Kommentar
Læsetid: 10 min.

Hvorfor EU’s politik over for Grækenland har spillet fallit

Det er ikke bankerne, men borgerne, der skal bestemme over Europa, skriver den fremtrædende filosof, Jürgen Habermas. Han mener, at EU’s linje over for Grækenland har været med til at skabe krisen ved at lægge større vægt på kreditorernes interesser end på genoprettelsen af det græske samfund
En gadesælger er ved at samle sit tøj sammen på en gade i Athen. Syv ud af ti grækere mener, at regeringen bør indgå et kompromis med EU, men dødvandet har fået de nervøse borgere til at hæve deres penge i bankerne. Mindst 30 mia. euro har grækerne hentet hjem til madrasserne siden årsskiftet

Petros Giannakouris

Udland
26. juni 2015

EU-Domstolens seneste dom har endnu engang kastet et grelt lys over den fejl, det var at lave en valutaunion, som ikke samtidig vil være politisk union. Borgere i eurozonen skylder formanden for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, tak, fordi han i sommeren 2012 med en enkelt udtalelse præsterede at forskåne dem for de katastrofale følger af det sammenbrud, der truede deres valuta.

Ved at stå frem og erklære, at ECB var rede til at opkøbe statsobligationer i ubegrænset mængde, »hvis det blev nødvendigt«, ragede Draghi i realiteten kastanjerne ud af ilden for alle eurolande. Grunden til, at han blev nødt til at gå i brechen, var imidlertid den, at Europas regeringschefer ikke evnede at handle i det europæiske fælleskabs interesse. Stivnet i chok formåede de ikke at se ud over deres respektive nationale interesser.

Draghis udtalelse var dengang nok til at løsne op for de anspændte finansmarkeder, men med udtalelsen simulerede Den Europæiske Centralbanks formand en finanspolitisk suverænitet, som han slet ikke havde.

For det er både nu og dengang medlemsstaternes centralbanker, der i sidste instans hæfter for kreditgivning.

I sidste uge fastslog EU-Domstolen så, at Draghi handlede i overensstemmelse med ECB’s mandat. Ganske vist kunne domstolen ikke stadfæste hans kompetence ud fra de europæiske traktaters ordlyd. Alligevel ligger det i konsekvensen af den afsagte dom, at ECB med få begrænsninger kan træde til for at udfylde rollen som kreditgiver i sidste instans.

Læs også: Græsk folkeafstemning afgøres ved pengeautomaterne

EU-Domstolens godkendelse af den forfatningsmæssigt ikke ganske korrekte redningsaktion vil nu blive nøje gransket af den tyske forfatningsdomstol, der oprindelig havde udbedt sig EU-Domstolens vurdering, efter at have fået indbragt sagen af tyske konservative parlamentsmedlemmer.

Man fristes til at sige, at de europæiske traktaters beskyttere så sig nødsaget til at bøje retten for om fornødent at undvige følgerne af den monetære unions fejlkonstruktion, der – som påpeget af jurister, politologer og økonomer i årevis – kun kan udbedres gennem institutionelle reformer.

Mens sagen om ECB’s beføjelser således er blevet skubbet frem og tilbage mellem Karlsruhe (der huser den tyske forfatningsdomstol, red.) og Luxembourg (sæde for EU-Domstolen, red.), har den blotlagt det hul i valutaunionens konstruktion, som Den Europæiske Centralbank følte sig kaldet til at udfylde – i nødrettens navn så at sige. Men fraværet af finanspolitisk suverænitet er kun ét af ​​flere sårbare punkter. Den Monetære Union vil blive ved at være ustabil, så længe den ikke bliver udbygget med også en bankunion, en økonomisk union og en finanspolitisk union. Det betyder, at medmindre vi kan leve med at se demokratiet reduceret til åbenlys dekoration, bliver vi nødt til at supplere den monetære union med en politisk union.

De dramatiske begivenheder i 2012 viste os en Mario Draghi, der måtte svømme imod strømmen fra en kortsigtet og hovedløs politik. Og efter det græske regeringsskifte tidligere på året ramte han igen hovedet på sømmet: »Vi har brug for et kvantespring i institutionel konvergens (...) Vi må væk fra et regelsystem for nationale økonomiske politikker og sikre større suverænitet for de fælles institutioner.«

Selv om man måske ikke havde ventet det af en tidligere Goldman Sachs-bankmand, var Draghi også fortaler for at knytte de påkrævede institutionelle reformer sammen med »større demokratisk ansvarlighed« (Süddeutsche Zeitung, 17 marts 2015).

Her taler en person, der har erfaret, hvordan tovtrækkeri bag lukkede døre mellem regeringschefer, der kun tænker på deres nationale valgkredse, ikke slår til, når der skal træffes nødvendige finanspolitiske, økonomiske og socialpolitiske beslutninger. I dag, tre måneder senere, står Den Europæiske Centralbank så igen i en situation, hvor den kan blive nødt til at købe mere tid for regeringer uden handledygtighed.

Græsk modværge

At krisen atter strammer til, skyldes i sidste ende, at den tyske kansler allerede i maj 2010 lod forstå, at hun anser investorinteresser for vigtigere end en gældssanering, der kan bringe græsk økonomi på fode. Det er imidlertid en anden slags instutionelt underskud, vi nu ser blotlagt.

Budskabet fra det græske valgresultat var ikke til at tage fejl af. Med markant flertal satte en nation sig til modværge imod den nedværdigende og undertrykkende sociale elendighed, den har fået påført af de dikterede sparepolitikker. Den græske befolkning sagde nej til at fortsætte en politik, hvis fiasko, den så drastisk har mærket på egen krop. Udstyret med denne demokratiske legitimitet har Grækenlands regering siden søgt at få eurozonelandene til at gennemføre en ny politik.

Men her er den igen og igen stødt på repræsentanterne for de 18 øvrige eurolandes regeringer, som i Bruxelles har kunnet retfærdiggøre deres afvisning ved køligt at henvise til egne demokratiske mandater. Tænk blot tilbage på de første møder, hvor en nyvalgt græsk regering oven på valgsejren selvsikkert indlod sig på groteske orddueller med deres veletablerede modpart, som enten optrådte paternalistisk onkel-agtigt eller rutinemæssigt nedsættende: Papegøjeagtigt insisterede begge sider hver især på at være bemyndiget af deres respektive eget ’folk’.

Fælles politisk viljedannelse

Den utilsigtede komik i denne forbrødrede nationalstatstænkning har på uovertruffen vis stillet til skue for Europas offentlighed, hvad der virkelig mangler her – nemlig et fokus på fælles politisk viljesdannelse, der kan inddrage borgerne i de væsentlige politiske beslutninger for kerne-Europa.

Sløret over det institutionelle underskud blev dog ikke for alvor revet væk. Det græske valg kom til at kaste grus i Bruxelles-maskineriet, da borgerne i dette tilfælde selv besluttede sig for et europæisk politisk alternativ, som var dem magtpåliggende.

I EU-sammenhænge træffer regeringsrepræsentanter sådanne afgørelser i indbyrdes teknokratisk ophøjethed, fordi de helst forskåner deres nationale offentligheder for at skulle beskæftige sig med så bekymrende spørgsmål. Når forhandlingerne i Bruxelles om et kompromis står i stampe, skyldes det netop, at begge parter foretrækker at skyde skylden på modparten fremfor at indse, at forhandlingernes frugtesløshed i sidste ende udspringer af den indbyggede fejlkonstruktion i procedurer og institutioner.

Vel drejer sagen sig konkret om den stædige fastholden af en sparepolitik, som ikke blot er blevet mødt med altovervejende kritik fra internationale økonomer, men også har haft barbariske omkostninger i Grækenland, hvor den påviseligt er slået fejl. Men i grundkonflikten mellem en part, som ønsker forandring af den førte politik, og en anden part, som hårdnakket vægrer sig imod overhovedet at indlade sig på politiske forhandlinger, kommer en dybere asymmetri til syne.

Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvor anstødelig, ja skandaløs, den afvisende holdning over for Grækenland er: Forhandlingerne strander ikke på et spørgsmål om et par milliarder mere eller mindre, ja end ikke på et spørgsmål om dette eller hint sparediktat. De strander alene på afvisningen af det græske krav om at få en gældssanering, der kan muliggøre en ny begyndelse for landets økonomi og befolkning.

I stedet for overhovedet at gå ind i sådanne drøftelser insisterer kreditorerne imidlertid på, at Grækenland skal anerkende en gældsbyrde, som græsk økonomi aldrig vil blive i stand til at betale sig ud af. Og det gør de, selv om ingen for alvor vil bestride, at gældsanering bliver uundgåelig før eller siden. Det er altså mod bedre vidende, at kreditorerne insisterer på Grækenland tager det fulde ansvar for den fulde gæld, uanset at den aldrig vil kunne indfries.

Indtil for nylig insisterede de sågar stadig på det rent ud fantastiske krav om, at Grækenland skulle præstere et primært overskud på over fire procent på statsbudgettet. Men selv om kravet blev sænket til et stadig urealistisk krav om en procent, strander den kompromisaftale, som Den Europæiske Unions fremtid kan afhænge af, fremdeles på kreditorernes krav om at fastholde den fiktion.

Selvfølgelig har ’donorlandene’ gode politiske grunde til at klamre sig til en fiktion, som gør det muligt for dem at udskyde en ubehagelig beslutning – f.eks. frygter de for en dominoeffekt i andre ’modtagerlande’, ligesom Angela Merkel ikke er sikker på sit eget flertal i Forbundsdagen. Men når en politik slår fejl, må den på en eller anden måde revideres så den imødegår de utilsigtede konsekvenser.

Det herskende dødvande skyldes dog ikke kun den ene part. Jeg kan ikke vurdere, om den græske regerings taktik forløber efter en gennemtænkt strategi, eller i hvor høj grad den måtte bero på indre politisk pres, manglende erfaring eller inkompetence hos de ledende figurer. Ej heller ved jeg nok om de indgroede praksisser og sociale strukturer i Grækenland, der kan stå i vejen for mulige reformer. Men selv ikke sådanne faktorer kan forklare, hvorfor den græske regering gør det så svært for sine sympatisører at få øje på en linje i dens uberegnelige opførsel. Vi ser ingen velovervejede forsøg på at finde koalitionspartnere, og vi ved ikke, om de græske venstrenationalister hænger fast i en mere eller mindre etnocentrisk opfattelse af solidaritet og kun har taktiske grunde til at kræve, at Grækenland bliver i eurozonen. Eller om de kan se perspektiver, der rækker ud over nationalstaten.

Det krav om en gældssanering, der runger som baggrundstema for de igangværende forhandlinger, har i al fald ikke været nok til at overbevise de øvrige EU-lande, ECB og IMF om, at den nye græske regering er anderledes – og vil handle mere håndfast og mere ansvarligt end de klientelistiske regeringer, den har afløst. Den græske premierminister Alexis Tsipras og Syriza-regeringen burde have udarbejdet et reformprogram, så de kunne have haft noget at ’vise frem’ over for deres forhandlingspartnere i Bruxelles og Berlin. Den indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, sammenlignede i sidste måned den sparepolitik, som Tyskland har ordineret grækerne, med et lægemiddel, der indeholder en giftig blanding af antibiotika og rottegift.

Syriza-regeringen kunne helt i Amartya Sens ånd have insisteret på, at den merkelske medicin blev blandet op med keynesiansk mikstur og kunne konsekvent have tilbagevist alle neoliberale diktater. Men samtidig burde den mere troværdigt have tydeliggjort sine hensigter om at gennemføre den påkrævede modernisering af staten og økonomien, sikre en mere rimelig byrdefordeling og bekæmpe korruption og skatteunddragelse osv.

I stedet har den koncentreret sig om at moralisere – om at spille et blame game – som under de givne omstændigheder har sat den tyske regering i en fordelagtig position: Med nytysk robusthed har Berlin kunnet afvise Grækenlands fuldt berettigede klager om, at man ikke blev hørt, da det genforenede Tyskland i 1990 smøg sig uden om yderligere krigsskadeserstatninger.

Den græske regerings svage optræden ændrer dog intet ved det skandaløse i, at politikerne i Bruxelles og Berlin ikke har villet mødes med deres kolleger fra Athen, som politikere mødes med politikere. De førstnævnte ligner måske nok politikere, men de udtaler sig kun fra deres økonomiske position som kreditorer. Denne transformation af politikere til zombier får den effekt, at spørgsmålet om en stats langvarige insolvens bliver gjort til et privatretsligt anliggende, der kan indberettes for en domstol.

På den måde bliver det for let at fraskrive sig det politiske medansvar. Tysk presse har gjort sig lystig over, at Grækenland fik EU, ECB og IMF til at droppe den forhadte betegnelse ’Trojka’. Men bag den terminologiske modvilje lå et legitimt ønske om, at pengedonorerne ville kaste deres maske og vise deres politikeransiger. For det er kun som politikere, at de europæiske beslutningstagere kan drages til ansvar for en fiasko, der har påført grækerne arbejdsløshed, sygdom, social nød og håbløshed.

Fra begyndelsen sikrede Angela Merkel sig, at hun fik IMF med i båden til sine tvivlsomme redningspakker. Det er IMF’s ansvar at sætte ind mod dysfunktionalitet i det internationale finansielle system. Som en terapeut skal det sikre systemets stabilitet og må derfor handle i de samlede investorers interesse, især de institutionelle investorers.

De to øvrige medlemmer af Trojkaen, EU og ECB, kom dermed til at glide i ét med denne aktør. I den udstrækning at politikere kun skal handle som långivere, bliver de i stand til at trække sig tilbage til en position, hvor de alene er bundet af regler og derfor kan fralægge sig et ansvar.

Denne opløsning af politik i markedskonformitet kan forklare den skamløshed, hvormed den tyske forbundsregerings repræsentanter – alle uden undtagelse mennesker af højeste moralske karat – kan benægte deres politiske medansvar for de ødelæggende sociale konsekvenser, de som toneangivende medlemmer af Det Europæiske Råd tog med i købet, da de gennemtvang deres neoliberale spareprogram.

Skandalen i skandalen er dog den hårdnakkethed, hvormed den tyske regering forvalter og forstår sit lederskab. Afsættet for den økonomiske opblomstring, som Tyskland den dag i dag nyder godt af, skylder vi de fremsynede kreditorlande, der ved indgåelsen af London-aftalen i ​​1953 eftergav godt halvdelen af den tyske gæld.

Det centrale i sagen er dog ikke moralsk forlegenhed, men politikkens kerne: Den politiske elite i Europa kan ikke længere gemme sig for sine vælgere. Den må nu give plads for de alternativer, som den ufuldstændige monetære union lægger op til. Det er borgerne og ikke bankerne, der må have de sidste ord, når der skal træffes afgørelse i de politiske spørgsmål, der bestemmer Europas fremtid.

Til offentlighedens postdemokratiske indslumring bidrager også et forvandlet mediebillede med en journalistik, der går arm i arm med den politiske klasse og primært drager omsorg for sine egne kunders velbefindende.

© Süddeutsche Zeitung og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Jürgen Habermas er filosof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nils Bøjden

"Bøjden: - det er jo det, grækerne har gjort ved at vælge Syriza"

Nope. Syriza har ikke bestilt andet end at give andre skylden. Deres attitude og valgoplæg var: "De forhandlinger med EU skal vi nok få lavet om. Vi skal nok få EU på bedre tanker."

Vasili Frang, Mihail Larsen, Preben Haagensen, Bent Nørgaard og Kjeld Smed anbefalede denne kommentar

Smukt ! Det kan næppe siges meget bedre.
Spørgsmålet er dog om nogen lytter. Der er godt nok ikke mange med tyngde som Habermas, men ovenstående er sagt adskillige gange før - uden virkning.

Michael Kongstad Nielsen

Nils Bøjden, du opfordrer grækerne til at se indad, og finde de skyldige. Det har de lige netop gjort, og de fandt de gamle partier, ND og PASOK, som de så stemte ud. Ind kom i stedet Syriza, af hvem man ikke kan forlange, at de skal angre noget, de kun har eksisteret siden 2004 og først blev en faktor fra omkring 2011-2014.
https://da.wikipedia.org/wiki/SYRIZA

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Gorm Lerche anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Det har de lige netop gjort, og de fandt de gamle partier, ND og PASOK, som de så stemte ud. Ind kom i stedet Syriza, af hvem man ikke kan forlange, at de skal angre noget, de kun har eksisteret siden 2004 og først blev en faktor fra omkring 2011-2014."

Det er ikke partierne der er skyldige. Det er vælgerne.

Robert Kroll, Mihail Larsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

@Michael Kongstad Nielsen

Når nu vi er i Grækenland kan vi jo passende anvende græske termer. Ja, jeg mener at grækerne skal igennem en eller anden form for katharsis som får dem til at anerkende deres egen skyld og ikke forsøge at få andre til at fremstå som skyldige for deres nuværende situation. Jeg er ret overbevist over sammenhængen mellem erkendelse og handlinger som løser de dilemmaer eller udfordringer som grækerne står over for er essentielle for løsning af udfordringerne. Og heri indgår erkendelsen af at det ikke er de andre skyld.

Vasili Frang, Karsten Aaen, Preben Haagensen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, og vælgerne har revurderet deres tidligere holdning, og er nu gået over til Syriza.

Preben Haagensen

Syriza har ind til nu ikke vist vilje til, at reformere det græske system som hviler på klientilisme, korruption og vennetjenester. Vi har været her før, ND og PASOK forsøgte også, men vælgerne som er partiernes klienter forventer at bestikkes med offentlige stillinger som ingen har brug for, og alt muligt andet, og hvis det ikke sker så er de troløse, og stemmer på det næste parti, som lover guld og grønne skove. Det gør ikke bedre, at det største parti automatisk får tildelt 50 mandater mere.
Problemet er at hele Balkan halvøen, som ligger uden for vest og central Europa, i 400 år var en del af Det ottomanske Imperium, og dermed ikke har haft den udvikling som resten af Europa havde med reformation, renæssance og så videre, men er blevet hængende i de ottomanske strukturer særlig i Grækenland, hvor det udviklede sig til det specielle system klientilisme.
Det gjorde det ikke bedre, at Grækenland efter starten nærmest blev et protektorat under Storbritannien, som ikke ville reformere det særlige græske system, og siden hen nærmest et protektorat under USA. Der har været 3 gange hvor det var mulig, at reformere systemet. Det første var efter nederlaget til tyrkerne i 1923, hvor 1,5 million grækere blev fordrevet fra Lilleasien til Grækenland. Det andet var efter borgerkrigen efter 2. verdenskrig, men englænderne greb ind og fik forhindret dette. Tredje gang var efter juntaens fald i 1974 hvor tyrkerne delte Cypern.
Jeg giver derfor den kommentator ret der sagde, først må der gennemføres dybtgående reformer, først siden kan gælden nedskrives. Hvis ikke det sker, kommer grækerne aldrig ud af deres system med klientilisme, korruption og vennetjenester, så er der ingen vilje til dette.

Vasili Frang, Per Torbensen, Karsten Aaen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
georg christensen

Så længe Europas forenede stater lader sig styre af Tyskerne og USA´s NSA, kommer Europa ikke selvstændig videre.

Det nuværende Europa, har for længst spillet fallit. Det er kun et spørgsmål om tid inden erklæringen udsendes.

Et Europa sammen med Russerne og Tyrkerne, er muligheden som et nyt Europa burde følge. Det nuværende er fuldstændig fejlslagen på alle områder.

Det er ikke kun Grækenland, som i grunden kun er et lille problem, se bare på flygtninge problematikken, et gigantisk problem , som ikke kan løses af nuværende aftaler.

Hvis Europa ikke vil eller kan , tør kæmpe for Europæiske værdier, burde Europa bede Russerne og Tyrkerne om hjælp.

Det nuværende Europa, desværre igen under tysk overherredømme er igen gået konkurs.

Det bliver spændende at se, hvad der sker, når "boet", skal deles, inden en nystart forsøges.

georg christensen

Så længe Europas forenede stater lader sig styre af Tyskerne og USA´s NSA, kommer Europa ikke selvstændig videre.

Det nuværende Europa, har for længst spillet fallit. Det er kun et spørgsmål om tid inden erklæringen udsendes.

Et Europa sammen med Russerne og Tyrkerne, er muligheden som et nyt Europa burde følge. Det nuværende er fuldstændig fejlslagen på alle områder.

Det er ikke kun Grækenland, som i grunden kun er et lille problem, se bare på flygtninge problematikken, et gigantisk problem , som ikke kan løses af nuværende aftaler.

Hvis Europa ikke vil eller kan , tør kæmpe for Europæiske værdier, burde Europa bede Russerne og Tyrkerne om hjælp.

Det nuværende Europa, desværre igen under tysk overherredømme er igen gået konkurs.

Det bliver spændende at se, hvad der sker, når "boet", skal deles, inden en nystart forsøges.

Steffen Gliese

Men græsk klientelisme er gammel som demokratiet selv.

Mihail Larsen

Demokratiet til diskussion

En del af strengens deltagere (f.eks. Kongstad) synes at mene, at når grækerne nu har valgt en ny regering, så er de ikke længere (med)ansvarlige for de gældsforpligtelser, som de regeringer, de tidligere valgte, på førte Grækenland. Den er god! EU fremstilles som demokrati-fjendtlig, for den ikke uden videre retter ind efter det sidste, græske valg.

Det ligner den position, nogle (heriblandt igen Kongstad) gav udtryk for efter det sidste valg til Europarlamentet, hvor det igen og igen blev fremført, at nu måtte Danmark ændre EU-politik (i mere EU-skeptisk retning). Folket havde talt.

Men ærligt talt: Repræsenterer de græske vælgere (hvoraf omkring 37%, så vidt jeg husker, stemte for Syriza, der alligevel fik magten p.gr. af et besynderligt valgsystem) et demokratisk flertal i Europa? Ja, hvis man lyttede til de nyvalgte græske politikere (og Kongstad) skulle man tro det. Tsipras blev ikke træt af patetisk at henvise til, at Grækenland er demokratiets vugge - en sang, som hurtigt spredte sig til EU-fjendtlige eller -skeptiske grupper i andre EU-lande. For at respektere det græske demokrati, skulle grækernes gæld eftergives - hvad ellers? Men hvem er det lige nu, der skal betale for denne gestus, og er de blevet spurgt, om de synes, det er en god idé? De øvrige EU-borgere f.eks. 83% af den tyske befolkning mener nu, at det vil være en fordel med et EU uden græsk deltagelse. Er det udemokratisk? I ingen andre EU-lande er der flertal for at eftergive grækerne deres gæld. Er det demokratisk? Hvad er demokrati i det hele taget, når man (Kongstad igen m.fl.) ignorerer flertallet.

Det skete som sagt også ved valget til EU-parlamentet. Euroskeptikernes kraftige fremgang kom ikke i nærheden af et flertal, lige så lidt som Dansk Folkepartis fremgang ved vores nyligt afholdte folketingsvalg gør det. Alligevel er der allerede dem, der mener, at Danmark nu skal have en helt anden udenrigs- og EU-politik. Med forlov: Hvor er hensynet til det flertal i Danmark, der er tilhængere af en udvikling af EU? Er det demokratisk?

Man kan være uenig i EUs måde at håndtere den græske gældsfælde på, men lad dog være med at bruge demokratiet som argument for, at flertallet skal bøje sig for mindretallet.

Peter Jensen

"Det er ikke partierne der er skyldige. Det er vælgerne."

Og således kan simpel, bondelogisk kausalitet tilsyneladende få ligningen til at gå op; det er de græske vælgeres ansvar (man har de politikere, man fortjener). Et både praktisk og teoretisk ganske elendigt funderet synspunkt; svarende nogenlunde til at påstå at flygtninge selv har valgt at flygte - og dermed selv må bære ansvaret for egen situation.

Det hele er i virkeligheden uhyre enkelt; EU, ECB og IMF er gode hjælpere - grækerne må desværre ha' tæsk på den eksistentielle måde for at lære det. Der er intet alternativ.

Nils Bøjden

"det er de græske vælgeres ansvar (man har de politikere, man fortjener)"

Det kaldes demokrati.

Peter Jensen

Niels Bøjden, det bliver det jo slet ikke mindre problematisk af.

Nils Bøjden

@Peter Jensen

Jeg synes også vi skal have enevælde. Men kun hvis jeg bestemmer. Ellers er der nok ingen ide i at afskaffe demokratiet.

Peter Jensen

Bøden; det problematiske er at vi kalder en komplet indolent organisering af vort samfunds magtadministration for demokrati - og at vi dermed eksponerer en forarmet demokratiforståelse, hvilket understreges af at der bag notationen, som du velvilligt demonstrerer, gemmer sig et ønske om autokrati og ensretning.

Peter Jensen

Og det var Bøjden, som i bøj den.

Nils Bøjden

"hvilket understreges af at der bag notationen, som du velvilligt demonstrerer, gemmer sig et ønske om autokrati og ensretning."

Fnis. Tror du selv på det?

Peter Jensen

Bøjden, generelt tænker jeg at man bør stole på dén, som tvivler - og undlade at stole på dén, som ikke tvivler.

Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsen (08:57),
- måske det tidlige lørdag morgen tidspunkt kan undskylde dig, men da du nævner mit navn ca. tre gange i dit indlæg, vil jeg ikke lade det stå upåtalt:
Den nye græske regering (og jeg) har på intet tidspunkt talt for, at et demokratisk valg skulle frigøre et land for gældsforpligtelser, der er indgået under tidligere regeringer.

Syriza-regeringen har hele tiden villet svare enhver sit, men har villet genforhandle betingelserne, så de ikke drev landet ud i humanitær katastrofe, og så de bedre kunne rette landets overlevelsesevne op.

Jens Thaarup Nyberg, Henriette Bøhne, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det er nogle rige klienter med de astronomiske beløb de har liggende i Schweiz, eller også køber den almindelige græker alt for mange tomater.

Steffen Gliese

Hvis man havde et økonomisk system, hvor pengene stod i et reelt forhold til produktionen og ikke blev til som lån, som en fordring på fremtiden, ville det være stærkt indgribende at afskrive gælden; men nu er det sådan, at pengene skabes, når de lånes ud, så de kan såmænd nedskrives til de ti procent, som er udgangspunkt for gearingen, hvis man ville. Det er et politisk spørgsmål.

Michael Kongstad Nielsen

Preben Haagensen skriver, 27. juni, 2015 - 02:13,:
"Syriza har ind til nu ikke vist vilje til, at reformere det græske system som hviler på klientilisme, korruption og vennetjenester."

Hertil vil jeg sige, at de ikke har vist vilje til andet.

Mihail Larsen

Vås

Syriza har krævet annullering af sin gæld, helt eller delvis, som betingelse for en aftale. Er det "at svare enhver sit"? Det danske sprog er taknemmeligt for det rene vrøvl.

Vasili Frang, Preben Haagensen, Bent Nørgaard og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

"Hertil vil jeg sige, at de ikke har vist vilje til andet."

Det må være let for Kongstad at finde rigelige eksempler. Lad os høre et udvalg af dem. Løfterne om bedre beskatning af (de riges) indkomster har de nu allerede haft 5 måneder til at implementere. Men har de gjort det? Virker det? Er der sandsynlighed for at det vil komme til at virke?

Ligeledes med ejendomsbeskatningen. Hvad har de konkret foretaget sig (ud over at smide EUs rådgivere på området ud)?

Og hvad med alle de offentligt ansatte, der i tidernes løb er ansat (fra forskellige politiske eliter) som tak for politisk loyalitet? Er der sket en rationel sanering af deres antal i forhold til de faktiske opgaver, det offentlige skal varetage?

Eller hvad med pensionssystemet, hvor Syriza vil sænke pensionsalderen for offentligt ansatte fra 55 til 52 år? Det skal nok vinde forståelse fra de øvrige europæiske befolkninger, der har en pensionsalder mellem 60 og 70 år, men som forventes at bidrage til saneringen af den græske økonomi. Nogle af disse befolkninger har en gennemsnitlig levefod væsentligt under den græske.

Vasili Frang, Preben Haagensen, Frank Hansen, Bent Nørgaard og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Tyskland fik efter anden verdenskrig helt eller delvist annulleret sin gæld.....der stammede fra en vis krig i 1940erne....Hvorfor skulle vi dog ikke kunne gøre det samme her med Grækenland...især hvis man kigger på historien efter 1. verdenskrig....

Om jeg forstår hvorfor man ikke gør det? En række europæiske lande, heriblandt DK eftergiver en gang imellem verdens mest fattige lande en del af deres gæld, eller hele deres gæld. Hvorfor kan en dansk storbonde få eftergivet 100 millioner kroner i gæld, mens Grækenland ikke kan få eftergivet en lille del af deres gæld til bankerne? Bryder hele den internationale bankverden så sammen eller hvad?

Og ja, Mihail Larsen - verden over har man besynderlige valgsystemer. F.eks. i England/UK hvor Cameron fik 330 ud af 630 mandater med kun 37-38% af stemmerne mener jeg, måske lidt mere?
I Tyrkiet er spærregrænsen 10%, i Tyskland er den 5%....er de da ikke demokratier.....Og når grækerne giver 50 mandater til det vindende parti, altså det parti der får flest stemmer, er det jo netop fordi man i Grækenland gerne vil have en vis form for stabilitet, ikke sandt.

ps: I en anden tråd eller her måske eller på Facebook? nævnte en af man ikke kan betale med kreditkort i Grækenland såsom Visa eller Mastercard. En af mine kolleger nævnte for mig, da vi kom til at tale om det, at det kan man sådan heller ikke mange steder i Tyskland.....

Jørgen Steen Andersen, Torben Kjeldsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Fattigdom er ubehagelig, men rige mennesker har åbenbart en særskilt glæde ved at kunne distancere sig fra den, mens mere almindeligt situerede finder angst i at blive konfronteret med dens for dem ikke helt fjerne perspektiv.
For den overvejende del af Europas befolkninger er EU en mekanisme til at eliminere fattigdom, men unionen fejler ved at holde på den forkerte hest i sine prioriteringer.

Philip B. Johnsen

Mihail Larsen
Det du overser er den nød der spreder sig i Grækenland, det du overser er, at EU's plan besparelse politik virker ikke.

Nu har parlamentet vedtaget folket skal bestemme, der er udskrevet folkeafstemning og den demokratiske proces afgøre, om Grækenland går med på fortsættelse, af EU besparelse politik, der ødelægger græske børns liv og stjæler deres fremtid, eller om besparelse politikken, forkastes af folket og så kan EU, med et demokratisk mandat, bag den beslutning, forholde sig til resultatet, eller som den udemokratiske institution EU er, kan EU lade være.

Demokrati ligner noget af en prøvelse for EU, det hade EU, ikke set komme, demokrati er en god ting, EU burde selv indføre demokrati, få befolkningens mening med i EU politik generelt, personlig syntes jeg EU, minder mere om Goldman-Sachs, end en europæisk Union.

torben - nielsen

Det er rigtigt at Tyskland ikke blev idømt krigsskadeerstatning efter anden verdenskrig, men man kan ikke sige, at de blev fritaget for at betale anden gammel gæld.

Tyslands sidste afdrag på krigsskadeerstatning fra første verdenskrig, blev betalt i september 2010, - 91 år efter at de blev pålagt at betale, ved Versaillestraktaten i 1919.

Så tyskerne blev tvunget til at betale, nu sidder tyskerne så på den anden side af bordet, og har penge til gode, - mon ikke de forventer den samme betalingsvilje af grækerne, som de selv har udvist??

Philip B. Johnsen

EU og Goldman Sachs, to alen ud af et stykke.

Fra link:

For example, one of the most common explanations for the mortgage crisis is that low- and middle-income people started "living beyond their means" when they bought houses they couldn't afford. Fox News' Michelle Malkin called them "predatory borrowers...who secured financing and bought a home...with little money down, and bogus or no income verification."

You'll search in vain, however, to find Malkin use the word "predatory" to describe a Wall Street firm like Goldman Sachs, the super-bank that made money coming and going in the 2000s--by fueling the investment boom based on the sub-prime mortgage mania, while simultaneously placing financial bets, for hundreds of times its actual assets, that the bubble would burst.

Malkin and Fox News are quick to denounce people who were "greedy" to own their own home. But they are adamant opponents of even lukewarm measures to re-regulate Wall Street proposed by Democrats, because that would hinder the functioning of the free market--or, put another way, place slight controls on a system of organized greed.

The double standards are so obvious--yet they can be found on all kinds of issues

Link: http://socialistworker.org/2010/04/13/myth-of-selfish-workers

Mihail Larsen

Philip B. Johnsen

Hvis der blev afholdt en folkeafstemning i samtlige EU-lande lige nu, hvis spørgsmål var, om vælgerne i disse lande ville være med til at sende flere penge til Grækenland på nuværende tidspunkt, ville resultatet være et rungende nej. Som jeg tidligere har skrevet, er alene i Tyskland 83% nu imod, og bedre ser det ikke ud i flere andre lande.

Så hold nu op med det ævl om, at grækerne er demokrater, medens resten af EU er udemokratisk. Se i øvrigt

http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2736445/analyse-demokratiet-t...

Philip B. Johnsen

Mihail Larsen
Men der er vi helt enige, det er derfor EU, ligner Goldman Sachs så meget, frygten for, at retfærdighed, skulle gå hen og blive normen, er helt uoverskueligt økonomisk.

Henriette Bøhne

http://m.faz.net/aktuell/feuilleton/der-griechische-weg-demokratie-ist-r...

Nå, men hvis man forstår tysk, kan man her læse, hvordan redaktøren af den liberal-konservative avis Frankfurter Allgemeinde Zeitung allerede i 2011 "ævlede løs" om et europæisk demokrati i forfald, da Papandreou, præcis som Tsipras, forsøgte at sende Troikaens spareprogram til folkeafstemning.
Man bør engang imellem læse andet end Politiken.

Philip B. Johnsen

Greek debt: ECB 'to maintain funding limit'

Link: http://www.bbc.com/news/world-europe-33304674

Torben Kjeldsen

Peter Günther
Din fremstilling er ensidig og vel egentligt desværre meget almen' med vægt på årsager der næsten alene skyldes Grækerne selv. EU bærer også et ansvar, helt objektivt. Grækenlands krise har flere årsager, og jo en del skyldes et delvist korrupt system. P.t forsøger Grækerne faktisk så godt de kan at betale, men de er jo også ramt af krisen. Nuværende gældsbyrde og afdrag skaber faktisk endnu mere fattigdom. Konkret er resultatet af de omfattende nedskæringer på de offentlige udgifter efter 2010 en fortsat økonomisk og social krise, men der er også for første gang i mange år tale om et primært budgetoverskud (minus afbetaling på lån) på ca. 1,5% af BNP i 2013 og 2014. Men disse overskud på statsbudgettet er ikke nok til at dække statens løbende udgifter til tilbagebetalinger af lån og renter og vil ifølge IMF heller ikke være det frem til 2020. Fremadrettet løser vi ikke verdens eller EU problemer med moralsk fordømmelse, beskyttelse af spekulationsinvester eller naiv økonomisk forståelse, ja undskyld som synes herskende. Helt rationelt taber vi flere penge i EU og i Danmark hvis Grækenland går bankerot. Vi kunne faktisk godt betale deres gæld. Tryk nogle flere penge, ikke ret mange men nok til at sætte fart på deres vækst. Deres økonomi udgør samlet kun 3 % af EU's. Vi taler om medborgere, der som andre lider under et 'hovedløst' finansmarked, banker der har trykt' for mange penge(fx Deutsche bank) og en generel nedarvet mistro til en tidligere fascistisk og korrupt stat. Grækenland står med en samlet gæld på 2.389 mia. kroner, hvoraf hovedparten ca. 1.687 mia. skyldes til Eurozonen og IMF. Tager man EU og IMF gæld så svare til ca. 5200 kr. pr EU borger. Lad os sige at vi eftergiver det over en periode på tre år, så svare det til 144 kr. pr måned pr. borger. Eneste krav på de tre år, lav grundlaget til et solidarisk og effektivt skattesystem. Faktisk ville det kapitalistisk set være en god investering. Ok det ville en kort overgang skabe uro på finansmarkedet, men so what, det kunne den Europæiske Centralbank regulerer og opdæmme. (så lavede den også noget for folket). Men nej vi vil af ganske få særinteressers grunde, bl.a. banker, kapitalfonde og snævre nationalinteresser hellere se Grækenland gå bankerot. Hele pointen med EU, ifølge min ønsketækning var netop på demokratisk vis at tilsidesætte private kapitalinteresser over folkets. Helt objektivt så taber både rationel økonomisk tænkning og demokratiet, hvis Grækenland gå bankerot. Og det på grund af særinteresser og snæver markedsøkonomisk tænkning. Kære græske EU medborger ked af at vores valgte ledere ikke tænker mere rationelt økonomisk og demokratisk og tør tage et fælles ansvar.

Andreas Jensen

Den primære årsag til at Grækenland befinder sig i den økonomiske knibe er manglende skatteindbetaling fra deres borgere. Det skævvrider hele statens budget og de har måtte låne penge til infrastruktur, lønninger og anlæg, som de så ikke har haft en mulighed for at betale tilbage, fordi der fortsat ikke kommer penge i statskassen.

Philip B. Johnsen

Andreas Jensen
EU-Kommissions formanden Jean-Claude Juncker kunne godt, bare for en god orden skyld oplyse, de fattige grækere og alle os almindelige europæiske skatteydere, der ikke har penge hjulpet i skattely, med hjælp fra EU-Kommissions formanden, det nøjagtige beløb, der er og 'fortsat bliver', ført ud af Grækenland i skattely, gennem 'Luxemburg-finten'?

Eller Jean-Claude Juncker kunne svare på, om han føler et personligt ansvar, for den græske skatte svindel, der fortsætter den dag i dag, med Jean-Claude Junckers hjælp, en ting er sikkert, med EU venner der opføre sig sådan, har Grækenland ikke brug for flere fjender.

Fra link:
"De grundlæggende værdier for Den Europæiske Union var demokrati, solidaritet, lighed og gensidig respekt. Den byggede ikke på afpresning og ultimatummer, siger Tsipras."

Link: http://www.information.dk/telegram/537814

Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Selv Lasse Soll Sunde fra Information ville i dagens DR´s P1 ikke forstå Syriza-regeringens udskrivelse af folkeafstemning om trojkaens krav. Han mente, det var ansvarsforflygtigelse. Der mangler noget demokratiforståelse selv blandt de i egne øjne kyndige, vil jeg mene.

I morgen holder græske banker lukket, det er nok meget klogt.

Frankrig har i sidste øjeblik besindet sig og rakt hånden ud til Grækenland: -kom tilbage, vi skal nok finde en løsning.

Henriette Bøhne

Michael Kongstad Nielsen,

http://www.neues-deutschland.de/m/artikel/975986.banken-in-griechenland-...
Selv Gesine Schwan, SPD's tidlige præsidentkandidat og tidligere rektor fra Europa universitetet i Frankfurt Oder, kritiserer nu åbent både Schäuble og Merkel og anklager dem for, at forsøge at tvinge Syriza og den græske regering i knæ.

peter fonnesbech

Her er et lokal græsk satirisk indlæg i form at et jobinterview, som at anslår krisen i Grækenland.

https://www.youtube.com/watch?v=cS-mBf7jsYw

Torben Lindegaard

@Torben Kjeldsen

Sådan kan du ikke stille regnestykket op.

Der er 9 lande i EU, der ikke er med i Euro'en - herunder Danmark - og vi kunne ikke drømme om at betale til grækerne. Hvorfor i alverden skulle vi dog det?

Michael Kongstad Nielsen

Nej, hvorfor skulle Danmark betale til grækerne? Det er selvfølgelig de private investorer, der skal betale for deres lemfældige omgang landets finansielle stabilitet.

Mihail Larsen

Det er jo ganske fantastisk

- at så mange ikke ikke kan læse Habermas' kritik af EU. De tror minsandten, at Habermas vil gøre op med EU. Jeg håbede, ved at lægge ud, at dette ikke skete. Men omsonst.

Tag nu at forholde jer til virkeligheden. Habermas ønsker - og har klart forklaret - at han ønsker en mere vidtgående europæisk integration for at løse de aktuelle og langsigtede problemer. Dumrianerner læser hans nuancerede kritik af EU-institutionerners nationalistiskekritikker af EU som helhed. Habermas vil det stik modsatte.

Michael Kongstad Nielsen

Mere fantastisk er det dog, at EU-tilhængere ikke kan lade sig bevæge af Jürgen Habermas kritik.

Mihail Larsen

Demokratiforståelse

Den græske regering, der er ansvarlig forhandlingspartner på vegne af det græske folk, mener pludseligt ikke, at den "har mandat". Derfor vil den gerne løbe fra sit ansvar ved at sende EUs krav til folkeafstemning. Så kan den smyge sig uden om, at den selv har kørt hele forhandlingsforløbet i sænk (og håbe på, at den dermed ikke selv skal stå til regnskab for sin egen idioti).

Og den kan også opstille et demagogisk scenarium, som om det handlede om det græske folk vs. de europæiske stater. Den taktik brugte nazisterne også. Det gælder om at fremmane en forestilling om, at de europæiske stater, der har lånt Grækenland penge for at redde dem fra en bankerot, er nogle kyniske spekulanter. En ny dolkestødslegende. De udenlandske stater over for den græske befolkning. Som om de var ligestillede forhandlingspartnere.

Når vi efterfølgende skal se grædende, sultne børn i Athen, så er det (må man forstå) ikke den uduelige, græske regerings skyld, men de forbrydere, der har lånt Grækenland penge. Når Grækenlands økonomi går i sort, så skyldes det ikke, at Syriza har løjet og bedraget den græske befolkning til at tro, at man ensidigt kan nægte at opfylde indgåede aftaler, men 'kapitalistiske lakajer'.

Syriza har fyldt den græske offentlighed med den slags, uge efter uge, måned efter måned. Forud for valget og efter valget. De har oven i købet troet sig i stand til at belære hele Europa om det indlysende i deres tankegang. Og de har ikke taget ved lære af, at samtlige andre lande i Europa har fortalt dem, at de er 'skøre'. Første gang, anden gang, tredie gang - og endnu flere gange.

Torben Kjeldsen

Torben Lindegaard.
Jeg anvender begrebet rationel økonomisk analyse. Hvis du læser mit indlæg fremgår det, at det udover almen empatisk støtte, faktisk kan betale sig et eftergive 'noget' af grækernes gæld set ud fra en helhedsbetragtning, herunder markedsmæssigt. Desværre hindres dette bl.a. af uvidenhed blandt politikere, der fx styres af ønsket om vælgertække, alene i Tyskland er 83 % imod at hjælpe. Det gør politikere lidt 'smådumme. Dette og nogle ganske få 'særinteressenter' fx et par banker (fx Deutsche Bank) og en enkel eller to kapitalfonde får utrolig stor magt over demokratiet og hindre en rationel økonomisk tænkning. Læg mærke til, at de får indflydelsen og magten, fordi politikerne i de forskellige EU lande af indenrigspolitiske grunde ikke ønsker at hjælpe. Indrømmet det er tung læsning at gennemskue og gennempløje litteratur om de herskende finansielle systemer, de enkeltes EU's lande nationaløkonomiske interesser og EU's, men efter en tur rundt i EU litteratur om emnet, så læser jeg det sådan, at det bedre kan betale sig at eftergive Grækernes deres gæld, helt objektivt. Det er sket før fx for Tyskland i efterkrigstiden. Her er en hypotese. Du bliver brugt og jeg og andre, blandt mange vælgere. Læg mærke til at næsten alle medier og politikere forholder sig til den Græske gældssætning som om den dominerende problemstilling alene er et moralsk problem. Som der bliver sagt, Grækerne må lære af deres overforbrug, de må føle konsekvensen osv. Det er også et moralsk problem, men på ingen måde alene. Ingen får at vide at de faktisk betaler alt hvad de kan (undtagen de rige forstås), at de har 1.5 % overskud på deres statsfinanser og de er på vej med at få ændret deres skattesystem. Heller ingen får at vide at deres vækst i BNP over årerene 2009 til 2014 er faldet med over 5 % ´pr. år og at der er en stigende fattigdom og en tårnhøj arbejdsløshedsprocent på over 25 %. Det eneste der kan vende situationen er ikke at spare yderligere, men at investere i landet. Man kan desværre også sige at Grækerne bliver offer for en udbredt borgelig og liberal menneskeopfattelse, der helt efter bogen gerne straffer de fattige økonomisk. Og hjalp man Grækerne ville det jo betyde at man skulle hjælpe alle de andre lande med stor fattigdom i EU, fx EU, Portugal, England (ups), Østlande osv. Og den risiko vil man selvfølgelig ikke tage. Forfærdeligt, tænk hvis man lige pludselig skulle til at give bedre lønninger, inddrive flere skatter og skabe et velfærdsamfund som i Skandinavien. Nej alle med pensionsopsparinger, værdipapirer mv. vel med stor sandsynlighed samlet set i hele EU, tabe et par % eller mere af deres formue ved Grækenlands bankerot. Dette tab vil langt overgå den værdi som svare til at eftergive noget af gælden der gjorde at Grækerne havde en chance. Et slag på tasken og lavt sat, så vil alene et tab på 2 % af fx EU samlede pensionsopsparinger, give 5720 milliarder kroner. Så vil andre formuer, private (de er ikke sådan at Google) sandsynlig opleve tab af min. tilsvarende størrelse eller mere. Men det betaler vi jo så gerne for, åbenbart, for at få tilfredsstillet vores moralske følelse, fordømmelsen, de dumme grækere. Rationel økonomi, en by i Rusland. Vi må vente til vi bliver voksne nok en gang og vælger ’rationelle’ politikere.

Peter Hansen

Tar man en tur til Grækenland så vil man, hvis man kigger godt efter, se jerndrager stikke op af hvert tredje hus, disse jerndragere betyder at huset på papiret ikke er færdigbygge og der derfor ikke skal betales ejendomsskat.
Det er absolut ikke kun eliten der bevist undgår at betale skat, middelklassen og arbejderklassen spekulere i lige så høj grad.

Mihail Larsen

Et hul i jorden

Det ville formentlig være rationelt (isoleret set) at eftergive grækerne endnu mere af deres gæld end man allerede gjorde for et par år siden. Hvis man bare kunne være sikker på, at grækerne så blev i stand til fremover at finansiere sig selv. Det er der bare ikke noget, der tyder på. Sålænge de græske myndigheder ikke kan sandsynliggøre, at de vil gennemføre de nødvendige strukturreformer, vil nye lån bare havne i et hul i jorden.

Preben Haagensen, Peter Hansen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi er vel allesammen lidt skuffede over grækerne, fordi de jo også er en kedelig sten i skoen i en mere socialistisk menneske- og samfundsforståelse. Men det er jo kun fra fugleperspektiv, dykker man ned, er grækerne flittige og arbejdsomme som altid - det synes bare so altid at være svært at omsætte fliden til profit.

Philip B. Johnsen

Personlig syntes jeg, at en uvildig økonomisk rådgivning og generel undervisning, til borgerne, burde være en vigtig obligatorisk samfundsopgave, en vejledning alle borgere kan modtage, når de bliver f.eks 17 år.

Der er alt for mange borgere, der har fået den fejlagtige opfattelse, at den person, der sidder på den anden side af bordet i banken, er professionel i finansiering og investering, bankrådgivere er ikke rådgivere, men sælgere og fejl i titel, har været skyld i mange, personlige og økonomiske, tragedier igennem årene.

Grækenland har i dag og da EU godkendte Grækenland til euroen, en svag offentlig styring, Grækenland har og hade et, ikke fungerende skattesystem og korruption, er og var, en almindelige hverdagsforeteelse.

Intet af dette var en overraskelse for EU, da Grækenland blev godkendt, det udlægges kun sådan, for at beskytte b.la. EU-Kommissions formanden Jean-Claude Juncker, der hjælper og har hjulpet, de riges, dem der aldrig har betalt skat, med at få deres formue i skattely.

Det nøjagtige beløb, kendes ikke, men at der 'fortsat bliver', ført formuer ud af Grækenland i skattely, b.la. gennem 'Luxemburg-finten, med hjælp fra EU-Kommissions formanden Jean-Claude Juncker, er er stort problem, EU burde stoppe.

Hele krisen i EU og Grækenland, for det er værd at huske på, det er, ikke kun Grækenland, der har gældsætningsproblemer, 'er finansieret af finanssektoren', det bør alle EU lande, tage ved lære af.

Sider