Læsetid: 3 min.

Markedet elsker grøn energi

De globale investeringer i teknologier som vindmøller, solceller og jordvarme vokser med stor hast, særligt i udviklingslandene. Det giver håb om, at verdens klimabelastning kan toppe tidligere end ventet
Vestas vindmøller og masaier ved Ngong Hills ved Nairobi, Kenya

Vestas vindmøller og masaier ved Ngong Hills ved Nairobi, Kenya

Thomas Gadsbølle

8. juli 2015

I det golde, tørkeramte landskab ved ørkensøen Lake Turkana skyder den ene vindmølle efter den anden i denne tid op. Med støtte fra den danske Klimainvesteringsfond er Kenya ved at opføre Afrikas hidtil største vindpark: 365 Vestas-møller med en samlet kapacitet på 310 MW, svarende til 300.000 danske husstandes forbrug.

Projektet er et billede på den markante fremgang, som vedvarende energi aktuelt er inde i. Investeringerne vokser hastigt. Og det sker særligt i udviklingslandene.

»Den aktuelle udvikling er virkelig opmuntrende,« siger Christine Lins, generaldirektør i REN21 – en sammenslutning af regeringer, ngo’er, forskere og virksomheder inden for vedvarende energi. Organisationens nyligt udgivne årlige statusrapport viser, at der sidste år var investeret mere end 270 milliarder dollar i vedvarende energi på verdensplan. Det er en seksdobling i forhold til for bare ti år siden.

Og højst opsigtsvækkende tegner udviklingslandene sig med 131 milliarder dollar for knap halvdelen – en stigning på 36 procent på bare ét år.

»Det er en fortsættelse af en udvikling, vi har set over de senere år. Men den hastighed, det sker med, er virkelig bemærkelsesværdig,« siger Christine Lins.

USA: Det land i verden, der bruger næstflest penge på vedvarende energi målt i absolutte tal. Investerede sidste år 38,3 milliarder dollar i vedvarende energi. Det er en stigning på seks procent i forhold til året før, men et stykke fra rekordåret 2011, hvor landet brugte 50 milliarder. Set over en periode på 10 år er udviklingen dog markant. Udgangspunktet i 2004 var blot 5,4 milliarder.

KINA: Investerede i 2014 mere end 83 milliarder dollar i vedvarende energi, særligt i vand-, vind- og solkraft. Det er en stigning på over 30 procent i forhold til året før og gør Kina til det land i verden, der i absolutte tal satser mest på vedvaren- de energi i øjeblikket. Målet er, at ikke-fossile energikilder skal udgøre 20 procent af det samlede energiforbrug i 2030. I dag udgør det knap 10 procent.

Stigningen skyldes især Kina, der har erklæret »krig mod forurening« og i dag er det land i verden, der bruger flest penge på vedvarende energi.

Men også mere fattige udviklingslande er med på vognen. Målt i procent af BNP er Burundi, Kenya og Honduras de steder i verden, hvor der investeres mest i grøn energi.

Ifølge Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, er den opadgående kurve for investeringer resultatet af en innovativ forsknings- og udviklingspolitik i særligt Europa, hvor man gennem længere tid har haft fokus på at skabe markeder for vedvarende energi såsom sol- og vindkraft.

EUROPA: Investerede sidste år 57,5 milliarder dollar i vedvarende energi. Det er omtrent det samme som året før, men betydeligt lavere end i perioden 2008-2012, hvor man årligt brugte mellem 81,2 og 120,7 milliarder dollar. Vedvarende energi udgør med 78 procent dog stadig langt størstedelen af al nybygget kapacitet.

BRASILIEN: Efter nogle år med fald er landet tilbage i top 10 over lande, der bruger flest penge på vedvarende energi. Sidste år investerede landet 7,6 milliarder dollar, primært i vindenergi. Det er næsten en fordobling i forhold til året før. Vedvarende energi skal i 2030 udgøre 20 procent af elforbruget – vel at mærke uden at medregne vandkraft, der allerede i dag udgør mere end 70 procent.

Vedvarende er billigt

Det har resulteret i, at produktionsomkostningerne på visse teknologier allerede nu er faldet så meget, at de i dag er fuldt ud konkurrencedygtige med kul, olie og gas, pointerer han. Flere teknologier såsom offshorevind og solceller er også på vej ned i pris.

»At især udviklingslandene i højere og højere grad får øjnene op for det, er enormt positivt. For dermed undgår vi, at de skal over et udviklingsstadie, hvor de baserer deres vækst på fossil energi. Nu går de direkte til noget, der er meget mere bæredygtigt, og det er afgørende for at undgå en stigning i udledningen af drivhusgasser,« siger Brian Vad Mathiesen.

Globalt ser han gode muligheder for, at udledningerne kan toppe før man regner med, hvis denne udvikling fortsætter.

»Senest har man jo set en stagnation i Kinas kulforbrug,« siger Brian Vad Mathiesen. Til gengæld er det »beklageligt, at investeringsviljen er stagnerende i USA og Europa«, siger Brian Vad Mathiesen med henvisning til, at USA’s investeringer i 2014 blot var seks procent højere end året før, og at Europa med sine investeringer i vedvarende energikilder sidste år for 57,5 milliarder dollar er langt fra sin tidligere rekord på 120 milliarder dollar.

»Selv om vi i Europa er nået et stykke ad vejen, så er der stadigvæk et stort potentiale. Vi må spørge os selv, om de politikker, vi har i øjeblikket, er tilstrækkelige til at høste de økonomiske gevinster, der er ved energibesparelser og godt designede vedvarende energisystemer,« siger Brian Vad Mathiesen.

Også Christine Lins har et lille forbehold: Investeringerne sker nemlig primært inden for elproduktion, mens det går langsommere inden for transport og opvarmning.

»Jeg kan slet ikke forestille mig, at udviklingen ikke skulle fortsætte. Og det er uanset, om der kommer en ambitiøs aftale ved klimatopmødet til december i Paris eller ej. Men det er klart, at en aftale vil få tingene til at ske endnu hurtigere,« siger Christine Lins.

JORDAN: Set i forhold til BNP er landet nu nummer fire i verden, når det kommer til investeringer i vedvarende energi. Det skyldes blandt andet, at landet ikke selv er rigt på olie og ønsker at mindske afhængigheden af olieimport fra andre lande i regionen. Målet er at nå syv procent vedvarende energi i 2015 og 10 procent i 2020.

KENYA: Så sent som i 2009 var vedvarende energi et nærmest ukendt fænomen. I 2014 investerede landet for mere end en milliard dollar og er dermed det land i verden, der bruger næstflest penge på vedvarende energi set i forhold til BNP. Regeringen håber, at solkraft allerede næste år vil udgøre halvdelen af elforbruget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer