Læsetid: 7 min.

Irans atomaftale er et historisk nyt kapitel

Enigheden om begrænsning af Irans atom-produktion til gengæld for annullering af sanktioner vil får langtrækkende konsekvenser i Mellemøsten – og i verden
En banebrydenden aftomaftale mellem Iran og seks stormagter blev tirsdag præsenteret for verdensoffentligheden ved middagstid. Den historiske aftale er kommet i hus efter 18 dages intensive slutforhandlinger i den østrigske hovedstad, Wien

En banebrydenden aftomaftale mellem Iran og seks stormagter blev tirsdag præsenteret for verdensoffentligheden ved middagstid. Den historiske aftale er kommet i hus efter 18 dages intensive slutforhandlinger i den østrigske hovedstad, Wien

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

15. juli 2015

Det tog 18 døgn at bane vejen for den historiske åbning mellem USA og Iran, siden aktivister 4. november 1979 stormede USA’s Teheran-ambassade og tog 52 gidsler i forsøget på at presse USA til at udlevere den faldne og flygtede, kræftsyge shah til stensikker henrettelse.

Gidselkrisen varede 444 dage, dens konsekvenser har varet i 36 år, heraf de sidste 10 med permanent israelsk-amerikansk militær trussel som latent alternativ til de økonomisk forkrøblende internationale sanktioner, begrundet i mistanken om Irans formodede kernevåben-ambition.

Den tilstand blev nulstillet tirsdag morgen, da den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif og EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, annoncerede aftalen, der indebærer iransk reduktion af antallet af centrifuger til berigelse af uran med to tredjedele til gengæld for udfasning af de internationale sanktioner.

Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, kaldte ikke uventet aftalen en ’historisk fejltagelse’ og al-Jazeeras chefanalytiker havde mobiliseret det spektakulære ordforråd, da han kaldte aftalen »en politisk atombombe, der vil ændre hele Mellemøsten«. Langt de fleste iagttagere er enige om, at aftalens bivirkning resulterer i en samordnet indsats mod Islamisk Stat og i øvrigt vil påvirke udfaldet af den syriske borgerkrig og udviklingen i Irak samt styrke iransk indflydelse i Libanon. I sandhed historiske dimensioner.

Læs også: Iranerne fejrer atomaftale i Teherans gader

Den historiske åbning tog sin begyndelse med den moderate præsident Hassan Rohanis fremstrakte hånd i FN’s Generalforsamling i september 2013, som præsident Barack Obama greb og ringede Rohani op fra sin mobiltelefon i den første direkte præsident-til-præsident-samtale nogensinde.

For som den iransk-amerikanske politilog, Soraya Sepahpour-Ulrich, sagde til Irans statslige nyhedsbureau, Fars, søndag – altså endnu før aftalen var helt på plads – har Obama valgt at engagere iranerne diplomatisk i erkendelse af, at følgerne af et militært angreb på de iranske atomanlæg er uoverskuelige – og vil ikke hindre iranerne i at producere bomben. »Desuden,« tilføjede hun, »er atomprogrammet det eneste, der forener alle iranere, og altså også dem, der er imod regimet.«

Begge parter havde således en klar interesse i at nå et resultat, selvom det holdt hårdt.

Knasterne

Til sidste sekund truede uenighed om to knaster – FN-inspektørers adgang til militære anlæg og takten i afvikling af sanktionerne – med at aflyse den historiske åbning mellem ’Den Store Satan’ og lederen af ’Ondskabens Akse’, som George W. Bush kaldte Iran. Og selvom aftalerne ikke fjerner alle modsætninger, er der bred enighed blandt eksperter og diplomater om, at de er et afgørende skridt mod en ny iransk-vestlig forståelse med geopolitiske overtoner, der vil flytte på de regionale magtbalancer, men formentlig også udløse en intern iransk magtkamp mellem moderate og konservative, der er imod enhver kontakt med ’Den Store Satan’.

Den sidste antagelse deles af den politiske redaktør for det internationale arabiske dagblad Al-Hayat, Hazem Saghieh, der i telefonen fra Beirut siger: »På kort sigt er aftalen en pengegave til regimet, men på længere sigt vil den styrke Irans demokratiske opposition, og jeg tror, det har været et af Obamas motiver for at få den igennem trods skepsis i hans bagland.«

Læs også: Arabisk lunkenhed over Irans aftale med Vesten

Saghieh peger på, at adgangen til ’nye penge’ i indefrosne aktiver og den forventede forøgelse af udenlandske investeringer, i første omgang vil styrke Irans strategiske mål i Mellemøsten – »også i lyset af de arabiske lederes inkompetence«, som han siger og tilføjer: »Men i det lange løb vil modsætningerne internt i regimet øges i takt med den øgede kontakt til Vesten ligesom den unge generation, der blev synlig i den grønne bevægelse i 2009, igen vil løfte stemmen.«

Iran var tvunget i knæ

Før aftalen om en fælles aktionsplan i november 2013, der trådte i kraft i januar 2014, havde sanktionerne tvunget Irans økonomi i knæ med minusvækst, en devaluering af rialen på 56 procent overfor dollaren gennem de foregående to år, en inflation på 40 procent og med en arbejdsløshedsprocent på mindst 20, men formentlig højere.

I april, da den nuværende forhandlingsrunde tog sin begyndelse, vurderede den amerikanske skatteminister, Jacob Lew, at Irans økonomi var 15-20 procent mindre, end hvis sanktionerne fra 2010 og 2012 ikke var trådt i kraft.

Alene Irans mistede olieindtægter beløber sig til 160 milliarder dollar, ligesom mere end 100 milliarder iranske aktiver er indfrosset i udenlandske banker.

Det økonomiske kvælergreb blev foretaget i en mosaik af sanktioner, hvoraf FN-sanktionerne fra 2006 og frem faktisk er de mest lempelige.

USA og EU har sideløbende gennemført sanktioner siden 1992 – for USA’s vedkommende siden 1979 – der udover atomsagen blev begrundet med forsøg på at hindre våbeneksport til bl.a. Irak, Syrien, Libanon og Gaza, menneskerettighedskrænkelser i selve Iran (henrettelse af homoseksuelle, vilkårlig retspleje), statssponseret terror og tilskyndelse til international destabilisering (bl.a. i Yemen). Blandt sanktioner, der forbliver i kraft i fem og otte år, er forbud mod våbenimport og import af missilteknologi.

Særligt invaliderende var de amerikanske sanktioner i 2010, der afskar ’udenlandsk baserede finansinstitutioner og tilknyttede virksomheder’ fra handel med iranske banker og banker, der handler med Iran og anvender dollaren som valuta, og fra det amerikanske finansielle system.

Da hovedparten af internationale valutaoverførsler sker via amerikanske banker, er »overtrædelse af de sanktioner en dødsdom for enhver international bank«, som en amerikanske viceskatteminister David Cohen har bemærket.

Sanktionerne lammede ifølge tænketanken Foreign Relations Council Irans udenrigshandel, da banker, finansinstitutioner og selskaber, der handlede med Iran, trak sig – simpelthen for at kunne forblive i det vestlige økonomiske kredsløb.

Læs også: Obamas iranske kalkule

Sanktionerne medførte, at den iranske olieeksport, der i 2011 var på 2,5 millioner tønder om dagen, faldt til 1,1 mio. tønder, under det halve – således røg EU som største oliekunde med daglige 600.000 tønder ud af Irans regnestykke. Kina, Japan, Indien, Sydkora og Tyrkiet vedblev at importere iransk olie på amerikansk dispensation, men i mindre omfang end før 2011.

Andre snubletråde i den flossede iranske økonomi er den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejads flamboyante økonomiske politik – bl.a. forgyldte han brudepar med statslige ’præmier’ – og ikke mindst de faldende oliepriser.

Ifølge IMF, den internationale valutafond, fordrer Irans budgetmæssige balancepunkt en oliepris på knap 93 dollar tønden – i disse dage er den faldende netop som en følge af forhandlingerne i Wien, og ligger på omkring 57 dollar. Og i det meste af perioden siden de seneste sanktioner trådte i kraft har den ligger omkring 65 dollar.

Rohanis genopretning

I forbindelse med den fælles aktionsplan fra november 2013, der trådte i kraft fra januar 2014, blev nogle sanktioner løftet midlertidigt – og kunne annulleres med sekunders varsel – ligesom iranerne fik adgang til 4,2 milliarder dollar i indefrosne aktiver, hvilket omgående bevirkede ny, om end beskeden økonomisk vækst efter flere år med minusvækst.

Allerede her spændte Hassan Rouhani og hans vestligt uddannede ministre de 77 millioner iraneres forventninger til et niveau, der indebar risiko for politisk uro, hvis de blev skuffede. Også selvom det på Rohanis plus-side tæller, at han siden 2013 har stabiliseret den iranske valuta og mere end halveret inflationen.

Men alt andet end en aftale ville vælte hans politiske korthus, også fordi han har forhandlet med den ene hånd bundet på ryggen, idet det definitive ja eller nej til en aftale er den øverste åndelige leder ayatollah Ali Khameneis. Som tidligere iransk præsident er Khamenei en dreven politisk operatør og har gennem hele forløbet balanceret mellem præstestyrets konservative fløj, der er imod en aftale med ’Den Store Satan’, og den moderate Rohani, der med sit løfte om ’åbning mod verden’ (læs: Vesten) fik massiv folkelig opbakning ved præsidentvalget i foråret 2013.

Revolutionsgarden vil tjene

En faktor i Rohanis favør er Irans Revolutionsgarde, den øverste åndelige leders personlige hærstyrke, der er bedre udrustet end den iranske hær og har afgørende indflydelse i Irans komplekse politiske labyrint. Garden profiterede via ekgardisten Mahmoud Ahmedinejads nepotisme af sanktionerne som storaktionær i energisektoren (som vestlige selskaber måtte forlade som konsekvens af boykotten), og i turisme, transport, bygge- og anlægsvirksomhed, telekommunikation og internettet.

Som en vestlig diplomat, der har fulgt Iran tæt, citeres for hos Reuter, andrager gardens samlede omsætning 10-12 milliarder dollar årligt, svarende til en sjettedel af Irans BNP.

Men den internationale krise og sanktionerne ramte også gardens investeringer. Nu åbnes adgangen til indefrosne milliarder og ny udenrigshandel, som vil puste nyt liv i gardens kommercielle sektor.

I forvejen er gardisternes entreprenørfirma landets største, og forestår bl.a. udviklingen af Pars-gasfelterne, Teherans nye metro og en rørledning til Pakistan.

Med afvikling af de vestlige sanktioner vil garden kunne udnytte de statslige privilegier, den nyder, såsom skatte- og toldfordele og lave finansielle kommissionsomkostninger, der sætter garden i stand til at importere teknologi, reservedele, etc. med pæne profitter.

Ahmedinejad er historie, men andre ekgardister som parlamentsformand Ali Larijani og sekretæren for det nationale sikkerhedsråd, Ali Shamkhani, indtager centrale positioner. Det nationale sikkerhedsråd er afgørende for godkendelse og/eller forkastelse af Wien-aftalen. Ifølge al-Jazeera er rådets flertal tilhængere af en godkendelse. Og det skal nok passe.

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Petersen

Ren kapitulation… Skuddet til et nyt våbenkapløb i Mellemøsten, er nu sat i gang.

Spørgsmålet er nu om Irans første atombombe bliver opkaldt efter Obama?

Nu må det være på høje tid at få lavet en aftale med Israel, som vil genetablere Mellemøsten som et atomvåben frit område.

John Christensen

Lars P...?
Hvad bygger din pessimisme på?

Jens N...Nedrustning bør have høj prioritet på dagsordenen i FN, ikke bare ift Mellemøsten.
Atomvåbenfrizoner er et udmærket redskab, se bare på Norden, og glem ikke fodnotepolitikken!

Klimaet imellem USA og Rusland er ikke præget af nedrustningssamtaler, men det burde det være.

Man kan nedlægge veto i sikkerhedsrådet, men burde ikke kunne nedlægge veto hvis resten af verden ønsker en anden udvikling. Come on Lykketoft, we can - if we will.
Ohh yes we will!

henrik hansen

@John Christensen: "Klimaet imellem USA og Rusland er ikke præget af nedrustningssamtaler"
Hvordan kan det lade sig gøre, så længe der eksisterer et USA?

Henrik Leffers

Målet for Israels politik i Mellemøsten har gennem 40 år været, at skabe splid mellem deres arabiske naboer. Israel har ført den politik (med stor succes!), fordi den blev set som det bedste forsvar af Israel, men politikken har stort set hele vejen, af økonomiske grunde (kontrol over olien), også været støttet af USA. Derfor er Israel selvfølgeligt imod aftalen og derfor er oligarkerne (og deres støtter) i USA også modstandere af aftalen!

Her ser vi endelig efter mange år forskellen på demokratisk diplomati med omtanke, kontra republikati baseret på slagord og dæmonisering fulgt op med militær tyrannisering og ødelæggelse som eneste politiske mål.

Årtier med republikati der smadrede Vietnam, Irak Afghanistan og Libyen, for hundredtusinder af menneskers liv, man intet regnede for alene ud fra en social opfattelse begrundet i påklædning, og livsstil.

Forhåbentlig vil fremtiden bringe mere fredelige løsninger, indenfor en demokratisk opfattelse for ødelæggelse og massemord på befolkninger i lande er ikke løsningen få en fredelig verden.

Karen Grue, Karsten Aaen og hanna konyher anbefalede denne kommentar
georg christensen

Mit store "tillykke" til Iran folket er hermed tilkendegivet.
Nu forlanger jeg bare af jer, at i også forlanger kontrol med israelske atomvåben.

En kontrol som det såkaldte FN system´s atom argentur i alt for lang tid , har lukket øjnene overfor på samme måde som overfor Nordkoreas atom program. To "banditstater", som hver for sig kun soler sig selv i verdenspolitikernes mangel på "viden om".

Finn Thøgersen

Så kan vi vist godt regne med at Saudierne nu har bestilt de A bomber de længe har haft i "restordre" i Pakistan. De valgte nemlig at medfinanciere Pakistans A våben program mod en option på fremtidige leverancer.

Og hvor længe mon der går før fx Egypten og Tyrkiet også melder sig ?

@ henrik hansen

- Ja, jeg kan godt se hvor du vil hen, og vil også vige dig ret i det ikke er demokratisk diplomati, at bruge sult, nægtelse af lægemidler osv. er særlig diplomatisk eller demokratisk.

Jeg ser et håb i forskellen mellem den demokratiske Amerikas syn på tingene i nytiden, i modsætning til republiktiet slagsord, dæmoniseringer og militære tyranniseringer, og det er der min umiddelbare tanke befandt sig, og som jeg lægger vægt på i mit skriv.

Aftalen med Iran er historisk og viser, at der kan og skal opnås resultater uden brug af våben. Gid magthaverne nu har lært af deres hidtidige ageren, at politisk og militær indgriben, altid fører til ufred og flygtningestrømme. Den største forhindring for fred i mellemøsten er nu, at det Israelske folk, igennem massive skrækkampagner, genvalgte Benjamin Netanyahu. Den mand vil slet ikke fred !