Nyhed
Læsetid: 5 min.

Polens lange vej mod alternativ energi

Europas største og stædigste kulforbruger er nabolandet Polen, der efter adskillige tilløb endelig har fået en lov, der også støtter udbredelsen af solarpaneler og vindmøller. Op mod 200.000 private kan blive elproducenter
En kulmine i Ruda Slaska, Polen.

Bartek Sadowski

Udland
2. juni 2015

Polen er ikke kun et af Europas mest fodslæbende lande, hvad angår omstilling til en mere klimavenlig politik. Det er også kontinentets største kulforbruger. Næsten 90 procent af al polsk strøm produceres ved hjælp af det CO2-skadelige kul, der hentes op fra hjemlige miner, og som der typisk fyres med på kraftværker af ældre årgange.

Polens problem er dog, at landet stædigt holder fast i kullet som afgørende energikilde, selv om det fossile brændstof er blevet en endog meget dårlig forretning. For hvert ton kul, Polen henter op af jorden, taber de store mineselskaber 110 kroner. Landets største kulmineselskab Kompania Weglowa er med staten som redningsplanke blevet sendt til omstrukturering. Ifølge Financial Times giver selskabet underskud i størrelsesordenen 360 millioner kroner – hver måned.

Men for Polen handler det ikke kun om penge, men også om arbejdspladser i den traditionsrige kulindustri og i stigende grad også om at markere sin energiuafhængighed af Rusland.

Landet har derfor ved mange lejligheder holdt fast i sit skarpe fokus på kul og blokeret alle forsøg på at fremme en mere klimavenlig energisektor. Landet har også været med til at forhindre, at EU udstyrede sig selv med en langsigtet klimastrategi, der skal række frem mod år 2050.

»Men nu sker der noget. Polen har endelig fået en lov, der støtter de alternative energier ved at give en solid mindstepris for ejere af solarpaneler og vindmøller. Hen over de kommende år, kan det forhåbentlig sætte gang i en sneboldeffekt«, siger Andrzej Ancygier, videnskabelig medarbejder for energi- og miljøspørgsmål ved Hertie School of Governance i Berlin.

»Den nye lov giver en fornuftig mindstepris for produktionen af el gennem solarpaneler og vindmøller, der ligger over den nuværende markedspris, selv om man har valgt en model, hvor markedsprisen reelt bestemmer afregningsprisen,« fortæller Andrzej Ancygier.

Loven skal fungere hen over de kommende fem år, og der lagt et loft på 800 megawatt, hvilket betyder, at alle investeringer derudover sker for investorernes egen regning. Alligevel regner eksperter med, at op mod 200.000 polakker over de kommende år kan blive nye strømproducenter, fordi de små producenter med loven får bedst adgang til støttemidlerne.

Loven er kommet i stand efter mange diskussioner i det polske parlament Sejmen, »hvor ikke mindst pres fra EU har haft en udslagsgivende effekt«, fortæller energiforsker Frédérique Zegel fra OECD, der har skrevet en ny rapport om de mange energiudfordringer, som Polen står med.

»Hvis ikke Polen gennemførte den nye lov, så skulle landet betale strafafgifter, så der har ikke været nogen vej uden om«, siger hun. Hun mener, at loven er et godt tegn, »men vi er naturligvis spændte på at se, hvorvidt lovgivningen fuldt ud bliver gennemført«, siger hun.

Vedvarende brandstoffer

Den polske energistrategi er, at landet skal have 15 procent vedvarende energi i år 2020. Landet er på vej med 11,5 procent i 2012, ifølge de officielle statistikker. Men næsten halvdelen beror på en særlig polsk forståelse af begrebet vedvarende energi: »Polen har hidtil fremmet såkaldt vedvarende energi ved også at støtte, at man fyrer med både kul og biomasse i deres gamle kulkraftværker. Det har været en helt særlig polsk løsning, der kraftigt afviger fra den øvrige opfattelse af, hvad vedvarende energi er. Vi håber også, at Polen gør op med denne tænkning», siger Frédérique Zegel. Hun peger på, at Polen i forvejen kun i mindre grad er blevet pålagt at skulle ændre sin energipolitik.

»Polen har fået en særlig aftale med EU, der tillader, at landet forurener mere end gennemsnittet, fordi Polen er så afhængig af kulkraft, og fordi der har manglet penge til investeringer. Aftalen kom dog kun i stand, fordi man samtidig forpligtigede sig til at ændre på sit energimiks hen i mod et mindre fokus på de fossile brændstoffer«, siger Frédérique Zegel, der også peger på de enorme miljømæssige omkostninger, som Polen er ramt af: »Polen har ekstraomkostninger på store milliardbeløb, der er knyttet til luftforurening med sygdomme, for tidlig død og sygedage til følge. Tal fra OECD og WHO viser, at der er udgifter på op mod 100 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 10 procent af BNP. Det er i Europa en helt enestående høj omkostning. Derfor skal Polen være sig meget bevidst om dette, hvis de vælger fortsat at bygge kulkraftværker, hvor der skal fyres med både brunkul og sort kul.«

Den polske regerings udfordring er, at minebranchens op mod 120.000 arbejdspladser er på spil, hvilket har udviklet sig til et politisk problem. Regeringsleder Ewa Kopacz fra det liberale Borgerplatform forsøgte tidligere i år at lukke fire større miner, men protester fra stærke fagforeninger fik hende på andre tanker. Nu kan de massive udfordringer omkring omstruktureringen af kulminerne blive parkeret til efter det polske valg til oktober. At der skal ske lukninger, ligger i kortene. For efter intens lobbyisme fra Tyskland og Spanien tillod EU tilbage i 2010, at staterne kan understøtte deres kulminer, men kun hvis der samtidig blev lavet planer for, at de støttede miner skulle lukkes inden 2018.

At Polen, der er en af de største modtagere af EU-midler, samtidig bruger støttemidler på reelt at udbygge fossile energiformer, er en massiv torn i øjet på EU-partnerne.

Især fordi polakkerne ikke samtidigt tydeligt nok får en forklaring på, at investeringerne i de vedvarende energikilder skaber mange af de nye arbejdspladser, der opvejer tabet af minearbejdspladserne. I det man for hver milliard euro, der investeres i vedvarende energiformer, skaber 57.000 nye arbejdspladser, viser en rapport fra Europaparlamentet.

Marcin Korolec, regeringens statssekretær for miljøspørgsmål, har sagt til Financial Times, at Polen ikke gennem direkte statsstøtte forsøger at holde minerne i gang. Men det giver energiforsker Andrzej Ancygier ikke meget for.

»Den polske stat forsøger på alle mulige måder at støtte minerne. De kontrollerer selv det største mineselskab, de overtager de ansattes sociale forsikringer, som selskabet ellers selv skal betale, bare for at nævne noget. Lige nu tør man ikke træffe de upopulære politiske beslutninger. Men jo længere tid man venter, jo større bliver regningen«, siger Andrzej Ancygier.

Uafhængighed af Rusland

For Polen er det ikke mindst strategiske spørgsmål, der afgør energipolitikken. Polen ønsker ikke at lukke kulkraftværker for samtidig at risikere at blive afhængig af importeret gas fra Rusland. EU’s energiunion, hvor landenes energinet kobles sammen for at mindske afhængigheden af importer til EU, er blevet en vigtig sag for den polske EU-rådspræsident, Donald Tusk.

»Det handler især om at sende et signal til Rusland, for Donald Tusk har dog i egen tid som polsk regeringsleder ikke interesseret sig voldsomt for at udstyre Polen med et bredere energimiks«, siger Andrzej Ancygier fra Hertie School of Governance i Berlin.

Ifølge Andrzej Ancygier har den tidligere regeringsleders fokus været på at fusionere en række mindre regionale energiselskaber til fire store landsdækkende koncerner. Uden at man samtidigt har udstyret selskaberne med skrappere miljøkrav.

»Det er fortsat den fossile energilobby, der har den største indflydelse på den polske energipolitik. Vi kan kun håbe på, at når der kommer nye arbejdspladser i den vedvarende energibranche, bliver det også politisk og økonomisk mere gangbart«, siger Andrzej Ancygier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her