Læsetid: 4 min.

Grækenland er Spaniens skræmmebillede

Syrizas kamp med kreditorerne har forenet venstrefløjspartier på tværs af Sydeuropa. Spanske Podemos har satset sin egen fremtid på Syrizas succes. Derfor oplever de EU-ledernes pres på grækerne som et pres på dem selv
Lederen af Podemos, Pablo Iglesias, jubler, efter at en ny venstreorienteret borgmester er blevet udnævnt i Madrid i juni. Hvis partiet kommer til magten ved efterårets parlamentsvalg, ønsker det at genforhandle Spaniens gæld.

Andres Kudacki

28. juli 2015

Spanske Podemos og græske Syriza har et vist skæbnefællesskab. På godt og ondt. Når køerne vokser foran hæveautomaterne i de græske byer, suppekøkkenerne bugner af sultne grækere, og der bliver talt om ’grexit’ i medierne, skader det også opbakningen til Podemos i Spanien.

Situationen i Grækenland fylder meget i den spanske bevidsthed, og Podemos’ politiske modstandere bruger aktivt krisen til at true med, at Spanien vil opleve euroexit og mistede opsparinger, hvis Podemos kommer til magten.

Det er »enormt skadeligt« for Podemos, vurderer politolog og forsker ved Det Spanske Nationale Forskningsråd, CSIC, José Fernández-Albertos, der netop har udgivet en bog om Podemos.

»Hvis det går galt i Grækenland, vil det skade Podemos grundlæggende. Det vil være nemt at sige, at deres politik er skadelig, og at man ikke kan føre en anden politik end den i forvejen førte,« siger han.

Omvendt kan det give Podemos øget opbakning, hvis Syriza rent faktisk har succes med at genrejse den græske økonomi, genforhandle lånebetingelserne med kreditorerne og skabe et andet samfund ud fra deres venstreorienterede principper, siger José Fernández-Albertos.

»Det ville give Podemos et stort rygstød og vise den spanske befolkning, at de ikke behøver at være bange for, at det hele ramler, hvis Podemos kommer til magten. Så kan Grækenland ikke længere bruges som skræmmebillede,« siger han.

Protest over sparekrav

Netop den slutning spekuleres der i, om kreditorerne tager med i deres overvejelser, når de forhandler med Grækenland. Jesús Montero, der er Podemos’ kommunale sekretær i Madrid, er af den overbevisning. Han mener, at forhandlingerne med Grækenland trækker ud, fordi europæiske politikere frygter, at flere venstreorienterede partier vil vinde frem og protestere over de politiske sparekrav, der er en fast del af de økonomiske hjælpepakker fra den såkaldte trojka – EU-Kommisionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.

»Trojkaens ageren over for Syriza handler om at forhindre Podemos i at vinde parlamentsvalget,« siger han med henvisning til det spanske valg, der skal afholdes i dette efterår.

Læs også: Sydeuropas nye oprørere

Men ikke desto mindre vil der ske forandringer i EU, mener Montero. Og Podemos vil arbejde for, at unionen på det økonomiske område bevæger sig i en anden retning, siger han og joker med, at hvis spanierne bliver endnu fattigere, end de er nu, vil det jo gå ud over den europæiske samhandel og »Tysklands salg af vaskemaskiner«.

»De sydeuropæiske lande skal være de første til at bekæmpe nykolonialismen, men man må stole på, at de portugisiske og irske valg også åbner for, at der kan ske politiske forandringer,« siger han.

Risikabelt, men forståeligt

Spanien er et stærkt proeuropæisk land, der på ingen måde er interesseret i at rokke ved tilknytningen til eurosamarbejdet, påpeger professor ved institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet Morten Rievers Heiberg, der forsker i Spansk historie, kultur og samfund.

»Hvis Syriza i Grækenland spiller sine kort forkert, så tror jeg, det vil få skæbnesvangre konsekvenser for Podemos i Spanien,« siger han.

Podemos har klart og tydeligt og med stor entusiasme støttet Syriza igennem hele forløbet. Og det er en strategi, det meget vel kan ende med at give bagslag, påpeger José Fernández-Alberto.

Først efter et dramatisk forløb med lukkede græske banker lykkedes det Syriza at lande en ny låneaftale med trojkaen. De konkrete lånekrav er endnu ikke forhandlet på plads, men aftalen har allerede ført til dybe splittelser internt i Syriza.

På trods af risikoen ved så tydeligt at lade sig affiliere med en regering i konstant krise er strategien dog både forståelig og nødvendig for Podemos’ ideologi og europæiske tilhørsforhold i gruppen Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, hvor også Syrizas europaparlamentsmedlemmer er.

»Hvis de trækker sig fra at støtte Syriza, vil det blive opfattet som manglende sammenhæng. De er nødt til at satse på, at en sådan venstreorienteret regering er mulig og kan skabe resultater. Det er ekstremt vigtigt for Podemos,« siger José Fernández-Albertos.

»Det er et risikabelt sats, men et forståeligt sats.«

Sydeuropæisk samarbejde

Mens Syriza og Podemos hovedsageligt taler målrettet om den nationale dagsorden i deres respektive lande og eksempelvis giver tidligere politikeres dårlige regeringsførelse og korruption skylden for landenes økonomiske kvaler, er de ifølge José Fernández-Albertos begge overbevist om, at EU også bærer en del af skylden. Partierne har ifølge forskeren »en fuldstændig parallel ideologi« i deres syn på, at der er behov for at »redesigne eurozonen«.

Derfor er han overbevist om, at partierne vil danne koalition på tværs af Sydeuropa, hvis Podemos kommer til magten, og Syriza forbliver i eurosamarbejdet. Der vil de internationalt »arbejde for en ny europæisk venstreorienteret linje«, vurderer han.

Professor Morten Rievers Heiberg påpeger dog, at både den italienske, græske og spanske økonomi er viklet ind i hinanden, hvorfor det ville gå hårdt ud over landenes banker, hvis gæld afskrives eller penge på anden vis kommer i klemme. Derfor ville en mulig alliance mellem de ’nye’ venstreorienterede partier ikke være uden store knaster, mener han.

»Spanien og Italien har bragt store ofre for at få orden i økonomien. Hvad vil det gøre ved solidariteten på tværs af Middelhavet, hvis eksempelvis Grækenland skal have særbehandling, og det er italienske og spanske banker, der skal samle regningen op?« spørger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Flemming Berger
  • lars abildgaard
  • Gert Romme
  • sofie winther
Espen Bøgh, Flemming Berger, lars abildgaard, Gert Romme og sofie winther anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Selch

At føre selvstændig socialistisk politik indenfor rammerne af EURO'en som den er idag - vil være det samme som at søge ud i friheden på en motionscykel.

Nille Torsen, Espen Bøgh, Henriette Bøhne, Flemming Berger, Henrik Christensen, Torben Nielsen, Anne Eriksen, Michael Kongstad Nielsen, Karsten Aaen, erik mørk thomsen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

"»Spanien og Italien har bragt store ofre for at få orden i økonomien..." - i modsætning til Grækenland - eller hvad?

Henriette Bøhne, Flemming Berger, Michael Kongstad Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det kan se ud til, at hverken PP eller PSOE kan danne regering alene - som ellers plejer at skiftes til. Nu skal de bruge mindst én partner, fx. Podemos sammen med PSOE. Det i sig selv ville være helt nyt. Der er også andre småpartier, bl. a. IU, minder om EL, og altså Syriza, men hvis det ender med en samlingsregering mellem PP og PSOE (som i Grækenland mellem ND og PASOK), så kan enden være nær for de gamle parter.

Først Grækenland, derefter Spanien og Italien - samt måske Storbritanien.

Måske er der en start på en helt ny socialistisk politik. Og jeg håber virkelig, at alle socialistiske partier i Europa vil bakke om deres bestræbelser for retfærdighed. For måske er det den eneste mulighed for igen at være med til at skrive dagsordenen for den europæiske vision.

Mihail Larsen

Jamen, så træd da ud af euro-fællesskabet

Det virker fuldkommen tåbeligt, ja nærmest barnagtigt, at blive ved med at kritisere eurosamarbejdets regler og samtidig insistere på at forblive medlem af det. Træd ud! Formulér en anden politik og gå til valg på den. Det er fuldkommen frivilligt, om man vil være med. Bliv voksen og flyt hjemmefra. Fest med dine egne venner og betal selv for regningen. Vær visionær. Skriv en ny dagsorden og se, hvem der vil være med på den. Skab et alternativ.

Gør som Storbritanien - start på en helt ny socialistisk politik. Så kan du være sikker på mere retfærdighed og en ægte europæisk vision. Det bliver spændende.

Thomas Andersen, Steffen Jørgensen og Bent Hansen anbefalede denne kommentar

Ja, eller træd ind i euro-samarbejdet, kom på lønningslisten og bliv påvirkningsagent ...

Preben Haagensen, Michael Kongstad Nielsen, Flemming Berger, Jens Thaarup Nyberg, Torben Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

http://misik.at/2015/07/die-verunsicherte-revolution/
Wovor ich wirkliche Angst habe ist diese ideologische oder politische Ansteckung, nicht die finanzielle Ansteckung, durch die griechische Krise. Mir erscheint die Atmosphäre schon ähnlich wie in den Jahren nach 1968 in Europa. Ich spüre eine, vielleicht nicht revolutionäre Stimmung, aber doch so etwas wie eine verbreitete Ungeduld. Wenn Ungeduld nicht zu einer individuellen, sondern zu einer sozialen Emotion wird, dann ist das meist der erste Schritt zu Revolutionen.“

EU-Ratspräsident Donald Tusk

Steffen Gliese, Flemming Berger, Henriette Bøhne og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Skal vi starte med at gøre opmærksom på, at trojkaen er blevet til en quadriga. Det skyldes at EMSen, som har hjemme i Luxembourg og ledes af tyskeren Klaus Regling, nu også er inddraget i Grækenlands likviditetsproblemer.

I den verden, artiklen befinder sig i, er det sin sag at blande sig: Grækenlands situation er ganske vist prekær, og Merkel bryder sig ikke om venstreorienterede partier, men noget højere på dagsordenen står for det første den tyske ulyst til en transferunion og for det andet, de mulige implikationer, hvis lande som Italien og Frankrig, - forresten to socialistisk ledede lande, mister grebet om deres underskud. Det har helt andre dimensioner end dem, artiklen beskæftiger sig med.

Skulle man velvilligt omend med nogle vanskeligheder forestille sig, at alle forudsætninger er opfyldt, og det lykkes for centrum-venstre i Europa at stille et alternativ i form af en konjunkturpolitik, og man ydermere særdeles velvilligt forestiller sig, at dette sker indenfor tidsrammen af den britiske afstemning om EU altså senest i 2017, hvor franskmændene efter al sandsynlighed har afsat den socialistiske præsident og tyskerne har genvalgt Merkel, så ville en sådan enighed sætte David Cameron, - det er ham, som troner over EUs næststørste økonomi, i fuld galop.

Information skulle måske publicere en artikel om, hvad man kunne forestille sig af mulige handlinger i den situation, når nu man alligevel har åbnet for posen med forudsigelser.

Thomas Faisst

Det er interessant at følge den kinesiske aktieboble.
Hvis den brister, så er Titanic (Euroen) vel for alvor stødt på grund.

Torben Selch

Mihail Larsen
28. juli, 2015 - 22:30
I Grækenlands tilfælde er det jo ikke et spørgemål om for eller imod EURO'en. Grækerne har ikke økonomien og den produktionsmæssige styrke til at opfylde minimuns betingelserne.

Mulighed var at sende Grækerne ud til drachmer'en, tage den devaluering som markedet ville sætte den til, derfor kan de da sagtens være fuldt medlem af EU.

Eksportindustrien i EU jubler. € er endelig ved at nå den længe ønskede paritet til US$. € har været alt for stærk i alt for lang tid.

Mihail Larsen

Selch

Hvis grækerne ikke har økonomi og produktionsmæssig styrke til at opfylde minimumsbetingelserne for at være med i euro-samarbejdet, hvorfor insisterer de så på at forblive medlem af gruppen?

Michael Kongstad Nielsen

Det er ikke tilladt at kritisere eurosamarbejdet. Så er det ud! Man mærker demokratiets ånd.

Mihail Larsen

Hvad sker der?

Jeg har aldeles ikke anbefalet Kongstads indlæg 19:57.

Hvis jeg kunne, ville jeg faktisk disanbefale det.

Det er, efter min mening, misbrug af begrebet demokrati, når et meget lille mindretal vil påtvinge et meget stort flertal ændrede regler. Men den diskussion har Kongstad og jeg haft et par gange før.

Torben Selch

Mihail Larsen
Ja det undrer også mig gevaldigt.
Jeg tror det ligger i frygt - dels i frygten for historien mod tyrkiet og derfor klamrer sig alt der er Europæisk, samt de godt er klar over korruption og rod i administrationen florerer overalt.
Schaüble skulle - istedet for at have faret i totterne på Yannis og omvendt- have rottet sig sammen med ham. Begge synes Grexit var den bedste løsning - og endda Schäuble med besked om, at der så skulle sættes ind med massiv katastrofe- og humanitær hjælp.

Michael Kongstad Nielsen

Når Syriza og Podemos, grækere og spaniere, holder fast i euroen, tror jeg det sker på en følelsesmæssig baggrund, der ikke handler om euroens velsignelser, men om angsten for deres egen fortid. Begge lande har haft borgerkrig og diktatur, og de har ikke tillid til, at det ikke kan gentage sig. Derfor klistrer de sig til eurosamarbejdet, som anses for en sikkerhed mod ovennævnte udskejelser. Men det betyder jo ikke, at eurosamarbejdet påskønnes i ét og alt i sin nuværende form, tværtimod ønskes det ændret, så finanspolitikken ikke skal føres ens overalt, men individuelt efter det enkelte lands erhvervsstruktur.

Jørgen Mathiasen

Som Selch 21:44 svagt antyder, er der kritik af Euroen i Tyskland. Der er en massiv kritik med Forbundsbanken og IFO-instituttet som de mest profilerede. De har følgeskab af CSU, konservative aviser, og nej-stemmer fra CDU i Forbundsdagen.
Kongstads "bidrag" 19:57 er indholdsløst.

Torben Selch

MKN
Hvis de 2 lande klynger sig til EURO'en for at undgå krig og ballade, så er de jo ikke ene om det. Det var jo franskmændenes primære årsager til at indføre fælles valuta, for at holde fast i Tyskland efter foreningen øst-vest, så de ikke blev for store og enerådige.

Jørgen Mathiasen

De nævnte grund til Syrizas fastholden af Euroen er utvivlsomt gældende. Die Zeit skrev i sidste uge, at frygt for at overlade en seddelpresse til landets egne politikere, som spytter drachmer ud, er en anden grund.

Michael Kongstad Nielsen

Tak for Mathiasens venlige indlæg.
Når det alligevel rammer lidt skævt, så er det fordi, at det indholdsløse relaterer sig til en anden kommentar i tråden, ifølge hvilken "det virker fuldkommen tåbeligt, ja nærmest barnagtigt, at blive ved med at kritisere eurosamarbejdets regler og samtidig insistere på at forblive medlem af det. Træd ud! Formulér en anden politik og gå til valg på den. Det er fuldkommen frivilligt, om man vil være med. Bliv voksen og flyt hjemmefra. Fest med dine egne venner og betal selv for regningen. Vær visionær. Skriv en ny dagsorden og se, hvem der vil være med på den. Skab et alternativ."

Den seriøse kritik må Forbundsbanken og IFO-instituttet,CSU, konservative aviser, og nejstemmer fra CDU i Forbundsdagen naturligvis rette ind efter.

Grækenland, Spanien og jeg ved snart ikke hvad, venstrefløjen og den politiske angst for den, som var hujende skydende kommunister, der for alt i verden ikke må komme til nogen som helst politisk magt, ja meget kan der siges, men er det der problemerne virkelig er indenfor EU?

Vi ser underskud, ja faktisk næsten økonomisk kaos i flere af disse lande, nogle skyldtes landenes egne politikere, og atter andre skyldes generelt alle politikere overalt i EU, som ikke reelt samarbejder om meget andet end parlamentet, der skal være demokratiets elfenbenstårn for vælgerne i alle lande, og EUROen som alle landes fælles valuta, der sikrer såvel demokratiet og demonstrerer velstanden ved EU-samarbejdet, - et samarbejde der på det seneste har vist sig også at indeholde det politiske "røv-renderi" af de andre medlemslande via skattelys aftaler under bordet, for virksomheder udefra, der kun interesserer sig for politik på den måde, at det er en hæmsko for deres udfoldelse.

Grækenland uden en fornuftig skattepolitik, Irske politikere er lovede alle en skatteprocent 40 til alt og alle, som for nylig har givet frit lejde til Apple med en skatteprocent på 0,003(så vidt jeg husker), fremmede såkaldte multinationale virksomheder, der bestemt ikke er multinationale, de har nemlig ingen nationalfølelse, hverken for deres oprindelig hjemland(Apple, USA) eller de lande hvori der opererer i, men alene pengehøsten de kan opnå udenom skattebetalingen i disse lande, - hvilket passer virksomhedernes liberale indstilling glimrende, og som undergraver vores traditionsrige politiske systemer i hele EU økonomisk, så liberalismen interessere bedre kan til gode ses, og deres styring bliver fremherskende.

Irland med dets lumpne politikere der fik magten alene på løftet om den lave skatteprocent, og som måtte gå tiggergang til EU og fik 560 mio. fordi de havde lånt sig frem, da den skatteprocent de havde lover Irerne ikke kunne betale driften.

Det er også fra Irland Ryan Air bygger sine formidable indtægter op, og sikkert også til en meget lav skatteprocent.

Lumpne politikere fra Luxembourg der gav skattely til firmaer , og siden lader sig, og bliver valgt til ny formand for parlamentet, - hvilket reelt er at sætte "ræven til a t vogte gæs"!

EU trænger til at genopfinde sine politiske rødder og sit ståsted i forhold til liberalismen og dens dogmer, om de skaber arbejdspladser, og det er tilstrækkeligt, - men sådan er hele billedet jo ikke, liberalismen lukker sandelig også arbejdspladser, eller flytter dem ud til Asien, de nye østeuropæiske lande med billig arbejdskraft.

Atter andre lever og tjener penge i årevis uden at betale "fem flade ører" i skat, og samtidig er de i konkurrence med landenes lokale virksomheder, der betaler skat, hvilket fordyrer deres varer i forhold til de virksomheder der benytter sig af såkaldt "aggressiv skattetænkning" via transferpricing og lignende arrangementer, for at distancere sig mest muligt fra nogen form for national tanke, men alene for den liberale pengeudsugning af de samfund de er i, og som er så ødelæggende for det og de demokratier vi har i EU.

Politikerne i hele EU og Parlamentet burde i stedet søge den nye tid politik i fællesskabets historik for Europa, og sætte en ny dagsorden for fair konkurrence, i stedet for at lade handsken ligge den liberale lejr, så ville EU stå meget stærkere i vælgernes bevidsthed, for som det er nu og i fremtiden uden handling, ender det med kun at være lønmodtagerne der betaler hele gildet for staterne og demokratiet, - som reelt slet ikke er der!

Det vi ser som handling i øjeblikket er totalt tomhjernet fra EU og ECB, man udskriver nye arbejdsveksler til borgerne på arbejdspladserne i alle EU's lande, - de kaldes obligationer, og er lån med rente til, som skal betales med arbejdernes arbejdskraft når disse lån skal indfries engang.

I længden betyder det lavere velfærd og lavere velstand til de arbejdende borgere i hele EU, som derved bliver mere gældsat end det borgerne har stemt for, - de har nemlig stemt for det modsatte, og som de blev lovet, mere velfærd og velstand, og hvis de vil have det skat de knokle endnu mere grundet disse lån udskrevet til fremtiden via disse obligationer.

Der skal gøres op med den aggressive skattetænkning indenfor EU's grænser, transferpricing osv. så de virksomheder der opererer i EU's område betaler skat ligesom alle andre virksomheder indenfor EU, ellers nasser de helt gratis på vor velfærdsgoder som politi, brandvæsen, retsvæsen osv., osv.

- Her er rigeligt at tage fat på som politikere i EU og parlamentet, så i fortjener jeres løn, som parlamentarikere, og kan give os den velstand og velfærd som mio. af arbejdere i hele EU retmæssigt i forhold til deres arbejdsindsat dagligt er berettiget til, - og ikke den gæld I stifter bag ryggen på dem via obligationer, men I selv rager til jer på alle områder!

Henriette Bøhne

Helmut Reichmann,
Tak for link til en god artikel.
Interessant at Donald Tusk også føler folkestemningen. Min østtyske nabo på sommerens campingferie, nu bosiddende i Vesttyskland, talte om præcis den samme stemning, som minder ham om årene op til murens fald i DDR.
Og den kendte tyske kunstner Marius Müller Westernhagen beskrev den allerede i april 2014 på sit meget roste album "Alphatier":

LIEBE (UM DER FREIHEIT WILLEN)

Ungeduld und Wut schleichen sich in eine Stadt
Die Menschen die dort leben, haben es so satt
Sie wollen nicht mehr folgen ihres Führers Wort
Hör sie flüstern – jagt den Tyrannen fort

Diese Worte bohren sich in jedes Hirn
Können wir es wagen, ihm zu bieten unsere Stirn
Was kann unwürdiger sein als Feigheit vor diesem Schwein
Steht zusammen und Gott wird mit uns sein

Mihail Larsen

Med "Gud på vores side"

- bliver jeg alvorligt bekymret. Og når man samtidig karakteriserer sin modstander som 'svin', står jeg af. Den form for debat gider jeg ikke bruge tid på.

Henriette Bøhne

https://www.youtube.com/watch?v=GN3b3h1mMjc

Jeg beklager, hvis det ikke fremgik tydeligt nok, at jeg citerede Marius Müller Westernhagens rocksang "Liebe (um der Freiheit willen)". Marius Müller Westernhagen er en af Tysklands mest kendte og med over 11,2 millioner solgte lydudgivelser bedst sælgende musiker nogensinde. Han er ikke nogen partipolitisk musiker, men har i interview betegnet sig selv som kunstner og de karakteristika for tidsånden, han oplever, bearbejder han i et kunstnerisk udtryk. Som kunstner er hans opgave at vække følelser - og had er jo også en følelse, har han selv lidt spøgefuldt udtalt. Han har en provokerende stil, som nogle elsker, andre hader. I 2001 modtog han "das Bundesverdienstkreuz" for sit utrættelige samfundspolitiske engagement. Jeg fandt det interessant, at både Donald Tusk og MMW har opfanget nogenlunde samme vibration i tidsånden, som det meste af den europæiske elite og middelklasse så hårdnakket benægter eksisterer og udelukkende forsøger at gøre til et sydeuropæisk fænomen. Så langt, så godt.

At et menneske, som hårdnakket og nærmest til sidste blodsdråbe vil kæmpe for retten til at tegne Muhammed som hund i ytringsfrihedens hellige navn, tager så voldsomt på vej over at en magthaver, en tyran - endda ikke engang en bestemt, navngiven een - kaldes et svin i en kunstnerisk kommentar til tidsånden, kan jeg kun forundres over. Ytringsfriheden skal åbentbart kun omfatte religiøs kritik/satire og ikke politisk og kunstnerisk.
At samme menneske så bliver ganske oprevet over, at der i samme kunstneriske kommentar til tidsånden optræder ordene "stå sammen og gud vil være med os" kan kun forundre endnu mere, når vedkommende samtidig er en så stærk tilhænger af Angela Merkels og Wolfgang Schäubles europæiske politik - begge politikere er efter egne udsagn både politisk og menneskeligt dybt forankrede i den kristne tro.
Vorherre bevares, fristes man til at sige.

Mihail Larsen

Hårdnakket og oprevet?

"Al kritik begynder med kritik af religionen." Frit efter Marx.

Jeg har ganske rigtigt 'hårdnakket' - jeg ville sige 'principfast' - forsvaret ytringsfriheden over for religiøse forsøg på at kontrollere tanke og ytring. Jeg har nu aldrig udtalt mig om Muhammed afbilledet som hund, men vil da gerne benytte lejligheden her til at sige, at jeg finder lige denne karikatur mislykket. Den rummer ikke nogen religionsKRITIK, men kun en bøvet hån.

M.h.t. Merkel og Schäuble religiøsitet, så har jeg ærligt talt ikke skænket den en tanke - i al fald ikke på et personligt plan. At de er "dybt forankrede i den kristne tro", kommer sådan set ikke sagen ved, sålænge de ikke bruger Vorherre som politisk argument. Jeg går ind for religionsfrihed - også for Merkel og Schäuble - og er glad for at bo i en del af verden, hvor man bedre end så mange andre steder er i stand til at skille politik og religion.

Hvad kritik af politik og kunst angår, bliver jeg hel træt af at blive skudt i skoene, at jeg skulle være modstander (i modsætning til kritik af religion). Det er det rene vrøvl - og selvmodsigende vrøvl for politikkens vedkommende selv inden for Bøhnes eget indlæg. Jeg har jo i allerhøjeste grad ytret mig kritisk politisk. Hvad kunstkritikken angår, så har jeg lige leveret et eksempel - men i øvrigt også skrevet en del bøger, der stedvis rummer netop kritik af forskellige former for kunst.

Så, hårdnakket og oprevet? Nej, men nok en del skeptisk, når dele af venstrefløjen begynder at argumentere religiøst i politiske spørgsmål og omtale politiske modstandere defamerende og endog dehumant. Begge dele er helt i strid med den oplysningsfilosofi, jeg hylder.

Henriette Bøhne

Mihail Larsen,

Min kommentar med MMW-citatet var til Helmut Reichmann. At du har så mange problemer med det, må du selv ligge og rode med.

Mihail Larsen

@ Bøhne

Det kan godt være, at din oprindelige kommentar (30/7 21:51) var rettet til Helmut Reichmann, men din anden kommentar (1/8 04:14) er ganske umisforståeligt møntet på mig. Det er den, jeg svarer på (1/8 07:57).

Det benægter du og beder mig selv 'rode med'.

Jeg er godt træt af den form for 'glidning' i argumentationen, der reducerer en kritisk, offentlig diskurs til manipulerende føleri.

Henriette Bøhne

Mihail Larsen,

At du udtrykker så stor bekymring over henvisningen til Gud i en lyrisk tekst, som en rocktekst må siges at være og intet besvær har med at acceptere, at Angela Merkel , som folkevalgt politisk leder, hvert år afslutter sin nytårstale med at ønske os alle godt nytår og Gottes Segen - Guds velsignelse - står i min optik i et vist modsætningsforhold.
Det var du, som angreb mig og skød både mig og kunstneren motiver i skoene, som der ikke er dækning for, eftersom MMWs tekst udtrykker helt klare liberale, demokratiske værdier og ikke venstreorienterede.
Herefter brugte du din fornærmelse som springbræt til at hoppe på din sædvanlige kæphest og det siger jeg så, at du helt selv må ligge og rode med.
Den form for ageren kan man faktisk også blive træt af.

Bernhard Drag

Esben Bøgh: "EU trænger til at genopfinde sine politiske rødder ....." så sandt så sandt eller måske helt opfinde en ny vej, men det kræver et EU folk og de er ikke helt med på ideen, samt at der ikke rigtig er nogen i denne verden, der er interesseret i et samlet EU. Et samlet EU vil være det stærkeste center på planeten og samtidig betyde farvel til bl.a USA, NATO. Der er meget stærke kræfter der arbejder mod netop et samlet EU. Skab splittelse, jo mere jo bedre og det sker jo konstant. Piece of cake.