Læsetid: 8 min.

Grækerne har vakt den europæiske folkestemning

Som med en tsunamis kraft har det græske skæbnedrama indtaget det offentlige debatrum i Europa. Med gårsdagens folkeafstemning er kampen om demokrati versus teknokrat- og markedsstyre i EU kommet på alles læber. Og ikke alt, hvad der siges, er kønt
Tilhængere af et nej ved folkeafstemningen samlede sig i aftes på Syntagma-pladsen i det centrale Athen, da resultatet var klart

Tilhængere af et nej ved folkeafstemningen samlede sig i aftes på Syntagma-pladsen i det centrale Athen, da resultatet var klart

Anthon Unger / Ritzau Scanpix

6. juli 2015

Op til gårsdagens græske folkeafstemning bragte det Berlusconi-ejede italienske magasin Panorama et forsidebillede af premierminister Alexis Tsipras og hans finansminister Yanis Varoufakis med røde næser, blåhvide butterflies og underteksten ’Klovner’. I flere internationale medier kaldes Tsipras til gengæld ’Grækenlands Robin Hood’, ligesom han er blevet sammenlignet med Che Guevara og afbildet som David i kamp mod Goliat.

Modstandere har kaldt Tsipras demagog og populist, det tyske Der Tagesspiegel har ladet en psykiater analysere hans tv-optræden, og EU-netmediet Politico har de seneste dage gennemført sin egen lille hjemmeside-afstemning på spørgsmålet ’Er Tsipras gal eller genial?’ – med et resultat svingende frem og tilbage afhængigt af, hvem der momentant har mobiliseret mest energisk.

På den storpolitiske scene har både EU-kommissionspræsident Jean-Claude Juncker og den tyske finansminister Wolfgang Schäuble beskyldt den græske regerings ledere for at lyve, mens andre har søgt at sværte Tsipras og Varoufakis for deres brud på magtens diplomatiske etikette med deres deltagelse i EU-møder uden slips og – for den motorcykelkørende, rygsækbærende Varoufakis’ vedkommende – løsthængende skjorte samt deres meget åbenmundede kontakt til offentligheden via uhørt aktiv twitter-virksomhed på både engelsk og græsk.

Den tidligere tyske udenrigsminister for partiet De Grønne, Joschka Fischer, hvis politisk-aktivistiske ungdomshistorie faktisk ligner Tsipras’, kritiserede i foråret den græske regeringsleder for at befinde sig i »drømmeland«, »ude af stand til at se hinsides den horisont, der markeres af partiets rødder i radikal opposition og aktivisme«.

Oprøret mod systemet

Med deres normbrydende og aktivistiske adfærd har Tsipras og Varoufakis på perfekt vis formået at personificere det oprør mod ’systemet’, som mange på begge sider af det græske drama læser ind i disse dage skæbnesvangre begivenheder. De to græske politikere har præsteret en adfærd og fremtoning, der inspirerer til henholdsvis mytologisering og dæmonisering, afhængigt af på hvilken side af konflikten man ser sig selv.

Det kan på afstand være vanskeligt at bedømme, om Tsipras’ og Varoufakis’ mange støtter i den internationale offentlighed har ladet sig forføre af de to politikeres facon og retorik, ligesom det er svært at afgøre, om den udtalte aggression mod dem i Bruxelles og Berlin skyldes deres attitude under forhandlingerne, eller snarere at deres opsætsighed opleves som en reel trussel mod de herskende ideologiske tilstande og magtforhold i EU.

Et faktum er, at striden om Grækenlands gæld med næsten en tsunamis’ kraft og hast har grebet sindene, mobiliseret kræfterne og polariseret debatten på tværs af landegrænserne i Europa. Grexit-sagen har vist sig at rumme samme potentiale for at dele vandene, opflamme sindene og mobilisere mennesker som tidligere principielle konflikter om f.eks. Irak-krig, EU-traktater og frihandelsforhandlinger. Hver konflikt har sine karakteristika og skillelinjer, men evnen til at sætte sindene i kog og udløse aktion er den samme. I fredags var #greece på et tidspunkt det twitter-tag med størst global aktivitet af alle, bortset fra genre-tagget #photo.

Læs også: Afstemningen har splittet grækerne

De seneste dage har man i Europa set en lang række manifestationer til fordel for den græske regering. I hovedstæderne Bruxelles, Berlin, Paris og Rom marcherede sammenlagt titusinder fredag til støtte for det truede græske demokrati, mens nogle snese samledes på Kultorvet i København under parolen ’Nej til afpresning og nedskæringer. Vi støtter grækerne og demokratiet’. Lørdag var der solidaritetsaktion med Grækenland i Dublin og på Trafalgar Square i London, og i torsdags gik folk gennem Glasgows gader i protest mod nedskæringskravene.

»Grækenland er, hvor konflikten udfolder sig i øjeblikket. Den sociale bevægelse i Skotland, som er imod nedskæringer og støtter demokratiet, er blot del af en europæisk og global bevægelse,« sagde Myrto Tsakatika, repræsentant for det græske regeringsparti Syriza, ved Glasgow-demonstrationen.

De solidaritetsnetværk, som op til folkeafstemningen er skudt op via internettet, hævder, at der i mere end 150 europæiske byer har været manifestationer til fordel for ’OXI’, et nej.

Økonomer som aktivister

Lige så opsigtsvækkende er, at en række fremtrædende internationale økonomer har overvundet berøringsangsten og er gået på banen med direkte anbefalinger til det græske folk om at stemme nej til pakken med strukturreform- og nedskæringskrav fra trojkaen, dvs. EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og den internationale valutafond IMF.

»Jeg anbefaler, at det græske folk afgiver et rungende ’nej’ til kreditorerne,« skrev i fredags økonomen Jeffrey Sachs, professor ved Columbia University og særlig rådgiver for FN’s generalsekretær Ban Ki-moon.

Professor James Galbraith, Texas University, skrev lørdag det samme i Information, og i dagene op til afstemningen har bl.a. nobelpristagerne Paul Krugman og Joseph Stiglitz gjort ligeså. Sammen med den franske økonom Thomas Piketty, den tidligere italienske premierminister Massimo D’Alema og 16 andre fremtrædende økonomer og forskere indrykkede Stiglitz forleden et åbent brev i Financial Times med en appel til EU’s ledere om at give Grækenland gældssanering.

Paul Krugman kaldte sidste mandag i New York Times trojkaens forhandlere for »fantaster, der har set bort fra alt det, vi ved om makroøkonomi, og taget fejl på hvert eneste trin i processen«. Selv IMF’s EU-chef frem til for nylig, Reza Moghadan, har i Financial Times advaret om, at trojkaens forhandlere befinder sig i en fantasiverden og risikerer at »udløse recession, stormløb mod bankerne og utilsigtet euro-exit«, hvis de bliver ved at fremture med deres sparekrav over for grækerne.

De griske grækere

Passionerne er ikke mindre på den anden side af konflikten.

EU-Kommissionens Juncker er foruden sine personlige angreb på Tsipras kommet for skade at sammenligne et græsk nej ved folkeafstemningen med »selvmord«, finansminister Janis Reirs fra Letland, der indtil 1. juli havde EU-formandskabet, har beskrevet Syrizas’ politik som baseret på »trusler, afpresning, løgne,« Europa-Parlamentets formand, den tyske socialdemokrat Martin Schultz, karakteriserede torsdag Tsipras’ regeringsførelse som præget af demagogi og manipulation, Tysklands finansminister Schäuble har anklaget den græske regering for i sin korte levetid at have gjort alting »dramatisk værre«, og Tysklands vicekansler, socialdemokraten Sigmar Gabriel, har beskyldt Tsipras for at tillade rige oligarker at suge Grækenlands kasse tom for penge, som i sidste ende bl.a. tilhører tyske arbejdere via den græske gæld til Tyskland.

Den tyske tabloidavis Bild annoncerede forleden på forsiden sin egen parallelle folkeafstemning med spørgsmålet, om tyskerne vil forære grækerne de penge, som Grækenland i dag skylder, men som vil være tabt ved en græsk fallit eller gældseftergivelse. Skal der gives nye penge til Grækenland, skal det faktisk godkendes i den tyske forbundsdag ligesom i de øvrige eurozone-parlamenter.

»Skal vi understøtte Grækenland med endnu flere skatteydermilliarder,« lød Bilds afstemningstema, og chefredaktør Kai Diekmann bebudede på twitter, at han ville træde tilbage, hvis Bilds læsere ikke stemte nej til flere penge til Grækenland. I weekenden kunne han ånde lettet op, da 88 pct. af de deltagende online-læsere havde stemt nej, kun 12 pct. ja.

Det tyske journalistforbund appellerede fredag til redaktør Diekmann om at stoppe sin usmagelige kampagne mod, hvad Bild på sin forside selv kalder »de griske grækere« – redaktøren har svaret med et tak for den ekstra PR, forbundet giver avisens kampagne.

Trojkaens fejl

De hidsige udfald op til gårsdagens græske afstemning, de demagogiske virkemidler og den stærke mobilisering af internationale folkelige og intellektuelle kræfter i debatten afspejler, hvad der er på spil.

På den ene side er den græske krise smerteligt konkret – spørg bare de fattigdomsramte grækere, der her til morgen ikke ved, om de er vågnet til en nation uden adgang til penge. Uanset udfaldet af de forhandlinger med kreditorerne, der nu vil følge folkeafstemningen, bliver den græske virkelighed præget af nød og afsavn i adskillige år frem.

På den anden side er debatten principiel og overordnet og handler om nedskæringspolitik som ideologisk betinget krisestrategi, om ØMU’ens økonomiske levedygtighed og demokratiske legitimitet og om, hvor meget kreditorer, finansmarkedskræfter og teknokrater skal bestemme samfundets udvikling.

I dag er der blandt økonomer – herunder langt ind i IMF – en udbredt erkendelse af, at nedskæringspolitikker, der blokerer for vækst, ikke giver mening i en krisetid. Det var en fejl, at trojkaen i årene 2010-12 brugte sine redningspakker til primært at købe Grækenlands private bankkreditorer fri ved at bytte disses lån ud med offentlige – altså skatteyderbetalte – lån og samtidig fastholde nedskæringskravene. Havde man brugt flere af pengene til at reducere den græske gældsbyrde og understøtte en kombination af offentlige investeringer og nødvendige reformer, kunne Grækenland i dag have være tættere på en vækst, der kunne rulle den økonomiske og sociale krise tilbage og honorere kreditorernes tilbagebetalingskrav.

De skjulte dagsordener

Når trojkaen og Tyskland alligevel insisterer på fortsatte nedskæringer og stritter imod gældseftergivelse, må det handle om andet end nøgtern økonomisk rationalitet. For nogle handler det formentlig om at tvinge en oprørsk, venstreorienteret regering fra magten – får Syriza succes nu, får Podemos i Spanien det næste gang. For andre kan det handle om en neoliberal overbevisning om, at alt vil gå bedre, hvis den skrappe medicin kan tvinge lønniveauerne ned og staten tilbage til fordel for skærpet konkurrence og mere privat initiativ. Herunder en overbevisning om, at dette kræves for at forbedre det finansielle markeds tillid til ØMU’en.

For atter andre er det måske et simpelt spørgsmål om at holde fast på sine vælgere. Hvis kansler Merkel accepterer, at tyske skatteydere endegyldigt kommer til at betale de græske fallenter, er det ikke sikkert, at hendes regering overlever, jævnfør Bilds såkaldte folkeafstemning.

Unionens fremtid

Dette sidste er et udtryk for det, krisen også handler om: ØMU’ens manglende evne til med sine stive finanspolitiske spilleregler at skabe et solidarisk Europa. I dag er eurozonen dybt splittet mellem et Nordeuropa, der har nydt god af den monetære union, og et Sydeuropa, der føler sig som offer. Derfor rumsterer også diskussionen om ØMU’ens fremtid. Nogle – måske især dem, der som Danmark står udenfor – føler sig bekræftet i, at unionen er en fejlkonstruktion, man bør holde sig på afstand af. Andre – herunder også Syriza og den grønne gruppe i parlamentet – ønsker den politiske integration forstærket og den demokratiske dimension skærpet, så parlamenter og regeringer får større muligheder for at styre på bekostning af finansielle kreditorer og teknokrater. Atter andre – som de såkaldte fem EU-præsidenter i deres nye rapport om ØMU’ens fremtid – vil lægge nok så meget vægt på at tilføre den monetære union centrale organer, der kan øve indflydelse på løndannelse, budgetlægning m.m. i medlemslandene.

Alt dette er i spil og har sat sindene i kog på forskellig og temmelig kaotisk vis. Nogle – som den radikale amerikanske forfatter og sociale aktivist Noam Chomsky – ser primært et angreb på den socialdemokratiske velfærdsstat og taler om »klassekamp« i Europa. Andre ser en kamp om det europæiske demokrati. Atter andre en fortsættelse af en årtier lang strid mellem en neoliberal og en Keynes-inspireret økonomisk skole. I al sin uoverskuelighed har det grebet europæerne, og det er måske det bedste, der kan siges om den græske tragedie, der i dag går ind i næste akt.

Læs også: Omstridt finansminister går af trods grækernes nej til EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nils Enrum
  • morten Hansen
  • Olav Bo Hessellund
  • Flemming Berger
  • Knud Chr. Pedersen
  • peter fonnesbech
  • Holger Madsen
  • Jens Wolff
  • Steen Sohn
  • lars abildgaard
  • Peter Nørgaard
  • Jan Pedersen
  • Bodil Waldstrøm
  • curt jensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Lars Jorgensen
  • Marianne Rasmussen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben Selch
  • Carsten Mortensen
  • Torben R. Jensen
  • Curt Sørensen
  • Torben Arendal
  • Stig Bøg
  • Philip B. Johnsen
  • Mark Thalmay
Nils Enrum, morten Hansen, Olav Bo Hessellund, Flemming Berger, Knud Chr. Pedersen, peter fonnesbech, Holger Madsen, Jens Wolff, Steen Sohn, lars abildgaard, Peter Nørgaard, Jan Pedersen, Bodil Waldstrøm, curt jensen, Jørgen Steen Andersen, Lars Jorgensen, Marianne Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Torben Selch, Carsten Mortensen, Torben R. Jensen, Curt Sørensen, Torben Arendal, Stig Bøg, Philip B. Johnsen og Mark Thalmay anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

Peter Hansen: Jeg er lidt overrasket over at du (kommentar 11:20 i dag) går ind for at man skal "nationalisere private fejlspekulationer"! Det er jo netop bankernes og private spekulanters massive satsning på EXTREMT risikable "investeringer", der er skyld i krisen for de offentlige finanser! Nu er deres risiko overtaget af skatteydererne, og det var præcist det, de spekulerede i, da de lånte grækerne pengene! -Og den kommentar passer meget dårligt med dine andre kommentarer...

Philip B. Johnsen

Nu ses EU's demokrati tydeligt, som tomt og hult.

Respekt for det enkelte fattige menneske, er forsvundet, i Danmark beskæres nødhjælp og der giver skattelettelser til de rige.

Alexis Tsipras vil beskatte, de rigeste mere for, at de bredeste skuldre, kan bære, deres del af læsset, men må ikke, sådan er virkeligheden og fakta.

Fakta er også, at der er ingen lovlig måde, hvorved det er muligt, at udelukke Grækenland fra, hverken euroen eller EU, men udsultning er tydeligvis, det foretrukne våben.

Solidaritet 'er EU' siger François Hollande Frankrig's Præsident, men det runger hult, når EU lukker for likvidteten, til de græske banker, sulter de fattiges børn og løfter pegefingeren i forhandlingerne, om en løsning, der er god for fremtiden med Grækenland i EU og taler dunder om, at Grækenland nu tager ansvar.

Hvor er respekten, hvor er solidariteten, hvor er ansvarstagen i EU og i Danmark, afpresning , udsultning og afstumpethed, møder det græske ønske om mere demokrati, mindre ulighed og bæredygtighed i økonomien.

Carsten Wienholtz, Torben R. Jensen og Uffe Jensen anbefalede denne kommentar

Til Thomas Holm og Henrik Petersen
Som Jes påviser har grækerne gjort en stor indsats for at mindske de værste problemer. Men Trojkaen kræver "reformer", der primært rammer de svageste i samfundet, mens de rigeste skal friholdes. Det er den rige græske elite, der har hovedansvaret for krisen, sammen med deres samarbejdspartnere i EU, IMF og ECB.
Giv dog grækerne tid til at reformere deres samfund på en måde, der har folkelig støtte i Grækenland.
Og lyt så til Paul Krugman og en lang række andre økonomer, der påviser den ekstreme kynisme og inkompetence, der kendetegner trojkaen.

Carsten Wienholtz, Felix Austin, Torben R. Jensen, Steffen Gliese og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Henrik Leffers, det er på en lidt anden måde: jeg synes, at det er prisværdigt, at folk godt vil sætte deres egen virksomhed i gang; men man bliver jo træt i ørerne af at høre, hvor meget de har haft sat tæring efter næring og hvor mange timer, de har arbejdet og tjent mindre end en SU.
Så lad os sørge for, at de i et mindste slipper for risikoen ved at måtte gå fra hus hjem, hvis det går galt.

Peter Nielsen

Jamen det er da heller ikke så underligt at grækerne har fået EU/ teknokrat modstanderne op af stolen. Jeg selv er da heller ikke stor fortaler for EU. Jeg synes det er dejligt med det frie marked og den frie bevægelse, men EU blander sig i for meget. I det græske tilfælde er det dog ikke afgørende for om det er EU, IMF, ECB, eller andre der har lånt dem penge - lån kommer med krav, krav som var/ er afgørende for at modtage lånene. Grækerne har bevist at de ikke har til hensigt at betale hvad de skyder - de vil hellere leve med deres overforbrug og lade andre tage skraldet.
Kunne man overhovedet forestille sig at grækerne kunne låne de beløb uden at der ville komme krav? Jeg tvivler på at dette ville være tilfældet. Ydermere kan grækerne være glade for at de er i EU og at de har Euro. Havde Grækenland stået alene så var de kollapset for længst og verden var gået videre. Nu har de en vis klemme på EU og den udnytter de.
Afstemningen har nok tændt et håb og en nationalfølelse, men det ændrer ikke på at de må og skal reformere landets økonomi - ellers står vi her igen om 10-15 år. Hvis de undlader at følge kravene, så håber jeg faktisk at Grækerne bliver overladt til deres egen skæbne - så kan de jo se om der er nogen der vil spytte i kassen uden sikkerhed.
Estimeres der ikke med et kurstab på ca. 30 % for Drachmer hvis grækerne udtræder af Euroen og genstarter deres egen valuta? Grækerne er ikke klar over at de reelt set intet har at forhandle med...

Peter Nielsen

Ja enhver græker betaler sit til staten. Det var derfor at man så biler og biler og biler, på vej til den store losseplads udenfor Athen - disse biler blev solgt af ejerne fordi de pludselig skulle betale registreringsafgift etc. noget som man ikke havde betalt før.
Jo den alm. græker har også bidraget til kollapset. uberettigede pensioner til afdøde. Pensionsalder på under 50... ikke én eneste virksom reform er blevet gennemført...

Søren Andersen @ "Hvordan kan det være en skandale at omlægge gæld fra privat til offentlig hvis penge ikke eksisterer i den virkelige verden?"
Skal du virkelig spørge mig det?

Ok, her er svaret:

Det skal de, fordi modsat de folk som bliver fede og rige på at lave ingenting, bare ved at lade penge avle penge, skal det jævne folk knokle sig selv i laser for at få enderne hænge sammen.
For arbejdende mennesker er pengene nemlig ægte. De lever jo i den såkalde realøkonomi modsat den virtuelle økonomi.
Og disse hårdttjente håndører de får til at brødføde deres børn og demselv, dem vil man også stjæle fra dem, for at nogle skrupelløse røvhuller kan blive ved med at blive rigere og rigere og rigere, hurtigere og hurtigere og hurtigere. Det er ikke postbude, kioskejere, kassedamer, som er gået på pension med 40 (som det blev påstået "Grækkerne" kunne gøre) og det er heller ikke dem der med samme finansmafiaens hjælp systematisk har drænet deres samfund for værdier igennem skatteunddragelse mm. men det er dem man nu prøver at presse helt tørre.

Nu har de simpelthen sagt "slut"

Og det burde folk i Spanien, Irland, Portugal, Italien og ret så mange steder også, inkl. Danmark, også gøre.

Penge er til for at tjene menneskerne og ikke omvendt.

Derfor.

Eller sagt ganske enkelt:

penge er reel, noget man kan gribe med fingrene, det er gæld ikke. Gæld er en aftale. Og som bekendt i politik (inkl. finanspolitik) en aftale er en aftale indtil man har en ny.

marius rizoiu,
"stabil fra en makroøkonomisk synspunkt" siger desværre absolut intet om hvordan folk, og især den fattige del af befolkningen, har det og økonomisk vækst kan der sagtens være samtidig med at store dele af befolkningen lider. Det er jo netop problemet med EUs politik, at den ikke tager hensyn til menneskene men udelukkende til regneark.

over 90% af de penge Grækenland fik i hjælp gik til de udenlandske banker og spekulanters sanering, ikke til den jævne befolkning som nu bliver bedt til kassen.
Så det er lodret løgn når man påstår at "Grækenland" har modtaget så mange milliarder fra de arbejdende mennesker i EU.

Det er den samme finansmafia der har spekuleret i Grækenlands sammenbrud der har.

Jes Enevoldsen

Til Thomas Holm.
Den tyske artikel, du angiver handler først og fremmest om den græske økonomi fra starten af EU medlemsskabet og op til krisen. Der er vel ingen, som ikke er enig i, at Grækenland har haft en "usund" økonomiske udvikling i den periode. En af de hovedansvarlige er jo Merkels åndsfælder i Nea Democratia. Det var i den periode tyskerne byggede OL anlæg, ny lufthavn og metro i Athen for penge som grækerne bla. lånte i Tyskland.
Det, det drejer sig om, er jo om hvordan grækernes vilkår har ændret sig under krisen. Mange indlæg skøjter henover fakts uden tydeligvis at have den mindste viden om, hvad der faktisk er sket for den enkelte græker. Din tyske artikel benægter ikke de tal, jeg har hevet frem eller de tal Tsipras bruger i sin valgkamp. Tyskerne mener at mindstelønnen er faldet godt 20% mendes Tsipras siger 26%. Det må man så finde ud af, hvem der har ret, men godt 20 er jo heller ikke småting. - At angive et stigende antal selvmord i kriseperioden (+35%) kommenteres således:
1. Er der virkelig en sammenhæng mellem selvmord og social deroute? (jeg ville jo sige: selvfølgelig) 2. I DK, som er et velstillet land, er raten meget højere end i GR. - Sidstnævnte er meget mere statistiksvindel end hvad Tsipras kan beskyldes for. Man sammenligner en udvikling over tid i GR med et absolut tal i DK. Man skulle selvfølgelig have sammenlignet med en udvikling i DK også. Her er uddrag fra en artikel i Politiken (13.01.2014):

"For et stigende antal danskere er livet så svært at bære, at de begår selvmord.

I 2012 tog 680 personer deres eget liv, og det er 12 procent flere end året før, viser nye tal fra Statens Serum Instituts register over dødsårsager.

Tallene vækker bekymring hos eksperter og Livslinien, fordi antallet af selvmord ellers i mange år har været nedadgående.

»Det er det højeste antal siden 2002, og 100 flere end i 2010. Det er en markant udvikling, som vi skal tage alvorligt«, siger Merete Nordentoft, professor i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center København.

Arbejdsløshed og skilsmisse
Hun kan ikke give nogen forklaring på stigningen, men henviser til, at mænd tegner sig for 75 procent af den kedelige statistik. Det giver et praj:

»Vi ved, at mænd er mere påvirkelige over for psykosociale ændringer som arbejdsløshed og skilsmisse. Den økonomiske krise er måske en af forklaringerne«, siger Merete Nordentoft"

At sammenligne med DK bliver altså noget af en boomerang for den tyske artikel. - Og hvorfor kommenterer man ikke Tsipras tal for depressioner?: + 270%. Som umiddlebart måtte kunne tages som tegn på stigende bl.a sociale problemer.
Jeg beklager, men der intet i den tyske artikel som modsiger, at gærkerne har betalt og betaler krisen.

Jørgen Mathiasen

Problemerne med Grækenland har været i stand til at fremkalde det, som støtter af den europæiske integration har efterlyst, nemlig en europæisk offentlighed.

Det undrer én, at Jørgen Steen Nielsen ikke nævner det, men så nævner han til gengæld meget andet, bl.a. de på Information så ansete amerikanske økonomer. Ved læsningen kommer man til at spekulere på, om Information eventuelt skulle befinde sig i en parallel virkelighed, som kun delvist har berøringspunkter med ens egen.

Der har været demonstrationer i Berlin kan man læse. Jamen dog. Jeg kan sige, at dagens aviser fortæller, at CDU/CSU står til øget opbakning blandt de tyske vælgere, så hvad demonstrationen i Berlin, som de færreste har bemærket, skal betyde, er ikke godt at vide.

Syriza har en vigtigere ven i Die Linke end i Enhedslisten og i Information. Partiet har dog svært ved at overse den gigantiske svindel, græsk politik udfører. Det er også svært at overse, at Syriza hverken har været i stand til at indføre et katastersystem (grundstykkerordning), endsige indføre en fungerende centraladministration eller en ditto skatteopkrævning, eller komme efter de græske millionærer, som har deres penge i Schweiz. Da Gysi og Wagenknecht (politprogrammernes ukronede dronning) selv underholder med den slags eksempler i tysk tv, er det nok grunden til, at Die Linke ikke anvender Informations helteretorik om den græske regerings medlemmer.

Marius Rizoiu

Curt Jensen
Jeg er enig i det, du siger. I mine kommentarer har jeg ikke analyseret,i hvilken omfang den makroøkonomiske stabilitet afhænger af befolkningens rigdom. Fattigdomen i et land er kun et internt emne på den lokale regerings borde. Makrostabiliteten er den vigtigste parameter i forholdet mellem et land og kreditorerne. Den afhænger af, hvor meget politikerne passer på, at overforbruget ikke stiger smertegrænsen. Der findes faktisk ikke noget land uden gæld, men det er vital, at den ikke kommer ud af balance.

Sider