Læsetid: 5 min.

Når minareterne græder

Den danske læge Haifaa Awad er rejst ind i Syrien for at hjælpe de sårede og syge, man aldrig hører om. Hun har forladt hospitalet mod nord og er kørt nærmere fronten
’Jeg har igennem de seneste fire år fulgt situationen i Syrien tæt. Men det er svært på afstand af landet. I vores vestlige medier bringes kun de sensationelle højdepunkter i en meget langvarig og opslidende krig. Og så fokuserer de på mærkedage og mærketal. Nu er der gået et år. Nu er der gået to. Så var der 100.000 døde. Og fire millioner på flugt. Og i dag er disse tal meget højere,’ skriver lægen Haifaa Awad (t.h.).Foto: Privat

’Jeg har igennem de seneste fire år fulgt situationen i Syrien tæt. Men det er svært på afstand af landet. I vores vestlige medier bringes kun de sensationelle højdepunkter i en meget langvarig og opslidende krig. Og så fokuserer de på mærkedage og mærketal. Nu er der gået et år. Nu er der gået to. Så var der 100.000 døde. Og fire millioner på flugt. Og i dag er disse tal meget højere,’ skriver lægen Haifaa Awad (t.h.).
Foto: Privat

22. juni 2015

Jeg er stadig ikke vendt tilbage til hospitalet. I stedet er jeg taget mod syd. Mod fronten. Det er første gang i løbet af dette besøg, jeg forlader byen og bevæger mig igennem kontrolposter. Personalet på hospitalet var overrasket over, at jeg ville dykke ind i landet, men jeg har et stort ønske om selv at se, hvad der er blevet af mit land. Så jeg trodser deres advarsler.

Jeg har igennem de seneste fire år fulgt situationen i Syrien tæt. Men det er svært på afstand af landet. I vores vestlige medier bringes kun de sensationelle højdepunkter i en meget langvarig og opslidende krig. Og så fokuserer de på mærkedage og mærketal. Nu er der gået et år. Nu er der gået to. Så var der 100.000 døde. Og fire millioner på flugt. Og i dag er disse tal meget højere.

Læg dertil enorme skyggetal, og alt det vi ikke hører om krigen – for med disse tal er der ingen fokus på alle de sårede, de handicappede eller de kronisk syge. De, der havde det svært, har det elendigt under krigen.

Læs også: Jeg kan ikke længere kende mit Danmark

 

Jeg følges med den 29-årige sygeplejerske Mustafa, og på vores tur til et andet centralt hospital i provinsen Idlib, hvor han arbejder på deltid, møder jeg Abu Loay. Han sidder i dialyseafsnittet og holder sin kone i hånden. Jeg sætter mig ved siden af og præsenterer mig.

Altid den samme strofe: Jeg er læge, kommer fra Damaskus og vil gerne høre deres historie. Som regel er patienterne mistænksomme. Der løber rygter – nogle er der mere hold i end andre – om, at udenlandske journalister, læger og nødhjælpsarbejdere er i ledtog med de vestlige efterretningstjenester. Derfor undlader jeg altid at sige, at jeg er fra Danmark.

Abu Loay slipper sine kones hænder og retter på den traditionelle rød-hvid-ternede hovedbeklædning, som landmænd og beduiner bærer i dette område.

»Jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle dig, min pige. Min kone får vasket sit blod i dialysen nu. Det har vi gjort nu i seks år.«

Han peger med de ru og furede landmandsfingre på dialysemaskinen. En ældre model, der lige nu fungerer. Den renser Um Loays blod tre gange ugentligt. Jeg kigger på den ældre dame, der ligger sammenkrøbet i sengen.

Imens forstætter den gamle mand: »Vi plejede altid at komme her før oprøret, og det er vi fortsat med. Så længe de tillader folk at komme her, og ikke skyder mod hospitalet igen, så er jeg ligeglad med, hvem der bestemmer.«

Som at synke i kviksand

Jeg mindes min bedstefar i en landsby i udkanten af Damaskus, når jeg ser ind i Abu Loays øjne, de dybe solbrændte ansigtsfurer og hans ru hænder. Melankoli og ømhed fylder mig over disse ældre mennesker med kroniske sygdomme, der med nød og næppe kan forsørge sig selv.

Læs også: Barn af krigen

Jeg spørger ham genert, om han ikke er glad for, at han nåede et helt liv med nogenlunde stabilitet – om end i et diktatur – før bomber og missiler nu farver vores syriske fremtid. Han ser på mig og lige igennem mig.

Han har gennemskuet mit spørgsmål og venter lidt med at svare for at understrege sine ord: »Jeg frygter for, at landets fremtid nu formes af typer, som kopierer Assad-regimet. Hvis ikke vi lærer noget hver dag og holder os selv fast på, at vi ikke vil bruge samme voldelige metoder, som Assad-regimet, så vil jeg frygte mere for fremtiden, end dengang vi frygtede Assads efterretningstjenester.«

Hans furede hænder tager sin kones. Jeg har ikke før set ældre mænd holde deres koner i hånden offentligt her i Syrien.

»Jeg ved ikke, hvor vi skal få jern og EPO fra,« siger han og nikker mod medicinposen.

Jeg har især en svaghed for ældre og børn hernede. I yderpunkterne af vores liv er vi mest sårbare. Jeg græder ikke så nemt over en patients tilstand, jeg forsøger oftest blot at handle og sikre mig, at de er trygge. Men i Syrien er patienterne ikke bare patienter, de bærer på grusomme vidnesbyrd. Jeg tager deres historier med mig under huden. Og jeg forsøger at give et ekstra tryk i hænderne eller et lille kram til børnene. Jeg føler, jeg synker i kviksand i et land, der engang ammede mig med kærlighed, men som nu hungrer efter kærlighed og medmenneskelighed.

Hospitalet, jeg besøger nu, blev bombet af regimets styrker dengang, der var kampe i og omkring byen. Kostbart udstyr lå ødelagt i den fløj af hospitalet, hvor man stadig trods oprydningen, ser resterne af facaden, og ankomsthallen. Dér står en respirator, og dér et vejskilt. Der står ’Laboratoriet’.

Jeg bøjer mig ned og samler et røntgenbillede af en brystkasse op. Jeg holder det op imod solen og kan se et forstørret hjerte og nogle brækkede ribben. Jeg tager det med mig i tasken. Sådan samler jeg postkort igennem Syrien.

Byen er flænset fra luften

Vi er blevet ringet op af en ambulancefører, som skal transportere en beduinkvinde til vores hospital, hvor hun skal scannes og opereres. Han tilbyder at samle os op og vise os de forskellige medicical points, der er i byen. Mustafa og jeg var på forhånd blevet enige om at se den hårdt angrebne men nu befriede by, og senere overnatte hos ham og hans kone.

Billeder af ruiner fra Syrien har været fast inventar på mit Facebook-feed og mit fjernsyn i flere år nu, derfor har jeg ikke gjort mig store tanker om udstrækningen af bombardementet i denne store by.

Da vi kører videre fra hospitalet, kan jeg ikke lægge min iPhone fra mig. Jeg filmer huse, tager billeder af etagebygninger, der nu er mast flade. Iturevne møbler dukker frem imellem murbrokkerne. Lig, ingen har kunnet bjerge, ligger helt sikkert også under dyngerne af mursten.

Byen er flænset fra luften og jorden. Hårde kampe har taget civile hinsides. Mens vi kører rundt i byen, er der især én ting, som slår mig: Moskeernes minareter er alle sammen ramt og ødelagt. Moskeerne er samlingsted ved de fredelige demonstrationer, der udbryder i begyndelsen af oprøret.

Da jeg bemærker dette, kommenterer Mustafa tørt, at regimet med vilje vil ødelægge al form for symbolisme, og at dette kun styrker folket i, at et mindretals sekteriske regime ikke bør dominere det store flertal. Jeg rynker panden. Jeg har aldrig været vant til, at man omtaler syrere som sekteriske. Men revolutionen har haft sekteriske toner i lang tid nu.

Minareternes sjæle

Jeg husker den syriske poets Qabbanis ord: »Minareterne i el-Sham (det geografiske område, der dækker Levanten – Syrien, Libanon og Israel, red.) græder, de omfavner mig. Og minareterne har også – som træer – sjæle.«

Min tur ud i provinsen er blevet en personlig og privat tragedie. Jeg ser mine bedsteforældre, jeg ser mit Damaskus i Idlib, og minderne fra ungdommen overvælder mig, hver gang en ung syrer deler sine drømme og beretninger med mig.

Jeg er ved at løbe tør for tårer. Over børn, der flænses, ældre, der visner i mangel på behandling, og minareter, der græder. Jeg ville ønske, jeg kunne omfavne og trøste, at jeg kunne helbrede og lindre. Men jeg kan ikke andet end nedfælde ord på ord, indtil blodstrømmen en dag må stoppe.

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Frederiksen
  • peter fonnesbech
Jens Frederiksen og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

I dette område i det nuværende Syrien, blev "Gilgamesh eposset" til omkring 2100 f.v.t., og betegnes som det første i verdenslitteraturen. I sin originale form, nedskrevet i kileskrift på lertavler, er det på 3100 verselinjer. Siden 1997 har der været en dansk oversættelse.

Igen tak for en bevægende og klog artikel af Haifa Awad, der bør indstilles til Cavling Prisen, for både de skriftlige og filmede reportager fra Syrien.

Hvornår vågner verdenssamfundet op, så disse massemyrderier får en afslutning..?

Touhami Bennour

Assad og Saddam er fra det samme parti( Bath partiet) og har den samme regeringsførelse, Saddam er væk(henrettet) og Assad regerer stadig, hvor ligger den forskel her: jeg tror den ligger hos Putin, Rusland president. Altså frygter Vesten alligevel nogen I den verden. det er et paradox.

Jan Mogensen

Man begynder at forstå hvordan ekstremister som ISIS og Nusra opstår, når man ser Assads måde at bekæmpe modstand på....

John Andersen

Kære Haifaa Awad, jeg glæder mig til at læse dine beretninger, selv om de gør mig bedrøvet. Du skriver at, -
»Uanset hvilken regering vi får, så håber du, at vi husker vores idealer om medmenneskelighed.«
Det er desværre ikke et realistisk håb. Vor nuværende aktivistiske udenrigspolitik gør at vi hellere sender jagerfly med dødbringende bomber, frem for nødhjælp. Det har vi set i Libyen, Irak, Afghanistan og Syrien. Jeg tror at vor udenrigspolitik er bestemt uden for vore grænser. Det eneste lyspunkt er, at der findes modige mennesker som dig som gør en forskel.

Touhami Bennour

Der er komt en ny factor I internationalpolitik, det er RuslandsPutin. Kadhafi var den sidste, der fik bombninger-. Assad er nu allieret med Rusland, det betyder NATO fly bliver skudt ned af russiske raketter. Og hvad næst?