Læsetid: 3 min.

IEA: CO2-udslip kan bremses i 2020, hvis verden handler nu

De løfter, der indtil videre er afgivet forud for COP21 i Paris, vil ikke være nok til at bremse den globale temperaturstigning, siger Det Internationale Energi Agentur, der dog anviser vejen til succes med ambitiøs handlingsplan
16. juni 2015

Verdens samlede CO2-udledning kan toppe allerede i 2020, uden at det vil skade væksten eller økonomien i nogen region i verden, siger Det Internationale Energi Agentur (IEA) i en ny rapport.

Det mål kan opnås, hvis verdens stats- og regeringschefer binder sig til en IEA-handlingsplan, der har energisektoren som et centralt udgangspunkt.

»En klimaaftale i Paris må have energisektoren som omdrejningspunkt eller risikere at fejle, for to tredjedele af al udslip i dag kommer fra energisektoren,« sagde IEA’s cheføkonom Fatih Birol ved præsentationen af rapporten Energy and Climate Change i London i går.

IEA’s plan består af fire såkaldte ’søjler’ (se boks), som det kræver indskrevet i en aftale. Vigtigst af alt er en målsætning om at vende det samlede globale CO2-udslip hurtigst muligt.

Sprænger budgettet

»Det er vores første krav i Paris. Moder Natur har givet os et samlet budget for CO2-udslip, hvis vi vil holde stigningen i den globale temperatur under to procent – og vi har allerede brugt mere end halvdelen af det budget. Hvis vi ikke ændrer noget grundlæggende, vil vi have brugt det hele op i 2040, og så kan vi vinke farvel til planeten, som vi kender den,« tilføjede han.

IEA mener, at implementeringen af fem konkrete tiltag (se boks) vil være nok til at opnå dette vendepunkt i det samlede udslip – og det er tiltag, der kan gennemføres her og nu, uden behov for nye teknologier, og uden at det i sidste ende vil koste et land noget.

Bl.a. forklarer IEA, at 49 procent af reduktionen kan opnås gennem energieffektivisering. Andre konkrete tiltag er en udfasning af subsidier til fossile brændstoffer inden 2030 og flere penge til vedvarende energi-teknologi.

»Den overordnede udgift er forsvindende lille, når disse tiltag er implementeret. De er allerede blevet implementeret med succes mange steder i verden, og alle vores forslag er blevet analyseret ud fra prisen for både forbrugere og regeringer, for vi ved, at det er et stridspunkt i mange udviklingslande,« sagde Fatih Birol.

Løfter ikke nok

En række lande – heriblandt USA, EU, Rusland, Mexico, Norge og Gabon – har allerede afgivet deres nationale løfter om reduktion i CO2-udslip forud for Paris-topmødet. I alt står disse lande – samt dem, der har signaleret, at de vil afgive lignende løfter, såsom Kina – for to tredjedele af den globale CO2-udledning.

En implementering af løfterne vil føre til »en afmatning i væksten i den globale energirelaterede udledning, men den vil ikke toppe inden 2030«, skriver IEA. Konsekvensen – hvis der ikke vedtages mere ambitiøse mål – er en temperaturstigning på 2,6 grader inden år 2100.

»De løfter, der er givet, er prisværdige første skridt, men de er ikke nok til at holde os under de to procent. Nu er der behov for, at virksomhederne følger i regeringernes fodspor og forstår, at det vil være en stor fejl at ignorere klimapolitikken,« sagde Birol.

’En god forretning’

Selv hvis IEA’s anbefalinger følges til punkt og prikke og er implementeret i 2040, vil »60 procent af vores energiforbrug stadig komme fra fossilt brændstof«, tilføjede IEA’s direktør, Maria van der Hoeven.

Greenpeace bød i går IEA’s rapport velkommen – særligt opfordringen til yderligere investering i teknologi inden for vedvarende energi.

»Vi står på tærsklen til en ny æra, og det anerkender IEA. Kul vil snart være henvist til historiebøgerne, olien vil følge efter,« sagde Martin Kaiser, leder af organisationens klimaprogram, i en udtalelse.

Han mener dog, at politikerne bør være endnu mere ambitiøse.

»Det er ikke en byrde, men en god forretning for virksomhederne at reducere udslip af CO2. Vi bør satse på en fremtid, der er 100 procent baseret på vedvarende energi i 2050,« tilføjer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu