre lande i Europa vil følge efter.«

En restauratør i det centrale Athen mener, at situationen er temmelig kompliceret:

»Jeg troede i første omgang, at det handlede om, hvorvidt vi ville være med i euroen eller ej, og det gør det jo på en måde også. Jeg kan umiddelbart godt støtte, at vi træder ud. Det forudsætter dog, at der er en regering, der ansvarligt kan bringe landet i en ny retning. Jeg er i tvivl, om denne regering formår at gøre det.«

Restauratøren mener, at de græske politikere flygter fra deres ansvar ved at overlade beslutningen til vælgerne.

»Hvorfor skulle jeg være klogere end alle de mennesker, der nu i årevis har forsøgt at reparere på den græske økonomi? Jeg syntes, det er et meget stort ansvar at lægge på vælgernes skuldre. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg vil stemme.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man tror det er løgn. En regering beder folket stemme om det vil honorere sine gældsforpligtelser, og sætte tæring efter næring. Det er simpelt hen for grinagtigt.

Og selvfølgelig har restauratøren ret i, at den græske regering flygter for sit ansvar. (Nu den (selvfølgelig) ikke kan opfylde sine populistiske valgløfter).

Preben Haagensen, Vasili Frang og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

De kunne jo starte med at nedskrive de 15 miliarder euro Grækenland skylder til græske banker. Men nej, det er kun udlandet der skal betale, ikke nogen af slænget derhjemme.