Baggrund
Læsetid: 8 min.

Med Rom som mellemstation

Tusindvis af flygtninge fra Eritrea er strandet i Italiens hovedstad, men vil videre mod nord. Det romerske modtagesystem er kollapset under vægten af den store flygtningetilstrømning og byens egne korruptionsproblemer
Tusindvis af flygtninge fra Eritrea er strandet i Italiens hovedstad, men vil videre mod nord. Det romerske modtagesystem er kollapset under vægten af den store flygtningetilstrømning og byens egne korruptionsproblemer

Sofie Amalie Klougart

Udland
25. juli 2015

10. juni 2015. Det er en af de første sommeraftener, hvor husene og asfalten ved solnedgang afgiver den varme, de har opsuget i løbet af dagen. En ung mand med et håndklæde over hovedet bliver ført ud til en ambulance. Han har høj feber, siger lægen og tilføjer, at det kan være malaria.

Vi befinder os i Via Cupa, en lille sidegade med et par autoværksteder i skyggen af murene omkring Roms store kirkegård, Verano. Der er kun få minutters gang til Stazione Tiburtina, hvor der er tog- og busforbindelser til og fra den italienske hovedstad. Bygningen på hjørnet af Via Cupa og Via Tiburtina var indtil slutningen af 2014 et modtagecenter for flygtninge. Men den organisation, som drev centret, Cooperativa 29 Giugno, er blevet centrum for en større mafiasag om misbrug af offentlige midler til sociale formål. Derfor er Centro Baobab officielt lukket – ligesom adskillige andre flygtningecentre og herberger for byens hjemsløse – men det fungerer alligevel stadig takket være en broget flok af frivillige. Denne juniaften er centret overfyldt med flere hundrede flygtninge. De er alle fra Eritrea, de har næsten lige overlevet turen over Middelhavet og er derefter stukket af fra et af modtagecentrene på Sicilien. Og de er på gennemrejse – på vej videre mod nord:

»Den 7. marts 2015 startede jeg på min rejse gennem Sahara,« fortæller en 26-årig mand fra Eritrea.

Ligesom mange andre flygtninge kan han sin historie på fingrene. Han husker præcis, hvornår han forlod sit hjemland, og hvornår han ankom til Sudans hovedstad, Khartoum:

»Derefter var jeg en måned og tre uger i Libyen. Det var ikke rart, men vi havde et mål og fokuserede på det. Den 29. maj gik vi så om bord på båden. Vi var på havet i 10 timer, inden den italienske kystvagt samlede os op.«

Sofie Amalie Klougart

Videre i en fart

To gange om ugen aflægger organisationen Læger for Menneskerettigheder (Medici per i diritti umani, MEDU) besøg i Centro Baobab, også denne onsdag. Kort efter at organisationens rullende lægekonsultation er ankommet, ligner Via Cupa et fortvivlet sted i Den Tredje Verden. Beboerne strømmer ud gennem centrets jernport og slår ring om lægevognen:

»Jeg har sagt, at vi kun kan visitere dem, der har mest behov,« siger en kvinde fra MEDU, som deler numre ud: »Hvis alle kommer ud på én gang, bliver vi desværre nødt til at køre igen.«

Læs også: Flygtningenes møde med et korrumperet asylsystem

I løbet af et par timer når lægerne at foretage omkring 30 undersøgelser. Der er flere små børn med sår i ansigtet, sandsynligvis fra mange timers stærk sol under overfarten. Og så er der fnat, en smitsom hudlidelse, der risikerer at sprede sig hurtigt under de uhygiejniske forhold med mange mennesker på alt for lidt plads. Mange er stadig iført det tøj, som er blevet gennemblødt af saltvand under overfarten, siger Tommaso Accinni, der studerer medicin og arbejder som frivillig for MEDU. En cirka 30-årig mand i sort joggingsæt og med et forpint udtryk i ansigt fortæller, at det klør over hele kroppen. Accini forklarer ham, hvor let det er at behandle fnat:

»Du skal først tage et brusebad, og så skal du smøre denne væske ud på hele kroppen,« siger den lægestuderende og giver manden en flaske med præparatet: »Bagefter skal du tage rent tøj på. Det er vigtigt.«

Men manden fra Eritrea har ikke tid til at tage bad. Han skal videre:

»Vi skal med bussen til Milano om en time,« siger han.

Fordi det nærliggende flygtningecenter officielt er blevet nedlagt, har flere af flygtningene, som opholder sig omkring Stazione Tiburtina i Rom, slået lejr under en vejbro, der fører op til Roms indre ringvej.

Fordi det nærliggende flygtningecenter officielt er blevet nedlagt, har flere af flygtningene, som opholder sig omkring Stazione Tiburtina i Rom, slået lejr under en vejbro, der fører op til Roms indre ringvej.

Sofie Amalie Klougart

Meddelere overalt

Det er ikke tilfældigt, at flygtningene fra Eritrea flokkes om netop Centro Baobab. Lige rundt om hjørnet ligger Agenzia Habeshia, som er centrum for den eritreiske diaspora i Rom. Organisationen er stiftet og ledes af en eksileret præst, Don Mussie Zerai, der kritiserer EU-landene for at finansiere Isaias Afwerkis brutale regime med nødhjælp i stedet for at stille krav om demokratiske reformer. Habeshia fungerer som et slags kombineret agitationscenter og rejsebureau for udvandringen fra Eritrea. De fleste er store drenge med flere års militærtjeneste i bagagen. Stigningen i antallet af flygtninge fra Eritrea, der søger til EU, overgås kun af syrerne. Af de 87.948 bådflygtninge, som foreløbig er kommet til Italien i 2015 (indtil 23. juli), har en fjerdedel ved ankomsten erklæret, at de stammer fra Eritrea. FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder konkluderede for nylig, at »eritreere flygter fra alvorlige menneskerettighedskrænkelser i deres land og har behov for international beskyttelse«. Eritreas ambassader er også berygtede for at overvåge den udenlandske presse, så regimets folk kan lade det gå ud over familierne til de flygtninge, der udtaler sig kritisk om forholdene i landet. Derfor er anonymitet en selvfølge, selv om flygtningene ikke altid selv er klar over det. Men det ved den 26-årige mand, der med foragt i stemmen betegner regimets meddelere som »Afwerkis killinger«, alt om:

»Det farligste er, at man bliver præget af frygt. Jeg er bange for, at de vil kunne komme og hente mig, uanset hvor jeg er.«

Han vil videre til Storbritannien, selv om den britiske regering angiveligt er indstillet på at nægte flygtninge fra Eritrea politisk asyl:

»Jeg vil bare gerne studere. Min onkel og mine fætre er i Storbritannien. De har sagt, at jeg skulle komme, og de har betalt for hele turen. Den har kostet næsten 5.000 dollar (34.000 kroner, red.). Jeg ville ønske, at de i stedet kunne hjælpe mig i Eritrea, men det er ikke muligt. Uanset hvad risikerer man altid at komme i fængsel,« siger manden, som også oversætter sine landsmænds symptombeskrivelser for lægerne.

Når man spørger, hvordan han har tænkt sig at komme videre til Frankrig og derefter krydse Den Engelske Kanal, bliver svarene undvigende:

»Jeg har brug for at hvile, også mentalt.«

I Danmark producerede Udlændingestyrelsen under den forrige regering en kontroversiel rapport, som beskrev det som markant mindre farligt for flygtninge fra Eritrea at blive hjemsendt, end FN og andre kilder på området vurderer. Efter valget meddelte Venstre så, at regeringen ønsker at begrænse antallet af eritreere, der får asyl i Danmark.

»Jeg er egentlig uddannet ingeniør, men regeringen bestemte, at jeg skulle være skolelærer, så efter min værnepligt blev jeg sendt til et meget fattigt lavlandsområde i nærheden af kystbyen Massawa,« forklarer manden fra Eritrea på et engelsk, som bærer tydeligt præg af dialogen i amerikanske film:

»Nogle gange måtte jeg undervise, selv om jeg ikke havde fået noget at spise. Jeg kunne ikke hjælpe min familie, men var nødt til at bede om hjælp fra dem. Jeg kunne ikke forsørge mig selv. Derfor krydsede jeg grænsen.«

Sultne og bange

Der er gråd i den smalle gade fra alle de små børn, som venter utålmodigt på aftensmaden. Pludselig dukker et par mænd fra et egyptisk kulturcenter længere nede ad gaden op med et par store fade med couscous, som bliver stillet på asfalten og fortæret med det samme. Flere af børnene og deres unge mødre er tydeligt underernærede, mens mange af mændene bærer præg af fysisk vold:

»Jeg har lige diagnosticeret en ung mand med et ribbensbrud. Han har fået tæsk i et af detentionscentrene i Libyen. Men mange af dem er svære at hjælpe,« siger Accinni og fortsætter: »Dels kan det være svært at forklare, at det offentlige sundhedsvæsen i Italien er frit tilgængeligt, uden at de behøver at frygte at blive meldt til politiet. Vi skal overvinde deres skepsis, for de er ofte bange. De har ingen interesse i at blive her, men vil videre til Nordeuropa, hvor mange har familie eller bekendte. Derfor vil de først og fremmest ikke identificeres og forsøger at undgå alt, hvad der kan forsinke deres rejse videre.«

Der er ikke plads på Centro Baobab til alle de flygtninge, som opholder sig omkring Stazione Tiburtina. Flere har således slået lejr under en vejbro, der fører op til Roms indre ringvej. Foruden lukningen af en række modtagefaciliteter som følge af politiefterforskninger valgte Roms kommune i maj at rydde en barakby ved metrostationen Ponte Mammolo, hvor en større gruppe flygtninge har boet i flere år. Omkring stationen er de således blevet blandet med dem, der kommer direkte fra bådene. Ved 22-tiden begynder en af de mange katolske organisationer, der forsøger at kompensere for de offentlige institutionernes fravær, at uddele mad på en parkeringsplads ved stationen. I løbet af kort tid bliver der uddelt 500 måltider. Alle får besked på at sidde ned på asfalten og så rejse sig, når de fået deres ration, som består af sandwich, frugt og vand. De fleste sluger maden på ingen tid:

»Der er som paradis for mig at være her, sammenlignet med Libyen,« siger den 26-årige mand: »Vi var så mange mennesker i det samme rum, uden mad og drikke. Det var fyldt med parasitter. Alle ventede. Vi vidste ikke, hvornår vi kunne komme af sted. Jeg var så glad, da vi endelig fik at vide, at bådene lå klar. Men jeg blev også bange, da jeg så, hvor mange der skulle med. Så jeg takker virkelig Gud,« siger han.

Sofie Amalie Klougart

Fakkeltog mod ’falske flygtninge’

I dagene efter Informations besøg ved det officielt nedlagte, men stadig fungerende Centro Baobab gik Italien i fnatpanik:

»Jeg kunne godt tænke mig, at det var muligt at tage toget uden at risikere at blive smittet med fnat og uden at møde immigranter med en machete i rygsækken,« sagde Matteo Salvini, højrepartiet Lega Nords leder, i en tv-udsendelse.

Politiet gennemførte et par symbolske anholdelser for at vise, at de italienske myndigheder ikke helt har opgivet at identificere flygtninge på gennemrejse. Røde Kors – som i Italien i modsætning til andre lande ikke er en uafhængig institution, men hører under statsministeriet – har slået telte op bag Stazione Tiburtina for at yde nødhjælp. Næst efter Sicilien er Lazio, hvor Rom ligger, den region i Italien, som har modtaget flest flygtninge i 2015, 10 procent af den samlede tilstrømning. Heraf er 2.894 indkvarteret i »midlertidige strukturer«, som skal kompensere for modtagesystemets kollaps:

»Der har været eksempler på situationer, hvor man i stedet for at hjælpe de fattigste udnytter dem. Det er sket her i byen, og det tager retsvæsenet sig af,« sagde Roms borgmester, Ignazio Marino, torsdag med henvisning til bl.a. Centro Baobab under en høring i et parlamentarisk undersøgelsesudvalg om modtagesystemet.

Marino påpegede, at tilstrømningen i 2014 steg med 300 procent og ikke er aftaget i år og understregede, at Rom ikke har plads til flere.

I forrige weekend var der sammenstød mellem politi og demonstranter i byens nordlige udkant. Aktivister fra den højreradikale organisation Casa Pound forsøgte i fællesskab med lokalbefolkningen i Casale San Nicola at forhindre en bus med 19 flygtninge i at køre ind på et midlertidigt modtagecenter i villakvarteret:

»Der var ikke en eneste syrer eller eritreer i bussen, men kun de sædvanlige arrogante, illegale immigranter, der ikke har ret til at være her,« hævdede Simone Di Stefano, talsmand for Casa Pound, efter kampene med politiet.

Torsdag var der fakkeltog i Casale San Nicola med et par hundrede deltagere, heriblandt mange børn, under sloganet: »Nej til de falske flygtninge.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Egon Maltzon

Hvad vil de dog i de kolde racistiske lande med den dårlige mad ?