Læsetid: 7 min.

Da censuren overskred Kinas grænser

Sidste sommer forsøgte generalsekretæren for Konfucius Institutterne at tilbageholde journalister fra BBC, efter hendes stab havde stjålet 300 akademiske konferenceprogrammer i et bizart forsøg på kinesisk censur mod europæiske professorer. Men var det en pinlig fejl eller et indblik i, hvordan Kina ønsker at udøve sin magt i fremtiden?
En lærer på Konfucius Insituttet i Rom fortæller om Kinas stolte gamle kultur. Kina har flere gange blandet sig i vestlige institutters kritik af Kina ud over, hvad der kan accepteres.

En lærer på Konfucius Insituttet i Rom fortæller om Kinas stolte gamle kultur. Kina har flere gange blandet sig i vestlige institutters kritik af Kina ud over, hvad der kan accepteres.

Lu Naa

17. juli 2015

Der var en mærkelig stemning til åbningsceremonien i Braga i Portugal, husker Ane Bislev.

Solen oplyste plænen foran Minho Universitet med sin imposante statue af titanen Prometheus, lænket til klippen af Zeus som straf for at have skænket ildens gave til mennesket. Indenfor gik Europas førende sinologi-professorer til den halvårlige konference for Den Europæiske Sammenslutning for Kinastudier (EACS) og følte sig – om ikke lænkede – så i hvert fald ikke helt frie.

»Folk gik og klappede hinanden på ryggen, og der var en trykket stemning blandt hovedtalerne. Jeg vidste ikke, hvad der var foregået. Der gik alle mulige rygter om, at der manglede nogle sider i vores konferenceprogram. Men det hørte jeg først i bussen, da vi tog hjem om eftermiddagen,« siger Ane Bislev, adjunkt i Kina-studier ved Aalborg Universitet.

Siderne forsvandt ganske rigtigt aftenen før, 22. juli 2014, på motorvejen mellem Portos lufthavn og Braga. Eller rettere: De blev flået ud på bagsædet af en taxa, hvor viceminister Xu Lin for første gang læste konferenceprogrammet.

Læs også: Kina finansierer danske universiteter

Xu Lin var dengang som nu et betroet medlem af Kinas statsråd, landets øverste administrative autoritet, og dertil generaldirektør for det kinesiske sprognævn Hanban.

Siden 2004 har hun stået i spidsen for at oprette omkring 500 Konfucius Institutter på universiteter over hele verden, heraf tre i Danmark. Formålet er at udbrede kinesisk sprog og kultur, samt at »bidrage til en mere harmonisk verden«. Men ifølge dets kritikere også at propagandere for kinesiske holdninger og påvirke universitetslivets tankefrihed.

Xu Lins deltagelse ved EACS-konferencen var lidt af et scoop for arrangørerne. Men også en fejl, skulle det vise sig.

Konfucius Instituttet sponserede konferencen, men det gjorde Chiang Ching-kuo Fonden fra Taiwan også, og de havde en dobbeltsidet annonce i konferenceprogrammet, som Xu Lin ikke brød sig om. Hun brød sig heller ikke om to sider, hvoraf det fremgik, at Taiwans Nationalbibliotek ville uddele bøger på campus under konferencen. Og hun brød sig slet ikke om, at en reklame for Konfucius Kinas studieaktiviteter stod i samme konferenceprogram som de taiwanesiske institutioner.

Da taxaen parkerede foran Prometheus-statuen, beordrede Xu Lin sine ansatte til at konfiskere alle 300 konferenceprogrammer, mens EACS-arrangørerne så måbende til. Programmerne blev låst inde i lejligheden hos en af de kinesiske lærere, der var udsendt til det portugisiske Minho Universitets lokale Konfucius Institut.

Så var det måske ikke så underligt, at stemningen var trykket næste morgen.

Ved åbningsceremonien fik ingen europæiske professorer uddelt programmer. De var blevet konfiskeret. Ud på aftenen lykkedes det dog arrangørerne at nå til enighed med Xu Lins stab – EACS bøjede sig og fjernede side 1, 15-16, 19-20 og 59-60 i konferenceprogrammet. De nye, censurerede programmer omdeltes til deltagerne, herunder Ane Bislev.

Protestbrevet

Fadæsen nåede dog at tage en sidste drejning, da EACS-præsident, Roger Greatrex, hørte om kompromiset.

På konferencens tredje dag fik han i protest trykt 500 farveeksemplarer af det oprindelige program, som omdeltes til de næppe mindre forvirrede professorer ved konferencen. Efterfølgende skrev han et åbent ’protestbrev’ til viceminister Xu Lin:

»At yde økonomisk støtte til en konference giver ingen sponsor retten til at diktere begrænsninger på videnskabelige emner eller at hæmme åben, akademisk fremlæggelse og diskussion, på grundlag af politiske krav,« lød kritikken fra Greatrex, som sidenhen er blevet ammunition for de kritikere, der ikke ønsker kinesiske Konfucius Institutter på vestlige universiteter.

Adjunkt Ane Bislev blev under konferencen valgt ind i EACS’ bestyrelse og sad derfor med ved bordet, da protestbrevet blev diskuteret som en mulig reaktion på generalsekretær Xu Lins censurforsøg. Til daglig arbejder hun på Aalborg Universitet, et af de tre universiteter i Danmark, som huser et Konfucius Institut. Faktisk havde rektor Finn Kjærsdam tre måneder inden skandalen i Braga forlænget aftalen om et fortsat Konfucius Institut i yderligere fem år, fra 2014-2019. Det fremgår af en brevudveksling mellem universitetet og generalsekretær Xu Lin i marts, som Information har fået indsigt i.

Det var med den viden i baghovedet, Ane Bislev oplevede dagene i Braga. Hun ser stadig episoden som skelsættende:

»Det illustrerer et enormt interessant problem for mange af os, der samarbejder med Kina. Hidtil har Kinas censur været begrænset til at foregå inden for Kinas grænser. Men det her er så et meget konkret eksempel på, at de efterhånden er så magtfulde, at censuren kan brede sig ud over grænserne,« siger Bislev. Hun understreger, at Xu Lin aldrig forsøgte at censurere selve indholdet af konferencen.

»Konferencen var organiseret sådan, at de første to dage i Braga handlede om politisk ukontroversielle emner, hvor Konfucius Instituttet deltog. De sidste to dage var vi i byen Coimbra, hvor der så var paneler om civilsamfund og den type ting, man ikke er så glad for i Kina. Xu Lin forsøgte på intet tidspunkt at påvirke indholdet, men alene programmet.«

Denise Gimpel, der er viceinstitutleder ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, hvor man har afvist at åbne et Konfucius Institut, finder dog stadig Xu Lins ageren dybt problematisk:

»Det er magtmisbrug, simpelthen. Når vi er i Kina, skal vi respektere deres regler. Men når de kommer til Europa, skal de selvfølgelig også respektere vores. Det er uacceptabelt akademisk og i bund og grund uhøfligt. Man kan selvfølgelig indgå i en kritisk dialog før konferencen eller efterfølgende. Det her var en lille smule amatøragtigt og helt uacceptabelt.«

Tv-interviewet

I efteråret 2014 lykkedes det BBC’s Shanghai-korrespondent, John Sudworth, at opnå aftale om et tv-interview med Xu Lin om Konfucius Institutterne. Ekstraordinært, fordi Xu Lin sjældent giver interview – og slet ikke på engelsk. Men uanset hvad der fik generaldirektøren til at acceptere interviewet med BBC, kom hun hurtigt til at fortryde det.

John Sudworth begyndte nemlig at spørge ind til Braga-skandalen og de censurerede sider fra de taiwanesiske organisationer.

»Nej, nej. Jeg synes ikke, du skal stille dette spørgsmål. Hvorfor? For Taiwan-spørgsmålet er vores problem, ikke udlændinges problem. Hvorfor skal folk udefra sige noget om det?« svarede Xu Lin.

Da journalisten fulgte op på spørgsmålet, bad hun ham om at slette hele afsnittet om Braga-skandalen.

»I sagde ikke, at I ville spørge om denne sag. Hvis du havde sagt det, ville jeg have afvist,« fastslog Xu Lin.

»Vi gav en beskrivelse af, hvilke slags problemer vi ville diskutere, men vi giver aldrig vores spørgsmål på forhånd,« lød det fra Sudworth.

Senere i interviewet spurgte Sudworth, om det ville være et problem, hvis en student spurgte ind til Taiwan-spørgsmålet på sit lokale Konfucius Institut.

»Ingen af vores lærere har fortalt mig om, at sådan noget er sket. Jeg spørger dem altid, om studenterne stiller spørgsmål om Taiwan. De svarer: Nej, ingen har spurgt mig,« lød Xu Lins forklaring.

Efterfølgende blev BBC-holdet tilbageholdt i over en time af Xu Lins stab, der insisterede på at få båndafsnittet om Braga-sagen slettet. BBC nægtede.

Ane Bislev har set tv-indslaget og bemærker, at journalisten efter kinesiske standarder er særdeles provokerende. Kinesiske embedsmænd er ikke vant til at blive interviewet så aggressivt, forklarer hun. Bislev mener dog grundlæggende, man skal respektere den medielogik, der eksisterer, hvor man befinder sig.

»Min holdning er, at hvis jeg publicerer i Kina, så må jeg finde mig i, at der er visse emner, man ikke kan skrive om, og visse ting, man siger på en bestemt måde. Men jeg synes, det er skræmmende, hvis de begynder at påvirke, hvad vi gør i Vesten. Den tanke bryder jeg mig ikke om.«

Ude af øje, ude af sind

Xu Lins optræden i Braga og over for BBC har fået flere europæiske medier til at kulegrave Konfucius Institutternes indflydelse på lokale universiteter, som hun er den øverste leder for.

I kølvandet på debatten har Stockholm Universitet i år valgt at afslutte deres samarbejde med det kinesiske sprognævn Hanban, fordi det ifølge rektor Astrid Söderberg generelt er »tvivlsomt at have et institut, som er finansieret af en anden stat, inden for rammerne af et universitet«.

På Aalborg Universitet er adjunkt Ane Bislev ikke bekymret for samarbejdet med Konfucius Instituttet. På kinesisk-fagene er der f.eks. en klar opdeling af undervisningen, så Konfucius-lærerne kun underviser i sprog, mens de danske lærere tager sig af kultur og samfund – herunder også kontroversielle emner som Taiwan, ytringsfrihed, menneskerettigheder og Tiananmen-massakren i 1989, fastslår hun.

»Men vi er heller ikke økonomisk afhængige af Konfucius Instituttet, som det er tilfældet især i Sydeuropa, hvor krisen har presset universiteternes budgetter voldsomt. Mange af de sydeuropæiske forskere får deres deltagelse i konferencer finansieret af Konfucius Institutterne, og der er spørgsmålet om mulig selvcensur et større problem end her,« siger Ane Bislev. Hun har aldrig oplevet, at Konfucius Instituttet på Aalborg Universitet har blandet sig i emner, forskning eller gæstetalere til undervisningen.

»Men for nu at være ærlig, så sidder vi langt oppe i Europa, langt væk fra de store universiteter. Her er samarbejdet nok mere uformelt, end man kan have det på de store centre sydpå,« siger Ane Bislev og tilføjer: »Der er nok ikke lige så mange, der holder øje med, hvad der foregår oppe i Aalborg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu