Nyhed
Læsetid: 3 min.

Rumænsk ’jernlady’ skal redde Grækenland

Den rumænske IMF-økonom Delia Velculescu fik ry for at være en hård hund under forhandlingerne om en redningspakke til Cypern. Nu får hun en nøglerolle i de netop indledte samtaler om mulig gældslettelse til Grækenland
Udland
1. august 2015

Hun bliver kaldt ’Jernladyen’ Delia Velculescu – et tilnavn, den rumænske økonom fik for sin kontante indsats under de vanskelige forhandlinger om en redningsplan for Cypern i 2013. Nu skal ’Jernladyen’ stå i spidsen for Den Internationale Valutafonds forhandlingsdelegation i Grækenland, og med det højst anstrengte forhold, der har udviklet sig mellem Athen og dets kreditorer, er der udsigt til, at hendes sejhed i de kommende dage sættes på ny prøve.

Velculescu ankom til Athen torsdag med mandat til at afvise IMF-deltagelse i en tredje hjælpepakke til det gældstyngede Grækenland, medmindre en sådan kombineres med en eller anden grad af gældseftergivelse. Alexis Tsipras, den græske premierminister, håber, at en ny aftale kan være forhandlet på plads den 20. august, men IMF insisterer på at granske enhver plan, der måtte blive fremlagt grundigt.

Ukendt i Rumænien

IMF har flere gange tilkendegivet, at man betragter Grækenlands gældsbyrde som uholdbar, og at man vil insistere på, at enhver ny aftale skal indeholde gældslettelse. Det er langtfra klart, om Athens eurozonekreditorer vil gå med til noget sådant. Som IMF’s ledende forhandler vil Velculescu kunne få afgørende indflydelse på, hvilken rolle den Washington-baserede långivningsinstitution vil være rede til at spille i en ny redningsplan – og hvilke krav Grækenland skal indfri til gengæld.

Velculescu er ikke videre velkendt i sit hjemland Rumænien, som hun forlod for studere på amerikanske universiteter, hvorfra hun senere kom til IMF.

»I rumænske finansinstitutioner kendes hun primært på grund af sin position i IMF, men blandt journalister og i offentligheden er hun forholdsvis ukendt,« siger Cristian Pantazi, chefredaktør for det rumænske onlinenyhedsbureau, Hotnews.ro. »Men de, som kender hende her i landet, betegner hende som meget seriøs og en dedikeret professionel.«

Velculescu har en master- og en ph.d-grad i økonomi fra Johns Hopkins University i Maryland, og har arbejdet hos IMF siden 2002. Hun er medforfatter til en tidligere IMF-gennemgang af den græske økonomi i 2009, hvilket sammen med hendes tid i Cypern som IMF’s øverste repræsentant mellem 2012 og 2014 har sikret hende en fremtrædende rolle i forsøget på at løse Grækenlands igangværende krise.

Velculescu gik i skole i den rumænske by Sibiu og tog ekstratimer uden for pensum i fysik hos Rumæniens nuværende præsident, Klaus Johannis, rapporterer rumænske medier.

Lucian Croitoru, rådgiver for guvernøren af ​​Rumæniens nationalbank og tidligere kandidat til posten som rumænsk premierminister, siger, at han mødte Velculescu i 2004, da de begge arbejdede for IMF og kalder hende »en fremragende økonom med en god fornemmelse for diplomati, en dyb forståelse af IMF’s politikker og en praktisk tilgang til de problemer, der står til diskussion«.

Men det var den cypriotiske bailout i 2013, der skabte hendes ry, og de cypriotiske medier, der gav Velculescu tilnavnet ’Jernladyen’ på grund af de angiveligt meget skrappe krav, hun betingede sig med hensyn til finanspolitik. De, som selv deltog i samtalerne om redningspakken til Cypern, kan dog ikke helt følge denne betragtning.

»Hun havde ganske vist ry for at være hård, men det oplevede jeg ikke selv i den kontakt, jeg havde med hende,« siger Marios Clerides, generaldirektør for Cooperative Central Bank i Cypern. »Hun og trojkaen forekom måske nok determinerede, men ikke aggressive,« tilføjer han.

Et signal til de græske banker

»Hun har et såre negativt omdømme i Cypern,« siger Alexander Apostolides, økonomihistoriker ved European University Cyprus, som var rådgiver for den cypriotiske præsident. »Vi er et mandsdomineret samfund, og det forhold, at hun er kvinde, medførte en del gnidninger,« siger han, men tilføjer, at hun efter hans erfaring er »en person, som er mere indstillet end så mange andre på at lytte til ideer og alternative tilgange«.

»Siden hun gik af, er forholdet mellem IMF og Cypern blevet mindre konfliktfyldt, men det kan også have andre årsager,« siger han.

Apostolides tilføjer: »Hendes nyudnævnelse er et signal om, hvordan de græske banker kan forvente at blive behandlet. Vi kan forvente, at hun vil insistere på, at bankerne rekapitaliseres på et højere niveau. Hun vil ikke acceptere, at de tidligere rekapitaliseringsbestræbelser skulle være tilstrækkelige.«

Der forestår intense forhandlinger om en ny redningspakke til Grækenland frem til den 20. august mellem IMF, EU-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank – den såkaldte trojka af kreditorer. Velculescu må belave sig på at komme til at befinde sig i stormens øje.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Delia Velculescu får sin sag for.

Tyskland vil tilsyneladende ikke være med uden IMF, så der står meget på spil.

Håbet er, at Delia Velculescu denne gang holder fast i IMF's statutter og ikke udlåner organisationens penge til debitorer, der ikke kan formodes at magte forrentning og tilbagebetaling af lånet.

Delia Velculescu er ph.d. i economics fra John Hopkins University, så hendes forudsætninger er helt på plads. Mindre kunne endda have gjort det - man behøver ikke en ph.d. i economics for at kunne se, at den nuværende græske gæld ikke er bæredygtig.
Et ekstra lån oven i den nuværende gæld bliver aldrig nogensinde amortiseret.

Yanis Varoufakis udtaler i det berømte/berygtede interview med The Official Monetary and Financial Institutions Forum, at IMF (vistnok) har bøjet reglerne 2 gange allerede i forbindelse med de græske hjælpepakker, og at han frygter, at IMF vil få svært ved at kunne gøre det en tredje gang i forbindelse med den seneste hjælpepakke.

Og dermed er hele den nye græske hjælpepakke landet på gulvet.

link til interviewet, som varer små 24 minutter:
http://www.theguardian.com/business/live/2015/jul/27/business-live-chine...

Det er direkte umoralsk og udtryk for vestlig sammenspisthed, hvis IMF under disse omstændigheder stiller kreditfaciliteter til rådighed for Grækenland, som er nummer 46 på listen over landenes BNP pr. person.
IMF's midler kommer fra de 188 medlemslande, hvoraf altså 142 er fattigere end Grækenland.

Det er helt op til Grækenland, at løse sine egne fordelingspolitiske problemer.

EU er som bekendt ikke en social union og bliver det næppe heller nogen sinde.
Blandt andre Danmark ville løbe skrigende væk.

Så hvorfor Klaus Hjort skulle udlåne kr. 1 mia til Grækenland, når vi ikke er med i Euro-zonen - ja, det er uforklarligt.