Baggrund
Læsetid: 8 min.

Diktatorjægernes store dag

På mandag begynder en usædvanlig retssag mod Tchads ekspræsident Hissène Habré i Senegal. Han er sigtet for forbrydelser mod menneskeheden. Det er første gang, Den Afrikanske Union bemyndiger et afrikansk land til at retsforfølge en afrikansk leder
Den tidligere fange Souleymane Guengueng (tv.) og menneskeretsadvokaten Reed Brody har været de store drivkræfter i den proces, der har ført til retssagen mod eksdiktatoren Hissène Habré.

Tine Sletting

Udland
18. juli 2015

Man kunne fortælle sagn om det mirakuløse fund, menneskeretsaktivisten Reed Brody gjorde en aprildag i 2001 i den afrikanske ørkenstat Tchads hovedstad N’Djamena.

»Jeg stod op til anklerne i det hemmelige politis krøllede og gulnede papirer, hvor de nøje havde bogført hver eneste torteret fanges skæbne,« siger den amerikanske advokat, der arbejder for Human Rights Watch.

»Et af de første dokumenter, jeg samlede op, var en rapport om nogle tchadiske politiagenters træning i USA i 1980’erne under præsident Ronald Reagan.«

To år forinden havde Brody hjulpet en gruppe ofre for den i 1990 afsatte diktator Hissène Habrés terrorregime med at starte en retssag i Senegal, hvor den tidligere Tchad-leder havde slået sig ned i eksil.

Begæringen til Senegals myndigheder hvilede primært på vidneudsagn fra 792 tchadere, der havde overlevet grusom tortur og næsten sikker død i Habré-regimets mange fængsler i 1980’erne – herunder det berygtede la Piscine, en tidligere populær udendørs swimmingpool fra den franske kolonitid, der var blevet ombygget, inddelt i celler og overdækket med et cementtag.

De overlevendes vidnesbyrd var i hemmelighed blevet indsamlet i 1990’erne af bogholderen Souleymane Guengueng, der selv var blevet udsat for tortur og ramt af livstruende sygdom under et to og et halvt år langt ophold i la Piscine.

I sommeren 1999 lykkedes det to af Brodys medarbejdere at smugle Guenguengs arkiv ud af Tchad. Vidnesbyrdene blev accepteret af statsanklageren i Dakar, Senegal som fyldestgørende grundlag til at rejse sigtelse mod eksdiktator Habré for forbrydelser mod menneskeheden under FN’s torturkonvention. I 2000 afviste Senegals daværende præsident til ofrenes store fortrydelse at stå for en retssag, der ellers havde vakt stor opmærksomhed verden over.

Uden fortilfælde

Men på mandag – 15 år senere – begynder retssagen ved justitspalæet i Dakar alligevel, og det skyldes ikke mindst den amerikanske advokats opdagelse af guldgruben ved la Piscine. Retsprocessen er en enestående begivenhed i moderne afrikansk historie. Det er nemlig første gang nogensinde, at justitsmyndighederne i et afrikansk land – i dette tilfælde Senegal – vælger at retsforfølge en tidligere diktator fra et andet afrikansk land.

Det sker efter en traktatmæssig overenskomst mellem Senegal og Den Afrikanske Union (AU), ifølge hvilken AU giver Senegal bemyndigelse til benytte sit justitsvæsen til at retsforfølge en forhenværende præsident for et andet afrikansk land.

»Retssagen er en intern afrikansk affære, der intet har at gøre med Den Internationale Domstol i Haag,« fortæller Reed Brody, nogle få dage før han rejser fra New York til Dakar.

Han peger på, at retssagen i Sierra Leone mod den tidligere præsident for Liberia, Charles Taylor, fandt sted ved en særdomstol nedsat af FN og derfor ikke var et internt afrikansk anliggende.

Der er flere andre fascinerende aspekter ved retssagen mod Hissène Habré, der skal være ansvarlig for udryddelsen af 40.000 mennesker, som tilhørte alle andre etniske grupper i Tchad end hans egen. Et terrorregimente, der berørte alle familier i et land med en befolkning på cirka fem millioner i 1980’erne.

Det var et af de sidste hårrejsende eksempler på de vestlige landes opportunistiske alliancer med brutale regimer i Den Tredje Verden, inden Den Kolde Krig blev afløst af en æra, hvor menneskerettigheder kom til at spille en mere betydningsfuld rolle i mellemstatslige relationer end tidligere.

USA og Frankrig havde brug for Tchads hær til at afsætte Libyens leder Muammar Gaddafi, selv om de to stormagter efter alt at dømme var vel underrettet om Habrés morderiske udskejelser på hjemmebane. I midten af 1980’erne var Gaddafi nemlig under stærk mistanke for at have beordret terrorhandlinger mod amerikanske mål i Europa.

I en fransk dokumentarfilm om Reed Brodys 16 år lange bestræbelser på at få Habré stillet for en domstol indrømmer Roland Dumas, der var fransk udenrigsminister under præsident François Mitterrand åbent, at Frankrig så igennem fingre med Habrés grusomheder.

»Åh, det var en anden epoke under Den Kolde Krig. Det ville vi ikke have gjort i dag,« siger Dumas.

Præsident Reagan rullede den røde løber ud for diktatoren under et statsbesøg i 1986 i Det Hvide Hus. USA bistod Tchad med våben og militære rådgivere, af hvilke nogle ifølge dokumenter fundet af Brody jævnligt besøgte det hemmelige politis hovedkvarter i N’Djamena, som ligger nogle få skridt fra fangehullerne i la Piscine.

Ofrenes krav om retfærdighed

Et andet uhørt træk ved retssagen mod Hissène Habré er den aktive og prominente rolle, ofrene for hans brutale styre har spillet. De havde allerede været engageret i Tchads sandheds- og forsoningskommission i begyndelsen af 1990’erne; nogle af dem følte ikke, at det initiativ rakte. De ville have Habré og hans håndlangere straffet for deres forbrydelser.

»Ved domstolen i Haag bliver ofrene for krigsforbrydelser indkaldt som vidner, men anklageren er normalt ikke særligt interesseret i deres oplevelser. De vil bare have svar på nogle spørgsmål. Ofrene føler ikke, de har noget ejerskab,« siger Brody.

»Retssagen mod Habré er derimod drevet af ofrenes krav om at opnå retfærdighed. Det var dem, der tog initiativet, efter at Hissène Habré blev afsat af sin tidligere militære chef Idriss Déby i et voldeligt kup, og alle fangerne blev frigivet.«

Idriss Déby er stadig Tchads præsident i dag og har stort set bakket op om retssagen mod sin tidligere chef. Hans regering yder 4 mio. dollar ud af et samlet budget på 12 mio. dollar til retssagens gennemførelse i Dakar. USA bidrager med 1 mio. dollar.

Grusom mishandling

Souleymane Guengueng er drivkraften i det forløb, der først indsamler vidnesbyrd og senere organiserer ofrene i en forening i N’Djamena. Han frigives fra fængslet la Piscine dagen efter kuppet i december 1990. Under det to og et halvt år lange ophold er han tæt på at dø tre gange i et fangehul, hvor de levende sover oven på fanger, der er døde af enten sult, varme eller mishandling i de foregående dage. Først når ligene ligger i lag på 3-4, bliver de fjernet.

Som i nazisternes udryddelseslejre tvinges de overlevende fanger til at følge lastvogne fyldt med lig til La Plaine des Morts (De Dødes Slette) uden for N’Djamena og begrave dem.

På et tidspunkt bliver mishandlingen så grusom, at Guengueng – der er kristen i et overvejende muslimsk land – lover Gud i en bøn, at hvis han redder ham, vil han vie resten af sit liv til at fortælle sandheden om Hissène Habré og hans bødler.

I dag lever han i eksil i en lille lejlighed i Bronx, New York med sin børnerige familie. Da den første og mislykkede retssag mod Habré var undervejs i Dakar i 1999-2000, blev Guengueng feteret under middage og overrakt præmier ved højtideligheder med prominente politikere på besøg i USA i følgeskab med sin nye ven, advokat Reed Brody.

Men på det tidspunkt var Habrés sammensvorne stadig på fri fod i Tchad. Det blev for farligt for den modige mand at fortsætte sit arbejde for ofrenes forening, og han fik derfor politisk asyl i USA.

Ansigt til ansigt med bødlerne

Sidste vinter kunne han så rejse til sit fødeland som amerikansk statsborger og overvære en retssag i N’Djamena mod 25 medlemmer af Habrés hemmelige politi, af hvilke 20 blev dømt skyldige og fængslet.

»Som vidne stod jeg ansigt til ansigt med mine bødler. De vil alle dø i fængslet,« siger Suleymane Guengueng på Human Rights Watchs kontor på Manhattan nogle få dage før sin afrejse til Dakar, hvor han bliver et af kronvidnerne i retsprocessen mod diktatoren.

I disse dage lige inden første retsdag i justitspalæet i Dakar på mandag ved ingen, om Habré – der bor i husarrest i en luksusvilla i en rig forstad – vil møde op i retssalen, eller om han i det hele taget agter at udtale sig under sagsforløbet.

»Mit håb er at kunne spørge ham, ansigt til ansigt, hvorfor han gav ordre til min arrestation. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke motivet. Det eneste, jeg ønsker, er en forklaring,« siger Guengueng.

I en bredere sammenhæng håber han, at et succesrigt udfald vil tjene som garanti mod, at historien gentager sig i Tchad.

»Hvis Habré bliver kendt skyldig, håber jeg, det vil anspore diktatorer i andre afrikanske lande til at reflektere over deres fremfærd, og at deres ofre vil blive inspireret af vores erfaringer til at skride til handling,« siger Guengueng.

Men der er også et andet og måske vigtigere kronvidne. Han hedder Bandjim Bandoum. Hans navn stod opført på ét af de dokumenter, Brody fandt under sit besøg i la Piscine i 2001. Bandoum var også nævnt på en liste udarbejdet af en undersøgelseskommission i 1992 over de 14 hemmelige politiagenter, der af ofrene ansås for at være de mest ubarmhjertige torturbødler. Ifølge en kvindelig fange skal Bandoum have voldtaget mængder af kvinder i la Piscine. Reed Brody og hans medarbejdere var i stand til at opspore Bandoum. Han lever i dag i eksil i Paris, hvor han arbejder anonymt i en møbelforretning.

»Bandoum er villig til at vidne; jeg ved ikke, hvad der motiverer ham. Jeg har ikke beviser for, at han torterede nogen, men det er sikkert, at han beordrede tortur. Men for os er det irrelevant. Det afgørende er, at Bandoum er i besiddelse af en aldeles fortræffelig hukommelse,« uddyber den amerikanske menneskeretsadvokat.

De dokumenter, Brody fandt i det hemmelige politis arkiver i 2001, dokumenterer ordrer fra præsidentens kontor. Det er ud fra dette materiale, at anklagemyndigheden har rejst sigtelse mod Habré for at have beordret drab på 1.800 tchadere i forbindelse med tre bølger af undertrykkelse rettet mod tre forskellige etniske grupper.

»Bandoum er et uvurderligt vidne svarende til angrende mafiamedlemmer, der vidner mod deres tidligere mafiabosser. Han kan tydeliggøre, hvad der står i dokumenterne,« siger Brody.

Et rent tilfælde

Fundet af dokumenterne, der formentlig vil fælde Hissène Habré, var et rent tilfælde. Brody havde taget et schweizisk filmhold med på besøg i fangehullerne ved la Piscine i N’Djamena.

»Fængslet ligger klos op ad det hemmelige politis gamle hovedbygning. Både la Piscine og bygningen ligger på det nuværende præsidentpalads’ område, så man skal søge om adgang og gennem en masse kontrolposter, inden man når frem,« fortæller den amerikanske menneskeretsaktivist.

»Så pludselig spørger en af vores guider, om vi har lyst til at se hovedkvarteret. Vi åbner døren og kigger indenfor i nogle faldefærdige lokaler fyldt med et tykt lag støv og edderkoppespind hængende fra væggene og fugleklatter og hundelort spredt rundt omkring.«

Brody havde hørt, at arkivet eksisterede, men anede ikke, hvor han skulle finde det. Han havde nærmest opgivet sin søgen. I stedet fik han ved en tilfældighed foræret mere end rigeligt med bevismateriale til at genstarte sagen mod Hissène Habré i 2001.

»Papirerne havde bare ligget uberørt der i den forladte bygning i 10 år.«

Nu 14 år senere er den amerikanske advokat og de tchadiske ofre endelig kommet til vejs ende. Nu er det op til de tre afrikanske dommere, der er blevet udpeget af Senegal og AU, at tage stilling til eksdiktatorens skyld.

Øjeblikket, hvor Reed Brody og det schweiziske filmhold opdager guldgruben af dokumenter er foreviget i dokumentarfilmen Chasseur de Dictateurs (Diktatorjægeren).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har været glad for Martin Burcharths journalistik i alle de ca. 20 år han har skrevet i Information, analyser såvel som reportager. Hans præcise og rolige prosa er en fornøjelse at læse. Dejligt at vi har fået lov til at beholde ham.

Bill Atkins, Steffen Gliese og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar