Læsetid: 4 min.

Sydeuropas nye oprørere

Flere politikere i Sydeuropas venstreorienterede partier deler samme profil. Både i græske Syriza og spanske Podemos kan de fremtrædende personer karakteriseres som mænd med lang akademisk baggrund, men uden stor politisk erfaring. Og det er både deres styrke og deres svaghed, vurderer eksperter
28. juli 2015

For 14 år siden var 200.000 aktivister samlet i Genova i Italien til demonstration mod et G8-topmøde. Demonstrationerne var præget af voldsomme sammenstød, hundredvis af anholdte og sågar en dræbt aktivist.

Blandt demonstranterne kunne man finde den dengang 26-årige Alexis Tsipras i kasket og en 22-årig Pablo Iglesias med piercing i øjen-brynet. I dag er de to ledere af de største og mest omdiskuterede venstreorienterede partier i Grækenland og Spanien, Syriza og Podemos.

Aktivismen i Genova er langtfra det eneste parameter, hvor politikerne fra de to partier ligner hinanden. De er alle mænd og relativt unge. De har typisk lange akademiske uddannelser og en karriere som forskere og universitetsundervisere bag sig, mens det omvendt kniber med den politiske erfaring.

Podemos’ karismatiske Pablo Iglesias er i dag 36 år gammel og bærer akademiske titler fra flere europæiske universiteter. Han har været æresprofessor i statskundskab ved det anerkendte Universidad Complutense de Madrid, hvor også to andre grundlæggere af partiet, Juan Carlos Monedero og Luis Alegre, er professorer. Partiets 31-årige kronprins, Iñigo Errejón, har en ph.d. fra samme sted.

Læs også: Grækenland er Spaniens skræmmebillede

I græske Syriza er billedet det samme. Både den afgåede finansminister, Yanis Varoufakis, og hans afløser, Euclid Tsakalotos, er tidligere professorer og har undervist på universiteter i ind- og udland.

Den 40-årige partileder, Alexis Tsipras, har læst en ph.d. ved National Technical University of Athens, og Stathis Kouvelakis, der er medlem af partiets centralkomité, underviser i politisk teori og filosofi ved King’s College i London.

Den politiske erfaring stammer typisk fra græsrodsorganisationer, ungdomspartier og forskellige former for aktivisme.

Podemos’ partileder, Pablo Iglesias, var i sine yngre dage med i Spaniens kommunistiske ungdomsparti. Alexis Tsipras var medlem af den politisk venstreorienterede organisation Synaspismós. Derudover deltog de to partiledere og flere andre fra både Syriza og Podemos i store europæiske antikapitalisme- og antiglobaliseringsdemonstrationer gennem 00’erne og indignado-bevægelsen i perioden efter 2011.

Akademikerproletariat

Lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet Óscar García Agustín mener, at særligt tre faktorer gør, at denne type politikere vinder frem i de venstreorienterede partier. Politikerleden, der omgiver det etablerede politiske system i både Spanien og Grækenland, lader de ’nye’ politikere fra Podemos og Syriza blive ansigter på et politisk alternativ. Dernæst har sociale bevægelser og mobiliseringer siden krisen i 2008 ramt bredere i befolkningerne, som har efterspurgt »nye ledere«, der ikke tilhører den »politiske klasse«, men i højere grad bevæger sig i samme sociale lag som »almindelige borgere«, vurderer lektoren.

Og så er der fordelene ved akademikerbaggrunden: »At være akademiker med disse sociale rødder giver en ekstra værdi med stor kulturel og symbolsk kapital, som blandt befolkningen betragtes som et seriøst alternativ,« siger han.

Ifølge Martin McQuillan, der er dekan for Det Humanistiske Fakultet og Samfundsvidenskab på King-ston University i London, oplever mange yngre ansatte i det spanske universitetsmiljø nedskærings- politikken og de negative effekter af manglende reformer på egen krop. Derfor er segmentet en del af den befolkningsgruppe, der i høj grad ønsker forandringer og en alternativ politisk retning.

Han skriver i tidsskriftet Times Higher Education, at der blandt forskere og undervisere på de spanske universiteter forekommer et slags akademikerproletariat, der er tynget af utidssvarende forskelsbehandling. På de spanke universiteter findes der en ældre gruppe funcionarios, hvis ansættelse er sikret fuldtid, mens de yngre ansatte, som flere af Podemos’ ledere, typisk er timeansat eller ansat på usikre, korte kontrakter. Det giver en generationskonflikt, hvor de yngre på usikre kontrakter kan se deres ældre kolleger nyde godt af diverse fordele som udvidet orlov, i en periode hvor resten af befolkningen skal spænde bæltet ind.

»Podemos’ akademikere har ikke noget at miste. Ligesom i Syriza er de stærkt besluttet på at reformere de offentlige institutioner, rydde op i nepotisme og fjerne oldingevældet,« skriver Martin McQuillan.

Aktivisme

Politisk er det ikke et særsyn, at intellektuelle akademikere kæmper for at fremme arbejderklassen og de svages interesser, mener lektor Óscar García Agustín. Derimod er det kombinationen af aktivisme og universitetsansættelse, der skiller sig ud fra et europæisk historisk perspektiv.

»Men man kan drage paralleller til Latinamerika, der har stærke intellektuelle og aktivistiske profiler som eksempelvis (præsident, red.) Rafael Correa i Ecuador og vicepræsident Álvaro García Linera i Bolivia,« siger han.

Særligt G8-protesterne i Genova, Italien, i 2001 er i den forbindelse skelsættende, påpeger lektoren, der mener, det var her, de dengang unge mennesker blev optaget af vigtigheden af at tage den »symbolske kamp imod kapitalisme« og synliggøre »skjulte« magtstrukturer.

Moderate?

Netop den aktivistiske fortid og manglende politiske erfaring er samtidigt det, de politiske modstandere kritiserer Podemos for, påpeger Santiago Perez-Nievas, der er professor i statskundskab ved Universidad Autónoma de Madrid. Det konservative parti i Spanien, Partido Popular (PP), har for det første slået på, at Podemos’ ledere aldrig har manøvreret i de politiske institutioner og derfor vil snuble i forløbet.

Derudover har PP fremhævet Podemos’ aktivistiske fortid og portrætteret dem som radikale socialister, hvilket har haft en effekt.

»Podemos har modereret deres budskaber og prøver nu i højere grad at portrættere sig som de nye og ægte socialdemokrater,« siger Santiago Perez-Nievas.

Han fremhæver som eksempel, at Pablo Iglesias for nylig udtalte sig kritisk om en verserende sag om aktivisme. Sagen handler om det 27-årige byrådsmedlem i Madrid og medlem af Podemos, Rita Maestre, der sammen med en gruppe demonstranter i 2011 afbrød en gudstjeneste i et katolsk kapel for at sætte fokus på kvinderettigheder.

»Pablo Iglesias’ kritik er et eksempel på, at han nu prøver at fremstå som en moderat leder af et moderat parti.«

Serie

Seneste artikler

  • Podemos er partiet, der slår sprækker i spansk politik

    4. august 2015
    De traditionelle partier i Spanien er under pres fra en voksende venstrefløj. Partiet Podemos vil have et opgør med korruptionen, uligheden i samfundet og som deres græske søsterparti, Syriza, sparepolitikken. Selv om partiet ikke længere står til at blive det største parti, får de en vigtig politisk rolle

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer