Læsetid: 3 min.

IMF: Trods accept af krav vil Grækenlands gæld ikke være bæredygtig i 2030

Den græske regering smed i går håndklædet i ringen og accepterede i store træk kreditorernes vilkår. Samme dag viser lækkede papirer, at IMF ikke selv tror på, at den græske gæld vil blive bæredygtig trods implementering af krav
2. juli 2015

Med Grækenland erklæret i restance og uden mulighed for finansiering foretog den græske premierminister Alexis Tsipras i går en kovending og meddelte, at han – med enkelte justeringer – alligevel vil acceptere kreditorernes udspil til en forlængelse af den låneaftale, der nu er udløbet.

Tilbuddet – der er blevet afvist af den tyske kansler Angela Merkel, som ikke ønsker at genoptage forhandlingerne før efter søndagens folkeafstemning – kommer imidlertid samme dag, som lækkede dokumenter fra Den Internationale Valutafond (IMF) tilsyneladende bakker op om den græske forhandlingsposition. Grækenlands regering har konsekvent hævdet, at den græske gæld ikke vil blive bæredygtig under det nuværende stramme økonomiske program og uden lettelse af gælden.

Ifølge de lækkede papirer – som Information har adgang til – konkluderer analytikere fra de europæiske institutioner og IMF, at Grækenlands gældsbyrde ikke vil være bæredygtig efter 15 år med privatiseringer og en konstant vækst på 3,5 procent.

Ifølge de hemmeligstemplede dokumenter kaldet »Foreløbig analyse af den græske gælds bæredygtighed« fra den 25. juni 2015 vil gælden ifølge det scenarie, som IMF erklærer for det mest sandsynlige, i 2030 kun være faldet til 118 procent af BNP fra de nuværende 177 procent af BNP. I 2022 ville gældsbyrden stadig være på 142 procent af BNP.

Det mest optimistiske scenarie af i alt tre scenarier i dokumenterne indebærer »fuld implementering af programreformerne«. Men selv dette scenarie vil kun medføre en »aftagende tendens«, og gældsbyrden vil »forblive væsentligt over eurogruppens november 2012-mål.« 2012-målet var, at gælden skulle være ’væsentligt under 110 procent af BNP i 2022’«.

Gældsbyrden vil være endnu højere i alle de tre scenarier, hvis der bliver behov for at pumpe yderligere kapital ind i de græske banker, tilføjer analytikerne i en note.

»Det står klart, at de seneste måneders politiske forsinkelser og usikkerhed har gjort det umuligt under noget scenarie at opnå 2012-målene,« skriver økonomerne.

Urealistisk vækst

Kun det bedst mulige scenarie, hvor programmet implementeres fuldt ud, og hvor indkomsten fra privatiseringer er over fire gange højere end i det mest sandsynlige scenarie, vil gældsbyrden i 2030 være bæredygtig og ligge på 85 procent af BNP. Væksten skal i det optimistiske scenarie være på fire procent om året i alle 15 år.

Og det er ikke kun IMF’s økonomer, der mener, at det er yderst usandsynligt.

»Hvis der er meget høj vækst og samtidig høj inflation, så kan gælden måske blive bæredygtig, men der er ingen, der tror på, at det vil blive tilfældet i eurozonen,« siger Simon Tilford, som er økonom i tænketanken Centre for European Reform i London, til Information.

Gregory Claeys fra den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles hæfter sig ved, at alle tre scenarier forudsætter, at landet skal have et primært overskud på statens finanser på 3,5 procent af BNP.

»Det er meget højt. At have så stort et overskud vil virke imod hensigten og have en negativ indvirkning på væksten,« siger han.

I lyset af, at gældseftergivelse ikke optræder i kreditorernes plan, der blev offentliggjort af EU-Kommissionen mandag, er det bemærkelsesværdigt, at analytikerne bag bæredygtighedsanalysen konkluderer, at »væsentlige indrømmelser« er nødvendige for at forbedre Grækenlands chancer for at blive fri af gældsbyrden, der er med til at holde landet tilbage.

Analytikerne fremhæver da også en »forværring af den økonomiske vækst« som hovedårsagen til, at de ikke længere mener, det er realistisk for Grækenland at nå 2012-målene. Andre årsager er »de lavere privatiseringsindtægter og banksektorens mulige ekstra finansielle behov«.

’Overoptimistiske’ prognoser

Men trods erkendelsen af, at en »væsentlig omlægning af gælden og lånevilkårene vil forbedre bæredygtigheden« er der ingen forslag til, hvordan det skal gøres. Analytikerne kommer heller ikke med noget bud på, hvad en eventuel tredje lånepakke bør indeholde.

Dermed bliver analysen den seneste i en række IMF-analyser, der erkender, at trojkaens nedskæringspolitik ikke har givet det ønskede resultat, hvilket i sidste ende skader Valutafondens omdømme, mener The Guardians finansredaktør, Nils Pratley.

»IMF har sågar selv indrømmet, at (…) dets økonomiske prognoser kan have været ’overoptimistiske’. En 2013-rapport erkendte, at der var ’en spænding mellem behovet for at støtte Grækenland og bekymringerne over, at gælden med stor sandsynlighed ikke var bæredygtig,« skriver han.

IMF har da også tidligere signaleret villighed til gældsafskrivelse, men er i de seneste uger blevet stadig mere frustreret over den græske regerings forhandlingstaktik.

I sidste uge erklærede en talsmand for IMF, at fonden er »på samme side« som eurozoneregeringerne og afviste at diskutere omlæggelse af gælden, før Grækenland har implementeret tidligere aftaler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

Man føler trang til at udstøde et "Hvad fanden er meningen"...

Trojkaen opfører sig jo som en anden Gollum, der for enhver pris bare vil have sin "precious", koste hvad det koste vil for grækerne.

Der bliver talt så meget om Syrizas manglende troværdighed, men i lyset af ovenstående skal mistilliden vist rettes et andet sted hen.

Man får lyst til at støtte crowdfunding-indsamlingen til støtte for Grækenland. https://www.indiegogo.com/greek-bailout-fund.html
Er der nogen her, der har en mening om, om man kan håbe, at pengene havner det rette sted?

Philip B. Johnsen

ECB, IMF og Europa kommissionen, stjæler fremtiden for den græske ungdom for økonomisk berigelse, det er med høje renter, en meget lukrativ forretning.

EU bør stoppes, det er slet og ret en forbrydelse, syge børn kommer ikke på hospitalet, pga. privat græsk, hovedsaglig elitens gæld, blev afskrevet og tørret af på den almindelige befolkning, da boblen brast, også dengang en lukrativ forretning for, ikke mindst, dem EU trojkaen minder mest om Goldman Sachs.

Formuerne Grækenland's eliten tjente før 2008, blev ikke beskattede, Jean-Claude Juncker Luxemburg fintens fader, EU skatteunddragelsens mester, nu formand for EU-Kommissionen, har behændigt, hjulpet med til dette og Luxembourg, tjent godt på skattely politikken, opfundet af formanden for EU-Kommissionen, der er intet der tyder på, den politik ikke bliver videreført den dag i dag.

EU og Goldman Sachs, to alen ud af et stykke, det er, hvad danskerne, kan udlede af historien og fakta, lige nu ses det tydeligt, hvor grækerne skal til folkeafstemning og demokrati pludselig, er noget af en prøvelse for EU, så også her blander EU sig, på udemokratisk vis i retorik og økonomisk handling i bedste Goldman Sachs stil.

Jeg er principelt for EU, men må nu sande, at EU er en kriminel forsamling, der ikke har demokratisk legitimitet eller berettigelse, der må findes en beder erstatning, for denne mafia.

Carsten Wienholtz og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
georg christensen

Det er en endeløs spiral det nuværende Europa udsætter sine borgere for , en gigantisk "illusions forestilling", noget lignende hvad tyskernes fører for 70 år siden med den daværende reklameformand præsterede. Fuldstændig unødvendig og meningsløs. Vi "devaluerer" bare i fællesskab, og problemet er løst.

Jeg har kun "skam" ordet tilovers overfor det nuværende EU styre. Det er ikke folkene jeg henvender mig til , men deres tom hovede politiske såkaldte "eliter", jeg har på "kornet".
Nedslagtningen behøver jeg ikke bekymre mig om, den kommer som de selv har redt. Mit håb, er bare at slagtningen ikke bliver "brutal" men forståelig overfor hele Europafolket.

Henriette Bøhne

Anne-marie Krogsbøll,

Jeg tror såmænd sagtens, du kan have tillid til Indiegogo, som skulle være en uafhængig fundraising-tjeneste. Det er en ganske almindelig borger, som har startet den - en skosåler i Lomdon, såmænd.
Chancen for at nå det ønskede beløb er nærmest nul, men jeg har da for sjov doneret 20 €, som jeg skulle få igen, hvis ikke det ønskede beløb kommer ind :-)

Anne-Marie Krogsbøll

Henriette Bøhme:

Så har jeg også givet mit bidrag - indsamlingen har nu nået 1.633.000 Euro.

Men jeg ærgrer mig lidt over, at man ikke har satset på et realistisk beløb, der evt. kunne have hjulpet Grækenland til at overleve et par uger, indtil situationen er blevet lidt afklaret. Nu er bankerne tilsyneladende ved at løbe tør for penge, allerede inden afstemningen.