Hvorfor EU’s politik over for Grækenland har spillet fallit

Det er ikke bankerne, men borgerne, der skal bestemme over Europa, skriver den fremtrædende filosof, Jürgen Habermas. Han mener, at EU’s linje over for Grækenland har været med til at skabe krisen ved at lægge større vægt på kreditorernes interesser end på genoprettelsen af det græske samfund
En gadesælger er ved at samle sit tøj sammen på en gade i Athen. Syv ud af ti grækere mener, at regeringen bør indgå et kompromis med EU, men dødvandet har fået de nervøse borgere til at hæve deres penge i bankerne. Mindst 30 mia. euro har grækerne hentet hjem til madrasserne siden årsskiftet

En gadesælger er ved at samle sit tøj sammen på en gade i Athen. Syv ud af ti grækere mener, at regeringen bør indgå et kompromis med EU, men dødvandet har fået de nervøse borgere til at hæve deres penge i bankerne. Mindst 30 mia. euro har grækerne hentet hjem til madrasserne siden årsskiftet

Petros Giannakouris
26. juni 2015

EU-Domstolens seneste dom har endnu engang kastet et grelt lys over den fejl, det var at lave en valutaunion, som ikke samtidig vil være politisk union. Borgere i eurozonen skylder formanden for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, tak, fordi han i sommeren 2012 med en enkelt udtalelse præsterede at forskåne dem for de katastrofale følger af det sammenbrud, der truede deres valuta.

Ved at stå frem og erklære, at ECB var rede til at opkøbe statsobligationer i ubegrænset mængde, »hvis det blev nødvendigt«, ragede Draghi i realiteten kastanjerne ud af ilden for alle eurolande. Grunden til, at han blev nødt til at gå i brechen, var imidlertid den, at Europas regeringschefer ikke evnede at handle i det europæiske fælleskabs interesse. Stivnet i chok formåede de ikke at se ud over deres respektive nationale interesser.

Draghis udtalelse var dengang nok til at løsne op for de anspændte finansmarkeder, men med udtalelsen simulerede Den Europæiske Centralbanks formand en finanspolitisk suverænitet, som han slet ikke havde.

For det er både nu og dengang medlemsstaternes centralbanker, der i sidste instans hæfter for kreditgivning.

I sidste uge fastslog EU-Domstolen så, at Draghi handlede i overensstemmelse med ECB’s mandat. Ganske vist kunne domstolen ikke stadfæste hans kompetence ud fra de europæiske traktaters ordlyd. Alligevel ligger det i konsekvensen af den afsagte dom, at ECB med få begrænsninger kan træde til for at udfylde rollen som kreditgiver i sidste instans.

Læs også: Græsk folkeafstemning afgøres ved pengeautomaterne

EU-Domstolens godkendelse af den forfatningsmæssigt ikke ganske korrekte redningsaktion vil nu blive nøje gransket af den tyske forfatningsdomstol, der oprindelig havde udbedt sig EU-Domstolens vurdering, efter at have fået indbragt sagen af tyske konservative parlamentsmedlemmer.

Man fristes til at sige, at de europæiske traktaters beskyttere så sig nødsaget til at bøje retten for om fornødent at undvige følgerne af den monetære unions fejlkonstruktion, der – som påpeget af jurister, politologer og økonomer i årevis – kun kan udbedres gennem institutionelle reformer.

Mens sagen om ECB’s beføjelser således er blevet skubbet frem og tilbage mellem Karlsruhe (der huser den tyske forfatningsdomstol, red.) og Luxembourg (sæde for EU-Domstolen, red.), har den blotlagt det hul i valutaunionens konstruktion, som Den Europæiske Centralbank følte sig kaldet til at udfylde – i nødrettens navn så at sige. Men fraværet af finanspolitisk suverænitet er kun ét af ​​flere sårbare punkter. Den Monetære Union vil blive ved at være ustabil, så længe den ikke bliver udbygget med også en bankunion, en økonomisk union og en finanspolitisk union. Det betyder, at medmindre vi kan leve med at se demokratiet reduceret til åbenlys dekoration, bliver vi nødt til at supplere den monetære union med en politisk union.

De dramatiske begivenheder i 2012 viste os en Mario Draghi, der måtte svømme imod strømmen fra en kortsigtet og hovedløs politik. Og efter det græske regeringsskifte tidligere på året ramte han igen hovedet på sømmet: »Vi har brug for et kvantespring i institutionel konvergens (...) Vi må væk fra et regelsystem for nationale økonomiske politikker og sikre større suverænitet for de fælles institutioner.«

Selv om man måske ikke havde ventet det af en tidligere Goldman Sachs-bankmand, var Draghi også fortaler for at knytte de påkrævede institutionelle reformer sammen med »større demokratisk ansvarlighed« (Süddeutsche Zeitung, 17 marts 2015).

Her taler en person, der har erfaret, hvordan tovtrækkeri bag lukkede døre mellem regeringschefer, der kun tænker på deres nationale valgkredse, ikke slår til, når der skal træffes nødvendige finanspolitiske, økonomiske og socialpolitiske beslutninger. I dag, tre måneder senere, står Den Europæiske Centralbank så igen i en situation, hvor den kan blive nødt til at købe mere tid for regeringer uden handledygtighed.

Græsk modværge

At krisen atter strammer til, skyldes i sidste ende, at den tyske kansler allerede i maj 2010 lod forstå, at hun anser investorinteresser for vigtigere end en gældssanering, der kan bringe græsk økonomi på fode. Det er imidlertid en anden slags instutionelt underskud, vi nu ser blotlagt.

Budskabet fra det græske valgresultat var ikke til at tage fejl af. Med markant flertal satte en nation sig til modværge imod den nedværdigende og undertrykkende sociale elendighed, den har fået påført af de dikterede sparepolitikker. Den græske befolkning sagde nej til at fortsætte en politik, hvis fiasko, den så drastisk har mærket på egen krop. Udstyret med denne demokratiske legitimitet har Grækenlands regering siden søgt at få eurozonelandene til at gennemføre en ny politik.

Men her er den igen og igen stødt på repræsentanterne for de 18 øvrige eurolandes regeringer, som i Bruxelles har kunnet retfærdiggøre deres afvisning ved køligt at henvise til egne demokratiske mandater. Tænk blot tilbage på de første møder, hvor en nyvalgt græsk regering oven på valgsejren selvsikkert indlod sig på groteske orddueller med deres veletablerede modpart, som enten optrådte paternalistisk onkel-agtigt eller rutinemæssigt nedsættende: Papegøjeagtigt insisterede begge sider hver især på at være bemyndiget af deres respektive eget ’folk’.

Fælles politisk viljedannelse

Den utilsigtede komik i denne forbrødrede nationalstatstænkning har på uovertruffen vis stillet til skue for Europas offentlighed, hvad der virkelig mangler her – nemlig et fokus på fælles politisk viljesdannelse, der kan inddrage borgerne i de væsentlige politiske beslutninger for kerne-Europa.

Sløret over det institutionelle underskud blev dog ikke for alvor revet væk. Det græske valg kom til at kaste grus i Bruxelles-maskineriet, da borgerne i dette tilfælde selv besluttede sig for et europæisk politisk alternativ, som var dem magtpåliggende.

I EU-sammenhænge træffer regeringsrepræsentanter sådanne afgørelser i indbyrdes teknokratisk ophøjethed, fordi de helst forskåner deres nationale offentligheder for at skulle beskæftige sig med så bekymrende spørgsmål. Når forhandlingerne i Bruxelles om et kompromis står i stampe, skyldes det netop, at begge parter foretrækker at skyde skylden på modparten fremfor at indse, at forhandlingernes frugtesløshed i sidste ende udspringer af den indbyggede fejlkonstruktion i procedurer og institutioner.

Vel drejer sagen sig konkret om den stædige fastholden af en sparepolitik, som ikke blot er blevet mødt med altovervejende kritik fra internationale økonomer, men også har haft barbariske omkostninger i Grækenland, hvor den påviseligt er slået fejl. Men i grundkonflikten mellem en part, som ønsker forandring af den førte politik, og en anden part, som hårdnakket vægrer sig imod overhovedet at indlade sig på politiske forhandlinger, kommer en dybere asymmetri til syne.

Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvor anstødelig, ja skandaløs, den afvisende holdning over for Grækenland er: Forhandlingerne strander ikke på et spørgsmål om et par milliarder mere eller mindre, ja end ikke på et spørgsmål om dette eller hint sparediktat. De strander alene på afvisningen af det græske krav om at få en gældssanering, der kan muliggøre en ny begyndelse for landets økonomi og befolkning.

I stedet for overhovedet at gå ind i sådanne drøftelser insisterer kreditorerne imidlertid på, at Grækenland skal anerkende en gældsbyrde, som græsk økonomi aldrig vil blive i stand til at betale sig ud af. Og det gør de, selv om ingen for alvor vil bestride, at gældsanering bliver uundgåelig før eller siden. Det er altså mod bedre vidende, at kreditorerne insisterer på Grækenland tager det fulde ansvar for den fulde gæld, uanset at den aldrig vil kunne indfries.

Indtil for nylig insisterede de sågar stadig på det rent ud fantastiske krav om, at Grækenland skulle præstere et primært overskud på over fire procent på statsbudgettet. Men selv om kravet blev sænket til et stadig urealistisk krav om en procent, strander den kompromisaftale, som Den Europæiske Unions fremtid kan afhænge af, fremdeles på kreditorernes krav om at fastholde den fiktion.

Selvfølgelig har ’donorlandene’ gode politiske grunde til at klamre sig til en fiktion, som gør det muligt for dem at udskyde en ubehagelig beslutning – f.eks. frygter de for en dominoeffekt i andre ’modtagerlande’, ligesom Angela Merkel ikke er sikker på sit eget flertal i Forbundsdagen. Men når en politik slår fejl, må den på en eller anden måde revideres så den imødegår de utilsigtede konsekvenser.

Det herskende dødvande skyldes dog ikke kun den ene part. Jeg kan ikke vurdere, om den græske regerings taktik forløber efter en gennemtænkt strategi, eller i hvor høj grad den måtte bero på indre politisk pres, manglende erfaring eller inkompetence hos de ledende figurer. Ej heller ved jeg nok om de indgroede praksisser og sociale strukturer i Grækenland, der kan stå i vejen for mulige reformer. Men selv ikke sådanne faktorer kan forklare, hvorfor den græske regering gør det så svært for sine sympatisører at få øje på en linje i dens uberegnelige opførsel. Vi ser ingen velovervejede forsøg på at finde koalitionspartnere, og vi ved ikke, om de græske venstrenationalister hænger fast i en mere eller mindre etnocentrisk opfattelse af solidaritet og kun har taktiske grunde til at kræve, at Grækenland bliver i eurozonen. Eller om de kan se perspektiver, der rækker ud over nationalstaten.

Det krav om en gældssanering, der runger som baggrundstema for de igangværende forhandlinger, har i al fald ikke været nok til at overbevise de øvrige EU-lande, ECB og IMF om, at den nye græske regering er anderledes – og vil handle mere håndfast og mere ansvarligt end de klientelistiske regeringer, den har afløst. Den græske premierminister Alexis Tsipras og Syriza-regeringen burde have udarbejdet et reformprogram, så de kunne have haft noget at ’vise frem’ over for deres forhandlingspartnere i Bruxelles og Berlin. Den indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, sammenlignede i sidste måned den sparepolitik, som Tyskland har ordineret grækerne, med et lægemiddel, der indeholder en giftig blanding af antibiotika og rottegift.

Syriza-regeringen kunne helt i Amartya Sens ånd have insisteret på, at den merkelske medicin blev blandet op med keynesiansk mikstur og kunne konsekvent have tilbagevist alle neoliberale diktater. Men samtidig burde den mere troværdigt have tydeliggjort sine hensigter om at gennemføre den påkrævede modernisering af staten og økonomien, sikre en mere rimelig byrdefordeling og bekæmpe korruption og skatteunddragelse osv.

I stedet har den koncentreret sig om at moralisere – om at spille et blame game – som under de givne omstændigheder har sat den tyske regering i en fordelagtig position: Med nytysk robusthed har Berlin kunnet afvise Grækenlands fuldt berettigede klager om, at man ikke blev hørt, da det genforenede Tyskland i 1990 smøg sig uden om yderligere krigsskadeserstatninger.

Den græske regerings svage optræden ændrer dog intet ved det skandaløse i, at politikerne i Bruxelles og Berlin ikke har villet mødes med deres kolleger fra Athen, som politikere mødes med politikere. De førstnævnte ligner måske nok politikere, men de udtaler sig kun fra deres økonomiske position som kreditorer. Denne transformation af politikere til zombier får den effekt, at spørgsmålet om en stats langvarige insolvens bliver gjort til et privatretsligt anliggende, der kan indberettes for en domstol.

På den måde bliver det for let at fraskrive sig det politiske medansvar. Tysk presse har gjort sig lystig over, at Grækenland fik EU, ECB og IMF til at droppe den forhadte betegnelse ’Trojka’. Men bag den terminologiske modvilje lå et legitimt ønske om, at pengedonorerne ville kaste deres maske og vise deres politikeransiger. For det er kun som politikere, at de europæiske beslutningstagere kan drages til ansvar for en fiasko, der har påført grækerne arbejdsløshed, sygdom, social nød og håbløshed.

Fra begyndelsen sikrede Angela Merkel sig, at hun fik IMF med i båden til sine tvivlsomme redningspakker. Det er IMF’s ansvar at sætte ind mod dysfunktionalitet i det internationale finansielle system. Som en terapeut skal det sikre systemets stabilitet og må derfor handle i de samlede investorers interesse, især de institutionelle investorers.

De to øvrige medlemmer af Trojkaen, EU og ECB, kom dermed til at glide i ét med denne aktør. I den udstrækning at politikere kun skal handle som långivere, bliver de i stand til at trække sig tilbage til en position, hvor de alene er bundet af regler og derfor kan fralægge sig et ansvar.

Denne opløsning af politik i markedskonformitet kan forklare den skamløshed, hvormed den tyske forbundsregerings repræsentanter – alle uden undtagelse mennesker af højeste moralske karat – kan benægte deres politiske medansvar for de ødelæggende sociale konsekvenser, de som toneangivende medlemmer af Det Europæiske Råd tog med i købet, da de gennemtvang deres neoliberale spareprogram.

Skandalen i skandalen er dog den hårdnakkethed, hvormed den tyske regering forvalter og forstår sit lederskab. Afsættet for den økonomiske opblomstring, som Tyskland den dag i dag nyder godt af, skylder vi de fremsynede kreditorlande, der ved indgåelsen af London-aftalen i ​​1953 eftergav godt halvdelen af den tyske gæld.

Det centrale i sagen er dog ikke moralsk forlegenhed, men politikkens kerne: Den politiske elite i Europa kan ikke længere gemme sig for sine vælgere. Den må nu give plads for de alternativer, som den ufuldstændige monetære union lægger op til. Det er borgerne og ikke bankerne, der må have de sidste ord, når der skal træffes afgørelse i de politiske spørgsmål, der bestemmer Europas fremtid.

Til offentlighedens postdemokratiske indslumring bidrager også et forvandlet mediebillede med en journalistik, der går arm i arm med den politiske klasse og primært drager omsorg for sine egne kunders velbefindende.

© Süddeutsche Zeitung og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Jürgen Habermas er filosof.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

En hjemløs i den centrale Athen.  Den indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, har sammenlignet den sparepolitik, som Tyskland har ordineret grækerne, med et lægemiddel, der indeholder en giftig blanding af antibiotika og rottegift. Foto: Petros Giannakouris

Ajour

EU-lederne er enige: Græsk krise skal løses i weekenden

EU’s stats- og regeringschefer har mod forventning torsdag aften haft en langvarig diskussion om den græske gældskrise på deres topmøde i Bruxelles.

Ritzau erfarer, at flere har gjort det klart, at de ønsker, at den græske gældskrise skal løses på det eurogruppemøde, som de 19 eurolandes finansministre holder lørdag morgen.

Det er det femte eurogruppemøde om Grækenland på godt en uge, og nu er det sidste udkald, understregede mange af EU-lederne.

EU-præsident Donald Tusk indledte debatten med at konstatere, at der er meget lidt – om nogen – tid tilbage.

Spillet er næsten ude, og nu er der behov for at få et græsk ja til det udspil, som de tre institutioner – EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond – har lagt på bordet.

Hollands premierminister, Mark Rutte, sagde, at der ikke er plads til at udvande de forslag, som institutionerne, der forhandler på vegne af de internationale kreditorer, har lagt på bordet. Det er forslag om græske reformer, der skal bane vej for økonomisk vækst og nye lån til de pressede grækere.

Forhandlingerne har nu stået på i næsten fem måneder, og nu skal der konkluderes på resultatet, mente Rutte.

Ritzau

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen

"Den Monetære Union vil blive ved at være ustabil, så længe den ikke bliver udbygget med også en bankunion, en økonomisk union og en finanspolitisk union. Det betyder, at medmindre vi kan leve med at se demokratiet reduceret til åbenlys dekoration, bliver vi nødt til at supplere den monetære union med en politisk union."

Nemlig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Nationalstaten til diskussion

Habermas viser netop, at sålænge politikerne tænker nationalstatsligt, handler de også nationalstatsligt. De er bange for deres egne nationalstatslige vælgere, der også for en stor dels vedkommende tænker nationalstatsligt. Derfor er de mest forhippede på at forsvare nationalstatslige interesser - som vi har set det bl.a. ved det sidste valg i Danmark, hvor det er lykkedes DF at trække flere partier i en nationalstatslig retning.

Nattens mislykkede 'forhandlinger' om flygtningeproblemet er en lignende udstilling af nationalstatslig bornerthed. Der er ikke meget solidaritet i nationalstatslig tankegang. Kun solidaritet med sig selv og sine egne.

Hvis man skal ud af dette dødvande, hvor enhver dukker sig og holder på sit, når problemer af tværnational karakter skal løses, så må man - som Habermas her og andre steder har fremhævet - gøre alvor af at skabe en funktionsduelig, politisk union.

Brugerbillede for Henriette Bøhne

Helene Kristensen,

Dybest set handler det vel om, hvorvidt man mener at absolut suverænitet og et udelukkende mellemstatsligt samarbejde vil tjene landets interesser bedst - eller om man mener, at faktisk suverænitet og et overnationalt samarbejde er nødvendigt.
Enhver tilslutning til traktater og konventioner indebærer en vis afgivelse af den absolutte suverænitet mod en faktisk indflydelse.
Det er vel - trods alt endnu - de færreste danskere, som mener vi skal opsige Vires tilslutning til FN's konventioner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

Og så er der også lige den detalje, at Joseph Stiglitz for nylig har advaret stærkt om, at en grexit kan betyde et økonomisk tab på linje med Lehman Brothers. OG så skal man lige vide, at de globale gældsbobler er større end ved finanskrisen sidst. Hvis... vi får en grexit. Og hvis vi får en ny finanskrise - så bliver den formentlig større end sidst.

For de interesserede har jeg samlet en række links på min hjemmeside her: http://homosociologicus.com/europe-today-2

Brugerbillede for Peter Jensen

"Det betyder, at medmindre vi kan leve med at se demokratiet reduceret til åbenlys dekoration, bliver vi nødt til at supplere den monetære union med en politisk union."

Demokratiet som gidsel; først kastreret af en monetær union ... og siden spændt for elitens politiske Europa-projekt. Og enhver form for lokaliseringstanke kolporteres af de magtfuldkomne(s) manipulatorer omgående til stinkende nationalisme; så kan pæne menneskers tanker dirigeres. Nydeligt.

Brugerbillede for Peter Günther

Dejlig artikel, som forsøger at komme tættere på kernen i grækernes problem. Det er en forkælet tankegang at kræve at EU skal løse landet systemiske problemer.

Grækernes magtelite har med held skabt en stemning, der udråber EU til syndebukken. Hvor havner hjælp mon, hvis et gennem korrupt system er modtageren? Vil grækerne være istand til at skabe en mindre korrupt administration, som rent faktisk fungerer? Det er det långiverne ønsker at se sat i værk....

Brugerbillede for Steffen Gliese

Den dag, hvor de nordiske velfærdsprincipper om "noget for ingenting" er udbredt til hele EU, vil jeg gå ind for en politisk tilnærmelse.
Men jeg forbeholder mig at påpege det åbenlyse: at store lande er Europas problem, for de fjerner magten fra befolkningen og umuliggør derfor demokratiet.

Brugerbillede for Torben Lindegaard

Enhver kan se, at grækerne ikke har en chance for at betale gælden.

Derfor kan kreditorerne lige så godt afskrive gælden først som sidst, lade Grækenland gå konkurs og starte forfra indenfor eller udenfor Euro og EU, som der nu kan opnås enighed om.

Helst udenfor EU, hvis det står til mig - jeg gider ikke være i Union med sådan en snylternation - men jeg kommer jo nok over det, hvis Grækenland opnår fortsat medlemskab. Det bliver værre at få borgerne i lande med mindre BNI pr. indbygger, eller lande, der har halet sig selv op af hullet, f.ex Irland og Portugal, til at acceptere fortsat græsk medlemskab af Unionen.

Det er klart, at ECB og IMF skal være regelbundne institutioner.
De græske banker skal forsynes med likviditet i henhold til ECB's regler, selvom det er at smide gode Euro lige ned i et hul. Grækerne dræner bankerne lige så hurtigt som ECB tanker op; men hvis det skal ændres, er det op til de valgte politikere i Eurozonen.
Grækenland skal erklæres bankerot i henhold til IMF's regler, hvis aftalte ydelser ikke erlægges.
Hvis bankerot skal undgås, er det op til EU's politikere, at finde en udvej.

Men det er ubegribeligt, at Syriza-regeringen ikke viser større interesse for at reformere det græske samfund. Helt banale ting som en effektiv skatteinddragelse.

De fleste har læst anekdoten om afgiften på svømmebassiner.
Der var under 100 svømmebassiner registreret i Athen - en simpel googlesøgning afslørede det reelle tal til over 15.000.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Mihail Larsen skriver,

Hvis man skal ud af dette dødvande, hvor enhver dukker sig og holder på sit, når problemer af tværnational karakter skal løses, så må man - som Habermas her og andre steder har fremhævet - gøre alvor af at skabe en funktionsduelig, politisk union.

Men hvordan undgår man at en sådan politisk union ikke blot følger i sporet fra Amerikas forenede stater, og udvikler sig til et egentligt plutokrati? Skal vi virkelig have tillid til at mere magt i hænderne på bl.a. tidligere Goldmann Sachs-officerer vil være til et fælles bedste?
Jeg vil gerne et tæt og forpligtende politisk samarbejde i Europa. Faktisk ser jeg det som en nødvendighed. Men jeg har ikke tillid til at et sådant samarbejde vil komme mig til gavn. For mig at se kan et sådant tæt politisk samarbejde først realiseres, når Neoliberalismen er enten overvundet eller gået til grunde i egne modsigelser. Det vil sige på den anden side af en frygtelig masse konflikt Hvis der da er en 'anden side' værd at bekymre sig om, til den tid.

Brugerbillede for Jørgen Mathiasen

Ethvert informeret menneske er klar over, at der i lande som Ungarn, Storbritannien og Danmark, - altså i unionens periferi, ikke er tilslutning til en konstruktion, som sætter en koordineret finanspolitik i en politisk union oven på den fælles valuta, Euroen. Aktuelt forsøger den britiske premierminister endog, at få tilkendt Storbritannien en vetoret (!) over beslutningerne i Eurozonen, sådan at han fra periferien kan blokere beslutningerne inde i zonen. Et forslag, der nærmer sig storhedsvanvid!

Skulle man udpege en politiker, som skulle påtage sig opgaven med at erstatte sparepolitikken med konjunkturregulerende politik, måtte det være Frankrigs socialistiske præsident, men hvis vi forlader konjunktiven og går til realiteterne, så har han ikke den politiske styrke til det. Dermed står den konservative sparepolitik uden reelle alternativer, og det har den græske regering måttet erkende på den hårdhændede måde.

Der er altså foreløbig ikke udsigt til en udskiftning af den konservative nationalstatspolitik. Når den kommer, bliver det indenfor Eurozonen. Det afgøres sandsynligvis her i weekenden , om Grækenland også i næste uge må fortsat befinder sig i den zone.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

"Papegøjeagtigt insisterede begge sider hver især på at være bemyndiget af deres respektive eget ’folk’." - hvordan kan man skrive sådan, og straks derefter tale om demokrati?
I form af: " et fokus på fælles politisk viljesdannelse, der kan inddrage borgerne i de væsentlige politiske beslutninger for kerne-Europa." - jøsses, det lyder ikke for mig som en meget oplagt beskrivelse af virkelig at lade det europæiske folk bestemme. Sådan set nærmere tvært imod.
man har tidligere hørt om det demokratiske underskud - en mærkværdig, pæn måde at formulere på, at det ikke er borgerne bestemme - nu skal vi så til at høre om det "det institutionelle underskud". Ja, vi trænger til flere bånd, der indsnævrer handlemulighederne, der giver teknokrater såsom Mario Draghi muligheder for at gære, hvad de finder nødvendigt - uden at simulere "en finanspolitisk suverænitet, som han slet ikke havde."
Nu taler Habermas så smukt om at tilgodese genoprettelse i stedet for kreditorernes interesser - men der er absolut intet i de løsninger, han foreslår, der giver nogen løfter om, at det skulle ske. Hverken bankunionen, økonomisk union eller finanspolitisk union vil sikre, at borgerne tilgodeses før kreditorerne - tværtimod.
Den vil heller ikke sørge for social sikkerhed for borgerne.
Heller ikke er den nødvendig for at bruge sund fornuft i det græske tilfælde. De græske regeringer har opført sig tåbeligt - men det samme har de lande, der optog Grækenland i Euroen, og de kreditorer, der lånte dem alt for mange penge (så de kunne give tysk velstand ved at kæbe tyske varer).
Efter anden verdenskrig udviste de sejrende lande fornuft ved ikke at forlange økonomisk tilbagebetaling fra Tyskland (som sådan set heller ikke havde opført sig fornuftigt). Man gav gældssanering, fordi det var tydeligt, at landet ikke kunne betale - og at det højst sandsynligt ville medføre større katastrofer at presse landet ned i endnu større elendighed.
Det var klogt gjort, og det krævede overhovedet ikke store institutioner. Det krævede kun, at man så sagernes faktiske tilstand i øjnene og sagde dem rent ud.

Meget tyder faktisk på, at fornægtelsen af, at grækerne ikke KAN betale det, man kræver, kommer af, at alle aktører har travlt med at forsvare den institution, de åbenbart har forelsket sig i: Den fælles valuta.

Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

ER der ikke nogen, der kan forklare mig, hvorfor det er meget, meget finere at ønske Europa omdannnet til en nation - end at ønske de nuværende nationer bibeholdt som samarbejdende enheder?
Hvor er det, at demokratiet er blevet bedre af at udøves i større enheder?
Hvor er det, at solidariteten med de svagere borgere kommer til udtryk i de store tanker om det store Europa?

Brugerbillede for Peter Jensen

Henriette Bøhne:
"Jeg føler mig sjovt nok i højere grad spændt for den nationalstatslige, politisk elite og oplever mine interesser og borgerrettigheder varetaget bedre af EU og i et fællesskab mellem landene."

Så længe at det ikke er demokratiet, som en (vilkårlig?) nationalstatslig elite spænder for egen vogn. Men oplev du gerne både det ene og det andet, sjovt bliver det næppe at give endnu mere megamagt til den internationale, politiske elite. Den har virkelig vist sig som en sund og sober sparringspartner til samtlige trængte, europæiske befolkninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

Det er noget vrøvl at grækerne ikke kan betale gælden. De indestående i udenlandske banker er større end gælden - det er viljen blandt de velhavende til at bidrage det kniber med.

Brugerbillede for Henriette Bøhne

Peter Jensen,

Mine oplevelser bunder i, at jeg i den internationale, politiske elite trods alt oplever modstand og vilje til at forandre Europas nuværende politiske og økonomiske kurs. Den danske venstrefløj er enten dybt elitær og almindelige menneskers levevilkår rager den en papand, eller den er nærmest pubertær og kan ikke enes om meget andet, end hvor mange gange selvsamme almindelige mennesker skal gå i bad.
Og så glæder jeg mug iøvrigt til, at det nordiske velfærdsprincip om " noget for ingenting" bliver udbredt til Norden selv :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

De er da, en fantastisk mulighed for danskerne, at få udbetalt løn direkte i skattely, en lønkonto placeret på addresser, som Ugland House på Cayman Islands eller 1209 North Orange Street i Delawar.

EU Skatteminister Jean-Claude Juncker Luxemburg fintens fader, EU skatteunddragelsens mester, nu formand for EU-Kommissionen, sammen med den nuværende konservative premierminister, men i EU finansminister David Cameron, beskytteren af verdens største, skattely tænkende interesser, The City of London, verdens finanscentrum.

De økonomiske interesser i EU forenes, med en politisk overbygning og blive et demokrati, det er nok mere sandsynligt, at det bliver et plutokrati, stor forskel.

Tillid og kun tillid, kan skabe grundlag for De Forenede Stater Europa, der er lang vej, EU kunne starte med, at eftergive græsk gæld, så børn kan komme på hospitalet når de er syge og stoppe skattely med politisk velsignelse og hjælp i EU, så Grækenland kan få egen elite til, at betale skat.

Brugerbillede for Peter Jensen

Henriette Bøhne:
Den danske venstrefløj er næppe del af nogen politisk elite, men dens parlamentariske repræsentation har en klar (og forudsigelig) tendens til klientilisme og et stigende Coca Cola-forbrug. Men at enighed i sig selv er en dyd og om en international, europæisk elite forbliver (del af samme) elite hvis den fører kritisk politik mod egne privilegier er vist et par kontroversielle spørgsmål, som udmærket beskriver hvad der skal på brættet når der skal agiteres for mere union, mere topstyring, mere imperium (no pun intended).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Det er noget vrøvl at grækerne ikke kan betale gælden. De indestående i udenlandske banker er større end gælden - det er viljen blandt de velhavende til at bidrage det kniber med."

Måske er det bare business as usual; et grundvilkår for den førte politik. En vilje i knibe forekommer lidt vel sentimentalt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Kølliker

Efter min opfattelse er det et fornemt debatindlæg Jürgen Habermas har skrevet. Husk på at det er skrevet i første omgang til den tyske offentlighed (og i anden omgang til den europæiske). Således får Habermas anskueliggjort realiteterne om den græske situation på en måde, som er betydeligt mere nuanceret end den ellers fremstilles i den tyske (og den danske) debat.

Alligevel er jeg på linje med den kritik af debatindlægget som flere her i kommentariatet fremsætter. Der er noget helt uacceptabelt ved denne katastrofe-indførelse af Europas Forenede Stater. Og som flere peger på, er det demokratiske underskud i EU allerede så stort, at almindelige borgere ud over hele Europa har gode grunde til at være skeptiske overfor eventuelle løfter om mere demokrati. Hvis det lå politikerne så meget på sinde, så havde vi vel allerede set nogle initiativer i den retning.

Personligt tror jeg at tingene vedholdende er i hårdknude, fordi alle parter for længst har solgt ud af deres frihedsgrader. Når Habermas sigter til nationale hensyn, henviser han til de nationale regeringers popularitet og muligheder for genvalg, men jeg kunne godt forestille mig, at de ”nationale hensyn” havde en anden og mere tvingende karakter. Alle de europæiske lande, og særlig de tidligere vesteuropæiske lande, har banker som har vokset sig til så enorme institutioner, at deres krak er lig med en statsbankerot. Det er bestemt ikke utænkeligt, at hvert eneste lands stats- og finansminister får hvisket ting i ørerne fra deres storbanker og storkoncerner, at Grækenland skal fastholdes i sine gældsforpligtelser ellers ramler hele den europæiske finanssektor. Hvis der først åbnes for muligheden af gældseftergivelser, så vil det fremtvinge en (fuldt berettiget og i årevis udsat) revaluering af enorme mængder af finansielle papirer.

En reel og realistisk indstilling til den græske krise er efter min opfattelse, at vi skal tage en dyb indånding og med overlæg træffe valget at eftergive store dele af grækernes gæld og derpå lade denne store markedskorrektion, denne store finansielle revaluering, ske. Og så reformere vores nationale demokratier og EU, når tingene således er brudt op og åbne for forandringer. Jeg tror vi er langt klarere på, hvad det egentlig er vi godt vil have, end vi går og tror, bl.a. fordi mainstream-medierne åbenbart kun kan beskæftige sig med det som allerede er og ikke med det som er ved at blive.

Brugerbillede for Ib Jørgensen

I sin bog "Om velfærd" konkluderer Ole Fogh Kirkeby på s. 273:
"Vi må skabe et samfund, der hviler på nye teknologier, som bevarer naturgrundlaget, og på andre fordelingsprincipper end kapitalen. Et samfund baseret på en helt anden struktur, hvor decentrale enheder og langt større materiel nøjsomhed kendetegner produktion og forbrug. Et samfund kendetegnet af generøsitet og vilje til afkald i forhold til den oplyste egeninteresse. Der er intet samfund, der er godt, men det er muligt for enhver at handle ud fra det gode. Måske er det den eneste mulighed, vi har tilbage."

Før vi får rekonstrueret de eksisterende nationalstater i den retning, vil vi ikke være i stand til at løse de europæiske/globale problemer vi står med.

Habermas er rimeligt skarp i sin analyse, men han nærer for stor tiltro til vore politiske systemers evne til at handle i fællesskab. Her har hans teori om den kommunikative fornuft en akilleshæl.

En eller anden kaotisk udgang på den græske krise synes uundgåelig. Spørgsmålet er, hvad vi vil lære af de konsekvenser, som vil komme.

Grækenland er stort set uden industri. På det punkt adskiller de sig markant fra f.eks. Spanien og Italien, som også har været/er i svare problemer. Grækerne lever af turisme og specialiserede landbrugsprodukter (olivenolie og youghurt!). Nogle grækere lever af skibsfart, men de bor ikke i Grækenland og deres penge er alle andre steder. Ikke underligt at de ikke kan betale den gæld der har hobet sig op.

Før deres indtræden i euroen var de nærmest et u-land. Siden euroen har de kunnet optage enorme lån til f.eks. regionaludvikling. Dem har de stort set brugt til at købe industriprodukter og infrastruktur (såsom Athens metro, motorveje) i andre EU-lande, ikke mindst Tyskland.

Nu venter der grækerne øget fattigdom - hvordan de vil fordele den, vil afgøre deres sociale og politiske fremtid. Vi andre kan bare kigge på - og tage en ekstra ferie, som under alle omstændigheder nok vil blive (endnu) billigere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

@H. Brøndum, - alle de rige grækere er rejst ud af landet. Og da den nye græske regering forsøgte at få de andre europæiske lande til at hjælpe med at inddrive skat fra de rige folk, der først har kørt landet ned med korruption og ved aldrig at betale skat - ja, så afviste de europæiske lande at hjælpe. - Jævnfør Christen Sørensens kritik af Krasniks Deadline interview med en lidt for 'interesseret' bankmand. Sørensen har lige udgivet en bog om Grækenland og mediernes forfærdeligt ringe 'dækning' af situationen.

Lyt endelig til hans uhyre interessante og vigtige betragtninger omkring emnet i radioprogrammet Millionærklubben, den 22. juni 2015. Link her: http://www.radio24syv.dk/programmer/millionaerklubben/11712909/millionae...

Brugerbillede for Lars Jørgensen

Christen Sørensens kritik af Krasnik og Deadlines behandling af Grækenland (fra igår den 25. juni) findes nedenfor - kopieret ind fra Sørensens offentlige facebook side:

KRASNIK SOV I TIMEN
LOD NYKREDITS CHEFØKONOM ULRIK BIE FORTSÆTTE SIN ÉNSIDIGE OG HISTORIELØSE HAKKEN NEDAD PÅ GRÆKENLAND

Det interessante ved Deadline-udsendelsen 22. juni var ikke, at Nykredits cheføkonom Ulrik Bie igen fik lov at fortsætte sin ensidige og historieløse hakken ned på Grækenland. Det interessante var, at det måske kom frem, hvad en væsentlig årsag hertil var. Bie nævnte selv, at Nykredit havde haft væsentlige tab på græske obligationer. Men det blev ikke oplyst eller boret i, hvilken betydning disse tab og evt. kommende tab på græske obligationer havde haft for den nedgradering til junk (skrald eller affald), som Moodys 17. juni gav Nykredit Bank A/S. Derfor blev det også forbigået, at det måske var Bie selv, der havde medvirket til beslutningen om disse tabsgivende placeringer i græske papirer.

Bie’s énsidige tilgang viste sig i udsendelsen ved, at han kun fremhævede Euro-partnernes mistillid til Grækenland. Han forbigik årsager til, at der i Grækenland er stor mistillid den anden vej. Den sparekurs, som blev påtvunget Grækenland, har jo haft langt værre konsekvenser end Trojkaen påstod: BNP faldt langt mere og arbejdsløsheden steg langt mere, end Trojkaen påstod. Og Euro-partnerne modsatte sig ved Trojkaens indtog i 2010, at der blev foretaget en åbenbar nødvendig gældsnedskrivning. Den kom i 2012, men så var franske og tyske bankers uansvarlige lån tørret af på grækerne og Euro-landenes egne skatteborgere. Bie kunne også fortælle, at det stadig ikke var lykkedes at få rige grækere til at betale deres andel af skatterne. Men han fortalte ikke, at rige grækere forlængst har forladt landet. Og han fortalte heller ikke, at den nye regering i februar aftalen direkte havde anmodet deres Euro-partnere om at bidrage til, at dette kunne effektueres med tilbagevirkende kraft. Og han fortalte heller ikke, at det ikke er ligetil på kort sigt at opnå en bedre skatteopkrævning. Tænk blot på vore egne problemer med grundskatter og ejendomsværdiskatter.

Kort sagt: det er utroligt, at DR2-deadline kan bruge en så hildet person, når den græske krise skal behandles. Og Krasnik: du sov i timen, måske fordi du også har græske fordomme, som du jo også luftede i udsendelsen.

Det er denne ensidige og historieløse dækning af det græske drama, som jeg gør op med i min nye bog: Den græske krise – og Tysklands korsfæstelse af Europa. Og bogen er vel at mærke ikke et forsvar for den nye Syriza-regering, men først og fremmest for unge grækere. Hvorfor skal unge bøde så meget for ”Fædrenes og Herskernes Misgerninger”, som Keynes allerede skrev i 1919, da han hudflettede den ukloge Versailles-traktat? Har vi intet lært af historien?

Udsendelsen blev sendt på DR2 Deadline den 22. juni 2015. Find den på DRs hjemmeside, her:
https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-2015-06-22#!/

Brugerbillede for Lasse Schmidt

Jeg tror sådan set nok, at grækerne kan få eftergivet en masse gæld - de skal bare reformere deres systemer først. Hvis man eftergiver gælden inden reformer, så udebliver reformerne, og det vil være en bjørnetjeneste til det græske folk.

Jeg håber, at kreditorerne holder fast, til grækerne får lavet de nødvendige tiltag. Og når de tiltag er på plads, bliver der eftergivet gæld. Det er den bedste måde at hjælpe grækerne på.

Brugerbillede for peter fonnesbech

Den 2 februar 2015 skrev jeg følgende indlæg på min blog omkring presset på den danske krone:

"Hørte idag med lidt forsinkelse p1 business fra i fredags om " Kampen om kronen".
I udsendelsen blev dette psykologiske spil her allegorisk sammenlignet med Texas hold'em poker, og ligesom i poker beror hver spillers udfald i spillet på bedømmelsen af spillerens egen hånd og sandsynligheden for spillets udfald med lige netop den givne hånd.

Hvis vi skal fastholder denne allegori, skulle jeg mene at vi befinder os i den fase af spillet , hvor floppet, ( de 3 første kort) ligger på bordet, og spillere nu allerede har en rimeligt bedømmelse af styrken af deres hånd og dens udviklingsmuligheder, når de 3 tre kort på bordet sammenholdes med de 2 kort, som hver spiller sidder med.

Men endnu mangler vi at se det 4 kort ( the turn) og the femte ( the river). Med the turn får spillerne nu et kort mere til at skabe deres hånd. Som navnet her på indlysende vis hentyder til, kan dette kort vende op og ned på spillet og afgørende ændre spillernes hænder i den ene eller anden retning.
Afgørelsen i et Texas hold'em spil kan ofte finde sted, når dette kort vendes. I spillet om fastkurpolitikken vil det blive "faktorer" udefra som afgør udfaldet for lige nu er situationen uforandret.

Men lige så snart " The Turn " kommer på bordet, ændres alt , og det vil ske indenfor de næste 2- 3 uger, og udfaldet her vil afhænge af hvordan det græske problem bliver håndteret fra EU's side. For hvis der ikke bliver en eller anden form for genforhandling af den græske gæld og Grækenland løber tør for penge ved månedens udgang, og som følge deraf helt ryger ud af eurozonen, vil euroen bliver svækket, og hvis det sker , tror jeg at presset mod kronen bliver endnu større.

Med andre ord befinder Danmarks fastkurspolitik sig lige nu i en situation, som en sæl på en isflage omgivet at en flok spækhuggere, der kan sætte en kraftig bølge ind nårsomhelst og vælte sælen ud over kanten for at æde den, og der er en sandsynlighed for at angrebet kan ske fra et sted fra nu af nu og 3 uger frem.

Og så kan vi kun gisne om udfaldet af The Turn."

For slet ikke at snakke om the river, det femte kort i rækken.
Da jeg skrev indlægget, var perspektivet snævert begrænset til kronepolitiken, men efter at have hørt om disse forhandlinger, som man den ene gang efter den anden påstod snart blev afgjort, men som på utallige måder igen og igen er udskudt, er jeg begyndt at forsøge at se sagen i et større perskeptiv. Som Lars Jørgensen nævnte i sin kommentar længere op kan en græsk statsbankerot have et utilsigtet efterspil, som kan true den globale finansverden og udløse den næste krise.

Det er nok i det lys, at man skal forstå de talrige udsættelser, for ingen ved hvad der vil ske , hvis det ikke lykkedes at finde en aftale.

Og ingen af parterne tør at gå ALL IN på nuværende tidspunkt.

Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

"Det er noget vrøvl at grækerne ikke kan betale gælden. De indestående i udenlandske banker er større end gælden - det er viljen blandt de velhavende til at bidrage det kniber med." - så er det bare en skam, at det er aldeles umuligt for den græske regering at inddrive noget som helst fra de bankkonti, uanset om de bygger på svindel.
Det er lidt uheldigt for dette ræsonnement, at EU aldeles ikke har fælles regler - eller har i sinde at indføre fælles regler - der vil gøre det umuligt at føre sine penge i skattely.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Mathiasen

Habermas ideale forestillinger står ikke umiddelbart over for realisering.

En økonomisk koordinering af finanspolitikken, en politisk union, ville bl.a. indebære en transferunion, og det er det største spøgelse, de konservative og liberale europæere kan forestille sig. Merkel har allerede distanceret sig fra det, David Cameron har mareridt over det, og den blå blok i det danske Folketing er i det mindste her enige om at sige nej tak.

Betragter man den politiske konstellation, som de britiske reformkrav skriver sig ind, tegner der sig en treopdeling af unionslandene: Et Storbritannien i unionens yderste periferi, en kernegruppe, der har Euroen som fælles valuta, og en gruppe bl.a med DK, som anbringer sig mellem de to andre.

Camerons forslag sigter på at gøre kernegruppen så beslutningsudygtig som mulig. Skulle der alligevel tegne sig konturerne af en politisk union, - og det kan tidligst ske i slutningen af årtiet, vil den blive fremkaldt af processer uden for Europa, som Eurozonens lande finder, at de med fordel kan besvare gennem et stadigt snævrere samarbejde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Lasse Schmidt: Hvor mange år mener du så, at almindelige grækere skal sulte, før gælden eftergives?
Er du godt klar over, at et af kravene til Grækenland (et krav, der er efterkommet) har været, at de skulle stoppe gratis lægehjælp? Et tiltag, man kan sige slår endnu hårdere i Grækenland end i USA, fordi det har ramt uforberedt - man har ikke haft tid til at være medlem af en sygesikring.
Hvordan skal sten reformere fx skatteinddrivelsen, når den aldeles ingen penge har?
Hvordan skal folk have tillid til en regering, og oparbejde en sund, offentlig økonomi - hvis staten ikke sørger for en velfungerende infrastruktur, fordi de få penge, der er, går til de banker, der lånte ud uden tanker for sikkerheden i lånene?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jørgensen

@Lasse S., de græske pensioner er for manges vedkommende allerede under fattigdomsgrænsen. Og nu kræver bureaukraterne, at pensionerne skal skæres yderligere. Forklar mig venligst fornuften i det?

Dertil kommer en hel række andre faktuelle tåbeligheder, såsom at IMF i 2010 forudsagde, at græske nedskæringer og 'reformer' ville betyde vækst i BNP. Fakta - BNP er faldet med 22%, arbejdsløsheden steg med 25% og gældens størrelse ift. BNP steg med 35%.

Alle ved - eller rettere burde vide - at IMF udmærket vidste, at Grækenland var fallit i 2010. Alligevel gav man Grækenland store lån. Hvorfor? Ja, for at grækerne kunne betale de store investorer i særligt England, Frankrig og Tyskland deres tilgodehavender, så disse investorer der havde givet særdeles risikable lån til Grækenland kunne slippe ud af deres bevidste satsninger uden store tab. Alle ved også... at mere end 90% af lånene til 'Grækenland' på denne måde er gået ind i de græske banker og direkte tilbage til investorer i de omtalte lande og selvfølgelig også til risikovillige investorer i Hellerup, Nordsjælland, Italien mv. Disse 'lån til Grækenland' står det græske folk og resten af Europas befolkning nu og skal betale af på de næste mange år...

Samtidig så ved alle ... at man ikke kan komme ud af en enorm gæld uden vækst. Det er aldrig sket i historien jf. Stiglitz. Og i denne situation kan den nye græske regering ikke få ørenlyd for, at de har behov for hjælp i form af penge og investeringer for at kunne sætte gang i væksten. Hvorfor de ikke kan det? Ja, det er virkelig det mest i-vinden-blafrende-spørgsmål lige nu... Gælden, arbejdsløsheden, håbløsheden og meningsløsheden kan kun forventes at stige til uanede højder, så længe tingene trækker ud.

Hvis ikke der findes en løsning for grækerne og en grexit bliver konsekvensen, kan det med stor sandsynlighed føre til fascistiske tilstande som i Tyskland efter 1. verdenskrig, da de blev mødt med helt tilsvarende umulige krav ved Versailles. Hvorefter den anden sides chefforhandler en vis John Maynard Keynes som bekendt blev så dybt rystet, at han forlod sin post og skrev sin berømte bog om de forudsigelige konsekvenser af 'freden'. Konsekvenser der viste sig at holde stik.

Og nu har vi stort set den samme situation med grækerne. Men hvor medierne selvsagt burde have oplyst om de ovenstående fakta, så har de sørget for et så lavt informationsniveau, at alle borgere og selv Politikens chefredaktør Bo Lidegaard taler om, at 'vi har givet grækerne' rigeligt med lån, og nu må de også tage sig sammen osv. osv. Medierne og journalisterne i Europa bærer også et meget tungt ansvar for Grækenlands skæbne.

Folk som Stiglitz og Galbraith er vor tids Keynes. Her er link til Stiglitz artikel med nogle fakta om Grækenland og IMF - og hvad der bør gøres. http://www.project-syndicate.org/commentary/greece-eurozone-austerity-re...

Langt flere links til situationen i Grækenland kan findes på min hjemmeside her: http://homosociologicus.com/europe-today-2

Endelig skal det nævnes at en grexit kan betyde - ifølge Stiglitz - et globalt økonomisk tab på linje med Lehmans fald. Der er ingen, der ved, hvor mange penge, der er bundet op på de græske banker...

Brugerbillede for Karsten Kølliker

@peter fonnesbech
Din allegori med et pokerspillet er meget træffende. Der er så mange forhold globalt set som er så voldsomt ude af balance, at udsættelser af stillingtagen til ens egne interne problemer kan forekomme attraktive. Hvad handler de gentagne forhandlinger om hævelsen af gældsloftet for den amerikanske administration om, hvis ikke det? Alle går efter udsættelsen. Extend and pretend.

Det virkelige problem forekommer i mine øjne at være det uomgængelige opgør med den finansielle sektors himmelflugt over de seneste 30 år. En spekulationsøkonomi der er løbet amok. Og så stopper det alligevel ikke der, for det virkelig virkelige problem er efter al sandsynlighed, at den finansielle sektors himmelflugt var en funktion af nogle ekstremt ekspansive pengepolitikker, og disse pengepolitikker var vores kunstige omgåelse af de hårde, fysiske realiteter, at vores levemåder har ført til en udpining af planetens ressourcer, og vi derfor skal indstille os på nogle meget anderledes levevilkår. I hvert fald for en periode.

Grækernes gældsætning kan forekomme hovedløs, men den er i realiteten for intet at regne imod den hovedløshed vi alle har udfoldet i vores fornægtelse af, hvordan vores nuværende levemåder ruinerer vores fremtidige livsgrundlag. Der kan man tale om en gældsætning som ikke bare lige kan eftergives.

Det sidste og definitive kapitel af finanskrisen vil jeg således gætte på vil eskalere til en politisk og ideologisk krise og muligvis endda til en krise i vores virkelighedsforståelse, hvor hyppigheden af diverse sindslidelser vil skyde markant i vejret. Vi har fuck’et op. Noget så læsterligt. Men vi vælger selv om vi vil se os selv som en del af et samfund, lokalt, nationalt, europæisk, sågar som en del af et verdenssamfund..

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Jeg forstår godt irritationen, over dårlig pressedækning, af hele eurokrisen/finanskrisen fra 2008 til dato, ikke mindst, når pressen er mikrofonholder, for Nykredits cheføkonom Ulrik Bie, der spiller finanssektorenens klassiske 'skyld kort', på Grækenland, men der bør man huske på, at Ulrik Bie udtaler sig, som repræsentant for den europæiske dysfunktionelle og inkompetente finanssektor, det er ikke vigtigt, det er derimod vigtigt, hvordan Europa og EU kommer videre, hvilket er emnet for denne artikel.

De fleste her på tråden, er enige om, at EU er den rigtig beslutning, EU er verdens største økonomi og europæerne, har n naturlig forventning til og burde forlængst have fået udbytte af, den position, men EU kan ikke levere, spørgsmålet er derfor hvad nu?

Tillid er nøgleordet, hvordan får europæerne tillid til, at EU kan blive sin opgave voksen?

Brugerbillede for Henrik Brøndum

Der er utvivlsomt nogen velhavere der har nydt godt af disse lån - og nu forsøger at placere regningen hos nogle andre (græske befolkning). Hvis det var mig der havde penge til gode ville jeg nu skrue bissen på. Om der så skal inddrages andre spørgsmål - om Tyskland skylder krigsskadeerstatning er spørgsmål nummer to - når spørgsmål nummer et er kommet i bevægelse.

Bortste fra det synes jeg Ulrik Bie er fornutig at høre på - og bør respekteres - om han har ret er en anden sag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Henrik Brøndum
Ulrik Bie skulle tørre det, upassende smil af læberne, når han omtaler græske børn, der ikke kommer på hospitalet, når de er syge, bortset fra det, er han en i denne henseende, en uinteressant repræsentant, for en finanssektor, der ikke har grund til, at pege finger af Grækenland.

Ulrik Bie er sikkert en sød dreng, der bare aldrig har lært, at opføre sig ordentligt.

Brugerbillede for Jesper Hansen

"Den Monetære Union vil blive ved at være ustabil, så længe den ikke bliver udbygget med også en bankunion, en økonomisk union og en finanspolitisk union. Det betyder, at medmindre vi kan leve med at se demokratiet reduceret til åbenlys dekoration, bliver vi nødt til at supplere den monetære union med en politisk union."

For Habermas er verdens kompleksitet uoverskuelig. Derfor skal den forsimples til bi- og modpoler, før den tyske tænker kan få begreb om den.

Men normal-intelligente mennesker kan naturligvis ikke forpligtes til at forsimple deres verdensopfattelse og indsnævre deres forestillingsevne til blot de to nævnte muligheder, alene for at Habermas kan følge med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Var det ikke en ide, snart at stoppe det europæiske eksperiment, som har skabt to af de største udfordringer for Europas befolkninger i nyere tid, den fælles mønt og fredens projekt ? Så længe euroen består, og der ikke samtidig er en enerådende diktatorisk ledelse af det samlede Europa, vil det holde krisen kørende med de finansielle ubalancer, som aldrig kan udlignes under en fælles mønt. EU's ekspansive eventyr i Ukraine, Moldova og Georgien har på ganske kort tid genskabt en udvikling hen mod en ny kold krig. Det kan vel være, Putin er en skurk, men hvem initierede konflikten ? Er det virkelig den udvikling, vi ønsker i vores Europa ?

Start med at forberede en tilbagevenden til dynamiske, nationale valutaer og drossel EU samarbejdet ned til et fornuftigt niveau med prioritering af samhandel, samarbejde samt øget respekt for de nationale forskelligheder, som tidligere var en stor drivkraft i Europa.

Grækenland bliver ikke smidt ud af hverken euro eller EU. Hvis det skete, efter panikken havde brændt ud, ville de andre medlemsstater jo se, hvad en nation kan udrette uden en fjern central magt, og det ved de godt, dernede.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Vi har lige haft et valg i Danmark - og vælgerne har på velinformeret grundlag sammensat et nyt Folketing. (Det kunne være gjort bedre, men det er en anden sag - vælgerne har på demokratisk vis truffet deres afgørelse)

Hvis dette nye Folketing og den derefter dannede regering skulle køre Danmark i sænk, så ligger ansvaret da hos de danske vælgere - ikke hos landene omkring os og ej heller eller hos diverse udefinerede banker , kapitalfonde , internationale organisationer o s v ?

På samme måde må ansvaret for grækenlands lykke eller ulykke da ligge hos de græske vælgere - og ikke hos andre landes vælgere.?

(Grækenland er vist specialist i populisme, kortsynethed , dårlig regeringsførelse o s v .)

Brugerbillede for peter fonnesbech

@Kasten Kølliker:

Du har ret Karsten. Der kører konstant et spil ,hvor udsættelsen har et promært fokus, "mens vi venter på miraklet", som vi ved ikke indfinder sig.
I USA støder man hos mange kritikere af finanspolitiken der hele tiden på udtrykket, "Kicking the can futher down the road". Det drejer sig specielt om det stigende underskud og den forøgende omkostning i form af rentebetallingen af denne gæld.

Lidt frimodig kan man på dansk vel oversætte udtrykket til: " Vi sparker lige Sorteper lidt ud i fremtiden", bare en uge , en måned, et halvt år, et år, 2 år 5 år, osv.

Vi har det jo egentligt meget godt , som vi har det lige nu, så vi gir den sgu lige et lods mere!

Såre menneskelig, men i det her perskeptiv, totalt barnligt, uansvarligt og meget skadeligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jürgen Habermas siger mange rigtige ting i denne artikel, der mest handler om eurolandenes og trojkaens skandaløse behandling af Grækenland efter Syriza-regeringens tiltræden i januar. Skandaløst, fordi hele holdet af modparter kræver af Grækenland, at de skal fortsætte den spare- og reformpolitik, som var aftalt med den afgåede (stærkt borgerlige) regering med Nea Demokrati i spidsen, altså fortsætte som om befolkningen ikke havde stemt og afsat den gamle regering. Det er at se bort fra demokratiet, ikke at ville forholde sig til den nye regerings forslag, men blot fastholde de samme krav, som blev stillet til den gamle, og som har vist sig katastrofale, både økonomisk, socialt og sundhedsmæssigt, altså dårlige, som Habermas rigtigt skriver.

Det er virkeligt skræmmende at se, hvordan demokratiet forsøges trådt unde fode, hvordan Eurotoppen, EU-kommissionen, ECB og IMF er indstillet på at tryne Grækenland, banke dem på plads, tvinge deres politik i en bestemt (neoliberal) retning, uanset alle deres forslag og fremlæggelse af andre løsningsmodeller. Det lover ikke godt for den udvidelse af EU-institutionernes magt, som flere debattører her - og jo altså desværre også Jürgen Habermas selv - drømmer om.

Brugerbillede for Lasse Schmidt

@Thora.

Du spørger, hvor mange år jeg mener, at almindelige grækere bør sulte. Svaret er nul. Og jeg synes ærligt talt, at den græske regering skulle være sin opgave voksen og begynde de reformer, der skal til.

Du spørger også: Hvordan skal staten reformere fx skatteinddrivelsen, når den aldeles ingen penge har?
Staten kunne jo evt. begynde at opkræve de skatter, den har lov til. Det er en god start. Og så vidt jeg er orienteret, har den græske stat betalt sine ansatte de sidste mange måneder - det er jo ikke en ny situation, den her. Men rykker det noget? Nej. Så længe grækerne kan få penge, sker der ingenting. Så nu smækkes kassen i, med mindre de får fingeren ud. Det er tragisk, men det er nødvendigt.

Og ja, der er menneskeliv på spil. Jeg ved det. Jeg ville ønske, at der ikke var det. Jeg ville ønske, at man kunne give bankerne fingeren og eftergive gælden, og at alting så ville blive bedre. Men det gør det ikke. Hvis grækerne får penge uden krav, så forsvinder de ned i et sort hul af korruption og vennetjenester, og de fattige grækere vil forblive fattige.

At stille krav og hjælpe grækerne med at få et system på plads, der ikke i nuværende perverse grad begunstiger de rige, er i grækernes interesse. Især de fattige grækeres interesse. Selv om de lider lige nu.

Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Jeg studsede over denne udtalelse af Donald Tusk:

"EU-præsidenten, Donald Tusk, afviser, at Grækenland bliver afpresset under forhandlingerne om en aftale, der kan bringe den græske økonomi frelst gennem de kommende måneder."

Jeg spørger Donald Tusk hvad betingelserne der følger med lånene er?

Hvis Grækenland skal have del i solidariteten i Europa, så skal de ændre deres samfund. Er dette betingelser? Hvor går grænsen for hvordan man kan definere betingelser og trusler? Er de to begreber i virkeligheden ikke ret flydende? I hvert tilfælde er begrebet 'betingelser' et tilpas behageligt ord, som kan dække over næsten hvad det skal være.
Er der frihed integreret i ordet, eller tvang? Det er vel alt efter synsvinkel? Men begge kan være tilstede.

Som jeg ser det, så forsøger EU at gennemtvinge en bestemt samfundsstruktur i Grækenland. Dette er betingelsen for at modtage den 'solidariske hjælp' fra EU. Ergo er det pres.

Grækenland skal kopiere størstedelen af hvorledes de andre lande har indrettet sig, ellers er de ude.

Det vi i virkeligheden er vidner til, er en blød krig, hvor våbnet er økonomi. Grækenland skal lade sig forme. Homogenisere. Det er jo målet med EU.

Og jeg er ganske sikker på, at 'de andre EU-lande' ikke har til sinds at opgive Grækenland, på trods af trusler, spin og sure miner. Det er vigtigt at erobre Grækenland.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nils Bøjden

Hele artiklen vender verden på hovedet.

Grækenland er ikke offeret. Grækenland er den aktive. Grækenland er ikke offeret. Grækenland er udøveren. Grækenland er det land der gennem 30 år har forsømt at konstruere en stat understøttet finansielt af borgerne.

Grækerne burde vende blikket indad og og start diskussionen med dem selv: Hvad gik galt for os. Hvordan kunne vi vælge så galt.

Sider