Læsetid: 7 min.

Ung fyr søger sex i San Francisco

I de tidlige 1980’ere var den amerikanske havneby ved Stillehavet et dragende centrum for fyre, der ville have fyre. Kønnets lyse spøg varede ikke ved
Fyrene i San Francisco er milde og kærlige over for dem, de går hjem med. Men det er normalt underforstået, at forholdet kun skal vare denne ene gang. Arkiv
18. juli 2015

Der var en gang en ung fyr, der søgte sex i San Francisco, og den unge fyr var jeg. Det var omkring de tidlige 1980’ere.

Jeg underviser i de år i byplanlægning ved to universiteter i de amerikanske sydstater og afslutter USA-opholdene med i sommermånederne at besøge gamle kammerater fra min tid som udvekslingsstudent i Los Angeles. Og så – hurra! – tager jeg togturen de 500 km nordpå til San Francisco, som jeg er vældigt draget af at udforske.

San Francisco har i de år et velfortjent ry for et frækt og hektisk bøsseliv. Sådan ét havde jeg ikke mod til at leve hjemme i Danmark. Men omme på den anden side af jordkloden kan jeg vel godt snige mig til et eller andet.

Bortset fra, at man overhovedet ikke behøver at snige sig i San Francisco. Man kan bevæge sig rankt fremad og sagtens gøre bekendtskaber. Et af dem kommer uventet ved, at jeg går på en mexicansk restaurant, hvor bordene er så fyldte, at man må bestille og sætte sig til at vente med en drink ude i baren. Jeg sidder og venter med min margarita, da servitricen kommer ind og kalder: »David, bord til én.«

Jeg springer belevent op – og braser ind i en køn mørkkrøllet fyr, der også er sprunget op, da servitricen kaldte. Vi kigger på hinanden og ler: »Du er også David?« Så kigger vi en gang til på hinanden og siger til servitricen: »Lav det om til: ’David, bord til to.’« David viser sig at være en jødisk fyr fra New York, der er ude at besøge sine bedsteforældre i San Francisco og nu synes, der skal ske et eller andet. Det vil jeg da gerne være David behjælpsom med.

Kærligt regelsæt

For deres indbyrdes forhold har fyrene i San Francisco et regelsæt, som jeg prøver at sætte mig ind i. Alle er milde og kærlige over for dem, de går hjem med. Men det er normalt underforstået, at forholdet kun skal vare denne ene gang. Men pyt, så kan man da næste aften gå på bøssebarerne omkring Castro Street og i Haight Ashbury-området. De er præget af en glubende kontaktlyst.

Ud over den seksuelle tiltrækning er jeg fascineret af, hvordan det psykologiske spil omkring forhåbningen om et knald påvirker fyrenes adfærd, herunder min egen.

En lattermild sort fyr, der er en kyndig iagttager af barlivet, fortæller mig, at der er noget, der hedder the rush hour – myldretiden. Den lattermilde fyr, som jeg faktisk sover med flere nætter i træk, forklarer:

»Myldretiden, det er dér, lige inden baren lukker, når bartenderen har slået på klokken og råbt ’sidste omgang’, og alle de, der endnu ikke har fået fat på nogen, går i panik og springer i armene på den første, den bedste.«

Myldretiden kan faktisk strække sig helt ud af barlokalet og op i den bus, der transporterer de skuffede partnersøgende hjem. Jeg sidder alene i en natbus på vej mod mit herberg i YMCA nede ved havnen, da jeg i busvinduets spejl mod nattemørket får øje på en firskåren mexicansk fyr, der iagttager mig fra sit bussæde skråt over for mit. Han rejser sig, trykker på stopknappen og sender mig et nik. Jeg står af bussen sammen med ham, og vi går hen til hans klubværelse.

Savner sin tvilling

Den mexicanske fyr er enægget tvilling, fortæller han mig, da vi får sat os på sengen. Han viser mig billeder af sin bror, der ser fuldstændigt ens ud. Broderen har ikke kunnet komme ud af Mexico, og det er hans tvilling i San Francisco meget ked af, for han tænker på ham hele tiden. Også fordi de to brødre taler så godt om sex, selv om ham i Mexico er til piger.

Senere på natten vågner jeg og ser den mexicanske fyr sidde på gulvet og stirre ud i mørket. »Hvorfor sover du ikke?« spørger jeg. Han svarer, at han tidligere på aftenen har taget så mange stoffer, at det er umuligt for ham at slappe af. Jeg lægger mig til at sove videre, mens han sidder og stirrer. Det er jeg ikke helt tryg ved. Men om morgenen skilles vi kærligt. Han siger, at han ikke har lukket et øje.

Også i et andet bekendtskab kommer et spejlbillede i glas til at spille en rolle. Jeg står med min gin og tonic på baren ’The Pendulum’, hvor unge hvide og sorte fyre søger hinanden. Ovre i hjørnet står en meget smuk sort fyr bøjet over en pinball-maskine, som han dybt koncentreret flipper løs på. Metalkuglen springer rundt mellem pointhullerne. Jeg rykker lidt nærmere, men han er væk i sit spil. Da jeg har ventet et kvarters tid, tømmer jeg min drink og driver ud gennem barens hovedindgang. Udenfor står den unge sorte fyr og venter. Jeg kigger forbløffet på ham. Han forklarer: »Jeg holdt øje med dig i maskinens glasspejl, og da jeg så, du gik, smuttede jeg gennem en sidedør, så jeg kunne fange dig.«

Han kører mig hjem på sin scooter, mens jeg klamrer armene om hans muskuløse maveparti. Han reder op i stuen i et meget smukt indrettet hjem. Jeg undlader at spørge, hvad hans tilknytning til hjemmet er.

En fætter dukker op

Bedst som vi har fået os puttet under hans sengetæppe, dukker en anden, meget ung og smuk sort fyr op. De siger, at de er fætre. Og de to snakker og griner i timevis, mens jeg ligger afklædt under tæppet og føler det lidt mærkeligt. Fætteren kunne da i det mindste tage tøjet af og hoppe op i sengen til os. Men det synes der ikke at være familietradition for. Selv om det da er praktisk, at den angivelige fætter endelig fortrækker, er jeg egentlig lidt ked af det. For han var den mest sexede af de to.

Hvis ikke man har held på barerne eller på vej hjem, så er mit YMCA-herberg ved havnen aller sidste chance. Der er et vældigt natteliv i brusekabinerne. I de hede stråler antræffer jeg blandt andre en spinkel og frygtsom fransk fyr, som bor på herberget sammen med sin storebror, der imidlertid har samlet en pige op og nu har aflåst brødrenes fælles værelse indefra. Må den franske fyr sove hos mig? Joe, det må han godt.

Og sådan går det slag i slag i sommermåneder i San Francisco de år. Så længe det går. Allerede under første sommerbesøg får jeg øje på en lille hvid plakat på en lygtepæl, et A4-ark hæftet op i et plastikomslag. Det er et amatør-polaroid foto af et opsvulmet knæ med store lilla mærker. På plakaten står håndskrevet, at flere i nabolaget for nylig er ramt af en mærkelig sygdom, der viser sig sådan, som man kan se på billedet. Hvis man selv er begyndt at få sådan nogle mærker, eller kender nogen, der har fået dem, skal man ringe til et telefonnummer. Jeg studser over plakaten, men tænker, at den ikke kommer mig ved, da jeg jo bor på den anden side af kloden.

Næste sommer skiver de amerikanske aviser om sygdommen. Nu er der tal på de syge. Ikke et stort tal, men det bliver større for hver artikel, aviserne bringer. Ingen ved rigtigt noget om sygdommen, andet end at folk dør af den. Hvordan man får den, er ingen klar over. Men det er påfaldende, at der er så mange homoseksuelle, der rammes.

Hetz eller poppers?

Nogle af mine venner i San Francisco siger, at lægerne og aviserne fører en bøssehetz. Andre siger, at sygdommen har noget at gøre med de lugteflasker med amylnitrit, poppers, som mange snuser til for at få en bedre seksuel udløsning. Men ingen har nogen klar anelse om, hvad de skal tage sig i agt for.

Det bliver ikke ved med at være en hemmelighed. Men inden da var det sket. »Det var, som om taget styrtede ned over os,« har en engelsk forfatterinde skrevet om Første Verdenskrigs katastrofe. Ordene kan også bruges om aids. Hvordan epidemien kunne få sit omfang, er – nu – klart for den, der var i San Francisco, mens det hele endnu mest var en kønnets lyse spøg.

Mærkeligt nok gik jeg selv ram forbi af smitte. Det var der mange af mine venner i San Francisco, der ikke gjorde. Sidenhen også venner i Danmark. Hastigt som et fly havde sygdommen bredt sig over kontinenterne. I San Francisco bukkede så mange under for aids, at bybilledet i løbet af 1990’erne blev overtaget af metroseksuelle bosættere fra Silicon Valley og deres forsyningstropper. Hvordan de unge fyre nu om stunder – i San Francisco og herhjemme – spiller deres seksuelle spil med hinanden, og hvordan de forholder sig til smitterisiko, ved jeg ikke noget om. Det tilkommer ikke en mand i min alder at stikke sin næse i. Men jeg kan studse over, at også unge homoseksuelle fyre synes at lægge så megen vægt på at kunne blive forenet i lovformeligt ægteskab. Det var ikke lige det, vi var optaget af i de fjerne somre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Dengang var jeg stadig lesbisk, og jeg har altid syntes, det var rigtigt, at aids er guds straf over bøsserne. For så var vi lesbiske guds udvalgte folk, som ikke blev ramt overhovedet.

Søren Rehhoff

@ Henriette Bøhne

Ja, Village People sangen. Pointen var at mange måske synes den efterhånden er overspillet, men her er den så igen. På den anden side kan der jo være folk, der ikke kan få nok af Village People.