Læsetid: 2 min.

Hård FN-kritik af Eritrea

De eritreiske myndigheder bryder systematisk menneskerettighedskonventionerne. Det dokumenterer FN i en ny rapport, der kalder på international beskyttelse, solidaritet og ansvarsdeling over for flygtede eritreere
13. juni 2015

Menneskerettighedskrænkelserne begået af den eritreiske præsident Isaias Afwerkis regime er på et niveau, der »sjældent er set andre steder«.

Sådan konkluderer FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder efter at have undersøgt forholdene i det afrikanske land.

Højkommissariatet peger på politiet, de væbnede styrker, flere ministerier og regeringspartiet Peoples Front for Democracy and Justice som de primære gerningsmænd og påpeger, at de dokumenterede systematiske menneskerettighedskrænkelser er i et omfang, der »kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden«.

Mens den omstridte danske rapport om Eritrea fra sidste år konkluderede, at illegal udrejse fra landet »ikke i sig selv udgør forfølgelse eller giver de pågældende krav på beskyttelse«, slutter højkommissariatet anderledes:

»Eritreere flygter fra alvorlige menneskerettighedskrænkelser i deres land og har behov for international beskyttelse.«

Tortur og voldtægt

Siden juni 2014 har højkommissariatet gennemført over 550 interviews med flygtede eritreere, hvis vidneudsagn har bidraget til den næsten 500 sider lange rapport, mens de eritreiske myndigheder har ignoreret FN’s anmodninger om direkte adgang til landet.

Foruden vilkårlige drab, anholdelser og gruopvækkende tortur er det særligt forholdene under den eritreiske værnepligt, der er barske. Alle indkaldes til værnepligt, når de fylder 18, og mange ender med at tjene der på ubestemt tid. Kvinder voldtages i de militære træningslejre i en grad, der minder om »seksuelt slaveri«, mens tæsk og tortur bruges til at straffe, intimidere og undertrykke de værnepligtige til lydighed.

Derudover tilbageholder regimet vilkårligt borgere, som smides i fængsel uden rettergang. Her er isolation og ekstremt kummerlige forhold almindeligt, og højkommissariatet tilføjer, at de indsatte hverken ved, hvorfor eller i hvor lang tid de skal sidde fængslet.

»Anvendelsen af tortur er så udbredt, at det må være regeringens politik at fremme afstraffelsen af personer, der opfattes som værende modstandere,« står der i rapporten.

Flygtninge

FN rapporterede i 2014, at antallet af eritreiske asylansøgere i Europa var tredoblet siden 2013. Eritreere udgjorde sidste år 22 procent af alle de flygtninge, der ankom til de europæiske kyster – den største nationalitet efter syrerne.

De mange flygtende har regeringen i perioder forsøgt at bremse, skriver højkommissariatet. De implementerede derfor en ’skyd for at dræbe’-politik i grænseområderne for at standse »forræderne«.

Højkommissariatet anbefaler, at det internationale samfund »fortsætter med at yde beskyttelse til alle dem, der er flygtet«, og søger at finde løsninger for at hjælpe eritreiske flygtninge, herunder »genbosættelse i tredjelande«, og ved at styrke den »internationale solidaritet« og »ansvarsdeling«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu