Læsetid: 6 min.

Kreml skrotter nationalismen

Russisk nationalisme og imperialisme er modsætninger, fremhæver russisk analytiker. Derfor har Kreml opgivet sidste års nationalistiske mobilisering til fordel for antivestlige og imperialistiske opråb
Russisk nationalisme og imperialisme er modsætninger, fremhæver russisk analytiker. Derfor har Kreml opgivet sidste års nationalistiske mobilisering til fordel for antivestlige og imperialistiske opråb

Sergei Karpukhin

31. juli 2015

Kreml har uhæmmet brugt nationalisme til at mobilisere befolkningen for Vladimir Putin, men frygter i stigende grad at have stimuleret en radikal nationalisme, som det ikke kan kontrollere.

Det siger Lilja Sjevtsova, en af de skarpeste russiske analytikere af russisk indenrigspolitik og forfatter til flere bøger om Putins regime.

Sjevtsova fremhæver, at regimets frygt for radikal nationalisme er baggrunden for, at Kreml »har skiftet kurs fra nationalistisk mobilisering i kølvandet på annekteringen af Krim sidste år til fordel for antivestlig mobilisering ud fra påstanden, at Rusland er et belejret fort, som Vesten søger at indtage og ødelægge.«

Sjevtsova peger på, at omdrejningspunktet for sidste års propaganda var ’den russiske verden’ og målet at »genforene« russisk-talende i andre tidligere sovjetrepublikker med moderlandet. Den tankegang svarer imidlertid ifølge Sjevtsova dårligt til virkeligheden:

»Rusland er stadig et imperium, og den nationalistiske parole ’Rusland for russere’ undergraver imperiet. Nu er den militaristiske imperialisme i fokus for propagandaen.«

– Kreml frygter den radikale nationalisme, men udgør den en reel fare for Putin?

»Nej, formentlig ikke. Når Kreml alligevel frygter den, viser det desperationen i regimet. De største manifestationer som ’Marchen for Rusland’ har kun tiltrukket nogle få tusinde deltagere.

Nationalismen er blevet stadig mere aggressiv, men er samtidig i forfald. Når Kreml alligevel frygter den, viser det desperationen i regimet.«

– Hvad med grupper som motorcykelbanden Natteulvene, som Putin åbenlyst støtter?

»De kan være mange, men de er ikke stærke. Natteulvene har forsøgt at opsuge lokale ekstremister, men uden held. Natteulvene er betalt af Kreml og har mediernes store interesse, men de er patetiske. Russisk nationalisme er ikke fremtiden. Det er snarere venstreorienterede værdier som lighed, retfærdighed og værdighed. Værdighed spiller hovedrollen i byerne, mens det er længsel efter lighed og retfærdighed, som dominerer i landområderne.«

– Giver det kommunistpartiet mulighed for comeback?

»Nej, kommunisterne har endegyldigt tabt, for de er simpelthen for pro Kreml. I den traditionelle opposition er der stort set ingen venstrefløj. Og oppositionen er lille, demoraliseret og plaget af interne stridigheder, så dens stemme er meget svag i vores politiske ørkenlandskab. Men oppositionen kan og bør fastholde en niche.«

At der er noget at fastholde, viste reaktionerne på mordet på oppositionslederen Boris Nemtsov i februar. »70.000 gik i gaderne. Det er mange i den aktuelle politiske ørken. Og der er mange tegn på stigende utilfredshed,« siger Lilja Sjevtsova.

64 procent mener ifølge meningsmålinger fra det uafhængige analyseinstitut Levada, at samfundet bevæger sig i den rigtige retning, men 65 procent mener, at Rusland er i dyb krise.

»Rusland er et politisk skizofrent samfund, der viger tilbage for at se problemerne i øjnene. Men det vil ændres i takt med, at massefyringer og lockouts skaber stadig større utilfredshed på fabrikkerne,« er Sjevtsovas overbevisning.

– Hvordan vil du forklare den fortsat store støtte til Putin?

»Rusland er endnu ikke et fuldt udfoldet diktatur, for det er usikkert, hvor meget kontrol staten har med samfundet. At Putins popularitetstal er på 89 procent betyder intet. Da Kommunistpartiet mistede magten, havde det officielt en opbakning på 99 procent.«

Til spørgsmålet om Putins Kreml overhoved har en ideologi, siger Sjevtsova: »Ja og nej. Ideologien er antivestlig og samtidig imperialistisk, men regimet har ingen sammenhængende ide sammenlignet med kommunismens. Sidste år lignede nationalismen en ideologi. Nu er det den Eurasiske Union.«

Den overnationale organisation under Moskva, som blev søsat ved årsskiftet med Rusland, Hviderusland, Kasakhstan som grundlæggere. Siden Har Armenien og Kirgisistan tilsluttet sig.

»Kreml bruger forskellige ord, men retorikken er sovjetisk. Teorier har mistet værdi, herunder også al snak om demokrati. Regimet siger en ting om morgenen, men noget andet om aftenen.«

Putin er ikke nationalist

»Putin er ikke nationalist. Det vigtigste for ham er at bevare imperiet med Nordkaukasus, Basjkortostan, Tatarstan og andre ikke-russiske områder. Nationalisme og imperialismen kan ikke forenes.«

»Putins Storrusland, det eurasiatiske Rusland, er derfor ikke en nationalstat. Det mangler stadig at udvikle en postsovjetisk identitet.«

– Ukraine er vel ved at blive en nationalstat, måske takket være Putin?

»Ja, Putin har hjulpet Ukraine på vej til en reel national identitet. Blandt de utilsigtede konsekvenser af hans politik er også, at den har givet Nato nyt liv.«

– Men Putin står vel alligevel tilbage med sejren i det geopolitiske spil?

»Putin har hidtil vundet, men kun taktiske sejre. Han har ikke vundet i den store geopolitiske historie, hvor Rusland er marginaliseret, isoleret og i dyb krise, som sanktionerne har skærpet.«

– Men der er vel ikke udsigt til sammenbrud for Putins regime i nær fremtid?

»Nej, Putins system har et vist manøvrerum. Social uro vil komme, men uvist hvornår. Staten har økonomiske reserver til at klare sig i endnu et par år. Nu har den guld- og valutareserver for omkring 300 milliarder, men staten skylder mere end 700 milliarder. Blandt andet Grækenland viser imidlertid, at sådan en situation kan vare længe.«

Blandt Ruslands store problemer er ifølge Lilja Sjevtsova, at der ikke længere er økonomisk vækst, men en forældet infrastruktur og en oliepris på 60 dollar tønden, mens Rusland har behov for omkring 100 dollar per tønde, hvis budgettet skal hænge sammen. Forbruget falder, men regimet har manøvrerum de næste par år. Blandt de ubekendte faktorer er, hvor høj tålmodighedstærsklen er blandt russerne.« »I så vanskelige tider er folk desorienterede. Positive ideer smuldrer væk og det er frugtbar jord for ekstremisme. Fra Nordkaukasus drager unge ud for at kæmpe for Islamisk Stat, som også står stærkt blandt etniske muslimer i Centralasien og i det russiske kerneland. Staten er rædselsslagen for nationalismen og spærrer ekstremistiske nationalister inde. Kreml er desperat for at aflede opmærksomheden fra de reelle problemer som økonomien.«

Had som foder

At oppiske had imod Vesten og imod egen opposition spiller en central rolle i Putinregimets overlevelsesstrategi.

»Hvis folk var glade, var der jo ingen grund til at fodre dem med had,« siger Sjevtsova og fremhæver, at regimet rammer sig selv med krigstrommerne mod naboer og Vesten.

»Der er simpelthen ikke velstand eller stabilitet nok i Rusland til, at Kreml kan forlade krigstilstanden til fordel for fred. Konsekvenserne af den ikke erklærede krig mod Ukraine er allerede for meget for Putin at klare.«

Der er sat kræfter fri, som Kreml kan få stadig sværere ved at kontrollere, herunder høge, som kræver »total sejr« og flere ressourcer til militærindustrien. »Det er udtryk for øget frustration blandt russiske nationalister og imperialister, der forventer at Putin undertrykker andre nationer effektivt.

Det er ikke overraskende, at Putin konstant søger nye ideer til at retfærdiggøre sin stadig mere autoritære magtudøvelse,« siger Sjevtsova, der sammenligner det med en sammenkogt ret, som Putin putter alt det i, som han har ved hånden som chefkok:

»Sovjetisme, nationalisme, imperialisme, militær patriotisme, russisk ortodoks fundamentalisme og økonomisk liberalisme. Han roder ideer sammen, som er lånt fra såvel russiske konservative som vestlige højrekræfter.« Som eksempel nævner hun, at Putin ofte citerer den russiske filosof Ivan Iljin (1883–1954), der i 1948 ud fra Francos Spanien og Salazars Portugal beskrev fascisme som »et sundt fænomen«.

Iljin opfordrede til at skabe et »russisk nationalt diktatur«. Putin har endnu ikke talt om et »nationalt diktatur,« men taler stadig oftere om vestlige forsøg på at trænge Rusland op i en krog. Putin taler om frihed, men det gælder ikke for individet. Med citater fra Iljin mener han »frihed for Rusland«.

For Kreml er ideer simpelthen instrumenter, ifølge Sjevtsova. Når en handling skønnes nødvendig, bliver der fundet ideer, som retfærdiggør den.

»Et atomiseret folk er til for at forvirre og bibringe opfattelsen, at alt er relativt og flyder. Propagandaen kan påstå, at ’russiske værdier ikke askiller sig dramatisk fra vestlige værdier.Vi tilhører samme civilisation’. Men et øjeblik efter hedder det, at Vesten er Ruslands værste fjende.«

Det er ifølge Lilja Sjevtsova blevet en del af Kremls drejebog at udsende modstridende signaler for at forvirre både russerne og det internationale samfund og »dermed gøre kaos til selve slagmarken«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Selv under den værste Stalin forskrækkelse havde vi folk der holdt hovedet klart som forstod betydningen af samtalen, kultur udveksling og mellem folkelig samkvem. Hvor er brobyggerne i dag?

Anders Graae, Bill Atkins, Per Torbensen, Holger Madsen, Peter Ole Kvint, Jens Jørn Pedersen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Om de er nationalister eller iperialister i egne øjne, er deres problem. Men aggressioner mod naboer er ikke accebtabel!

Lilja Sjevtsova, en af de skarpeste russiske analytikere af russisk indenrigspolitik siger:

”Men et øjeblik efter hedder det, at Vesten er Ruslands værste fjende.”

Men det er USA, der hævder det. For 14 dage siden kunne man læse i Asia Times
In successive weeks, the United States has ramped up tensions with Russia. Two highly provocative statements have emanated from the Pentagon. One was the Pentagon report titled 2015 National Military Strategy issued a fortnight ago, at the instance of the Joint Chiefs of Staff Committee, naming Russia and China as two world powers with which the US may have to fight a war with “immense consequences.”
The second fusillade came during the testimony by the Marine Corps General Joseph Dunford at the US Senate Armed Services Committee last week where he nailed Russia as the greatest threat to the US national security. This is what Dunford said:
“My assessment today … is that Russia presents the greatest threat to our national security. If you want to talk about a nation that could pose an existential threat to the United States, I’d have to point to Russia. And if you look at their behavior, it’s nothing short of alarming.”
But for the fact that these words came from a general who has been designated by President Barack Obama as the next chairman of the joint chief of staff to succeed Gen. Martin Dempsey, one could have scoffed at it as sheer bluster.
Now, what has happened for taking such an apocalyptic view of the global strategic balance? The fact remains that despite the US’ overwhelming superiority in conventional forces, there is a global strategic stability and it is inconceivable that Russia will use its thermonuclear capabilities except to defend itself against an external attack.
To be sure, the US faces no “existential threat” from Russia and will not face one unless it indulges on its own in some stupid act like launching an aggression against Russia (in which case Moscow is guaranteed to use all the power at its command to resist.) Put differently, the threat the US faces is of Russia’s retaliatory capability, which remains intact despite the disintegration of the Soviet Union. Indeed, Russia is the only power with such capability, which makes it an existential issue, theoretically, for the US.

Ole Vagn Christensen

Tak for artiklen om Putin.
Men lad os gå et skridt tilbage og se på Gorbatjov.
Gorbatjov var manden der fik nedrustningen sat i gang. Men hans indsats var vendt mod generalernes krav på penge fra befolkningen.
Gorbatjov sagde om Natos Dobbelbeslutning altså oprustningen var ikke det han havde brug for men i Rusland var der en stor angst for Tyskland som med sin invasion i Hitlertiden havde skabt milioner af dræbte russere. Men efterhånden var en ny generation ved at vokse op i Rusland som ikke helt havde den samme frygt. Det fortalte Gorbatjov til den tyske kansler fordi Gorbatjov hellere ville bruge pengene til oprustning til at forbedre de sociale forhold.
Et budskab som Gorbatjov gerne så Helmuth Smidt videregav til Reagan.
Som vi alle ved lykkiedes det ikke mindst på baggrund af det alternative flertal i Danmark at få budskabet frem til Russerne et budskab som folk der har fået bekræftet ved at læse KGB s arkiver. At der i vesten var en modstand mod dobbeltbeslutningen.
Udviklingen betød at Gorbatjov fik mulighed for at bremse generalerne og bruge midlerne på sociale forhold. Hvilket fik som konsekvens at Sovjetunionen kollapsede.
Efter dette kollaps blev der etableret samarbejde under Jeltsin mellem USA og Rusland.
Efter Putin kom til og havde gjort gas til et nationalt anliggende som han havde magten over troede han med gassen kunne styre verdenen.
Men sådan gik det ikke og fra Nationalstolthed vendte han sin befolkning tilbage til stormagtsdrømmen ved at beherske de gamle sovjetrepuplikker som ikke var optaget i Nato eller EU.
Der hvor vi ser det udpille sig på dramatisk vis er i Ukraine. Først var det på Krimhalvøen næst efter var det områderne Donetsk og Luhansk hvor Generalerne igen kunne medvirke til at fremme Russernes angst for at Ukraine og Vesten var fjender hvorfor det var nødvendigt at først hjælpe Krim tilbage til Rusland og ud af Ukraines favn. Samme model skulle bruges for at Luhansk og Donetsk også kunne komme i Ruslands favn.
Putin ser den måde at handle på at det er hans eneste måde for at sikre genvalg.

I forordet til sin glimrende lille bog Russland verstehen fortæller den tyske journalist og Ruslands-kender Gabriele Krone-Schmalz om et besøg Willy Brandt foretog til Rusland i 1989 i anledning af sin udnævnelse til æresdoktor.

Brandt spurgte Gorbatjov, hvad denne ønskede af Vesten i disse svære tider.
"Gorbatjovs svar: Forståelse."

Per Dørup Jensen

Ja, Gorbatjov og folkene omkring ham var naivt appellerende til Vesten. (En indikation på, at noget var galt i det marxistisk-leninistisk, socialistisk tilstræbte Sovjet, og frem for alt, at de kunne møve sig frem til magten.)
Troede naivt på "det fælles europæiske hus" og at US/Nato var indforstået med fælles nedrustning, og at de i øvrigt ikke ville bevæge sig en tomme mod sovjetisk interessesfære/buffer-zone, især ikke nu da de havde fået de baltiske lande.
Gorbatjov og co forstod ikke, eller benægtede altså Lenin´s imperialisme-teori og dens logik, som siden ellers er blevet empirisk bekræftet gang på gang, ikke mindst efter Sovjet-blokkens opløsning og Nato´s "udvidelse" mod øst.
- Ligesom de konkret må have benægtet eksistensen af det Militærindustrielle Kompleks, som lever af krig, og som i øvrigt sammen med det klima- og miljø-destabiliserende bil- og olieindustrielle Kompleks, udgjorde motorerne i USA´s økonomi i det 20. århundrede.
Så nok var Gorbatjov en god mand for Vesten, men ikke retrospektivt for Sovjet/Rusland, freden og verden.

Vestens afvisning af IMF-lån til Sovjetunionens omstilling viser klart hvad kapitalismens mål er: Folkenes fattiggørelse.