Læsetid: 8 min.

Spøgelserne på Milano Centrale

Både EU-landene og de italienske regioner undslår sig for at modtage en større del af de bådflygtninge, der ankommer til Syditalien. Således kan der på en station i det rige Norditalien opstå en større sammenstimling af mennesker, som ingen ser
Improviseret fodboldkamp uden for Milano hovedbanegård. Fodboldspillerne er hjemløse italienere og afrikanske migranter.

Improviseret fodboldkamp uden for Milano hovedbanegård. Fodboldspillerne er hjemløse italienere og afrikanske migranter.

Sofie Amalie Klougart

30. juli 2015

De hundredvis af bådflygtninge, som har slået midlertidig lejr på Milanos hovedbanegård, findes ikke. I fysisk forstand er de her, gemt lidt væk i et hjørne af den imposante stationsbygning, hvor et par tomme butikslokaler er blevet omdannet til en slags humanitær zone.

Men formelt set er de her ikke, for de politifolk, der er udkommanderet for at overvåge situationen, har tydeligvis også fået besked på at ignorere, at de mange flygtninge på stationen burde have været identificeret og registreret ved ankomsten til Italien, hvor de ifølge EU’s regler også skulle søge om asyl.

Betjentene er iført kirurgmasker og svarer ikke på spørgsmål. Flygtningene venter på, at det igen bliver muligt at krydse grænsen til Østrig. I forbindelse med årets G7-møde i Bayern har Tyskland nemlig benyttet sig af bestemmelserne i Schengen-traktaten om midlertidig ophævelse af den frie bevægelighed under særlige omstændigheder, så i flere uger har der været tæt grænsekontrol på ruten gennem Alperne. Det har sat en prop i den menneskestrøm, der flyder fra de overfyldte modtagecentre i Syditalien til mere gæstfrie EU-lande som Tyskland og Sverige, og altså medført denne ophobning af dramatiske skæbner på Milano Centrale:

»I går forsøgte jeg at tage et tog til Hamborg med mine søstre,« fortæller den 20-årige Odai al-Shayeb, som er flygtning fra krigen i Syrien: »Inden Bolzano (sidste stop inden den italiensk-østrigske grænse, red.) skulle vi vise pas. De sagde, at jeg ville blive sigtet for menneskesmugling, hvis vi krydsede grænsen sammen. Men hvad skal jeg gøre? Det er jo ikke bare tilfældige mennesker, men mine søstre og deres børn, som er strandet her uden penge.«

Bombet barndom

På hovedbanegården i Milano venter flygtninge på, at det igen bliver muligt at krydse grænsen til Østrig.

Sofie Amalie Klougart

På banegården har flygtningene delt sig efter nationalitet. De mange unge mænd fra Østafrika – Eritrea, Somalia, Sudan og Etiopien – cirkulerer rastløst. Nogle spørger om råd vedrørende EU’s indviklede asylregler, som er forskellige fra land til land. En dreng fra Eritrea vil vide, om han kan få asyl i Tyskland, selv om politiet i Venedig har taget hans fingeraftryk:

»Er det et problem,« spørger han ængsteligt.

Vi prøver at forklare, at det afhænger af hans alder og flere andre omstændigheder.

»Hvorfor kan Europa ikke lave et ordentligt system,« spørger en ophidset afrikansk mand og konkluderer, at europæerne er onde.

Krigsflygtningene fra Syrien, som under alle omstændigheder er garanteret beskyttelse, har okkuperet plexiglaspavillonen med de tomme butikslokaler. Det ene er blevet indrettet til venteværelse, hvor de voksne sidder og hviler sig, mens det andet er legerum for de mange børn. Det er her, vi møder Odai al-Shayeb, som leger med sin niece Lilas på halvandet år. De har mødt hinanden for første gang her på stationen:

»Jeg kan ikke skælde hende ud, uanset hvad hun gør,« siger han og griner: »Da hun blev født, faldt der bomber. Det første, hun hørte, var eksplosioner.«

Al-Shayeb er en bredskuldret fyr med smilende, udtryksfulde øjne, som kom til Europa for to år siden. Han tog sammen med sin nærmeste familie fra Syrien til Egypten, sejlede derfra til Siracusa på Sicilien og rejste så videre nordpå med bus og tog via blandt andet Danmark til Sverige, hvor de siden har boet. Hans to søstre var nødt til at vente i Syrien. Nu er han i Milano for at hente dem og deres børn med til Halmstad:

»For tre år siden blev vi fordrevet fra vores hjem i Damaskus af regeringshæren, som sagde, at FSA (oprørshæren Free Syrian Army, red.) var i området. I et stykke tid boede vi så sammen med otte andre familier i ét rum. Derefter flyttede vi til Latakia (Syriens største havneby, red.). Efter omkring otte måneder gik jeg på Google Maps for at se vores gamle hus, men det var der ikke længere. Hele kvarteret er væk nu. Jeg blev født i det hus. Det er min barndom, der er væk.«

Umuligt at leve i Syrien

Det er ikke bare politiet, der ignorerer flygtningene på banegården. Uden at tage notits af menneskemængden i forhallen gelejder en japansk turist, iført pastelfarvet jakkesæt i hør, sin familie i retning af perronerne – sandsynligvis fra den igangværende Verdensudstilling i Milano og på vej videre mod Venedig, Firenze eller Rom.

De fleste forbipasserende milanesere kigger også den anden vej. Men det mest slående og paradoksale er, at den almindelige travlhed på en regnvåd juni-tirsdag i en af Europas rigeste byer står i skærende kontrast til den gode stemning og snakkesaglighed hos flygtningene fra Syrien. De lader sig tydeligvis ikke gå på af at skulle vente et par dage på et offentligt, men alligevel relativt sikkert sted, efter at være flygtet fra livsfarlige omstændigheder. Lettelsen er mærkbar. Her er god tid til at fortælle om årsagerne til flugten:

»Situationen i Syrien er gået fra at være slem til endnu værre,« fortæller Odai al-Shayeb over en kop kaffe og fortsætter: »Alle slås. Man ved ikke længere, hvem der holder med hvem. Det er vanvittigt. Der er ingen medmenneskelighed. Jeg har set fire af mine venner blive dræbt. En af dem blev skudt i hovedet. Og en anden ven på 14 år blev skudt i brystet lige foran os. Men vi kunne ikke gøre noget, vi kunne ikke tage ham med på hospitalet. Jeg tænkte på selv at melde mig til hæren. Hvis der ikke var andre udveje, kunne jeg lige så godt dø ligesom mine venner. Dø, dø, dø. Det er ikke muligt at leve i Syrien.«

Sofie Amalie Klougart

Paradis i Halmstad

Odai al-Shayeb og hans familie er statsløse palæstinensere. Hans bedsteforældre flygtede fra det daværende Palæstina, og siden har familien boet i Syrien, hvor de i modsætning til andre skulle forny deres identitetspapirer med jævne mellemrum. Nu kan al-Shayeb fremvise et svensk ID-kort, hvor der står statslös under hans nationalitet:

»Jeg må vente lidt endnu på at få et svensk pas,« siger han: »I Syrien læste jeg til it-ingeniør om morgenen og arbejdede eftermiddag og aften med at reparere computere og kopimaskiner. I dag laver jeg det samme i Sverige. Det første år kunne jeg dog ikke studere eller arbejde. Jeg kunne kun tænke over, hvad der var sket, og på mine venner, som døde en efter en.«

Han fortæller om sit arbejde som frivillig på et børnehjem, som Røde Kors drev i Damaskus. En dag, hvor han ikke var der, blev det ramt af en vildfaren bombe:

»Der var kropsdele over det hele. 25 børn blev dræbt. Den dag græd jeg konstant,« siger han og stryger Lilas over håret.

Hans anden søster har en datter, som blev født for lidt over en måned siden i Tyrkiet. De fleste flygtninge fra Syrien benytter sig nu af den tyrkiske genvej for enten at sejle til Grækenland eller Italien eller at vandre gennem Østeuropa. Odai al-Shayebs søstre og deres mænd og børn ankom til Syditalien for mindre end en uge siden. De er ikke blevet identificeret af de italienske myndigheder, som EU’s asylpolitiske regler, Dublin-forordningen, ellers foreskriver. Så i stedet for at skulle gennem en familiesammenføringsproces kan de nu søge asyl direkte i Sverige, hvis de altså ikke bliver registreret undervejs. Efter det mislykkede forsøg er Odai al-Shayeb nødt til at tage tilbage til Halmstad for at hente flere penge, hvis han skal kunne hjælpe dem videre:

»For os er Halmstad paradis,« siger han, »det er ikke et spørgsmål om penge. Hvis jeg skulle sove på gaden, ville jeg også acceptere det. Jeg kræver ikke penge. Selv om det godt kan være lidt svært at komme i kontakt med svenskerne, er de fleste venlige. Jeg vil bare være i sikkerhed et sted, hvor der ikke er krig.«

Mens flygtningene venter på, at EU’s indre grænser igen bliver porøse, sørger frivillige for, at de får den mest basale nødhjælp. Der bliver uddelt måltider flere gange om dagen, og der er opsat campingtoiletter ved en af sideindgangene, så stationens midlertidige beboere ikke er nødt til at spendere flere euro om dagen på at forrette deres nødtørft eller gøre det i et hjørne. Milanos indbyggere har doneret mad, tøj, bleer, legetøj og andet i bunkevis og bliver nu opfordret til at aflevere deres gaver på byens officielle modtagecentre i stedet:

»Milano har gjort sit, men mere kan vi heller ikke gøre,« udtaler borgmesteren, Giuliano Pisapia, »eftersom Europa har ladt os i stikken, er det nødvendigt at fordele flygtningene mellem de forskellige regioner.«

Lombardiet – den mest folkerige region i Italien, hvor Milano ligger – har i løbet af sommeren ydet hjælp til flere flygtninge i midlertidige modtagefaciliteter end nogen anden region i landet. Men de er alle på gennemrejse. Af de flygtninge, der bliver i Italien, opholder de fleste sig stadig i den sydlige del af landet. Og guvernørerne i tre norditalienske regioner – Lombardiet, Veneto og Ligurien – har nægtet at skabe flere pladser trods den øgede tilstrømning, hvilket har skabt en strid med centralregeringen i Rom. Indenrigsminister Angelino Alfano har måttet udskifte præfekten i den norditalienske by Treviso, som ikke ville adlyde hans ordre om at åbne midlertidige modtagefaciliteter: »Der er i år ankommet 80.000 migranter (87.948 ifølge indenrigsministeriets seneste tal, red.), ikke millioner. Regionernes guvernører må samarbejde. For det er klart, at det ville have været meget nemmere, hvis visse guvernører havde været så fornuftige at give en hånd,« udtaler Alfano.

Situationen i Syrien er gået fra at være slem til endnu værre. Alle slås. Man ved ikke længere, hvem der holder med hvem. Det er vanvittigt. Der er ingen medmenneskelighed. Jeg har set fire af mine venner blive dræbt

Odai al-Shayeb, 20-årig flygtning fra Syrien

Samtidig har et flertal af landene i EU afvist at gøre op med Dublin-forordningen, men dog accepteret en frivillig fordeling af 32.256 asylansøgere fra Syrien og Eritrea, som ankommer til Italien og Grækenland i år. Overordnet set betragter EU-landene – måske med undtagelse af Sverige og Tyskland – stadig deres naboer som stødpuder i forhold til flygtningetilstrømningen:

»Vi ved ikke en skid,« siger en mand med langt hår og gråt skæg, der arbejder som frivillig i det midlertidige suppekøkken på stationen: »Vi sidder hjemme foran skærmen og glor på dette drama. Men vi ved ikke, hvad krigen er. Vi aner ikke, hvad det vil sige at sidde som sild i en tønde i en lille gummibåd på Middelhavet.«

Familien er samlet

Efter vores tilfældige møde på Milano Centrale har Information modtaget en mail fra Odai al-Shayeb. Han skriver, at familien nu er samlet i Halmstad. Han var nødt til at tage til Sverige for at hente flere penge, mens Røde Kors passede på hans søstre og deres familier. Han havde mødt en mand i Milano, som sagde, at han kunne skaffe dem til Sverige:

»Han sagde, at de kunne rejse med fly. Jeg ved ikke hvordan, men han krævede 2.500 euro (knap 19.000 kroner, red.),« skriver Odai al-Shayeb.

Derefter ankom de til København og kunne så – uden at have været i kontakt med de danske myndigheder – tage toget videre til Malmö:

»Vi har det alle godt. Mine søstre og Lilas er i Sverige nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

EU er helt igennem Inger Støjberg'sk, hvis alle danskere blot, vil vender ryggen til flygtningene i nød og hade dem, der hjælper flygtningene i deres nød, ind i EU, så findes problemet ikke rigtigt, det ville være en opgave EU kunne bombe og skyde sig fra på Middelhavet og andre steder.

Problemet forsvinder selvfølgelig ikke ved, at vende ryggen til mennesker i nød Inger Støjberg, hvornår kan der tales om løsninger i EU, aktivistisk udenrigspolitik er ikke en del af løsningen, men en del af flygtninge problemet, hvornår går det op for Inger Støjberg og EU.

Michael Kongstad Nielsen

Kan så sandelig godt forstå, at italienerne (og grækerne) ikke vil påtage sig alt besværet, ansvaret og byrden som første modtageland, mens de velordnede nordeuropæere fedtspiller og melde pas med henvisning til den luskede Dublin-forordning. Men ligeså åbenlyst, nordeuropæerne skubber ansvaret fra sig, ligeså durkdrevent overlegent er italienerne mestre i at ignorere, lade som ingen ting, se den anden vej, når det gælder om at lade migranterne passere uden registrering. Det er gammel teaterkunst i Italien. Operette - Som en færdselsbetjent, der ser væk midt mylderet, og (måske) indkasserer en lille erkendtlighed med baghånden for ulejligheden.

Philip B. Johnsen

Jeg holder meget af italienere og teaterkunst, ikke så meget penge som erkendtlighed i alt ikke, når beløbene når summer, som dem i Luxemburg finten i EU.

Peter Günther

... og så ligger syd-europa i meget bekvem afstand fra Danmark, for vi har 20% danskere, som er bange for at de kommer herop.

Måske skulle kongeriget DK hæve ankeret og se om vi kan isolere os lidt mere? Vi bør åbne vores hjerter for hjælpe med at finde ægte løsninger til ægte problemer..