Læsetid: 3 min.

Djævlen ligger i kompleksiteten – ikke i detaljen

Hvad pokker mener jeg så med den overskrift? Jeg skal nok prøve at forklare mig kort, men det er ikke helt enkelt, så undskyld hvis det bliver lidt mærkeligt at læse – men prøv alligevel, for det er faktisk vigtigt!
8. juli 2015

I øjeblikket er der ved at komme lidt gang i Danmark igen, dog mest i nogle af de få større byer og det østjyske bybånd – og det går ikke særligt stærkt, men det går – og nogle steder er der faktisk temmelig mange bygge- og anlægsprojekter i gang. Disse er jo langsigtede investeringer, så de er vel fremtidssikrede i forhold til omstillingen? Vi skal jo være fossilfri og affaldsfri i 2050, og det kommer til at føre rigtig meget andet med sig og få Danmark til at se helt anderledes ud end i dag på stort set alle områder. Og da bygge- og anlægsprojekter typisk dimensioneres for levetider på 50-100 år, så er der vel taget højde for alt det, når vi gennemfører større investeringer i dag? Det er jo også nyskabelserne fra denne omstilling, vi skal leve af fremover, ikke?

Men nej. Vi laver stort set tingene, som vi har gjort det de sidste 10-20 år! Men hvordan djævlen kan vi så skabe fremtidens samfund? Ja, det kan vi heller ikke – i stedet forlænger vi verden med gamle brædder. Der sker med andre ord ikke særligt meget nyt, selvom der lige i øjeblikket faktisk sker en hel del.

Og hvorfor gør der ikke det, for der er jo masser af gode intentioner, viljer, politikker, målsætninger, visioner etc. over det hele? Ja, men de er jo også ganske lette og uforpligtende at udarbejde – det svære er at finde ud af, hvordan vi konkret skal gøre tingene anderledes, eller sagt lidt mere kontant:

Hvordan ser fremtidens bæredygtige boliger, arbejdspladser, transportsystem, forsyningssystem, fødevareproduktion, ressourcehusholdning med mere ud? Hvordan hænger de sammen? Og hvordan skaber vi alt dette på en økonomisk forsvarlig måde?

Tjah, ingen ved det, og derfor gør vi ikke meget ved det. Det er også svært, fordi vi skal omstille hovedparten af samfundets sektorer over få årtier – og der er tale om væsentlige omstillinger, der skal gøres stort set samtidig. Det vil være en kæmpe udfordring, selvom sektorerne kan betragtes hver for sig, men det kan de ikke. Når forandringerne er store, hænger det hele sammen i en enorm og uoverskuelig rodebunke. Enhver større ændring i en sektor vil påvirke hovedparten af de øvrige. Så hele processen skal gennemføres i et tæt sammenhængende og koordineret forløb. Dette er helt enkelt kun muligt, hvis der er enighed om en fælles, langsigtet og ret konkret vision. Ellers bliver det kaos – og meget, meget dyrt!

Selvom vi bliver enige om en langsigtet vision, står vi overfor en udviklingsproces, som vores samfund slet ikke er klar til at håndtere. Der et stort set ingen koordination mellem samfundssektorerne i dag og slet ikke med et fremadrettet perspektiv, og beslutningsprocesserne i vores demokratiske og bureaukratiske institutioner er alt, alt for langsomme til at håndtere denne udfordring – og alt, alt for amatørprægede til at kunne planlægge og implementere de nødvendige tiltag på en professionel måde.

Tænk på, at antallet af dansktimer i folkeskolen ikke kan ændres, uden en beslutning i Folketinget – hvor 179 seriøse og velmenende mennesker, der dog ikke ved meget om sagens substans, sætter en ære i at være uenige om alt. Så selv om klimatopmødet i Paris skulle gå rigtig godt og FN blive enige om stærke nye udviklingsmål, har vi ikke mange chancer for at håndtere de opgaver, der følger med.

Tror du dette er langt ude? Det er det ikke, det er konkret virkelighed her og nu. Hvis du keder dig lidt i sommer, så tyg lidt på Danmarks fælles langsigtede vision, og hvordan vi organiserer os til fremtidens udfordringer. Bekæmpelse af kompleksitet er opgaven. God sommer!

Henrik Kærgaard er udviklingschef på tværs i Nira

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Nissen
Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Jeg vil mene, at nutidens demokratiske systemer (bl.a. dagens Danmark) er komplet uegnede til at tackle de kolossale omstillingsudfordringer, vi står over for. Det, der først og fremmest er brug for lige nu er derfor at få en åben diskussion om, hvordan man (via en forfatningsreform) bedst på den ene side kan sikre den nødvendige fremsynethed og saglige kompetence i forbindelse med de fælles overordnede beslutninger og samtidigt på den anden side undgå at kvæle den enkeltes kreative indflydelse på og positive medskabelse af fremtidens virkelighed i et overmægtigt og komplet uigennemskueligt offentligt bureaukrati.

Meget inspirerende.

Henrik Kærgaard, peger på et vigtigt paradoks i vores samfund: Vi tænker kortsigtet - selv når vi planlægger fremtidens samfund.

Kapitalismen planlægger ud fra økonomiske overvejelser og helst kortsigtet (hurtig profithjemtagning øger de økonomiske muligheder og dermed handlekraften), selv når der investeres langsigtet. Konkurrence (indeholdende al den negativitet vi ignorerer, når vi begejstrede hylder vinderen) er kapitalismens metode, og man vil nødig overhales af konkurrenter, der har en hurtigere profithjemtagning.

Politikerne har lydigt inviteret ideen om konkurrence indenfor i den politiske planlægning, og Konkurrencesamfundet er lanceret, og der eksperimenteres med New public management i den offentlige forvaltning.

Jeg vil anbefale alle at følge Henrik Kærgaard opfordring om, at bruger sommeren til at tænker over problemet: Bekæmpelse af kompleksitet... og samtidig se på om ikke Samarbejdssamfundet skulle være langt mere effektivt til langtidsplanlægning end konkurrencesamfundet.

...og her vil jeg anbefale Niklas Luhmanns "Tillid - en mekanisme til reduktion af social konflikter.":

Tillid bliver mere og mere nødvendig med samfundets voksende differentiering og kompleksitet; vi kan ikke længere basere os på en fortrolig fællesverden. Med denne udvikling er det også nødvendigt med systemtillid, f.eks. tillid til at det økonomiske system fungerer, at det politiske system i det store og hele følger legitime spilleregler.

Og endvidere bogen "Det hyperkomplekse samfund" hvor Lars Qvortrup arbejder videre med Luhmanns problemstillinger":

Hvordan kan man tale om fremskridt, rationalitet, teknologi og organisering, når præcis disse begreber bruges om de militære stororganisationer, der med våbenteknologi og ordenssans myrdede løs...

Måske vil det en dag gå op for os, at 'samarbejde og fællesskaber' er langt mere effektive end 'konkurrence og ulighed' - set i et samfundsperspektiv.

Anne Eriksen, Erik Nissen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Blaabjerg

Tillid kan være udmærket - hvis vel at mærke de, man har tillid til (men ikke helt forstår pga kompleksiteten i samfundsmekanismerne og beslutningsprocesserne), dels er kompetente, dels ikke bare ser tilliden som en mulighed for at udnytte og udbytte de mindre vidende til egen fordel (som fidusmagerne i "Kejserens nye klæder"). Men hvordan kan man nogen sinde være sikker på det?

Som jeg forstår Luhmann så er opbygning af tillid en slags socialt spil, hvor man tager kalkulerede risici ...som ikke er fatale hvis man skuffes.

...men Luhmann giver ingen løsninger, kun siger han, at tillid ikke kan undværes, hvis man vil eliminere kompleksitetens begrænsende virkning. Bogens udgangsreplik lyder noget i retning af: I et komplekst samfund har man brug for begrebet tillid, hvis man vil udvikle en kompleks samfundsteori. (..meget dyb).

Man skal løbe en risiko for tillidens skyld... det giver mening for mig.

Man må vel vurdere chancerne for, at en paradigmeskift, der indebærer at man sætter sig ned, tænker situationen grundigt igennem og forsøger at nå frem til en velstruktureret, samordnet, langsigtet, fornuftig, bæredygtig og socialt rimelig indsats, er rimelig mikroskopiske. Måske skulle man overveje en kommission? Måske kan man starte med at bekæmpe kompleksiteten gennem indsigt i og prioritering af de primære mål for menneskehedens overlevelse på denne klode.

Philip B. Johnsen

Måske kan man starte med at bekæmpe kompleksiteten gennem indsigt i og prioritering af de primære mål for menneskehedens overlevelse på denne klode.

Det burde stå over døren til Nationalbanken.

Jeg må sige, at jeg er meget uening i den grundlæggende analyse.

Henrik Kærgaard skriver:
”Der sker med andre ord ikke særligt meget nyt, (…) Og hvorfor gør der ikke det, for der er jo masser af gode intentioner, viljer, politikker, målsætninger, visioner etc. over det hele? (…) – det svære er at finde ud af, hvordan vi konkret skal gøre tingene anderledes.”

Nej og atter nej! Der findes hundredevis af konkrete, levende eksempler på, hvordan tingene kan gøres anderledes og tusindvis af sider med brugsanvisningr, analyser og forklaringer til, hvordan snart sagt enhver afkrog af samfundslivet konkret kan gøres langt mere bæredygtig, retfærdig og socialt ansvarlig. Brugsanvisningerne og manualerne hober sig op på bibliotekerne under stikordene bæredygtig udvikling, transition towns, vedvarende energi o.s.v.

Så når HK retorisk spørger:
”Hvordan ser fremtidens bæredygtige boliger, arbejdspladser, transportsystem, forsyningssystem, fødevareproduktion, ressourcehusholdning med mere ud? Hvordan hænger de sammen? Og hvordan skaber vi alt dette på en økonomisk forsvarlig måde?”
- og selv svarer:
”Tjah, ingen ved det, og derfor gør vi ikke meget ved det.”
- Så er svaret forkert. Der er masser af mennesker, der ved en masse, rigeligt til at kunne gå i gang omgående med store forandringer. Så der må jo være nogen, som ikke ønsker denne forandring.

HK fortsætter med at forklare, at vort samfund er så komplekst, at det er umuligt at omstille på kort tid.
Forkert igen: Siden 2001 er der sket enorme forandringer i vores samfund. En meget stor og kompetent offentlig miljøsektor er nærmest blevet udlettet fra jordens overflade, hele den offentlige administration er blevet afdemokratiseret, strømlinet og ensrettet, universiteterne er blevet topstyrede og erhvervsrettede, enorme fælles samfundsværdier er blevet privatiserede og kapitaliserede. Utallige skoler og biblioteker er lukket o.s.v. Revolutionen er i fuld gang. Det er bare en liberale revolution, ”vi” er undrende vidner til.

Er det ikke på tide at afskrive den romantiske brug af ”vi”, som et begreb, der dækker hele samfundet (eller menneskeheden). Der er et lille ”vi”, som har masser af de gode intentioner, viljer, politikker, målsætninger, visioner, som HK taler om. Det samme ”vi” har også en masse viden og praktiske erfaringer. Men ”vi” har bare ingen magt og indflydelse.
Så er det et helt andet ”VI”, som jeg skriver med store bogstaver, fordi de har den magt, som automatisk og tilsyneladende uundgåeligt følger med at råde over store penge og stærk kapital.
Dette ”VI” ønsker absolut ikke bæredygtighed, biodiversitet eller social ansvarlighed. ”VI” ønsker derimod brændende den øgede rigdom og indflydelse, ”VI” selv får via stigende økonomisk vækst i et liberalt kapitalistisk samfund. ”VI” ønsker lettere adgang til natur og ressourcer, ”VI” ønsker at befri os fra social ansvarlighed overfor taberne, ”VI” ønsker en minimalstat, som ingen sociale udgifter har og som ikke lægger hindringer i vejen for den økonomiske vækst, finansernes parringsdans og formering. ”VI” har overhovedet ingen problemer med at finde ud af, hvad der skal gøres. Og ”VI” gør det, så snart ”VI” får magt til det.

Og mens samfundet gennemgår en historisk hastig revolution i liberalistisk retning, sider venstrefløjens filosoffer og funderer over, hvordan ”vi” kan ændre ”vores” holdninger til naturen og vareforbruget, hvordan vi undgår at føle dobbeltmoralske skrupler over ikke at købe os ludfattige i private bæredygtige løsninger. Eller, hvordan vi får formidlet al den vigtige viden og alle de oplysninger, der skal til, for at ”vi” erkender, at ”vi” er nødt til at ændre udviklingen.

Det ironiske er, at netop højrefløjen har taget den Marx’ske tori om den filosofiske overbygning til sig. De har erkendt, at hvis man blot får held (eller rettere: magt) til at ændre den samfundsmæssige struktur (juridisk, økonomisk, administrativt) i liberalistisk retning, så følger den offentlige mening, den fremherskende lommefilosofi (læs ”medierne”) og de ”naturlige værdier” automatisk med efterhånden.

Det er, hvad der sker lige nu. Første skridt ud af dødvandet er at erkende modsætningerne, definere modstanderne og forstå deres styrke. Først da bliver ”vi” i stand til at ændre noget.

Philip B. Johnsen

Troels Holm

Hvad er pointen? Passer det i virkeligheden, når det fremhæves, at Danmark arbejder seriøst mod, at være fossil fri i 2050?

IPCC 'prøver' at forklare danske politikkere, at 80% af verdens 'kendte', også 'de danske olie og gas reserver', skal blive i jorden, for ikke klimaet skal tage, en dramatisk drejning, mod kraftigere katastrofer og holde temperaturerne, under en to grader stigning i 2050.

Hvad er problemet, hvorfor er det, så svært at forstå, at danske reserver, skal blive i jorden, at 80% ikke sælges, er det planen 80% ikke sælges?

Betyder fossilfri i 2050, at alle importerede varer, vil være fremstillet fossilfrit?

Nye reserver, som fracking gas, ikke tages i anvendelse?

Det frie liberaliserede marked er dødt, det er kun et spørgsmål, om omfanget af menneskelig lidelse, de sidste krampetrækninger, vil udfoldes under, det er pinligt, at der ikke er overlevelses vilje, men kun tom snak, om en ikke eksisterende økonomisk process.

PS. liberalisme og kapitalisme er, som kærlighed, de har ingen vilje, den falder lige godt på lort, som lilje.

Philip B. Johnsen

Jeg ved ikke, om jeg forstår dit spørgsmål: "Passer det i virkeligheden, når det hævdes, at Danmark arbejder seriøst mod at være fossilfrit i 20150?"

Min pointe er sådan set, at det både er meningsløst at spørge, hvad "Danmark" ("vi") klimapolitisk arbejder seriøst mod og derfor også meningsløst at besvare med et ja eller nej.

Danmark er splittet. En idealistisk og ret magtesløs minoritet arbejder ihærdigt for at gøre så meget af Danmark som muligt fossilfrit. En anden minoritet, som repræsenterer olie- og bilbranchen, det meste af finansverdenen og en masse store erhverv (herunder landbruget) arbejder målrettet og effektivt og med stor success på at øge energiforbrug, vareproduktion og omsætning uanset miljøomkostninger for samfundet.

Jeg tror bestemt ikke, at de har problemer med intellektuel at forstå IPCC's budskaber. De erkender bare, at hvis de vil beholde deres job/gode afkast fremover, er de nødt til at arbejde, disponere, investere, beslutte og lovgive som om drivhuseffekten ikke eksisterede. Og det gør de så, når de er på arbejde.

Jeg forstår ikke din påstand om, at det frie, liberaliserede marked er dødt. Jeg kan ikke se nogen tegn på, at det ikke vil kunne fortsætte sin forgyldning af de superrige samtidig med, at den sociale elendighed vokser og naturen og miljøet udpines og forfalder.

Kapaitalismen er superfleksibel. Den vil altid kunne finde nye menneskelige og naturlige ressourcer at udnytte og nye markeder at profitere på. Drivhuskatastrofe eller ej.

Og for at få det til at glide ned hos det store flertal, som faktisk er bekymrede for klimaet og miljøet, pepper man sine programmer op med lidt pyntegrønt og udsender forvirrende budskaber om "ny videnskab" og uenighed blandt forskerne.

Den sidste trumf er den dybt uvidenskabelige "økonomiske nødvendighed", en økonomisk filosofi, som ikke rummer begreber som fælles værdier eller miljøværdier og som betragter enhver miljøomkostning som gratis, hvis den ligger mere end 25 år ud i fremtiden.

Philip B. Johnsen

Troels Holm
OK, Jeg forstår ikke måden, du ser det på.

Der er mange der arbejder, for bæredygtig omstilling 'ja', men pointen er, at der eksistere ingen politiske handlinger, der afspejler, et påstået fælles ønske, om et fossilfrit Danmark i 2050, det er et luftkastel.

Jeg forstå ikke, hvorfor befolkningen ikke skal oplyses, om politisk uærlighed.

Hvis der ikke, er et ønske om overlevelse, for fremtidige generationer, at ønsket om et behageligt og ubesværet liv, vejer tungere end en fremtid for børnebørn, er noget helt andet end, at påstå der handles på udfordringen, men hvor virkeligheden er en anden.

Mennesker bør vel gives den demokratiske frihed, at træffe deres valg, på et oplyst grundlag?

PS. Kapitalisme og liberalisme leder til klimaforandringer, der uden regulering, ender med en ubeboelig klode, kapitalisme og liberalisme er en stakket frist, med en udløbsdato, erstatning er påkrævet.

Fra link:
"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."

Ki-Moon, 2011
FN's generalsekretær.

Link: http://www.un.org/sg/statements/?nid=5056