Læsetid: 9 min.

En sort skygge

Den danske læge Haifaa Awad har fået nok af den danske valgkamp og er igen rejst ind i Syrien for at arbejde på et hospital. Men presset fra islamisterne er ved at gå hende på. Den sociale kontrol – ikke mindst over for kvinder – er enorm i Syrien nu, og det får Haifaa Awad til at træffe et drastisk valg
Haifaa Awad har planlagt at være frivillig læge i det krigsramte Syrien i tre uger, men efter kun én uge bevirker de truende islamistiske oprøreres adfærd, at hun gør sig sine overvejelser. Privatfoto
26. juni 2015

Dagbog, dag 6

Jeg sidder på en trappeafsats på hospitalet. Ved min side står en lille arabisk kaffekop. Halvt fuld og stadig varm. Tankerne kredser som de hvide duer omkring mig. Hvordan skal jeg få essensen af mine følelser ned på papir? Selv om der kun er fem timer til Syrien med fly, så føles det som at skrive fra en anden verden. Et land med afsvedne roser og svitsede børnekroppe.

Afmagten har sat sig i mig – stadig sjældnere afbrydes den af de få håbefulde øjeblikke. Jeg forsøger at gemme mig bag mine øjnes falske smil. Ved ikke om det lykkes.

Her i dette sorgens land er de mennesker, der stadig har tårer, dem der holder fast i livet. Mennesker uden tårer er kun en skygge. Har jeg flere tårer?

Jeg er selv en syrer, der er desillusioneret på mit lands vegne. Jeg er en læge, der er løbet tør for trøst og heling. Jeg er en kvinde, der kan lugte blodet på mine hænder. Jeg er også dansker, men undrer mig over mit land. Der er gået en uge, siden jeg satte mine fødder på den røde syriske jord. Men gensynet med mine kolleger har ikke kun været af det gode. Samis øgede radikalisering plager mig. Al Nusras kontrol med vores sind, får mig til at følge mig fremmed – også i dette, mit fødeland.

 

Dreng ramt af en motorcykel

Mine tanker afbrydes, da Ahmed på seks år kommer ind på skadestuen. Han er blevet ramt af en motorcykel, og i kollisionen har hans lille krop hægtet sig fast på motorcyklen. Han er blevet slæbt 20 meter af den.

Det er hans desperate mor, der fortæller historien, mens drengens far lægger ham på briksen. Han er blevet kørt ind til hospitalet af en farmaceut, der lukkede sit apotek, og kørte så hurtigt, han kunne, ind til os. Farmaceutens skjorte er farvet rød af Ahmeds blod.

Ahmed ligger på den briks i skadestuen, hvor hundredvis af børn før ham har udåndet. Jeg kaster et blik på vores overlæge, som nikker. Vi skal have ham overflyttet hurtigt. Ahmed svæver mellem bevidsthed og koma, og han har en stor blodansamling udenpå hovedet.

Imens ambulancen tilkaldes og gøres klar, får vi taget røntgenbilleder, som viser, at hans ellers bøjelige knogler har pådraget sig et voldsomt brud – de øverste tre ribben er brækket. Han trækker vejret, og jeg kan mærke hans puls ved håndleddet. Umiddelbart stabil, men med en mulig indre blødning et sted fra.

Vi har ikke mulighed for at scanne hans mave for intraabdominal blødning, og jeg mærker ham på maven, som er blød. Indtil nu stabil. Stabil, hvisker jeg på arabisk til mig selv.

Da ambulancen er klar, går det op for mig, at der kun er en anæstesilæge – mig – og en narkosesygeplejerske, der kan forlade hospitalet. En af os må tage med, og det må være mig.

Jeg henter mit tørklæde og hopper om bag i ambulancen, hvor Ahmeds forældre allerede sidder. Før vi kører, beder jeg om en ekstra flaske ilt til turen derhen. Jeg beder min sygeplejerske om at hæve Ahmeds hovedgærde og løber selv ind igen efter intubationsudstyr og hjertestopmedicin.

Jeg repeterer mine algoritmer for børnegenoplivning og sikker transport, mens jeg mærker adrenalinen rulle i mit blod.

Alene i et krigshærget land

Efter at have udført et sidste tjek af udstyr, ilt og batterier beder jeg ambulancechaufføren, Fares, om at give den alt, hvad han formår.

Det er min første tur med et barn i en ambulance alene gennem et krigshærget land fyldt med kontrolposter med langskæggede mænd. Ved kontrolposterne har de dog altid indtil videre respekteret det lokale lægepersonale. Jeg føler mig tryg ved sikkerhedssituationen – i sidste ende vil ingen af de islamistiske oprørere formentlig blokere vores vej – de plejer at lade vores udrykningskøretøjer passere.

Jeg kan mærke forældrenes ængstelighed vokse. Stemningen er trykket i ambulancen. Jeg holder min venstre hånd omkring Ahmeds håndled for at vurdere hans blodcirkulation og blodtryk. Imens foretager jeg rutinetjek af min medicin, sikrer at mit laryngoskop (til undersøgelse af hals og svælg, red.) virker. Jeg slår op i app’en ’Akut Barn’ på min Iphone. Tjekker for tiende gang medicindoserne for en seksårig.

Ahmeds brystkasse hæver sig symmetrisk. Han trækker vejret, og jeg trækker vejret med ham. Jeg får åbnet et drop i ham og giver ham et saltvandsdrop. Langsomt drypper væsken ind i hans årer. Ahmed er forpint i smerte, og jeg giver ham små doser med smertestillende. Jeg sørger for, at han kan vækkes, og at han trækker vejret selv.

Under endnu et rutinetjek opdager jeg, at iltbomben er løbet tør for ilt. Jeg banker på ruden ind til Fares og fortæller ham, at jeg skal bruge en svensknøgle for at skifte iltflasken. Fares nikker og sætter farten ned ved et bilværksted, hvor han hastigt får fremskaffet en svensknøgle. Vi får den skiftet, og Ahmed trækker stadig vejret. Jeg kan ikke gøre mere nu – andet end at komme og være over ham, hvis hans tilstand skulle forandre sig.

Et andet hospital

Jeg har aldrig i mit liv oplevet en intensitet som den, der bærer mig igennem denne halvanden time i ambulancen med et akut barn med kvæstelser i hovedet. Vi når frem til hospitalet, og Fares bærer den lille dreng ind og lægger ham på en briks. Jeg tilkalder skadestuelægen og giver en hurtig rapport.

Imens er en kirurg tilkaldt, og han scanner Ahmed med ultralyd i maven. Der er ingen tegn på blødning i maven. Jeg ånder lettet op. Nu mangler vi CT-scanningen af hovedet.

Jeg lægger ikke mærke til det med det samme, fordi jeg er så optaget af Ahmed, men hospitalet er fyldt med islamistiske oprørere. De er formentlig pårørende til sårede, som ligger på briksene.

En af skadestuelægerne spørger mig, hvor jeg kommer fra. Jeg fortæller, at jeg er en besøgende læge fra Damaskus.

»Hvor i udlandet?« spørger han insisterende. »Danmark,« svarer jeg. Han smiler inderligt og siger velkommen. Imens han finder en stol til mig, så jeg kan hvile med en kop kaffe, nærmer en af oprørerne sig med et udtryk i ansigtet, jeg ikke helt kan tyde. Vred?

»Hvor er du fra,« lyder det igen, denne gang fra oprøreren. Jeg siger, hvor mit hospitalet ligger. Det svar er ikke godt nok – han kigger på mine bare underarme, som er smøget op til lidt over håndledene fra, da jeg skulle redde Ahmed.

Oprøreren spørger spydigt: »Er det sådan, I går klædt på dit hospital?« Truende. En blanding af frygt og vrede stiger op i mig, tilsat en enorm mængde træthed. Et oprør antændes i mine øjne.

Som en kvinde af denne syriske jord, der forsøger at redde et syrisk barn, bebrejder han mig, at jeg ikke opfylder hans restriktive islamistiske leveregler. På en skadestue. I en akut situation. Regler, som aldrig har har været en del af denne syriske røde jords rummelighed. Jeg svarer ham, at jeg er syrer. Jeg tror, jeg lyder spydig. Fares kommer hurtigt ind i skadestuen og ser optakten.

Jeg registrerer nærmest ikke hans blide stemme, da han råber:

»Doktor Haifaa, kom med mig.« Jeg stirrer intenst på den bevæbnede unge langskæggede mand. Han bliver i dette øjeblik repræsentant for alt det, der ikke repræsenterer mit land. Men som syrerne må leve med i mangel på et alternativ.

Han stirrer tilbage, mens jeg går med Fares ud mod ambulancen. Jeg er rystet. Indtil nu har jeg ikke haft et personligt møde med de islamistiske oprørere, og jeg har forsøgt at forstå den desperation og afmagt, der har fået folket til at søge beskyttelse hos disse islamister.

Afsked

Ude i ambulancen kommer nogle syriske læger hen til os. De har været vidner til optrinnet og forsøger at undskylde uden at gøre det for højt og tydeligt.

»Jeg beklager på vores vegne, doktor. Vi er beæret over, at en dansk læge kommer så langt væk fra for at hjælpe,« siger den ene.

»Vi kan ikke tøjle dem, når det kommer til kvindernes påklædning, og vi kan heller ikke selv vide os sikre. Pas på dig selv nu,« sagde en anden.

De undskylder for noget, som de ikke har gjort. Og for en situation, de som civile læger ingen chance har for at kontrollere. Det er frygtens tårer, der løber ned over mine kinder nu.

Jeg ved, jeg må væk herfra. Fra dette hospital. Fra mit hospital. Fra Ahmad og Sami. Fra Syrien.

Det bliver allerede samme nat, at jeg må forlade mit barndomsland igen. Under al-Assads regime var vi bundet af en stram social kontrol. Og det er ikke blevet bedre, når det er islamisterne, der bestemmer. Ramadanen står for døren, og der går rygter om, at vores passage over grænsen til Tyrkiet kan blive vanskelig i hele den hellige fastemåned.

Overlægen Ahmad beder mig pakke mine få ejendele, så vi kan komme af sted over grænsen. Vi afventer tilladelse til at krydse hele natten, imens min angst begynder at blive ulidelig. Jeg har tillid til dem, der er tæt på mig hernede, men jeg har ingen kontrol over hverken oprørere, grænser eller de rygter, der løber – overhovedet.

Forholdene ved grænsen ændrer sig hele tiden, og det er konstant kilde til stress. Tanken om ikke at kunne komme ud. Tanken om, hvem der står ved grænsen, når vi skal over.Jeg forsøger at overtale mig selv til at blive længere. At holde ud og hjælpe de mange syge og sårede. Men som frivillig syrisk læge inde i landet, lærer man med tiden at tage sin mavefornemmelse seriøst, når det kommer til risikovurdering.

Det er vigtigt at glide ind som en del af mængden – det kan betyde forskellen mellem liv eller død. Man skal bevæge sig i skyggen, så man ikke bliver set. Jeg har kun været en uge ud af mine planlagte tre uger i Syrien. Jeg føler ikke, at jeg har fået gjort nok. Sådan er det hver gang, jeg skal forlade Syrien.

Næste dag, efter timers venten ved grænseposten, kommer jeg igennem med et hjerte delt i to.

Et sort sørgeslør har lagt sig over landet, og Syrien står nu som en brud, der har glædet sig over oprøret, men som på tragisk vis er blevet enke på bryllupsnatten.

Jeg har stadig tårer for mit land, da en bil fører mig væk fra grænsen og ind i Tyrkiet. Var jeg blevet derinde, frygter jeg, at jeg ville være forsvundet i en skygge.

Jeg krænger i vrede min sorte traditionelle abaya af, og der ligger et krøllet tørklæde i min taske. Vinden fra det åbne vindue griber i mit hår. Min chauffør er syrer og bor i Tyrkiet. Han blinker til mig i bakspejlet og spørger: »Var du ved at blive kvalt derinde?« Uden at forvente et svar.

Jeg kigger ud på det blege tyrkiske landskab. Hvordan skal vi stoppe al-Assads massakrer? Hvordan stopper vi de islamistiske ekstremister? Hvordan stopper vi den vestlige koalitions bombeflys drab på civile? Det er, som om alle er i krig mod det syriske folk. Et folk forbløder.

Jeg ønsker, jeg en dag kan se Syriens jasminbuske vokse ud af denne sø af blod – og slå rødder. At jeg en dag kan vende tilbage til mit hjemland og finde dets duftende abrikostræer som et løfte om fred og sameksistens.Den dag vil jeg gerne vende tilbage.

Hør Haifaa Awad fortælle om sine oplevelser i Syrien sammen med vores Mellemøsten-korrespondent Lasse Ellegaard. Det sker i Informations kantine onsdag den 1. juli kl. 17-18.30. Entré: 50 kr. og 75 kr. for ikke-abonnenter.

Tilmeld dig her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alan Strandbygaard
  • Jørgen Steen Andersen
  • Torsten Jacobsen
  • Viggo Okholm
  • Dorte Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Margit Tang
  • Jan Pedersen
Alan Strandbygaard, Jørgen Steen Andersen, Torsten Jacobsen, Viggo Okholm, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Margit Tang og Jan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Valentin

Måske havde det været nemmere at stille sig på samme side som Golfstaterne.
Tænk at kunne slippe for at tage stilling til noget som helst. At stå på sidelinjen og betragte hvordan verdenen gang på gang fejler, når den forsøger at gøre noget godt. Det som at stikke en kæp ind i naboens hvepsebo.
Vi har det jo godt. Så længe vi bare taler om fred kan det jo være de på et tidspunkt hører os.
Nå ikke..jamen måske vi så skulle have gjort noget alligevel. Lad os efterrationalisere.

Saudi-Arabien, Bahrain, Oman, Qatar er de rigeste lande i regionen. Alligevel har de henholdsvis taget 59 syriske flygtninge, Bahrain 33, Oman fem, Qatar nul.
Disse lande huser et stort antal gæstearbejdere, der uden rettigheder dagligt må gå til pga. arbejdsforhold der kan sammenlignes med arbejdslejre i Nord Korea.
Solidariteten med de arabiske brødre i konflikten er stortset ikke-eksistererende, men kritikken er forstummet.

Måske det på tide at spørge hvordan en region kan fejle så meget, at der absolut intet hænger sammen? Det vestlige imperialisme kan vel næppe være hele forklaringen.

Søren Kristensen, Robert Kroll, peter fonnesbech og Jonathan Smith anbefalede denne kommentar

De beretninger der kommer fra Mellemøsten er de samme beretninger vi fik for 10 år siden for 20 år siden for 30 år siden o.s.v
Nu har republikanerne masser af kandidater parat, den ene rigere end den anden. Og historien gentager sig selv.
Er man ikke direkte berørt af de begivenheder som er uden for ens fatteevne, så kan man diskutere hvem som er den største bonderøv, hvem er den klogeste, hvem er den mest frelste, det kommer der nok ikke så meget ud af.

Bjarne Nielsen

Jeg venter stadig på at Information viser andre sider i konflikten efter at have ofret så ufatteligt meget spalteplads på en person, der er på terroristernes side i Syrien.

Hvad med også følge en alle de medfølende læger og sygeplejersker i den del af Syrien, der ikke er behersket af fanatiske farlige islamistiske oprørere finansieret af andre lande?

Bjarne Nielsen

Kunne man forestille sin en kavalkade af gribende historier fra læger/sygeplejersker, der arbejder for Hamas og udtaler sig nedsættende om Israel?

Viggo Okholm

En beretning som gør ondt i hjertet og alligevel godt. Et menneske som ofrer sig gennem det at rede liv. Alligevel må hun give fortabt. Og Bjarne Nielsen: dine bemærkninger forstår jeg ikke? På oprørernes side- var det egentlig ikke oprørernes side Vesten inkl.os påstod man stod på?
Konsekvenserne synes katastrofale.

Robert Kroll

Det er en meget,meget trist beretning - men i al stilfærdighed, så kan lignende beretninger desværre skrives fra en række andre steder plaget af fattigdom, borgerkrig, stammefejder, religiøs intolerance, korruption o s v.

Men hvad hvis alle de veluddannede syrere, der fuldt forståeligt er flygtet fra borgerkrigen, var blevet i Syrien og havde sat sig til modværge efter bedste evne ? - ville diktatoren og de rabiate ekstremister så have haft en chance ?

Hvis folk ikke gider slås for deres egen sag og egne interesser, så kan de egentlig ikke kræve, at andre skal komme og sætte liv og lemmer på spil ? ( Det er lidt forenklet sat op - men er der ikke noget rigtigt i det ? )

Vores militære engagement i balladen i regionen bør kun vare så længe, som situationen også udgør en trussel mod Europa og andre allierede.

Touhami Bennour

Det er svært for nogle at tage en rationelle stilling om MellemØsten, det gør mange araber heller ikke, det bliver skisofrene; hvad skal man sige bedst om "Olie elle revolution". I realiteten Saudi Arabien er meget indblandet I krigen I Sýrien og det koster meget for dem; de finansierer oprørernes krig, det vil sige også de daglige dehov, so som transport, mad, osv. Men Syrien situation et blevet kompliceret efter Poutin vil spille sit kort.Oprørerne troede I begyndelsen at det vil sket som med Kaddafi, Nato´hjælper med Flyvevåben, Men det går ikke mere da Poutin kom end I krigen.Nato Fly bliver bare skudt ned med russiske raketter og hvad næst? Jeg tror hvis det var ikke det, oprørerne havde tænkte på, ville de ikke havde strartet oprøret. Syrien er en stor magt I Regionen , også I forhold til Israel, de ved militær analytikere.