Læsetid: 9 min.

Bolivia kæmper for sit hav – og sit selvbillede

Bolivia har en flåde og en landskendt havmarch, men dog ingen kyst. Den mistede landet for 132 år siden til Chile. Nu kæmper præsident Evo Morales for at genvinde adgangen til havet gennem FN’s internationale domstol
Bolivia mistede i 1883 efter en krig med Chile sin adgang til Stillehavet, men forsøger nu at omgøre den gamle grænsetraktat ved domstolen i Haag. Landets præsident, Evo Morales, (i midten)står med et skilt med ordene ’Hav til Bolivia’ på den nationale festdag Havets dag den 23. marts sammen med vicepræsidenten (t.h.) og senatets formand.

Juan Karita

29. juli 2015

Det står 2-0 til Chile ved halvlegen, og de færreste tror for alvor på, at det kommer til at vende for Bolivia. Alligevel har ingen af de hundredvis af fodboldfans, der skutter sig i aftenkulden for at se kampen på storskærm på Plaza San Francisco i Bolivias hovedstad, La Paz, tænkt sig at gå hjem.

Det her er mere end en almindelig fodboldkamp. I sig selv er det stort, at Bolivia for første gang i 18 år har spillet sig frem til ottendedelsfinalen i Copa América, Latinamerikas svar på EM, men i aften handler det om meget mere. Et stort banner ved siden af storskærmen mere end antyder, hvad der reelt er på spil: »Vi blev født med havet, vi har levet med havet, og vi vil vende tilbage til havet.«

Det handler om en 132 år gammel krig, hvor Bolivia tabte sin kyststrækning ved Stillehavet til Chile. Og i øjeblikket kæmper bolivianerne for at tilbageerobre adgangen til Stillehavet – og deres egen værdighed.

»Det er et spørgsmål om stolthed, mere end noget andet. Det ser også ud som om hele Bolivia er kommet her i aften,« siger Andrés, der står blandt publikum sammen med sin kone, Karen. Deres to små børn hænger på ryggen, pakket godt sammen i hver sin stofbylt i Bolivias karakteristiske farvestrålende striber.

Andrés medgiver, at det ikke er første gang, Bolivia forsøger at forhandle med Chile, »men det er fuldkommen anderledes med denne her regering,« siger han med fast stemme. Stemningen på pladsen er intens. Kun de forreste rækker kan reelt se kampen på storskærmen, mens resten stirrer fokuseret ind i hårpragten på publikummerne foran og lytter til kommentatorsporet. Et par fans bryder tavsheden med et Obama-inspireret, men ikke helt overbevisende udbrud: »Kom så Bolivia! Sí se puede – Ja, vi kan!«

»Faktisk er det vigtigste ikke at vinde. Det vigtigste for os er at prøve. Og det gør vi nu. Det værste er ikke at gøre noget. Som patrioter er det vores pligt at forsøge,« siger Andrés.

Indesluttet

Da Stillehavskrigen – også kaldet Salpeterkrigen – sluttede i 1883, måtte Bolivia som den tabende part opgive et område svarende til Grækenland mellem Peru og Chile – inklusive sin 400 km lange kyststrækning – til Chile.

Siden da har Bolivia været at finde blandt verdens såkaldte indlandsstater; lande uden adgang til havet, der med de succesrige undtagelser Schweiz, Luxemburg og Liechtenstein ofte er underudviklede og kæmper med at klare sig uden de ressourcer og eksportmuligheder, en kyst byder på.

Selv om økonomien er i fremgang, er Bolivia stadig regionens fattigste land, og omkring en fjerdedel af landets knap 11 millioner indbyggere lever i ekstrem fattigdom. I årtier har Bolivia og Chile forhandlet bilateralt om Bolivias vilkår for at eksportere sine varer via de to havne i Chiles kystbyer Arica og Antofagasta, men uden at nå frem til et resultat, der tilfredsstiller bolivianerne.

Anført af Evo Morales, der i 2006 blev valgt – og sidste år genvalgt – som landets første præsident med indfødte rødder snarere end spanske, har Bolivia nu slået ind på en ny kurs for at nå frem til havet og har indbragt Chile for FN’s internationale domstol (ICJ).

Chile anfægtede først, om spørgsmålet overhovedet faldt inden for domstolens myndighedsområde, men i maj afgjorde ICJ, at man ville gå videre med sagen og en endelig afgørelse ventes ved udgangen af året. Domstolen, der har hovedsæde i Fredspaladset i Haag, er FN’s højeste instans for stridigheder mellem stater, men har reelt kun en rådgivende funktion. Selv, hvis udfaldet bliver som man håber i La Paz, kan domstolen derfor ikke pålægge regeringen i Santiago andet end »i god tro« at genåbne forhandlinger med Bolivia om »en suveræn adgang til havet«, som det formuleres i Bolivias sagsanlæg.

Blandt bolivianerne er der dog bred opbakning til retssagen og en omfattende tro på, at den vil føre til en genforening med det tabte hav.

Havmarchen

På en anden central plads i La Paz sidder to universitetsstuderende, Daisy og Brenda, foran et springvand, der omgiver statuen af Bolivias fremmeste krigshelt, Eduardo Abaroa. Abaroa kæmpede mod chilenerne i Stillehavskrigen for at forsvare Bolivias kyst, dog uden held. Måske derfor er springvandet, der omgiver ham, i dag udtørret.

»Alle kender ham, han er en stor helt,« siger Daisy og misser med øjnene i den skarpe sol mod duerne, der har sat sig til rette på Abaroas skuldre.

»Han er vores store martyr i kampen mod chilenerne.«

De unge kvinder kender begge også den sang, der handler om landets kamp for at vinde havet tilbage. »’Havmarchen’ – Marcha Naval , den lærer man i skolen. Hver mandag synger vi nationalsangen, og lige bagefter synger vi den om havet,« fortæller de og nynner de første linjer.

»For mig er det vigtigt, at børnene lærer fædrelandskærlighed, og at hver nye generation forstår, at der er noget, vi skal vinde tilbage fra Chile,« forklarer Brenda. De to studerende mener, at det vil løse mange internationale spændinger, hvis Bolivia får sin egen adgang til havet; for eksempel ved at begrænse den omfattende smugleraktivitet, der i dag finder sted mellem de to lande.

Señora Lopez, en ældre dame, der spiser frokost, mens hun nyder udsigten til krigshelten fra en nærliggende bænk, mener dog langtfra, at de yngre generationer er tilstrækkeligt engageret i kampen om havet. Hun frygter, at striden mellem Chile og Bolivia vil ende i en militær konfrontation – og i så fald vil de unge stikke halen mellem benene og forlade landet, advarer hun.

»Vores unge er ikke klar. De er ikke patrioter, som vores generation var. Nationalsangen, alle de nationale klenodier; de betyder ikke rigtig noget for dem,« beklager hun sig og sætter sin plastictallerken fra sig.

»De kan ikke engang hele nationalsangen – heller ikke ’Havmarchen’! At synge den hver morgen burde være ligeså naturligt som at spise morgenmad.«

Selv om havhymnen er obligatorisk morgensang i alle landet skoler, falder det Señora Lopez for brystet, at de unge i dag kun synger halvdelen af sangen, før de bevæger sig videre til dagens undervisning.

»De unge er ikke længere interesserede i fædrelandet. Havet betyder mindre for dem, end det gjorde for os,« sukker hun.

»Jeg er vokset op uden hav, vi har nu været frarøvet vores hav i over 130 år. Og jeg frygter, det vil fortsætte sådan.«

Professor i internationale relationer ved Bolivias Mayór de San Andrés Universitet Karen Longaric mener dog, at kampen har taget en ny og lovende drejning efter Evo Morales har indbragt sagen for FN.

Latinamerikansk solidaritet

»De regionale organismer og det internationale system af stater bør have og har en afgørende rolle i løsningen af den maritime konflikt, og vi opfordrer dem til at påtage sig denne historiske og uundgåelige opgave,« siger hun.

Longaric mener, at en suveræn adgang til havet uundgåeligt vil have stor betydning for Bolivias økonomi, eftersom landets eksportomkostninger anslås at være 55-60 procent højere end Chiles og Perus. Netop eksport udgjorde ifølge Verdensbanken i 2010-2014 hele 44 procent af Bolivias BNP.

»Der er ingen tvivl om, at de begrænsninger, Chile pålægger os, medfører en række ulemper for Bolivias økonomiske og kommercielle udvikling,« siger hun og tilføjer, at FN, WTO og andre internationale organisationer alle har erkendt, at indlandsstater er hæmmede af en række ulemper, som forhindrer dem i at deltage på lige fod i en retfærdig international handel.

»En af ulemperne er den høje pris, vi betaler for at deltage i den internationale handel. Bolivias eksport fordyres af told og transportomkostninger i de chilenske havne,« fortsætter Longaric.

Chile og Bolivia indgik efter Stillehavskrigen en aftale, der ifølge bolivianske eksperter reelt garanterer Bolivia den adgang til kysten, der er hele stridspunktet i Haag. Ifølge Longaric har Chile dog aldrig indfriet sit løfte om en fri transit. Hun mener derfor, at det er en klog strategi at appellere til ICJ om hjælp.

»Med denne tilgang kan vi måske genskabe Latinamerikas solidaritet med Bolivia og under alle omstændigheder er det en politisk og moralsk magtfuld mekanisme i vores forsøg på at nærme os forhandlinger med Chile.«

Langt fra La Paz, i lavlandet i Bolivias jungle er følelsen af at mangle vand mindre akut. Her lever en stor del af de indfødte bolivianere stadig af at jage og fiske i Amazonfloden, der skærer sig gennem det grønne landskab. Alligevel har Orlando, der er født og opvokset seks timers sejlads inde i junglen – så langt væk fra havet, som man kan komme – et anker tatoveret på sin underarm under overskriften Bolivias Flåde, 2013-14.

Flåden vogter floder

Adspurgt, hvad man får sin værnepligt til at gå med som flådeofficer i et land uden et hav, forklarer han, at flåden vogter floderne imod ulovlig tømmerhugst og krybskytteri. Desuden holder denne del af militæret bevidstheden om det tabte hav i live og på gavlen af marinens barakker er budskabet slået op med fede typer, så ingen kan være i tvivl: Bolivias hav er en ret. Kampen for at genvinde det er en pligt.

Selv er Orlando ikke stor tilhænger af præsident Evo Morales, som han beskylder for at pynte sig med lånte fjer, når han markedsfører sig som landets første indfødte præsident og tiltrækker sig international opmærksomhed ved at promovere Bolivias multifarvede ’indianerflag’ som symbol for den plurinationale republik.

»Morales er ikke indfødt – han er cocabonde, og han har reelt ikke gjort noget for at bevare Bolivias diversitet. Men med hensyn til havet har han hele folket bag sig,« mener Orlando.

Tilbage foran storskærmen er Chile nu foran 4-0. To unge mænd, der har lynet jakkerne helt op om hagen for at holde aftenkulden ude, er lavmælte i forhold til deres tro på Bolivias chancer i Copa América, men optimistiske omkring udsigterne i Haag. Heller ikke de er begejstrede for Morales’ regering, men ligesom Orlando har de stor respekt for deres indsats i havsagen.

Alle har ret til et hav

»De regerer ikke på en demokratisk måde,« forklarer Victor, der arbejder som maskiningeniør.

»Men i denne sag har de hele befolkningens opbakning. Havmarchen, som vi virkelig identificerer os med, ligesom Evo er en præsident, vi identificerer os med, fordi han kæmper, som ingen anden præsident har kæmpet.«

Hans ven, Alvaro, mener, at regeringen har »en virkelig stærk ånd« og vender igen tilbage til den landskendte havhymne.

»Jeg kommer fra en meget patriotisk familie, og jeg har lært, hvor vigtige de her sange er, for de er en del af den kærlighed, vi har for vores fædreland,« siger han.

»Personligt kan jeg godt lide den nuværende regering, for det er den eneste, der har stået hårdt fast og insisteret på at fortsætte den her kamp. Chile har haft så meget international opbakning, mens Bolivia har haft korrupte regeringsledere, der er flygtet ud af landet. Det hele er stadig ikke rosenrødt, men i det mindste har vi fået nok håb til at fortsætte kampen,« slutter han.

Kort før slutfløjtet øger Chile føringen til 5-0 med et ydmygende boliviansk selvmål.

Familien med de små børn på ryggen holder alligevel modet oppe.

»Alle har ret til et hav,« fastslår Andrés.

»Det er kun rimeligt, at Bolivia får sin kyst tilbage, for det var jo oprindeligt vores. Derfor beder vi ikke om noget ekstraordinært,« siger han med øjnene stift rettet mod storskærmen.

Børnene er faldet i søvn i stofbylterne på ryggen af deres forældre, der snart går i ét med aftenmørket i La Paz.

»Vi tror stadig på Bolivia,« siger Andrés, mens hans kone, Karen, tilføjer :

»Det bliver vi nødt til. Uden tro er der ingen fremtid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Pedersen
  • Peter Nørgaard
Jan Pedersen og Peter Nørgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det manglede da bare. Chile har 5000 km kyst, så kunne de vel nok unde Bolivia en lille snip på fx 50 km. Eller 5.

Thomas Aniss

Det manglede da bare. Chile har 5000 km kyst, så kunne de vel nok unde Bolivia en lille snip på fx 50 km. Eller 5.

Problemet er HVOR? Hvis du kigger paa et kort vil du se at de chilenske by Arica, med 200.000 indbyggere ligger helt op til gransen til Peru. Det vil jo ikke vaere rimeligt at tvinge disse mennesker til at flytte eller aendre nationalitet?

Men jo de kunne sikkert godt undvaere en "snip", men det bliver under alle omstandigheder noget boevl. Altsaa enten skal bolivianere krydse gennem Chile for at komme til deres "snip", eller ogsaa skal Chilenere krydse gennem Bolivia for at komme til det nordlige Chile.

Synes bare lige jeg ville naevne et par problemer :)

PS: Kan ikke laese artiklen da jeg ikke abonnent, saa det er muligt at min kommentar rammer helt ved siden af.