Læsetid: 2 min.

International kritik af uroplaget valg i Burundi

Præsidentvalget i Burundi har udløst international kritik og frygt for, at en etnisk konflikt mellem hutuer og tutsier kan blusse op
25. juli 2015

Burundis præsident, Pierre Nkurunziza, har vundet et udskældt og af oppositionen boykottet præsidentvalg med 69 pct. af stemmerne. Det offentliggjorde landets valgkommission i går, efter at vælgerne i Burundi tirsdag gik til stemmeurnerne oven på måneder præget af uro og vold. Mindst 70 personer har mistet livet siden april, hvor Nkurunziza offentliggjorde, at han stillede op. Valget har samtidig udløst international kritik fra blandt andre EU og det amerikanske udenrigsministerium, der har stillet spørgsmål ved, om det er frit og retfærdigt.

I maj søgte en af hærens generaler at styrte præsident Nkurunziza, men kupforsøget mislykkedes. Frygt for borgerkrig har samtidig sendt 170.000 burundiere på flugt til nabolandene Rwanda, Congo og Tanzania.

Det internationale samfund har fordømt præsidentens beslutning, der er forfatningsstridig, da en præsident kun kan sidde i to perioder. Den Afrikanske Union har tilmed droppet at sende observatører til valget, hvilket er første gang i unionens levetid.

Torsdag åbnede EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, for om nødvendigt at indføre målrettede sanktioner »mod dem, hvis handlinger har ledt til voldshandlinger, undertrykkelse og seriøse menneskerettighedsovergreb eller står i vejen for en politisk løsning«.

De toneangivende oppositionspartier har kaldt valget et ’teater’, og Nkurunzizas valgsejr har derfor syntes sikker. Selv afviser præsidenten, at han formelt stiller op til en tredje valgperiode, da han i den første periode fra 2005 var udpeget af den nationale forsamling og altså ikke folkevalgt.

Frygter ny borgerkrig

Urolighederne har etniske undertoner, hvilket får iagttagere til at frygte en tilbagevenden til den blodige borgerkrig mellem hutuer og tutsier, der brød ud i 1993 og kostede mindst 300.000 mennesker livet.

Hutuerne udgør 85 procent af Burundis befolkning og har siden landet opnåede uafhængighed fra Belgien i 1962 været i konflikt med tutsi-mindretallet flere gange.

Pierre Nkurunziza er selv tidligere oprørsleder for en gruppe hutuer, der kæmpede mod den tutsi-dominerede hær. Efter flere års forhandlinger blev en fredsaftale indgået i 2005. I de følgende 10 år har Burundi ifølge Nkurunziza selv været forskånet for krig, hvilket har været hans vægtigste argument over for vælgerne.

Mens præsidenten nyder bred opbakning rundt om i landet, er hovedstaden delt mellem tilhængere og opposition. Natten til tirsdag prægede eksplosioner og sporadiske skudvekslinger hovedstaden Bujumbura, rapporterer internationale medier. To politibetjente og en civil blev dræbt af skud som følge af urolighederne.

New York Times’ udsendte rapporterer da også om divergerende holdninger til valget, alt efter hvilken bydel man besøger. Og mens nogle vælgere har taget klar stilling til valget, er en del andre bange for at skilte med, hvilken side de støtter. En af dem, 30-årige Ndizeye Leonidas, valgte uden for et af byens stemmesteder at gnide sin finger i jorden for at fjerne blækket fra den.

»Jeg vil ikke have, at andre ved, at jeg har stemt,« fortæller han til avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu