Baggrund
Læsetid: 6 min.

Manden med sparekniven

Storbritannien er ikke færdig med sparepolitikken. Flere skatter og flere nedskæringer venter briterne, og særligt én mand personificerer den hårde kurs: Finansminister George Osborne. Selv om han har været udskældt, kan han meget vel blive den næste konservative leder. Hans popularitet vokser nemlig i takt med den britiske økonomi
I april viste en undersøgelse, at 44 procent af vælgerne var tilfredse med George Osborne som finansminister – for to år siden var tallet kun 27 procent.

I april viste en undersøgelse, at 44 procent af vælgerne var tilfredse med George Osborne som finansminister – for to år siden var tallet kun 27 procent.

Dominic Lipinski

Udland
24. juli 2015

George Osborne burde måske have set det komme, da han i september 2012 stod på Londons olympiske stadion til de paralympiske lege. Den britiske finansminister, der for tredje år i træk havde fremlagt et budget, der indeholdt nedskæringer og skattestigninger, smilede, da han trådte ind på løbebanen for at overrække medaljer efter mændenes 400 meterløb. Det var en lun aften, og stemningen var god. Men så snart hans navn blev nævnt i de enorme højttalere, skiftede humøret. Det normalt så høflige og afdæmpede publikum buhede, og Osbornes smil blev nervøst. Billederne af den akavede minister gik landet rundt. Osborne var på godt og ondt blevet personificeringen af den konservative regerings nedskæringspolitik.

Da han i 2010 blev udnævnt til finansminister, var han kun 38 år, hvilket gjorde ham til den yngste mand på posten siden Winston Churchills far, Randolph, i 1886. Osborne gik omgående til vaflerne: Den britiske stat brugte flere penge, end den tjente, og det skulle laves om. Den offentlige støtte til alt fra uddannelse til understøttelse blev beskåret, og skatterne blev hævet (bortset fra top- og selskabsskatterne, som blev sænket). De hårde indgreb faldt mange for brystet, og da avisen The Guardian i 2011 bragte et omfattende portræt af Osborne, lød første sætning slet og ret: »A lot of people don’t like George Osborne

Trods modgangen bliver den nu 44-årige minister ved. Selv om Storbritanniens økonomi voksede med 2,8 pct. sidste år – det højeste tal i G7-landene – balancerer statsbudgettet stadigvæk ikke, og mandag bad Osborne derfor alle dele af den offentlige sektor i Storbritannien (på nær sundhed, forsvar og skolevæsen) udarbejde en plan for at spare 25 eller 40 pct. på deres budgetter.

Hans seneste finanslovsforslag fra juni bød også på mere skat og flere nedskæringer. Blandt andet yderligere brugerbetaling på uddannelse og et loft over den samlede mængde offentlige ydelser, en brite kan modtage. Alligevel er hans popularitet stigende.

Privilegeret baggrund

Gideon Oliver Osborne – som George hed, indtil han som 13-årig ændrede sit navn – blev født i London i 1971. Hans far, Sir Peter Osborne, er baron og har tjent millioner på virksomheden Osborne & Little, der er en af verdens førende designere og forhandlere af eksklusivt stof og tapet (der er en joke i Westminster-kredse om, at George Osbornes teenageoprør hovedsagelig har bestået i at dekorere sit værelse med træpaneler).

Han voksede op omkring Notting Hill i London og læste moderne historie på University of Oxford. Opvæksten i storbyens overklasse har formet hans værdipolitiske holdninger i en mere liberal retning, end man normalt ser blandt britiske konservative, og i sin tid i parlamentet har han stemt imod stramninger af abortlovene og for homoseksuelles ret til adoption.

I biografien George Osborne: The Austerity Chancellor beskriver journalisten Janan Ganesh, hvordan Osbornes pengestærke og aristokratiske London-baggrund har banet vej for ham ind i det politiske establishment.

Han forlod Oxford-universitetet med en hel »galakse af venner og nyttige kontakter«, og en dag drak han øl med en uni-kammerat, som havde taget en ven med, der arbejde for De Konservative. Vennens ven var ved at skifte job og opfordrede Osborne til at søge den ledige stilling. Det gjorde han så. Janan Ganesh konstaterer tørt, at »Osborne var inde – ubesværet som altid«.

I 1994 blev han ansat i analyseafdelingen hos De Konservative, og i 2001 blev han valgt til parlamentet. Han havde et ekstraordinært talent for politisk strategi og talte for en modernisering af De Konservative i stil med den, Labour havde gennemgået under Tony Blair i 1990’erne. David Cameron var enig, og han og Osborne blev både nære allierede og tætte venner (de er gudfædre til hinandens børn).

Efter valgsejren i 2010 blev Osborne finansminister, og efter valget i maj i år, hvor Liberaldemokraterne røg ud af regeringen, blev han også vicepremierminister.

Opdateret Thatcher

Lektor Eddie Ashbee fra Department of Business and Politics på CBS kalder Osbornes politiske projekt for »opdateret Thatcher«.

»Han har skrumpet staten ned til et niveau, der svarer til niveauet på slut-30’erne målt på andel af BNP. Og han vil have flere nedskæringer. Men han har alligevel fundet penge til klassiske konservative sager såsom lempelser af arveskatten,« siger Eddie Ashbee.

»Margaret Thatcher reducerede statens størrelse fra det, den havde været i 1970’erne, men under Tony Blair og Gordon Brown voksede staten igen. Nu har Osborne lagt en radikal plan for endnu en gang at reducere statens størrelse,« siger han.

Men hvor Thatcher fokuserede på at gøre staten mindre gennem privatiseringer, forsøger Osborne også at udvikle Udkantsengland via offentlige investeringer. Blandt andet vil han bygge et højhastighedstog, der skal forbinde det skrantende nord med vækstcentrene i London og Sydøstengland. Og overraskende for de fleste indeholdt det seneste finanslovforslag også planer om en højere mindsteløn.

Professor Tim Bale fra Queen Mary University mener, at Osborne netop nu gennemgår en »metamorfose« fra at være »en søn af Thatcher« til at være en »nordisk centrumhøjre-politiker«.

»Nu taler han om en national mindsteløn. Det er en direkte intervention i økonomien, som Thatcher-tilhængere ikke er glade for. Han er nok tættere på en nordisk centrumhøjre-politiker, end man forestiller sig. Han vil have mindre stat, men han vil ikke droppe ideen om, at staten har et ansvar for økonomien og for at beskytte borgerne. Og han vil gerne investere i infrastruktur,« siger Tim Bale.

Den seneste tids økonomiske fremgang i Storbritannien har fået mange briter til at se mildere på deres finansmister. I april viste en undersøgelse, at 44 procent af vælgerne var tilfredse med finansministeren – i 2013 var tallet kun 27 procent.

»Han vinder stadig ingen popularitetskonkurrencer,« siger Eddie Ashbee. »Men i dag har han fået noget, han ikke fik i 2011: respekt. Han har fået et ry for at være manden, der har udviklet den britiske økonomi. Han bliver taget mere seriøst i dag, både i sit parti og i befolkningen.«

Camerons efterfølger?

Osborne har aldrig haft et job uden for The Westminster Bubble og betragtes af mange som indbegrebet af en moderne karrierepolitiker med en privilegeret storbybaggrund og en teoretisk forståelse for samfundet. Næste trin på karrierestigen ligger da også lige for: I marts fortalte David Cameron, at han ikke agter at stå i spidsen for De Konservative ved næste valg, og ud af de tre mest oplagte kandidater til at overtage hans plads som formand – Londons borgmester Boris Johnson, George Osborne og indenrigsminister Theresa May – er Osborne i dag »klar favorit«, vurderer Eddy Ashbee.

Tim Bale er enig:

»Hvis du havde spurgt nogen i 2012, om han kunne blive leder, havde de sagt klart nej. Han har ikke x-faktor. Men siden er økonomien kommet sig, og hans aktie er steget meget i Det Konservative Parti,« siger Tim Bale.

Mens mange hylder Osborne for hans strategiske talent, er andre skeptiske. Han er en kende for strategisk, mener man, og ifølge Janan Ganesh er han »nærmest fysisk allergisk over for ideologi«.

Osborne har også stadig problemer med sit overklasse-image. Selv om briterne ikke længere buher af ham, elsker de ham heller ikke. Og det kommer de nok aldrig til, mener Tim Bale.

»Han virker ikke empatisk; han virker som én, der ikke forstår, hvordan almindelige mennesker lever. Han har jo heller ikke arbejdet en dag uden for politik, siden han gik ud af universitetet. Han er en karrierepolitiker.«

Mange ser sågar disse karaktertræk i hans fysiske fremtoning. I sin biografi om Osborne har Janan Ganesh følgende lidet flatterende beskrivelse af Storbritanniens måske kommende premierminister:

»(Han er) attraktiv på en æterisk facon og iført samme kombination af bleg hud og mørkt hår, som vampyrer og medlem af The Cure holder af (…) To århundreder tidligere kunne han have slået sig løs i pudder, paryk og pompadour, som en regency-laps.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er udmærket med den slags portrætter, men de må indeholde et bedre overblik over den omfordeling (klassekamp) fra fattige til rige, der er i gang i GB, og den bemeldte persons rolle og indsats i denne sammenhæng. Han er sikkert en dygtig mand, men han har jo også haft alle forudsætninger for at blive det, og så må man sige, at han åbenbart er den rette til at føre en klassekamp for de rige og mod de fattige i dagens GB, og samtidig bevare en tilsyneladende høj popularitet. Men hvad, han har jo også givetvis magt over de påvirkningskanaler, der kan bilde folk ind, at det hele er fint.