Baggrund
Læsetid: 6 min.

Hvem blinker først?

Efter tretten års forhandlinger og skredne deadlines står Irans omdiskuterede atomprogram endelig til at blive tæmmet med en fast aftale i denne uge. Men en aftale afhænger også af iransk indenrigspolitik og de storpolitiske konsekvenser for resten af regionen
Udland
29. juni 2015
Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, har på forhånd afvist en række krav om inspektioner af Irans atomanlæg. En atomaftale kan blive svær at sælge både i USA og i Iran for de involverede politikere.

Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, har på forhånd afvist en række krav om inspektioner af Irans atomanlæg. En atomaftale kan blive svær at sælge både i USA og i Iran for de involverede politikere.

AP Foto

De fleste iranere er dødtrætte af dagligt at blive bombarderet med detaljerede opdateringer og analyser af atomforhandlingerne på avisforsider, i fjernsynet og på de sociale medier, men ingen tvivler på deres betydning.

»Jeg har ikke meget tid til at læse nyheder, men jeg følger atomforhandlingerne tæt, fordi de er vigtige for os. Vigtige for alle iranere. Siden Iran-Irak-krigen har disse forhandlinger været den vigtigste bekymring, landet har haft. De har i årevis fulgt de fleste iranere, og derfor bliver vi alle sammen nødt til at forholde os til dem. Alle forretninger er gået i stå, fordi alle venter på at se resultaterne,« siger Kamyar, en 33-årig apoteker fra Teheran.

Tirsdag er der frist for at lande en endelig aftale mellem Iran og de faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd om Irans omstridte atomprogram. I april blev parterne enige om en rammeaftale, som tegner de overordnede linjer for en egentlig aftale. Der er dog fortsat et stykke vej endnu.

Kamyar er ugift og selvstændig apoteker i Teheran, hvor han tjener godt på sine forretninger. Han ønsker ikke at få sit rigtige navn i avisen. Han mener, at de fleste iranere i virkeligheden er ligeglade med atomenergi. De ønsker blot et bedre forhold til udlandet, og Kamyar tror, at udsigten til en atomaftale har skabt en motivation for mange iranere. Dog fastholder han:

»Vi skal selv skabe et bedre land, dette er ikke en selvfølge efter en aftale er indgået.«

De kringlede forhandlinger

Ifølge Ali Vaez, en iransk senioranalytiker i den amerikanske ngo International Crisis Group, har den langsomme forhandlingsproces tre hovedårsager. For det første har rammeaftalen for mange smutveje, der nu skal fastsættes. For det andet har amerikanerne såvel som iranerne positioneret sig i offentligheden siden april som den egentlige vinder af forhandlingerne, og det har skabt en indenrigspolitisk overfølsomhed i de respektive baglande, der siden har fået forhandlerne til at tilbagetrække indrømmelser. Sidst, men ikke mindst, handler forhandlingerne om ikke at blinke først:

»Det er en naturlig del af disse forhandlinger, som vil fortsætte indtil det sidste minut af den sidste dag,« siger Vaez.

En uge fra tidsfristen har Irans åndelige leder, Ayatollah Khamenei, udelukket, at inspektioner af militære områder samt de påkrævede interviews med 23 af landets forskere og sikkerhedsfolk kan blive en del af aftalen. Men amerikanerne presser fortsat på for at vinde mest muligt ved forhandlingerne. Iran er i dag det land i verden, som det Internationale atomenergiagentur (IAEA) har aflagt flest besøg hos, og dets nukleare aktiviteter er overvåget døgnet rundt.

Ali Vaez har i en årrække beskæftiget sig med Irans nukleare program og påpeger: »Selvfølgelig vil ingen suveræn stat på noget tidspunkt, nogen steder, acceptere inspektioner. Men tillægsprotokollen giver adgang til uerklærede faciliteter, som inkluderer militære områder.«

IAEA’s tillægsprotokol er en ekstra foranstaltning, som på ubestemt tid sikrer visse fordele – også langt efter en atomaftale mellem p5+1 og Iran er udløbet.

»Hvis Iran nægter at implementere tillægsprotokollen, vil der ikke være en aftale. Uden forbedrede sikkerhedsforanstaltninger og kontrollerende mekanismer, som indgår i protokollen, vil IAEA ikke være i stand til at give Irans atomprogram en sundhedsattest,« fastslår Vaez.

Desuden er der uenigheder omkring, hvordan sanktionerne skal ophæves. Den åndelige leder ser helst, at alle økonomiske, finansielle og bankrelaterede sanktioner påført af FN’s Sikkerhedsråd og den amerikanske kongres skal løftes samme dag, en aftale bliver underskrevet. Men dette er uladsiggørligt, forklarer Ali Vaez:

»Enhver aftale skal fremlægges for kongressen, som derefter har 30 dage til at gennemgå den. Hvis kongressen ingen indvendinger har, så rykker aftalen videre til sikkerhedsrådet. I denne fase skal Iran afvikle sine centrifuger, reducere sit lager, konvertere Arak-reaktoren og give mere adgang til IAEA. Imens vil EU og USA forberede det juridiske fundament for at løsne på sanktionerne. Det er forventet, at denne proces tager 4-12 måneder.«

Officielt foregår forhandlingerne bag lukkede døre, oftest i overdådige europæiske hoteller, men fordi alt for mange aktører har alt for meget på spil, er smædekampagnerne intensiveret inden tidsfristen og udfolder sig dagligt i fuld offentlighed i medierne.

Interne kampe

I det iranske indenrigspolitiske landskab er atomenergiforhandlingerne blot et af de utallige områder, hvor de ultrakonservative forsøger at positionere sig stærkere inden parlamentsvalget i februar 2016. Kritikerne har travlt med at portrættere landets udenrigsminister og chefforhandler som nogen, der kapitulerer over for de utroværdige amerikanere, og præsidenten bliver hængt ud som lederen, der overser landets øvrige problemer og udelukkende forholder sig til atomaftalen.

I sidste uge cirkulerede et stærkt retoucheret billede af en smilende iransk udenrigsminister på en amerikansk skolebænk i 1980’erne, hvor han så cirka 15 år ældre ud end sine medstuderende. Dette var et ringe forsøg på at skildre udenrigsministeren som verdensfjern og usolidarisk, i en tid hvor krigen rasede mellem Iran og Saddams Irak.

Derudover forsøger modstandere af en atomaftale på månedlig basis at anklage præsident Rouhanis ministre for uduelighed for at svække regeringen. På en enkelt uge har et medlem af parlamentet åbent sammenlignet stifteren af et nyt reformvenligt parti med Islamisk Stat, kaldt ham for en terrorist og lagt op til noget, der lignede optakten til en slåskamp med udenrigsministeren i parlamentet.

De reformvenlige har heller ikke forholdt sig passive. Inden for det seneste halve år er to af den tidligere ultrakonservative præsident Mahmoud Ahmadinejads nærmeste medarbejdere blevet fængslet for korruption, og ifølge rygterne er en tredje fængsling på vej.

Baseret på en meningsmåling udført af Teherans Universitet i maj måned støtter de fleste iranere en atomaftale, som kræver begrænsninger af landets atomenergiprogram samt omfattende inspektioner af IAEA – til gengæld for ophævelse af de økonomiske sanktioner og et samarbejde og accept af Irans atomenergiprogram. Af de adspurgte troede 53 procent, at en afslutning på sanktionerne vil føre til et fald i arbejdsløsheden og forbedring af levestandarden.

Iran i regionen

Afshon Ostovar, senioranalytiker i Center for strategiske studier på CNA i Washington vurderer, at fremtiden for Iran og regionen ser nedslående ud uden grundlæggende ændringer – med eller uden en atomaftale.

Ostovar, som har en iransk baggrund, uddyber denne dystre forudsigelse ved at påpege, at en handel med stormagterne ikke er den vanskeligste udfordring, Iran står over for i dag. Han siger derimod, at kompromiser med de sunnimuslimske naboer i Golfen er altafgørende for regionens fremtid:

»De arabiske Golfstater mener, at de har holdt sig tilbage af hensyn til, hvad Washington har på spil i forhandlingerne. Men Syriens borgerkrig, Iraks shia-regering under Maliki og de civile uroligheder iblandt shiitterne i Bahrain har overbevist mange af disse stater om, at Iran er roden til regionens ustabilitet. De anser Iran og den shiitiske alliance for et problem, som ikke længere udelukkende kan klares via diplomatisk forbindelser.«

Hverken saudierne eller israelerne har lagt skjul på deres modvilje mod en atomaftale. I deres øjne vil en atomaftale få iranerne ud af den politiske og økonomiske isolation og yderligere styrke deres position i regionen.

Ali Vaez er dog uenig:

»Irans regionale politik er ikke motiveret af balancen på bankkontoen, men er derimod baseret på landets trusselsopfattelse. Så længe Iran forbliver omringet af USA, har ringere militærkapacitet end de fleste af sine regionale naboer og er ekskluderet fra de regionale sikkerhedsinfrastrukturer, så vil Iran ikke ændre sin politik i regionen. Faktisk er iranernes fremgang i regionen indtruffet i takt med stramningerne af sanktionernes pres.«

Selvom mange internationale observatører var enige om, at Iran indgik et større kompromis end p5+1-landene under rammeaftalen tilbage i april, så anskuer apotekeren Kamyar situationen anderledes:

»Iran er et tredjeverdensland, der er ved at indgå en aftale med en håndfuld af verdens stærkeste lande. Vi lever i en del af verden, hvor vi ikke ved, hvad der kommer til at ske i morgen. Sikkerhed er det vigtigste for os. Vi bliver nødt til at indgå denne aftale. Atomenergi skaber ikke sikkerhed for iranere, men denne aftale skaber sikkerhed for resten af verden, så de føler sig sikre i iranernes selskab.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her