Læsetid: 6 min.

Krisens actionhelt og demokratiets vilde skønhed

Yanis Varoufakis har spillet en udfordrende hovedrolle i de seneste måneders græske gældsdrama. Efter regeringens triumf ved folkeafstemningen om spareprogrammet har han trukket sig for ikke at stå i vejen for en aftale
Yanis Varoufakis (t.v.) trådte i går overraskende tilbage som finansminister i Grækenland. Han bliver afløst af sin hidtidige viceudenrigsminister Euclid Tsakalotos (t.h.), der også har været forhandlingsleder for grækerne i forhandlingerne med EU om en ny låneaftale

Yanis Varoufakis (t.v.) trådte i går overraskende tilbage som finansminister i Grækenland. Han bliver afløst af sin hidtidige viceudenrigsminister Euclid Tsakalotos (t.h.), der også har været forhandlingsleder for grækerne i forhandlingerne med EU om en ny låneaftale

Petros Giannakouris

7. juli 2015

Yanis Varoufakis er eurokrisens actionhelt. Da den nu forhenværende finansminister mødte pressen efter det højlydte nej ved søndagens folkeafstemning om det græske spareprogram, var han iført en stramtsiddende T-shirt – nærmest for æstetisk at understrege afstanden til de talende jakkesæt i Bruxelles. Hvis Varoufakis også havde haft et par rifter og lidt sod i panden, ville han have lignet Bruce Willis i Die Hard-filmene på en prik.

Med ordene »MINISTER NO MORE« meddelte han så i går morges, få timer efter den græske regerings store succes, sin overraskende beslutning på Twitter – lidt ligesom når Willis’ figur råber »YIPIKAYE MOTHERFUCKER« og smider en håndgranat. I dagene inden folkeafstemningen havde Varoufakis annonceret sin opsigelse i tilfælde af et ja til spareprogrammet, som han efter eget udsagn har »for sart mave« til at ville kunne implementere:

»Folkeafstemningen den 5. juli vil gå over i historien som et enestående øjeblik, hvor et lille europæisk land rejste sig mod gældsslaveriet,« skriver den tidligere økonomiprofessor på sin blog: »Ligesom alle kampe for demokratiske rettigheder har også denne historiske afvisning af eurogruppens ultimatum fra den 25. juni en høj pris. Det er derfor afgørende, at den store kapital, som det fantastiske NEJ har tilført vores regering, øjeblikkelig bliver investeret i et JA til en ordentlig løsning – en aftale, der omfatter omlægning af gælden, mindre sparepolitik, omfordeling til fordel for de værdigt trængende og rigtige reformer. Kort efter at resultaterne ved folkeafstemningen var blevet meddelt, blev jeg gjort opmærksom på, at der blandt deltagerne i eurogruppens møder og forskellige ’partnere’ var en vis præference for mit … ’fravær’ – en idé, som ifølge premierministerens vurdering vil kunne hjælpe ham til at opnå en aftale. Af den årsag forlader jeg i dag Finansministeriet. Jeg betragter det som min pligt at hjælpe Alexis Tsipras med at udnytte den kapital, det græske folk har givet os, som han finder det passende. Og jeg vil bære kreditorernes afsky med stolthed.«

Modvillig politiker

Da jeg mødte Varoufakis ved et debatarrangement i Athens musikhus få dage inden venstrefløjspartiet Syrizas valgsejr i slutningen af januar, lagde han ikke skjul på, at han kun nødtvungent påtog sig det politiske ansvar:

»Personligt ville jeg hellere blive hjemme og skrive mine bøger, men jeg føler mig forpligtet til at gøre det. Hvis jeg havde sagt nej, ville jeg konstant gå med fortrydelse og tænke over, hvad der mon ville være sket, hvis jeg havde sagt ja.«

Nu kan han så begynde at evaluere sine fem hektiske måneder som Grækenlands finansminister, der begyndte med et mundhuggeri på BBC:

»Jeg vil tillade mig at sige, at du forveksler symptomerne med selve problemet,« sagde han og indledte så en mindre forelæsning om den europæiske gældskrise og »demokratiets vilde skønhed«.

Under det interview med Varoufakis, som blev bragt i Information inden valget, fik jeg indtryk af en selvironisk, imødekommende mand, der talte et klarere, mere præcist og rigere sprog end næsten alle andre aktører i europæisk politik og derfor udmærket vidste, at han gik ind til en hård tjans. Han beskrev EU’s politiske elite som »dybt intellektuelt falleret« og forudsagde, at de ville »forsøge at knuse os, inden vi får mulighed for at implementere vores politik«.

Ved den lejlighed var han ledsaget af sin smukke kone, kunstneren Danae Stratou. Under forhandlingerne lod parret det franske sladderblad Paris Match lave en fotoreportage fra deres hjem, hvilket selvfølgelig medførte, at han blev kritiseret for at være opmærksomhedssøgende og forfængelig. I jagten på underholdende vinkler under de langstrakte forhandlinger fandt de græske medier for et par måneder siden ud af, at Stratou, som kommer fra en af Grækenlands mest velhavende familier, nok var den muse, der inspirerede det engelske band Pulp til sangen »Common People« fra 1995, hvor en græsk kunststuderende i London drømmer om at »gå i seng med almindelige mennesker«.

Interviewet blev afbrudt, da en kæmpestor mand fra Albanien, som ville have den kommende minister til at hjælpe sig med at få en ny opholdstilladelse, meget insisterende forsøgte at få Stratou i tale:

»Jeg kan jo ikke løse alle menneskers problemer, bare fordi Yanis er gået ind i politik. Jeg er bare kunstner,« sagde hun undskyldende, inden de satte sig op på hans motorcykel og gled ud i trafikken – ligesom efter afskeden med Finansministeriet i går.

Belærende bluffer

I fem måneder har Varoufakis altså fungeret som den foretrukne skydeskive for Europas politiske og økonomiske elite. Ved møderne om håndteringen af den græske statsgæld er han blevet kritiseret hårdt. Det blev straks tydeligt, at de personlige relationer mellem den græske stjerneøkonom, der siden krisens start har været en profileret kritiker af EU’s politik i medierne, og eurogruppens formand, den hollandske agronom Jeroen Dijsselbloem, var elendige. Kollegerne i eurogruppen har beskyldt Varoufakis for at være belærende og for at bluffe under forhandlingerne. Offentligt har han konsekvent taget angrebene på sig som hædersbevisninger. Efter tre måneder på posten tweetede han et citat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt fra 1936:

»De er enige om at hade mig, og jeg byder deres had velkommen.«

Varoufakis er født i Athen i 1961 og har således oplevet statskuppet i 1967, der med amerikansk velsignelse bragte en række på hinanden følgende antikommunistiske militærregeringer til magten indtil 1974. Senere studerede han matematik og økonomi i Storbritannien og har siden undervist ved universiteter i Storbritannien, Australien og USA. Såvel oberststyret i Grækenland som Margaret Thatchers nedskæringspolitik i 1980’ernes Storbritannien er således en del af det personlige erfaringsgrundlag, som den selverklærede »uregelmæssige marxist« bringer i spil i diskussionen af eurokrisen. Selv om systemet ikke sætter sin vilje igennem med »politistatsmetoder«, mener Varoufakis alligevel, at EU som følge af de europæiske centrumvenstrepartiers accept af de dominerende neoliberale dogmer har udviklet sig til »en slags autoritært etpartisystem«.

»Det er, som om centrumvenstrepartierne i Europa har fået det hvide snit,« sagde han til Information inden sin ministerperiode.

Ikke en chance

I Bruxelles kan mange ikke døje Varoufakis’ facon og selvbevidste påklædning. Han har hele tiden insisteret på, at det spareprogram, som Grækenland har været underlagt siden 2010, da EU’s institutioner og Den Internationale Valutafond måtte træde til med finansiering for at afværge en statsbankerot, gjorde mere skade end gavn. På et formfuldendt, næsten litterært engelsk, som står i markant kontrast til de nu tidligere kollegers slappe, ord- og idéfattige euroengelsk, har han ihærdigt forsøgt at gøre den græske gældskrise til et spørgsmål om EU’s fremtid:

»Det er på tide at sige, at der ikke er en græsk krise, en italiensk krise og en irsk krise, men en systemisk krise, som skal løses på systematisk vis, hvilket Europa ikke har gjort, men kun ladet som om, at man gjorde,« sagde han under et besøg i Rom kort efter valget.

Her gjorde han også den italienske finansminister Pier Carlo Padoan rasende ved at hævde, at Italiens statsgæld – som svarer til 137 pct. af landets bruttonationalprodukt – ikke er bæredygtig. På trods af alle eurozonens budgetkrav, som er blevet strammet under krisen, bliver den italienske statsgæld ved med at stige, ligesom den græske:

»Når det sker, vil det sige, at der er noget galt med eurozonens arkitektur. Hvis I har det sådan, så har Grækenland ikke en chance,« sagde Varoufakis.

Men det gad kreditorerne ikke høre fra en nytiltrådt og uerfaren finansminister i et land, der ifølge mange i forvejen har fået alt for lang snor. Hans kritik af, hvordan EU med nye finanspolitiske instrumenter reelt kan bestemme eurolandenes skatte- og socialpolitik – som om det var rent tekniske spørgsmål og ikke politiske prioriteringer – er politisk ubehagelig. Genopretningsplanerne for landene i Sydeuropa skulle være midlertidige tiltag, men med ’Six-Pack’, ’Fiscal Compact’ og ’Two-Pack’ har EU struktureret et omslag mod en mere markedsorienteret model i beslutningsprocedurer og institutioner, som er skabt til at vare ved. Så måske var det ikke kun solidaritet med grækerne, der har skabt den store europæiske opmærksomhed omkring folkeafstemningen, men også en stigende bevidsthed om, at grækernes kamp handler om alle EU-borgernes rettigheder og værdighed.

Mens Varoufakis næppe vil blive savnet ved ministerrådsmøderne, får han anerkendelse fra andre universitetsøkonomer – f.eks. Fabio Sdogati fra Det Polytekniske Universitet i Milano, der tweeter:

»Kære kollega, dit arbejde for Grækenland og det europæiske folk har været eksemplarisk. Tak.«

Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Curt Sørensen
  • Anne Eriksen
  • Steffen Gliese
  • lars abildgaard
  • Thorbjørn Thiesen
  • Steen Sohn
  • Maj-Britt Kent Hansen
Curt Sørensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, lars abildgaard, Thorbjørn Thiesen, Steen Sohn og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Kristoffersen

Hvor ærgerligt, at en mand ,der endelig tænkte andre tanker end de forbenede Bruxelles-økonomer føler sig nødt til at gå af . I virkeligheden et nederlag for armodstænkerne.

Peter Günther

Helt galt afmarcheret. Grækerne er kun lige begyndt på processen med bevidstgøre sig om hvilket styre, de ønsker at leve med. At manden ikke ønsker at blive husket som ham, der må gemmføre noget, som ikke er populært bør ikke overraske nogen. Populismen er ved at blive afsløret.

Grækerne må efterspørge et systemskifte i sit land, som skaber tillid, også for omverdenen...

Thorbjørn Thiesen

Yanis Varoufakis har den ulempe at han har forstand på økonomi; men er af den skole der mener at nedskæringer er tåbelige i en svag og vigende økonomi, som Keynes. Derfor møder han mostand hos politikere der tager beslutninger ud fra ideologi og ikke hvad der gavner samfundet i sin helhed. Han er også blevet ilde set fordi han ved hver eneste møde har gjort neoliberalisterne opmærksomme på at deres politik er en katastrofe for hele Europa, men det er de herskendes tanker der er de herskende, men det tankesæt der har bragt os i den situation vi er i, kan ikke bringe os ud af den.

Jørgen Garp, Curt Sørensen, Jan Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jeppe Lykke Møller

Varoufakis og Tsakalotos (den nye finansminister) repræsenterer i store træk samme økonomiske skole. Jeg tror ikke, vi skal regne med, at Varoufakis ikke bevarer en central rolle i partiets strategiske arbejde. Han træder blot i baggrunden for at forbedre mulighederne for et kompromis. Jeg synes, det virker ret snedigt - hvis det virker.

Tsakalotos er mere en 'britisk' gentleman. Har gået på Oxford og kommer fra et velstillet hjem. Men han er lige så inspireret af Marx og Keynes som Varoufakis. Han er ligesom Varoufakis en anerkendt økonom med en lang række bøger og artikler bag sig. Og han er akkurat lige så kritisk over for nedskæringspolitikken.

Tænk engang hvis vi havde den slags ressourcer at trække på i dansk politik.

Ivonne Cordes, Karsten Aaen, Thorbjørn Thiesen, Steen Sohn og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Forudså Gregor Gysi (Die Linke) hele denne krise i 1998? Dengang holdt han en tale, da Tyskland tiltrådte euroen. Han erklærede, ifølge Jyllands-Posten, euroen udemokratisk, fordi det fremover ville gøre det svært at gennemskue, hvem der fører de enkelte landes finans- og pengepolitik:

- "Ansvaret for dette overføres til Den Europæiske Centralbank. Og den er anonym. Det betyder, at regeringerne kan skyde skylden på centralbanken og undskylde sig med, at der ikke er noget politisk råderum, fordi banken har stillet specifikke krav."

http://www.jyllands-posten.dk/premium/briefing/ECE7855467/Tysk-politiker...

Steffen Gliese

Ja, sådan var det jo, Steen Sohn: der er argumenteret for det fantastiske gode i, at politikerne ikke kunne påvirke pengepolitikken, men jeg har aldrig rigtig forstået, at det skulle være en supergod idé.

Herman Hansen

Og hvis er pengene så, som strømmer rundt i samfundet uden nogen for for demokratisk kontrol og som skovles ind af verdens økonomiske magt elite? Yanis Varoufakis kan synes en smule arrogant til tider. Men han har vist magt eliten døren som ingen anden - Og det trænger denne selvudnævnte magt elite eftertrykkeligt til inden de rager alt til sig og alvorlig ballade er forprogrammeret.