Læsetid: 8 min.

Islamisk Stat sidder tungt på Fallujah

De irakiske shiamilitser forsøger at fordrive Islamisk Stat fra Fallujah i den sunnidominerede Anbar-provins. Men byen, som lige siden den amerikansk-ledede invasion i 2003 har været centrum for modstanden mod de nye magthavere, bliver vanskelig at indtage. Det fik Abu Mahmoud og hans soldater at mærke på egen krop en mørk nat i juli
Det kan godt være, at Raqqa i Syrien betegnes som Islamisk Stats hovedstad, men blandt Iraks shiitiske krigsherrer betragtes Fallujah som terrorreden over dem alle. Her ses en gruppe Shia-krigere fra Badr Brigaden ved frontlinjen for Fallujah

Det kan godt være, at Raqqa i Syrien betegnes som Islamisk Stats hovedstad, men blandt Iraks shiitiske krigsherrer betragtes Fallujah som terrorreden over dem alle. Her ses en gruppe Shia-krigere fra Badr Brigaden ved frontlinjen for Fallujah

Hadi Mizban

14. juli 2015

Ved landsbyen Hitawiyya øst for Fallujah i Iraks blodige Anbar-provins, suser vildfarne kugler forbi ørerne på shia-krigere, der har forskanset sig bag sandvolde. Alligevel stikker de jævnligt hovederne op over voldene for at se, når Katusha-raketterne rammer fjendens stillinger en kilometer borte. Raketnedslagene oplyser natten og får i et kort øjeblik palmernes silhuetter til at træde ud af mørket i det ellers ganske øde ørkenlandskab.

Krigerne ledes af kommandant Abu Mahmoud. Han står bag sandvolden, og i den ene hånd har han en iPad, som viser et kort over området. Den 48-årige garvede militssoldat med det store buskede overskæg er iført kampuniform og et hvidt tørklæde rundt om halsen. For godt ti år siden kæmpede han en bitter kamp mod de britiske tropper efter den amerikansk-ledede invasion. Men i nat er Abu Mahmouds fjende jihadisterne fra Islamisk Stat.

De irakiske shiamilitsers paraplyorganisation Hashd har netop indledt en større operation for at indtage en række små landsbyer omkring IS-højborgen Fallujah. Abu Mahmoud sender to hold af shiamilits-krigere ind på slagmarken. De skal sammen med en enhed fra regeringshæren fravriste Islamisk Stat kontrollen over flere positioner langs Eufrat-floden.

Med bekymrede øjne ser Abu Mahmoud sine krigere forsvinde ud i mørket. Han ved, at der venter en blodig nat forude. I den anden hånd hviler en walkietalkie, og den begynder snart at skratte mere og mere. Meldingerne, der kommer ind fra slagmarken, er ikke gode.

»Sårede mænd. Vi har sårede mænd. Send ambulancer ind, nu!« lyder en ophidset stemme.

»Og send hold fem ind. Hold fire er for slapt! Hold fem øjeblikkeligt,« lyder det kort efter, mens skudsalverne brager i baggrunden.

Abu Mahmoud sender to ambulance-pickups ind til krigszonen for at hente de sårede og beordrer hold fem klar til at angribe. Krigerne lader deres våben og bliver overdænget med kys på panden af kammerater, inden de forsvinder ud i mørket til fods.

Kort efter vender ambulance-pickuppen tilbage med to livløse kroppe på ladet. Fire andre hårdt blødende shia-krigere behandles med smertestillende medicin inden de sendes af sted til den nærmeste militærbase til yderligere behandling.

»Det er rent vanvid. Må jorden sluge dig for evigt, Fallujah. Må jorden sluge dig for evigt,« råber en oprevet shia-kriger. Den ene af de døde er hans ven.

’Terrorreden’ Fallujah

Det kan godt være, at Raqqa i Syrien betegnes som Islamisk Stats hovedstad, men blandt Iraks shiitiske krigsherrer betragtes Fallujah som terrorreden over dem alle.

Abu Musab al-Zarqawi, den tidligere leder af Islamisk Stats forgænger al-Qaeda i Irak (AQI), gjorde Fallujah til terrororganisationens hovedsæde i 2004. Byen – som under babylonierne husede de vigtigste jødiske lærde på kloden – fik allerede i 2004 sine første shariadomstole til stor forfærdelse for de lokale indbyggere. Og for de fleste irakere er Fallujah fortsat synonym med de selvmordsbombere, der skabte ravage efter den amerikansk-ledede invasion i 2003.

»Fallujah er en terrorrede. Al terror kommer derfra. Får vi styr på Fallujah, er det et stort skridt i krigen mod Islamisk Stat,« lyder det fra militskommandanten Abu Mahmoud.

Men ifølge Abu Mahmoud bliver Fallujah ingen walkover. Ikke engang den amerikanske krigsmaskine havde nemt ved at erobre byen. Kun en måned efter iværksættelsen af ’Operation Vigilant Resolve’ i april 2004 måtte amerikanerne opgive kampagnen. Og da det amerikanske marinekorps igen et halvt år efter forsøgte sig med ’Operation Phantom Fury’, var det kun med nød og næppe, at byen blev indtaget. Dengang kaldte det amerikanske militær operationen for »de voldsomste kampe siden slaget om Hue under Vietnamkrigen«.

Ifølge den 34-årige Alaa Jasem – en tidligere efterretningsofficer som har været udstationeret i den sunnidominerede Anbar-provins – står Fallujah i dag meget stærkere, end den gjorde tilbage i 2004:

»Islamisk Stat er meget stærkere end al-Qaeda nogensinde har været. De råder over oliefelter, hvedemarker, hvedesiloer, cementfabrikker. Og desuden får de store indtægter fra beskatningen af den lokale befolkning. De opererer som en stat.«

Men det er ikke bare Islamisk Stats besiddelse af infrastruktur, der gør bevægelsen stærk i Fallujah, forklarer Alaa Jasem. De fleste af Saddam Husseins ex-officerer stammer primært fra Fallujah. Og mange af dem udgør i dag selve rygraden i Islamisk Stats kampstyrker.

»Fallujah er deres by. Deres hjemmebane. De tidligere Baath-folk kender alle afkroge og hjørner i området. De vil gøre alt for at bevare Fallujah,« siger den tidligere efterretnings- officer.

En blodig nat

Ved nattens kamphandlinger øst for Fallujah i landsbyen Hitawiyya står det også klart, at jihadisterne har overhånden mod shiamilitserne og regeringshæren. Situationen forværres minut for minut.

Da solen står op over Anbar- ørkenen går snigskytterne fra Islamisk Stat amok på deres iransk-støttede ærkefjender. Skudsalverne fra de russiske Dragunov-rifler kender alle i skyttegraven. Og der er tilsyneladende mange af dem på slagmarken.

»Abu Mahmoud. Vi bliver beskudt fra vest. Hvad sker der? Jeg gentager: Vi bliver beskudt fra vest. Snigskytter!« lyder en desperat stemme i militskommandantens walkietalkie i forskansningen.

Abu Mahmoud forsøger at få styr på sit andet hold i den vestlige flanke via sin walkietalkie, men indser, at også de er kommet under heftig artilleribombardement.

»Vi bliver tæppebombet med artilleri herovre. Skifter.«

Kort efter lyder et kæmpe brag østpå som sender en voldsom trykbølge hen imod forskansningen. En paddehattesky rejser sig over slagmarken. Jihadisterne forsøger, ifølge Abu Mahmoud, at sætte regeringshærens enhed ud af spil med kraftige selvmordsbomber. En strategi som Islamisk Stat har brugt flittigt imod sine fjender. Blot få minutter senere eksploderer endnu en kraftig bombe, hvilket får nogle af shia-krigerne helt op i det røde felt. Da den tredje selvmordsbombe går af, opstår der et kaos, som ingen længere er herre over.

»Situationen er uholdbar. Vi er nødt til at trække os,« råber en stemme over walkietalkien.

Soldaterne fra regeringshæren trækker sig fra slagmarken efter den tredje selvmordsbombe og efterlader dermed hele den ene flanke åben for angreb. Og det er netop, hvad jihadisterne gør: De angriber den usikrede flanke. Tilbage på slagmarken står nu to hold bestående af shia-krigere. Det ene hold bombes med artilleri og har mistet orienteringen, og det andet beskydes fra både øst og vest.

Da holdet fra regeringshæren vender tilbage til skyttegraven, opstår der voldsomme verbale sammenstød mellem shia-krigerne og soldaterne over tilbagetrækningen.

»Har I ingen ære eller hvad? Hvad har I gang i?« spørger en vred militskriger, hvis militskammerater omringer regeringshærens Humvees.

Kort efter kommer endnu en dyster melding i Abu Mahmouds walkie-talkie. »Jeg er ked af at sige det, Abu Mahmoud, men vi er nødt til at trække os. Vi har mange sårede. Hent os,« kommer det fra en shia-kommandant fra slagmarken.

Abu Mahmoud forsøger at dæmpe sammenstødene mellem soldaterne og shia-krigerne ved forskansningen. Han spørger høfligt hærens soldater, om de ikke nok vil hente de sårede inde fra krigszonen med deres Humvees, men soldaterne nægter og forklarer, at de kun tager imod ordre fra deres overordnede.

Der hviler nu et tungt ansvar på militskommandanten Abu Mahmouds skuldre. Da de fleste shiamilitser i Irak ofte består af mænd fra samme by, vil kommandanten på ingen måde risikere at blive anklaget for at lade sine bymænd i stikken. Familierne i hjembyen vil straffe ham hårdt. Især hvis det viser sig, at han i kampens hede stod handlingslammet.

Men militskommandanten viser ingen tegn på handlingslammelse. Han griber pludselig fat i kraven på en af soldaterne og trækker ham ud af Humveen. »Ud med dig,« siger han og beordrer straks sine folk til at overtage hærens fire Humveer.

»Hent nu jeres brødre,« lyder ordren til shia-krigerne, som trykker speederen i bund og efterlader tykke støvskyer bag sig i forsøget på at hente deres sårede kammerater.

Lugten af krudt hænger tungt i luften. Trykbølgerne fra bragene kommer tættere på. Og det samme gør Islamisk Stats artillerigranater, som for første gang lander bag sandvoldene. I et desperat forsøg på at aflede jihadisterne, mens de sårede shia-krigere bringes i sikkerhed, sender Abu Mahmoud tre pickups med antiluftskyts ind i slagmarkens usikrede flanke, hvor regeringshæren netop har trukket sig. De kraftige skudsalver fra antiluftskytsen fortsætter med uformindsket styrke, indtil Humveerne vender tilbage til forskansningen.

Da Humveerne vender tilbage, er det med syv livløse kroppe og mindst 21 sårede liggende i bunker oven på hinanden på bilernes kølerhjelme. Militsen opgiver kampen og sætter kursen mod deres base. Islamisk Stat – som lige har sendt 400 mand på flugt – trækker sig ligeledes tilbage til de positioner, som shia-krigerne ønskede at erobre denne nat.

I morgen er der krig igen

Da Abu Mahmoud og hans næstkommanderende er kommet inden for basens tykke betonmure, taler Information med Abu Mahmouds næstkommanderende Abu Zahra om, hvad der skal til, for at de kan slå Islamisk Stat.

»Der er brug for kampfly i de her operationer,« siger en træt næstkommanderende, Abu Zahra, og tilføjer:

»Vi taber kampen, fordi de når at hente forsyninger og krigere inde fra Fallujah. Kampfly kan forhindre dem i dette.«

Den irakiske regering havde ingen fly over slagmarken. Og koalitionsflyene var hverken til at se eller høre i nat. Den manglende koordinering er typisk i krigen mod Islamisk Stat, hvor samtlige parter alt for ofte fører deres egen selvstændige kamp mod jihadisterne.

I stedet nævner Abu Zahra Irans revolutionsgarde som en anden mulighed. Hvis den iranske revolutionsgarde får lov at spille en rolle i Anbar, som den allerede gør i Salahuddin-provinsen ved byen Baiji 200 kilometer nord for Bagdad, bliver det måske nemmere at genindtage Fallujah, forklarer han:

»For to måneder siden troede vi alle, at Baiji var tabt. Men så kom iranerne, og nu er Islamisk Stat på tilbagetog.«

Men iranske støvler i den sunnidominerede Anbar-provins er ikke uproblematiske. En iransk tilstedeværelse i Anbar vil givetvis fremmedgøre en allerede frustreret sunni-befolkning. Og desuden vil Irans fjender i Golfen måske øge støtten til syriske oppositionsgrupper for at vælte Irans allierede, Assad, i Syrien i den store geopolitiske magtkamp.

Abu Zahra erkender dette. Og han erkender også, at den igangværende operation i Anbar ikke bliver nem.

»Der er ingen magisk formel. Vi må koordinere indsatsen bedre. Hashd-styrken og hæren er nødt til at gå ind fra flere retninger for at stresse Islamisk Stat. I aften begraver vi vores døde, og i morgen er der krig igen. Sådan er det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu