Læsetid: 4 min.

Tiden er løbet fra G7-topmøderne

Der er nok af problemer at tage fat på – fra kulstofemissioner over global handel til græsk gæld – men det er længe siden, at Vestens syv førende industrinationer var i stand til at finde fælles fodslag
Der er nok af problemer at tage fat på – fra kulstofemissioner over global handel til græsk gæld – men det er længe siden, at Vestens syv førende industrinationer var i stand til at finde fælles fodslag

Eyevine

9. juni 2015

Angela Merkel og hendes gæster skal nok stille op til det obligatoriske gruppefoto, og de skal nok sige alle de rigtige ting ved deres pressemøder. Som med én mund vil verdens rigeste nationer erklære, at de aldrig har været tættere på, aldrig mere forenede i deres vilje til at løse dagens presserende problemer. Jo, så er det den tid på året igen: det årlige G7-topmøde.

Disse sammenkomster mellem førende økonomiske nationer (USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada, red.) begyndte i sin tid efter den første oliekrise i 1970’erne, men det er længe siden, de betød noget. G7 er en døende institution og har været igennem det seneste årti. Den blev skabt som et redskab for internationalisme, men udfylder ikke rollen. Ej heller er der håb om, at den kommer til det. G7 burde skrottes.

Tre betingelser skal være opfyldt, hvis et internationalt organ skal kunne fungere:

  • Det skal være muligt at identificere de problemer, der er brug for at løse.
  • Der skal herske en grad af enighed om, hvordan problemerne skal løses.
  • Og der skal være ledere, som er opsatte på at udvirke enstemmighed, selv når den ikke umiddelbart virker opnåelig.

Kun første betingelse forefindes for øjeblikket. G7 har mængder af problemer at drøfte: Grækenland, Ukraine; det næste sæt udviklingsmål, og hvordan de skal finansieres; klimaændringer; handel; svagheden i det globale opsving; hvordan man kommer ud af de seneste seks års nulrente-miljø; bekæmpelse af systematisk skatteunddragelse; hvordan der sættes ind mod stigende ulighed. David Cameron ønsker tillige, at FIFA-skandalen skal give anledning til en bredere diskussion om korruption.

Hvad G7 ikke har – og ikke har haft siden 2010 – er en fælles holdning til, hvordan man skal forfølge nogen af ​​disse mål. Mens den globale finanskrise rasede, betød de ideologiske forskelle mindre. Alle G7-lande sænkede renten og pådrog sig større budgetunderskud i et forsøg på at stimulere væksten.

Men konsensus varede ikke ved. Splittelser åbnede sig. Amerikanerne erklærede, at vækst burde gå forud for nedbringelse af underskud. Heroverfor insisterede tyskerne, sekunderet af briterne, på, at uden hurtig tilbagevenden til finanspolitisk retlinethed kunne bæredygtig vækst ikke skabes.

Ingen tager G7-lederskab

Ej heller har der materialiseret sig en lederskikkelse, som er parat til at tage ansvar og presse de modvillige til at være mere ambitiøse på de områder, hvor der findes en grad af konsensus, som der gør, for så vidt angår de gentagne løfter om at understøtte udviklingen i verdens fattigste lande.

Den eneste G7-leder, der ville have format til det, er Barack Obama, og forventningen var da også, at han ville påtage sig lederskabets kappe, da Gordon Brown mistede magten i 2010. Den amerikanske præsident har imidlertid vist sig uvillig eller ude af stand til det. Med det resultat at G7-ledere nu blot mødes, udsender et intetsigende kommuniké og skynder sig tilbage til lufthavnen så hurtigt, de kan. Igennem de seneste 14 år har G7-landene gang på gang bedyret, at man ikke skyr nogen anstrengelser for at afslutte Doha-runden om handelsliberaliseringer. Den er stadig uafsluttet.

Meningen med G7 var at undgå økonomiske beggar-thy-neighbour-politikker (gør din nabo fattigere på bekostning af dit eget lands rigdom, red.), ved bl.a at forbedre handelsbalancen og fremme beskæftigelsen f.eks. ved hjælp af devaluering, eksporttilskud, told eller direkte importkontrol – alt sammen på andre landes bekostning.

Der findes særlige tilfælde, hvor G7 kunne – og burde – spille med de kollektive muskler men afstår fra det. Topmødet i Bayern søndag og i går vil i andet halvår af 2015 blive fulgt op af tre globale topmøder: Det første i juli i Addis Ababa skal se på finansieringen af ​​udvikling; det andet i New York i september skal fastsætte FN-mål for bæredygtig udvikling for de næste 15 år. Det tredje i Paris til december skal søge en juridisk bindende aftale om klimaændringer, som alle nationer kan tiltræde.

Klima må op på agendaen

G7 burde arbejde baglæns fra Paris. Man burde begynde med at spørge, hvilke nedskæringer i kulstofudledninger det vil kræve at forhindre en katastrofal stigning i de globale temperaturer. Alle verdens lande, store som små, rige som fattige, bliver nødt til at leve op til deres ansvar i forhold til dette mål – fiasko i Paris vil gøre det uhyre svært at opfylde FN’s mål om bæredygtig udvikling.

Næste spørgsmål er, hvordan man kan hjælpe de fattige lande med at gøre deres vækst bæredygtig gennem bidrag, der kan lette overgangen til kulstofbegrænset energiforsyning. Denne indsats har finansielle implikationer. Derfor er det også vigtigt for G7 at se frem til topmødet i Addis Ababa i næste måned.

Et stærkt og selvsikkert G7 ville give tilsagn om penge nu, som man gjorde i Gleneagles i Skotland for 10 år siden. Dette ville øge udviklingskonferencens chancer for at tilvejebringe finansiering til at indfri bæredygtighedsmålene, de såkaldte sdg’er (sustainable development goals) og forbedre chancerne tilsvarende for et ambitiøst resultat i Paris. Men ak, chancen for et sådant skridt må bedømmes som minimal.

Larry Elliott er økonomiredaktør på The Guardian.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Vinke-vinke! Men hvem vinker alle disse magtens mænd egentlig til? Pressefotografer …

Stor respekt til Angela Merkel, fordi hun bevarer værdigheden og ikke hopper med på ved enhver mulig og umulig lejlighed at vinke. Et scenarie som den photo-op-begejstrede Barack Obama i sin tid indførte. Hvorefter alverdens magtfulde mænd, først lidt genert og tøvende, men nu – nærmest lidt underdanigt – følger. Mon ikke de inderst inde godt véd, hvor idiotiske de tager sig ud.

georg christensen

En milliard, vel nok lidt flere , omregnet til danske kroner,(idioterne betaler "gildet"), har tyskerne nu ofret på "G 7 " eller hvad det nu skulle forestille , en lille flok "menneske aber" i deres eget bur , et par dage i medielyset, og hvad så?. Hele "klimaet" ændrer sig i løbet af et par sekunder, hele "finansindustriens illusioner" ligeså, og så er "ballet" forbi og kun blevet til en ny "FOBI".