Kommentar
Læsetid: 10 min.

Hvorfor EU’s politik over for Grækenland har spillet fallit

Det er ikke bankerne, men borgerne, der skal bestemme over Europa, skriver den fremtrædende filosof, Jürgen Habermas. Han mener, at EU’s linje over for Grækenland har været med til at skabe krisen ved at lægge større vægt på kreditorernes interesser end på genoprettelsen af det græske samfund
En gadesælger er ved at samle sit tøj sammen på en gade i Athen. Syv ud af ti grækere mener, at regeringen bør indgå et kompromis med EU, men dødvandet har fået de nervøse borgere til at hæve deres penge i bankerne. Mindst 30 mia. euro har grækerne hentet hjem til madrasserne siden årsskiftet

Petros Giannakouris

Udland
26. juni 2015

EU-Domstolens seneste dom har endnu engang kastet et grelt lys over den fejl, det var at lave en valutaunion, som ikke samtidig vil være politisk union. Borgere i eurozonen skylder formanden for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, tak, fordi han i sommeren 2012 med en enkelt udtalelse præsterede at forskåne dem for de katastrofale følger af det sammenbrud, der truede deres valuta.

Ved at stå frem og erklære, at ECB var rede til at opkøbe statsobligationer i ubegrænset mængde, »hvis det blev nødvendigt«, ragede Draghi i realiteten kastanjerne ud af ilden for alle eurolande. Grunden til, at han blev nødt til at gå i brechen, var imidlertid den, at Europas regeringschefer ikke evnede at handle i det europæiske fælleskabs interesse. Stivnet i chok formåede de ikke at se ud over deres respektive nationale interesser.

Draghis udtalelse var dengang nok til at løsne op for de anspændte finansmarkeder, men med udtalelsen simulerede Den Europæiske Centralbanks formand en finanspolitisk suverænitet, som han slet ikke havde.

For det er både nu og dengang medlemsstaternes centralbanker, der i sidste instans hæfter for kreditgivning.

I sidste uge fastslog EU-Domstolen så, at Draghi handlede i overensstemmelse med ECB’s mandat. Ganske vist kunne domstolen ikke stadfæste hans kompetence ud fra de europæiske traktaters ordlyd. Alligevel ligger det i konsekvensen af den afsagte dom, at ECB med få begrænsninger kan træde til for at udfylde rollen som kreditgiver i sidste instans.

Læs også: Græsk folkeafstemning afgøres ved pengeautomaterne

EU-Domstolens godkendelse af den forfatningsmæssigt ikke ganske korrekte redningsaktion vil nu blive nøje gransket af den tyske forfatningsdomstol, der oprindelig havde udbedt sig EU-Domstolens vurdering, efter at have fået indbragt sagen af tyske konservative parlamentsmedlemmer.

Man fristes til at sige, at de europæiske traktaters beskyttere så sig nødsaget til at bøje retten for om fornødent at undvige følgerne af den monetære unions fejlkonstruktion, der – som påpeget af jurister, politologer og økonomer i årevis – kun kan udbedres gennem institutionelle reformer.

Mens sagen om ECB’s beføjelser således er blevet skubbet frem og tilbage mellem Karlsruhe (der huser den tyske forfatningsdomstol, red.) og Luxembourg (sæde for EU-Domstolen, red.), har den blotlagt det hul i valutaunionens konstruktion, som Den Europæiske Centralbank følte sig kaldet til at udfylde – i nødrettens navn så at sige. Men fraværet af finanspolitisk suverænitet er kun ét af ​​flere sårbare punkter. Den Monetære Union vil blive ved at være ustabil, så længe den ikke bliver udbygget med også en bankunion, en økonomisk union og en finanspolitisk union. Det betyder, at medmindre vi kan leve med at se demokratiet reduceret til åbenlys dekoration, bliver vi nødt til at supplere den monetære union med en politisk union.

De dramatiske begivenheder i 2012 viste os en Mario Draghi, der måtte svømme imod strømmen fra en kortsigtet og hovedløs politik. Og efter det græske regeringsskifte tidligere på året ramte han igen hovedet på sømmet: »Vi har brug for et kvantespring i institutionel konvergens (...) Vi må væk fra et regelsystem for nationale økonomiske politikker og sikre større suverænitet for de fælles institutioner.«

Selv om man måske ikke havde ventet det af en tidligere Goldman Sachs-bankmand, var Draghi også fortaler for at knytte de påkrævede institutionelle reformer sammen med »større demokratisk ansvarlighed« (Süddeutsche Zeitung, 17 marts 2015).

Her taler en person, der har erfaret, hvordan tovtrækkeri bag lukkede døre mellem regeringschefer, der kun tænker på deres nationale valgkredse, ikke slår til, når der skal træffes nødvendige finanspolitiske, økonomiske og socialpolitiske beslutninger. I dag, tre måneder senere, står Den Europæiske Centralbank så igen i en situation, hvor den kan blive nødt til at købe mere tid for regeringer uden handledygtighed.

Græsk modværge

At krisen atter strammer til, skyldes i sidste ende, at den tyske kansler allerede i maj 2010 lod forstå, at hun anser investorinteresser for vigtigere end en gældssanering, der kan bringe græsk økonomi på fode. Det er imidlertid en anden slags instutionelt underskud, vi nu ser blotlagt.

Budskabet fra det græske valgresultat var ikke til at tage fejl af. Med markant flertal satte en nation sig til modværge imod den nedværdigende og undertrykkende sociale elendighed, den har fået påført af de dikterede sparepolitikker. Den græske befolkning sagde nej til at fortsætte en politik, hvis fiasko, den så drastisk har mærket på egen krop. Udstyret med denne demokratiske legitimitet har Grækenlands regering siden søgt at få eurozonelandene til at gennemføre en ny politik.

Men her er den igen og igen stødt på repræsentanterne for de 18 øvrige eurolandes regeringer, som i Bruxelles har kunnet retfærdiggøre deres afvisning ved køligt at henvise til egne demokratiske mandater. Tænk blot tilbage på de første møder, hvor en nyvalgt græsk regering oven på valgsejren selvsikkert indlod sig på groteske orddueller med deres veletablerede modpart, som enten optrådte paternalistisk onkel-agtigt eller rutinemæssigt nedsættende: Papegøjeagtigt insisterede begge sider hver især på at være bemyndiget af deres respektive eget ’folk’.

Fælles politisk viljedannelse

Den utilsigtede komik i denne forbrødrede nationalstatstænkning har på uovertruffen vis stillet til skue for Europas offentlighed, hvad der virkelig mangler her – nemlig et fokus på fælles politisk viljesdannelse, der kan inddrage borgerne i de væsentlige politiske beslutninger for kerne-Europa.

Sløret over det institutionelle underskud blev dog ikke for alvor revet væk. Det græske valg kom til at kaste grus i Bruxelles-maskineriet, da borgerne i dette tilfælde selv besluttede sig for et europæisk politisk alternativ, som var dem magtpåliggende.

I EU-sammenhænge træffer regeringsrepræsentanter sådanne afgørelser i indbyrdes teknokratisk ophøjethed, fordi de helst forskåner deres nationale offentligheder for at skulle beskæftige sig med så bekymrende spørgsmål. Når forhandlingerne i Bruxelles om et kompromis står i stampe, skyldes det netop, at begge parter foretrækker at skyde skylden på modparten fremfor at indse, at forhandlingernes frugtesløshed i sidste ende udspringer af den indbyggede fejlkonstruktion i procedurer og institutioner.

Vel drejer sagen sig konkret om den stædige fastholden af en sparepolitik, som ikke blot er blevet mødt med altovervejende kritik fra internationale økonomer, men også har haft barbariske omkostninger i Grækenland, hvor den påviseligt er slået fejl. Men i grundkonflikten mellem en part, som ønsker forandring af den førte politik, og en anden part, som hårdnakket vægrer sig imod overhovedet at indlade sig på politiske forhandlinger, kommer en dybere asymmetri til syne.

Det er nødvendigt at gøre sig klart, hvor anstødelig, ja skandaløs, den afvisende holdning over for Grækenland er: Forhandlingerne strander ikke på et spørgsmål om et par milliarder mere eller mindre, ja end ikke på et spørgsmål om dette eller hint sparediktat. De strander alene på afvisningen af det græske krav om at få en gældssanering, der kan muliggøre en ny begyndelse for landets økonomi og befolkning.

I stedet for overhovedet at gå ind i sådanne drøftelser insisterer kreditorerne imidlertid på, at Grækenland skal anerkende en gældsbyrde, som græsk økonomi aldrig vil blive i stand til at betale sig ud af. Og det gør de, selv om ingen for alvor vil bestride, at gældsanering bliver uundgåelig før eller siden. Det er altså mod bedre vidende, at kreditorerne insisterer på Grækenland tager det fulde ansvar for den fulde gæld, uanset at den aldrig vil kunne indfries.

Indtil for nylig insisterede de sågar stadig på det rent ud fantastiske krav om, at Grækenland skulle præstere et primært overskud på over fire procent på statsbudgettet. Men selv om kravet blev sænket til et stadig urealistisk krav om en procent, strander den kompromisaftale, som Den Europæiske Unions fremtid kan afhænge af, fremdeles på kreditorernes krav om at fastholde den fiktion.

Selvfølgelig har ’donorlandene’ gode politiske grunde til at klamre sig til en fiktion, som gør det muligt for dem at udskyde en ubehagelig beslutning – f.eks. frygter de for en dominoeffekt i andre ’modtagerlande’, ligesom Angela Merkel ikke er sikker på sit eget flertal i Forbundsdagen. Men når en politik slår fejl, må den på en eller anden måde revideres så den imødegår de utilsigtede konsekvenser.

Det herskende dødvande skyldes dog ikke kun den ene part. Jeg kan ikke vurdere, om den græske regerings taktik forløber efter en gennemtænkt strategi, eller i hvor høj grad den måtte bero på indre politisk pres, manglende erfaring eller inkompetence hos de ledende figurer. Ej heller ved jeg nok om de indgroede praksisser og sociale strukturer i Grækenland, der kan stå i vejen for mulige reformer. Men selv ikke sådanne faktorer kan forklare, hvorfor den græske regering gør det så svært for sine sympatisører at få øje på en linje i dens uberegnelige opførsel. Vi ser ingen velovervejede forsøg på at finde koalitionspartnere, og vi ved ikke, om de græske venstrenationalister hænger fast i en mere eller mindre etnocentrisk opfattelse af solidaritet og kun har taktiske grunde til at kræve, at Grækenland bliver i eurozonen. Eller om de kan se perspektiver, der rækker ud over nationalstaten.

Det krav om en gældssanering, der runger som baggrundstema for de igangværende forhandlinger, har i al fald ikke været nok til at overbevise de øvrige EU-lande, ECB og IMF om, at den nye græske regering er anderledes – og vil handle mere håndfast og mere ansvarligt end de klientelistiske regeringer, den har afløst. Den græske premierminister Alexis Tsipras og Syriza-regeringen burde have udarbejdet et reformprogram, så de kunne have haft noget at ’vise frem’ over for deres forhandlingspartnere i Bruxelles og Berlin. Den indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, sammenlignede i sidste måned den sparepolitik, som Tyskland har ordineret grækerne, med et lægemiddel, der indeholder en giftig blanding af antibiotika og rottegift.

Syriza-regeringen kunne helt i Amartya Sens ånd have insisteret på, at den merkelske medicin blev blandet op med keynesiansk mikstur og kunne konsekvent have tilbagevist alle neoliberale diktater. Men samtidig burde den mere troværdigt have tydeliggjort sine hensigter om at gennemføre den påkrævede modernisering af staten og økonomien, sikre en mere rimelig byrdefordeling og bekæmpe korruption og skatteunddragelse osv.

I stedet har den koncentreret sig om at moralisere – om at spille et blame game – som under de givne omstændigheder har sat den tyske regering i en fordelagtig position: Med nytysk robusthed har Berlin kunnet afvise Grækenlands fuldt berettigede klager om, at man ikke blev hørt, da det genforenede Tyskland i 1990 smøg sig uden om yderligere krigsskadeserstatninger.

Den græske regerings svage optræden ændrer dog intet ved det skandaløse i, at politikerne i Bruxelles og Berlin ikke har villet mødes med deres kolleger fra Athen, som politikere mødes med politikere. De førstnævnte ligner måske nok politikere, men de udtaler sig kun fra deres økonomiske position som kreditorer. Denne transformation af politikere til zombier får den effekt, at spørgsmålet om en stats langvarige insolvens bliver gjort til et privatretsligt anliggende, der kan indberettes for en domstol.

På den måde bliver det for let at fraskrive sig det politiske medansvar. Tysk presse har gjort sig lystig over, at Grækenland fik EU, ECB og IMF til at droppe den forhadte betegnelse ’Trojka’. Men bag den terminologiske modvilje lå et legitimt ønske om, at pengedonorerne ville kaste deres maske og vise deres politikeransiger. For det er kun som politikere, at de europæiske beslutningstagere kan drages til ansvar for en fiasko, der har påført grækerne arbejdsløshed, sygdom, social nød og håbløshed.

Fra begyndelsen sikrede Angela Merkel sig, at hun fik IMF med i båden til sine tvivlsomme redningspakker. Det er IMF’s ansvar at sætte ind mod dysfunktionalitet i det internationale finansielle system. Som en terapeut skal det sikre systemets stabilitet og må derfor handle i de samlede investorers interesse, især de institutionelle investorers.

De to øvrige medlemmer af Trojkaen, EU og ECB, kom dermed til at glide i ét med denne aktør. I den udstrækning at politikere kun skal handle som långivere, bliver de i stand til at trække sig tilbage til en position, hvor de alene er bundet af regler og derfor kan fralægge sig et ansvar.

Denne opløsning af politik i markedskonformitet kan forklare den skamløshed, hvormed den tyske forbundsregerings repræsentanter – alle uden undtagelse mennesker af højeste moralske karat – kan benægte deres politiske medansvar for de ødelæggende sociale konsekvenser, de som toneangivende medlemmer af Det Europæiske Råd tog med i købet, da de gennemtvang deres neoliberale spareprogram.

Skandalen i skandalen er dog den hårdnakkethed, hvormed den tyske regering forvalter og forstår sit lederskab. Afsættet for den økonomiske opblomstring, som Tyskland den dag i dag nyder godt af, skylder vi de fremsynede kreditorlande, der ved indgåelsen af London-aftalen i ​​1953 eftergav godt halvdelen af den tyske gæld.

Det centrale i sagen er dog ikke moralsk forlegenhed, men politikkens kerne: Den politiske elite i Europa kan ikke længere gemme sig for sine vælgere. Den må nu give plads for de alternativer, som den ufuldstændige monetære union lægger op til. Det er borgerne og ikke bankerne, der må have de sidste ord, når der skal træffes afgørelse i de politiske spørgsmål, der bestemmer Europas fremtid.

Til offentlighedens postdemokratiske indslumring bidrager også et forvandlet mediebillede med en journalistik, der går arm i arm med den politiske klasse og primært drager omsorg for sine egne kunders velbefindende.

© Süddeutsche Zeitung og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Jürgen Habermas er filosof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Mht til læsningen af Habermas artikel, så skrev Per Thiemann, Politikens EU-korrespondent i sin artikel i går såmænd, at Jürgen Habermas har "tordnet mod EU". Som forudsagt har de fleste danske læsere været fuldstændig fikseret af Habermas kritik af kreditorerne og fru Merkel, og har ganske overset, at Habermas anbefaler en politisk union som den ultimative overbygning til EU.

Ritzaus Bureau var i går ikke i stand til at give en retvisende telegramfremstilling af beslutningen i EZB (ECB) om at fastfryse nødkreditten (loftet over ELA) på 90 milliarder, og DRs nyhedsprogrammer søndag aften kunne med nød og næppe få plads til den græske krise, uagtet at den har langt større betydning end den danske regeringsdannelse. På den baggrund kan man kun anbefale den europæiske presse, - engelsk, fransk og især tysk, som kilde til en af de største kriser, det europæiske samarbejde nogensinde har stået i.

Dette råd gælder endnu stærkere i en sag, som kan blive endnu mere alvorlig: Camerons forsøg på at ændre konstruktionen af EU.

Nils Bøjden

"Hele krisen i EU og Grækenland, for det er værd at huske på, det er, ikke kun Grækenland, der har gældsætningsproblemer, 'er finansieret af finanssektoren', det bør alle EU lande, tage ved lære af."

Jeps. Skab orden i eget hus. Etabler en skattekonstruktion der understøtter den mængde velfærd og offentligt etablering udgifter. Skab et transparent bureaukrati. Skab et samfund hvor investeringer finder hen til.Skab et samfund uden korruption i den offentlige sektor og hvor de offentligt ansatte er samfundets tjenere og ikke samfundets herrer.

Men det tager nok et stykke tid før grækerne er der.

Torben Kjeldsen

I skrivende stund falder aktiekurserne på grund af Grækenland. De 5730 milliarder jeg nævnte i tab er allerede passeret. Rationel økonomisk tænkning ikke at hjælpe? Nej

Nils Bøjden

Jeg manglede.

Men det tager nok et stykke tid før grækerne er der da de indtil videre ikke har vist intentioner om at bevæge sig i den retning.

Mihail Larsen

Tsipras lyver - og det har han gjort længe

Da Tsipras bildte den græske befolkning ind, at Syriza kunne afvise de græske gældsforpligtelser, løj han. Eller også var han ufattelig naiv og uerfaren.

Under forhandlingsforløbet her i foråret har han selv og hans finansminister skiftevis bildt den græske befolkning ind, at en aftale var lige om hjørnet, og at deres modparter var drevet af ønsker om at ydmyge det græske folk. Han og hans finansminister har også lovet at betale til tiden.

Der er al mulig grund til at tro, at udsættelsen af betalingen i begyndelsen af juni til slutningen af juni blev begrundet med en løgn, og at den græske regering længe har vidst, at den ikke kunne betale sit afdrag til tiden.

Derfor er der også god grund til at antage, at den hovedkuls udskrevne folkeafstemning er et tågeslør over regeringens uduelighed og et forsøg på at skubbe ansvaret over på det i denne sammenhæng sagesløse græske folk.

Men Tsipras er ikke færdig med at lyve. Han bliver ved med at misinformere sin egen befolkning om forhandlingerne med EU og de finansielle institutioner. Se f.eks.:

http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2737948/eu-formand-til-graeke...

Philip B. Johnsen

Mihail Larsen det "sagesløse græske folk."

Hvorfor tales der ned, til den græske regering, den gør, hvad befolkningen forventer af den?
De unge og børnene, ser ikke en krone, af hjælpepakkerne, til den græske og europæiske finanssektor, det glemmes eller overses, helt med vilje.

Den græske regering, er politik ansvarlig, over for de fattige, sultende børn og unge i Grækenland, hvis fremtid er helt forsvundet, samtidig hyldes EU for beslutsomhed, over for de fattige grækere, der aldrig fik penge hjulpet i skattely, af Jean-Claude Junckers europæiske elite.

EU har samtidig et folkevandring problem, hvor store dele af dette fælles problem, er smidt på Grækenland, som ingen penge har, det er tragisk, at se et afstumpet EU, der svigter sine egne børn.

Personlig er jeg tilhænger af et stærkt fælleskab i Europa (EU), det bliver forhåbentlig en dag et fælleskab, hvor vi passer på hinandens børn.

Michael Kongstad Nielsen

EU-toppen blander sig nu åbenlyst i valgkampen i Grækenland, hvilket er helt unormalt og uhørt. Man må håbe, de nøjes med retorik fra deres sædvanlige talerstole - som bliver flittigt refereret i borgerlig mainstreampresse , uden modspil fra græsk side - og at de ikke går skridtet videre, og pumper penge ind i en mere fysisk valgkamp i Grækenland, med annoncer og propaganda for et Ja - til højere pensionsalder, udsalg af offentlige energiselskaber, havne og anden infrastruktur mm.

Jørgen Mathiasen

Den, som følger med i den europæiske presse, vil også være informeret om både hvad den græske regering og dens talsmænd siger på den internationale scene og hvad den siger hjemme i Athen. (Noget andet.) Det vælter nu i øvrigt frem i samme presse med oplysninger om, hvad man har talt med grækerne om og hvordan forhandlingerne er foregået.

Da den græske regering vil have en stillingtagen fra de græske vælgere til forhandlingstilbuddet og den græske regering set fra kreditorside giver en uærlig fremstilling af det tilbud, kommer der naturligvis en modfremstilling.

Kongstad Nielsen kan via Internettet finde politiprogrammet "Günther Jauch" op, hvor han kan høre såvel om den græske regerings opfattelse (fra den selv vel at mærke) som kreditorernes. Det er informationer, som man vanskeligt kan forestille sig, at noget dansk medie overhovedet kan få adgang til at formidle. De danske medier er ikke på omgangshøjde....

Jørgen Mathiasen

Tilføjelse:
Deadlines intro mandag aften kl 22:30 var forkert. Man kunne allerede mandag aften kl 19:00 i tyske nyhedsudsendelser fra Athen høre og se en oplæsning af den græske stemmeseddels indhold. Deadline sagde at det var ukendt, men det er det ikke altså ikke, og derfor skrev jeg, at . "den græske regering vil have en stillingtagen fra de græske vælgere til forhandlingstilbuddet".

Mihail Larsen

" uden modspil fra græsk side"
(Kongstad)

Sic!

De græske politikere har flittigt (mis)informeret om forhandlingerne - nogle gange ved at foregøgle den græske befolkning, at nu var et forlig (indrømmelser fra EUs side) lige om hjørnet, andre gange ved at lyve om EUs forhandlingsudspil.

De har bestemt ikke ligget på den lade side. Og europæiske medier har ikke fortiet deres påstande.

Faktisk er det en misinformation i sig selv at kalde det et 'modspil' al den stund EUs 'indblanding' er et SVAR på Tsipras løgne over for den græske befolkning. Det er ikke utidig 'indblanding', når man forsvarer sig imod bagvaskelse.

Jørgen Mathiasen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Falder det ingen ind, at det der nedfældes på papir, 'ud' af EU, ikke er det, der siges er planen fremadrettet, til græske politikkere bag lukkede døre.

I talen Jean-Claude Juncker, Luxemburg fintens faderen, den selvudråbte såkaldte græske medspiller, der med skattefinten, har hjulpet den græske elite, med ikke at betale skat, gennem årene, han gav da også mandag, et hint, til de kommende, langt mere vidtgående besparelser i pensionerne, som Jean-Claude Juncker antydede, at græske politikkere, var bekendt med, hele pension systemet var i spil.

Pointen er helt glemt i pressen, som i tråden, EU politikken ikke virker, den har fra start, haft kursen mod, 'operationen lykkes, bankerne er redet, patienten døde!'

Læs selv om det kuldsejlede EU rednings projekt, af Nykredit-økonomen Ulrik H. Bie der taler om, hvad der skal til, ved en næsten umulig EU fortsættelse med Grækenland i EU, han kalder det,"ja til en meget vidtgående liberalisering og effektivisering af det græske samfund", meget meget mere, af det samme der ikke virker, hvor syge børn ikke kommer på hospitalet.

EU har spillet fallit over for Grækenland.

Link: http://www.business.dk/global/oekonom-folkeafstemning-i-graekenland-er-b...

Jørgen Mathiasen

@Johnsen
Der er i de sidste 48 timer sagt og skrevet ganske meget om, hvad der har ligget på forhandlingsbordet. Det kan man finde i artikler og tv-programmer på nettet, hvis man er interesseret.

Om grækerne vil forsøge at hitte rede i virvaret er tvivlsomt. De kommer i stedet for til at tage stilling til, om de vil forblive i Eurozonen eller forlade den, uanset at den græske regering har skrevet noget andet på afstemningssedlen.

Bliver svaret fra Grækenland et "ja", synes alle, Tsipras inklusive, at være enige om, at den græske regering straks må gå af. Derefter forestår der en forhandling med de øvrige Eurolande om, hvordan grækerne kan holde deres skude flydende med euroen som valuta.
Bliver svaret et "nej", kan Tsipras regere videre med en ny valuta.

Philip B. Johnsen

Jørgen Mathiasen
"Bliver svaret et "nej", kan Tsipras regere videre med en ny valuta." Skriver du.

Det er 'ikke Tsipras plan', men som sagt, EU har spillet fallit over for Grækenland, hvor den græske regering gør, nøjagtig det den græske regering, er valgt på, at gøre, og EU gør som du skriver, truer Grækenland med eksklusion

Den græske regering er valgt til, at stoppe gældsætnings og spare programmet, søge at få reduceret Grækenland's gæld, så almindelige mennesker, der ikke har penge i Jean-Claude Juncker skattely, kan få brød på bordet og udsigt til en fremtid, hvor børn i dag, kan stifte familie og brødføde den.

EU er kun!
'Operationen lykkes, bankerne er redet, patienten døde!'

Nils Bøjden

"Derefter forestår der en forhandling med de øvrige Eurolande om, hvordan grækerne kan holde deres skude flydende med euroen som valuta."

Hvorfor tror du det? Grækenland kan ikke entydigt definere deres forhold til kreditorerne ved at erklære: "Vi holder da bare en folkeafstemning. Så må i affinde jer med det vi beslutter i denne folkeafstemning".

Grækerne har haft deres chancer ved forhandlingsbordet. Det har de valgt at se stort på og i stedet for at finde løsninger, forsøge at finde smuthuller.

Mihail Larsen

Det er også en kulturkamp
- når børn skal lære deres forældre at blive voksne

Citeret fra Berlingske i dag: http://www.b.dk/globalt/unge-graekere-er-vrede-paa-deres-foraeldre

---
"Faren for sammenstød er overhængende. Men set i et lidt større perspektiv findes der en mindst lige så vigtig brudlinje i det græske samfund et helt andet sted, mener Petros og hans studiekammerat Giota Florou. Nemlig den, der går mellem dem og deres jævn­aldrende og tidligere generationer.

De unge på 80
Ingen af dem er flyttet hjemmefra, og de er begge afhængige af familiens hjælp. Det er frustrerende – især for 29-årige Giota – og selv om de på det personlige plan har et godt forhold til forældrene, er de vrede på dem som generation.

»I Grækenland tror alle, at de er unge. Her bliver folk først gamle, når de er 80. Først på det tidspunkt begynder de at tænke på at få sig et liv og om man måske skulle købe et gravsted,« forklarer Giota sarkastisk og lader Petros fortsætte:

»I min fars og min bedstefars generation har folk indtil for nylig udelukkende set staten som noget, man skulle snyde. De har kun tænkt på, hvordan de på en smart måde kunne sørge for sig selv på bekostning af fælles­skabet. Det er deres indstilling, som har fremkaldt krisen, fordi der på den måde er blevet brugt alt for mange penge,« siger han og tilføjer mere forsonligt:

»Men det skal siges til deres undskyldning, at de ikke rigtig var klar over situationen. De fik lette penge i hånden og fyrede dem af på at have det sjovt, købe en ny bil og et større hus i stedet for at spare op og tænke på at hjælpe deres børn.

Tro på fremtiden, trods alt
Når det alt sammen er sagt, har Giota og Petros imidlertid en kæmpe fordel: De er unge, de har fremtiden for sig og selv ikke Egyptens syv plager varede evigt. Når man beder dem kikke nogle år ud i fremtiden, er de da også optimister:

Læs også: Turisterne spiser stadig is og tager sol på Kreta

»Krisen vil være forbi. Alle unge vil have et job til en rimelig løn, og selv er jeg en berømt kulturjournalist,« siger Giota med et grin om sit kig i krystalkuglen og tilføjer så alvorligt: »Men først og fremmest vil folk i mit land igen være glade, hvilket de slet ikke er for øjeblikket.«

Petros’ fremtidsvisioner gælder også forholdet til Europa: »Jeg håber, at vi om nogle år har gennemført reformer, så vi kan slippe fri af den økonomiske afhængighed og komme til at føle os som rigtige, jævnbyrdige europæere,« siger han og fortsætter:

»For dét er vi unge grækere – i modsætninger til tidligere generationer. Sammenlignet med dem udviser vi langt større respekt for det offentlige – for retsvæsenet og, ikke mindst, for skattevæsenet. Snyderiet er en samfundssygdom, som vi er ved at overvinde, og jeg er sikker på, at det vil forandre sig med min generation.«

Til gavn og for både grækerne og for resten europæerne. Hvis altså, at de førstnævnte stadig er en del af det europæiske samarbejde til den tid. Det er lige det.
----

Mihail Larsen

Nu lyver han igen, igen - Tsipras

I sit oplæg til folkeafstemningen på søndag fortæller han i græske medier, at et 'nej' til EUs tilbud vil føre til nye forhandlinger og efterfølgende indrømmelser fra EUs side. Han har stadigvæk ikke orstået (eller lader som om), at man ikke kan forhandle på den måde.

Konsekvensen vil blive, at INGEN nogensinde senere tør låne penge til Grækenland, for de fælles aftalte vilkår kan uden videre annulleres ensidigt af grækerne ved en ny folkeafstemning.

"Gik mig et lån eller en kassekredit - og så vil jeg bagefter diskutere med min ægtefælle, om vi har lyst til at betale renter og afdrag. Det har vi nok ikke - men hit alligevel med pengene."

Det er ikke bare barnligt, men barnagtigt.

Og det vil kunne virke afsmittende på alle andre, der lige som ikke rigtig har lyst til at betale, hvad de skylder. Dét ville for alvor være en risiko for ikke blot euroen som valuta, men for hele det finansielle system (om man nu kan lide det eller ej). Den yderste konsekvens vil være en ny verdensomspændende finanskrise med omfattende tab af arbejdspladser, vækst i tvangsauktioner, devaluering af pensionsopsparinger, opløsning af EUs indre marked og vind i sejlene for de nationalistiske bevægelser til venstre og højre.

Philip B. Johnsen

Private lån (IMF) og interne lån (ECB), er ikke det samme, interne lån bliver ikke nødvendigvis udslagsgivende, for græsk udtræden af EU, men tiden er en faktor, for IMF, vil også have penge i kommende måned.

Nå men, personlig er jeg tilhænger, af et stærkt fælleskab i Europa (EU), det bliver EU, forhåbentlig en dag, et fælleskab, hvor vi passer på hinandens børn.

EU opføre sig uansvarligt, helt uden selvransagelse, for den fejlslagne sparepolitik.
EU bære ansvaret for at ligne Goldman Sachs.

Goldman Sachs og EU, to alen ud af et stykke, opføre sig ens, den 'hellige finanssektor' og Goldman Sachs tradefloor mantra:

"Det er ikke nok at vinde, nogen skal også tabe"

Sider