Læsetid: 9 min.

Žižek: Grækenland har givet Europa en chance for at vågne

Det nej, der vandt folkeafstemningen i Grækenland, var et ja til fuld bevidsthed om krisen i Europa – et ja til behovet for at tage hul på noget nyt
»Det græske folk har heroisk modstået den foragtelige skræmmekampagne. De har gennemskuet modstandernes brutale manipulation, der fremstillede folkeafstemningen som et valg mellem euro og drakmer, mellem EU og ’Grexit’,« skriver Slavoj Žižek i dette essay om den aktuelle situation i Grækenland

»Det græske folk har heroisk modstået den foragtelige skræmmekampagne. De har gennemskuet modstandernes brutale manipulation, der fremstillede folkeafstemningen som et valg mellem euro og drakmer, mellem EU og ’Grexit’,« skriver Slavoj Žižek i dette essay om den aktuelle situation i Grækenland

Emilio Morenatti

Udland
8. juli 2015

Det uventet stærke nej ved den græske folkeafstemning var et historisk resultat, opstået i en desperat situation. Jeg bruger ofte en kendt vittighed fra Sovjetunionens slutfase om jøden Rabinovitj, som ønsker at udvandre. Bureaukraten på emigrationskontoret spørger ham hvorfor, og Rabinovitj svarer:

»Der er to grunde. For det første er jeg er bange for, at kommunisterne mister magten i Sovjetunionen, og at de nye magthavere vil give os, jøderne, skylden for alle kommunismens forbrydelser – så vil der igen være pogromer mod jøder … «

Men bureaukraten afbryder ham: »Det er noget vrøvl. Intet kan ændre sig i Sovjetunionen, kommunisterne vil være ved magten for evigt!«

»Ja,« svarer Rabinovitj roligt, »det er min anden grund.«

Jeg har fået at vide, at en ny version af denne vittighed nu cirkulerer i Athen. En ung græker besøger det australske konsulat i Athen for at ansøge om et arbejdsvisum: »Hvorfor vil du forlade Grækenland?« spørger funktionæren.

»Af to grunde,« svarer grækeren, »for det første er jeg bekymret for, at Grækenland forlader EU, hvilket vil føre til mere fattigdom og kaos i landet …«

Men ambassadefunktionæren afbryder ham: »Det er noget vrøvl. Grækenland bliver i EU og vil underkaste sig EU’s finanspolitiske disciplin!«

»Ja,« svarer grækeren roligt, »det er min anden grund.«

Ren ideologi

Er begge muligheder så den værste? Tiden er inde til at droppe den irrelevante debat om den græske regerings mulige fejl og fejlvurderinger. Der er for meget på spil. At kompromiset mellem Grækenland og EU altid slår fejl er dybt symptomatisk, for det handler ikke om egentlig økonomi – på det plan er forskellen minimal.

EU beskylder grækerne for kun at tale i generelle vendinger, mens grækerne beskylder EU for at ville kontrollere selv de mindste detaljer og pålægge Grækenland vilkår, der er endnu barskere end under den tidligere regering. Bag disse bebrejdelser gemmer der sig en anden, meget dybere konflikt. Den græske premierminister Alexis Tsipras har for nylig bemærket, at hvis han kunne mødes alene med Angela Merkel, ville de have fundet en løsning i løbet af to timer. Hans pointe var, at politikere ville behandle striden som en politisk uenighed i modsætning til teknokratiske forvaltere som eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem. Hvis der er en symbolsk skurk i denne historie, er det Dijsselbloem, hvis motto er:

»Hvis jeg går ind i ideologiske spørgsmål, opnår jeg intet.«

Det bringer os til sagens kerne: Tsipras og den nu tidligere finansminister Yanis Varoufakis taler, som om de indgår i en åben, politisk proces, hvor beslutninger i sidste ende er »ideologiske« (baseret på normative præferencer), mens EU’s teknokrater taler, som om det hele blot handler om detaljerede regulativer. Når grækerne afviser denne tilgang og tager mere grundlæggende spørgsmål op, bliver de anklaget for at lyve, undvige konkrete løsninger osv. Sandheden er her på grækernes side: Dijsselbloems fornægtelse af »ideologiske spørgsmål« er ideologi i reneste form. Det maskerer tiltag, der er baseret i politisk-ideologiske beslutninger, som ekspertreguleringer. På grund af denne asymmetri fremstår det ofte som en dialog mellem en ung studerende, der ønsker en seriøs debat om grundlæggende spørgsmål, og en arrogant professor, der ydmyger den studerende med tekniske indvendinger (»Du har ikke formuleret det korrekt! Du har ikke taget den forordning i betragtning!«).

Eller som en dialog mellem et voldtægtsoffer, der desperat aflægger vidnesbyrd, og en politimand, der konstant afbryder hende med administrative detaljer. Denne overgang fra politik til neutral ekspertadministration præger hele vores politiske proces: Strategiske beslutninger, som er baseret på magt, bliver stadig oftere maskeret som administrative regler, der baseret på neutral ekspertviden forhandles hemmeligt på plads uden demokratisk rådslagning. Den igangværende kamp er en kamp om Europas økonomiske og politiske Leitkultur. EU’s magtbeføjelser repræsenterer det teknokratiske status quo, som i årtier har skabt inerti i Europa.

I Notes Towards a Definition of Culture bemærkede den ærkekonservative T.S. Eliot, at der findes øjeblikke, hvor valget står mellem kætteri og ateisme – når den eneste måde at holde en religion i live på er at udføre en sekterisk adskillelse fra hovedkirken. Kun nye ’kættere’ – som for tiden Syriza – kan redde, hvad der er værd at bevare af den europæisk arv: demokrati, tillid til mennesker, lighedsorienteret solidaritet osv. Det Europa, der vinder, hvis Syriza bliver udmanøvreret, er »et Europa med asiatiske værdier« (som ikke har noget med Asien at gøre, men handler om den moderne kapitalismes tendens til at suspendere demokratiet).

Permanent skyld

I Vesteuropa betragter vi distanceret Grækenlands situation med medfølelse. Denne selvbehagelige indstilling bygger på en skæbnesvanger illusion, for det, der sker i Grækenland, vedrører os alle: Det er Europas fremtid, der er på spil. Så når vi læser om Grækenland, bør vi altid have det gamle ordsprog de te fabula narrator (’navnet er et andet, historien handler om dig’) i baghovedet. Et ideal kommer gradvist til udtryk i det etablerede Europas reaktion på folkeafstemningen, tydeligst i overskriften på Gideon Rachmans klumme i Financial Times: »Eurozonens svageste led er vælgerne.«

I denne idealverden slipper Europa af med det »svageste led«, og eksperter får beføjelse til at indføre de nødvendige økonomiske foranstaltninger – hvis der bliver afholdt valg, skal de blot bekræfte den herskende konsensus blandt eksperter. Men eksperternes politik er baseret på en fiktion om at »udskyde og lade som om« (udskyd tilbagebetalingsfristen, men lad som om, at hele gælden i sidste ende bliver betalt). Hvorfor er denne fiktion så svær at slippe af med? Det er ikke kun, fordi den gør yderligere finansiel støtte til Grækenland mere acceptabel for vælgerne i Tyskland, eller fordi nedskrivningen af den græske gæld kan udløse lignende krav fra Portugal, Irland og Spanien, men fordi magthaverne ikke ønsker gælden fuldt tilbagebetalt. Lånere og gældsforvaltere beskylder de forgældede lande for ikke at føle nok skyld. Dette pres svarer til det, psykoanalysens fader kaldte for »overjeg«: Overjegets paradoks er – ifølge Freud – at jo mere vi adlyder dets krav, des mere skyld føler vi.

Det er det, EU’s establishment finder så foruroligende: Syriza-regeringen vedstår sig gælden, men føler ikke skyld.

Slavoj Žižek, sociolog og filosof

Det sande mål med at låne penge ud er ikke at få gælden tilbagebetalt med profit, men en fortsættelse af gælden på ubestemt tid, der gør skyldneren permanent underkastet. Men der findes flere slags skyldnere. Ikke kun Grækenland, men også USA vil ikke kunne tilbagebetale hele sin gæld. Så der er skyldnere, der kan afpresse kreditorerne, fordi de ikke må gå konkurs (store banker); skyldnere, der selv kan bestemme tilbagebetalingsvilkårene (USA’s regering); og skyldnere, der kan ydmyges (Grækenland). Långivere og gældsforvaltere beskylder dybest set Syrizas regering for ikke at føle nok skyld. Det er det, EU’s establishment finder så foruroligende: Syriza-regeringen vedstår sig gælden, men føler ikke skyld. Den er sluppet af med presset fra overjeget. Varoufakis anerkendte gældsbyrden fuldt ud og argumenterede rationelt for, at eftersom EU’s politik ikke virker, skal en anden løsning findes.

Tidens tegn

Paradoksalt nok gentager Varoufakis og Tsipras ofte den pointe, at Syriza-regeringen er kreditorernes eneste chance for at få bare en del af deres penge tilbage. Varoufakis spørger, hvorfor bankerne blev ved med at hælde penge i Grækenland og samarbejde med en klientelistisk stat, selv om de udmærket kendte tingenes tilstand. Grækenland ville aldrig være blevet så forgældet uden det vesteuropæiske establishments medvirken. Den græske regering ved godt, at den største trussel ikke kommer fra Bruxelles, men fra Grækenland – en af de mest klientelistiske og korrupte stater nogensinde. EU-bureaukratiet har skylden for, at mens grækerne blev kritiseret for korruption og ineffektivitet, støttede man partiet Nyt Demokrati, der stod for netop korruption og ineffektivitet. Ifølge Varoufakis udgør det regeringens ultimative mål at bryde dette dødvande:

»Grækenlands, Portugals eller Italiens exit fra eurozonen ville hurtigt føre til en fragmentering af den europæiske kapitalisme,« skriver han i The Guardian: »Hvem ville have gavn af det? En progressiv venstrefløj, der som en Fugl Fønix genopstår af asken efter Europas offentlige institutioner? Eller nazisterne i Gyldent Daggry, nyfascister, fremmedhadere og sortbørshandlere? Jeg er slet ikke i tvivl om, hvem der ville have mest gavn af eurozonens opløsning. Jeg tilhører ikke dem, der vil give denne postmoderne udgave af 1930’erne vind i sejlene. Hvis det betyder, at det er os – de behørigt uregelbundne marxister – som skal forsøge at redde den europæiske kapitalisme fra sig selv, må det være sådan (…) Men kun fordi vi ønsker at minimere denne krises unødvendige menneskelige lidelser.«

Det, der er så enerverende ved Varoufakis, er ikke hans radikalisme, men hans rationelle, pragmatiske beskedenhed. Hvis man ser nærmere på Syrizas forslag, vil man bemærke, at de før i tiden ville gå for at være et moderat, socialdemokratisk program (den socialdemokratiske regerings program i 1960’ernes Sverige var langt mere radikalt). Det er et trist kendetegn ved vor tid, at man skal tilhøre »den radikale venstrefløj« for at kunne foreslå sådanne tiltag – det er et tegn på mørke tider, men også venstrefløjens store chance.

Men måske rammer pointen om, at Syrizas politik bare er gammeldags socialdemokratisme alligevel lidt forbi – som om eurokraterne til sidst vil indse, at vi slet ikke er farlige, hvis bare vi siger det nok. For Syriza er faktisk farlig og udgør en trussel mod EU’s nuværende orientering – den globale kapitalisme har ikke råd til en tilbagevenden til den gamle velfærdsstat. Så der er noget hyklerisk i forsikringerne om, at Syrizas ønsker er beskedne: Partiet vil faktisk noget, som ikke er muligt inden for det eksisterende system.

Derfor er det nødvendigt at træffe et strategisk valg: Er øjeblikket kommet til at smide beskedenhedens maske og gå åbent ind for langt mere radikale forandringer? Mange har kritiseret den græske folkeafstemning for blot at være demagogi og har hånligt påpeget, at det ikke stod klart, hvad den handlede om. Det var dog ikke en folkeafstemning om euro eller drakmer, om Grækenland i eller uden for EU. For den græske regering har igen og igen understreget sit ønske om at forblive i EU og eurozonen. Men kritikerne oversatte automatisk det centrale politiske spørgsmål, som om det var en administrativ beslutning om bestemte økonomiske foranstaltninger.

En sjælden sejr

I et interview med Bloomberg afklarede Varoufakis, hvad der var på spil ved folkeafstemningen. Valget stod mellem en fortsættelse af EU’s politik, som har bragt Grækenland på afgrundens rand – fiktionen om at »udskyde og lade som om« – og en realistisk, ny begyndelse uden fiktioner, men med en konkret plan for, hvordan der kan skabes fremgang i den græske økonomi. Uden en sådan plan vil krisen blive ved. Samtidig indrømmede Den Internationale Valutafond, at Grækenland har brug for en større gældsnedskrivning for at få gang i økonomien (ifølge valutafonden et afbetalingsstop i 20 år).

Nej’et ved den græske folkeafstemning var altså meget mere end et simpelt valg mellem to forskellige tilgange til den økonomiske krise. Det græske folk har heroisk modstået den foragtelige skræmmekampagne, der skulle mobilisere selvopretholdelsens laveste instinkter. De har gennemskuet modstandernes brutale manipulation, der fremstillede folkeafstemningen som et valg mellem euro og drakmer, mellem EU og »Grexit«. Deres nej var et nej til eurokraterne, der dagligt viser, at de ikke kan bryde stilstanden i Europa. Det var et nej til den sædvanlige politik – et desperat opråb til os alle om, at tingene ikke kan fortsætte på denne måde. Det var et tilvalg af en autentisk politisk vision og et fravalg af den mærkelige kombination af koldt teknokrati og varme racistiske klicheer om dovne og ødsle grækere. Det var en sjælden sejr for principperne mod den egoistiske og i sidste ende selvdestruktive opportunisme.

Nu er det op til EU at handle. Vil EU være i stand til at vågne fra sin selvtilfredse inerti og forstå det tegn på håb, som det græske folk har leveret? Eller vil EU lade sin vrede ramme Grækenland for at kunne fortsætte med at drømme sin dogmatiske drøm?

Oversat af Mads Frese © Slavoj Žižek og Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Det er op til Alexis Tsipras at handle.

Han må møde op i Bryssels med en plan for Grækenland - herunder et overslag over hvor mange milliarder Euro de øvrige 18 Eurolande yderligere skal låne til Grækenland - og hvornår Grækenland kan betale tilbage igen.

Det værste er, at de øvrige 9 EU-lande nu også skal til lommerne.

Regionalfondene skal åbenbart bruges eksklusivt på Grækenland, hvilket fik Rumænien og Bulgarien til at forlange at deltage i beslutningerne. Så nu er hele EU kaldt til Bryssels søndag aften.

Inklusiv Danmark - hvor ubehageligt.

Poul Erik Riis

Det er en god analyse – som jeg nok bør læse en gang til. Men først et skud fra hoften:

Hensigten med at gældsætte statsmagter kloden rundt er selvfølgelig ikke, at de skal betale det hele tilbage, men at man kan få renter og trække nogle af pengene hjem efter behov. At have penge til at stå i statsgæld har gennem årtier været en god investering. Men markedet for statsgæld er under hårdt pres. Hvis støtteopkøbene fra en lang række centralbanker stopper, kan priserne på obligationer falde dramatisk.

Kampen om den græske gæld er en del af en større kamp om finanskapitalens fremtid. Finanskapitalen ønsker at gælden skal bestå, mens det klart må være i folkemassernes interesse, at den skal forgå.

Kan gælden overvindes? Det blev den efter anden verdenskrig, til dels ved gældseftergivelse, men især fordi USA brugte løs af sine tilgodehavender. USA opførte sig modsat den måde Tyskland, Japan og Danmark opfører sig på i dag: i stedet for at låne penge ud, brugte man penge. USA havde et stort nettotilgodehavende over for udlandet, men i 1986 var det nul, og i dag har USA en stor nettogæld til udlandet.

Til gengæld har Tyskland, Japan, Danmark og nogle få andre lande store nettotilgodehavender. Hvis vi vil have et opsving som opsvinget efter anden verdenskrig, skal vi bruge løs af pengene. Det vil blive til stor fordel for Grækenland, USA og andre forgældede lande, og i tråd med Keynes kan vi bruge pengene til faste investeringer, ikke mindst investeringer i vedvarende energi.

Det bliver staten nødt til at blande sig i. Som Keynes siger i The General Theory: ”the duty of ordering the current volume of investment cannot safely be left in private hands”. Her er en ny mission for eurokraterne i Bruxelles.

Ole Bertelsen, Charlotte og Hans Glæsel, Torben Arendal, Torben K L Jensen, Bernhard Drag, Peter Hansen, Peter Andreas Ebbesen, Felix Austin, Michael Bruus, Jens Jørn Pedersen, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ulla Lauridsen

Hold da op, noget pis. Man er ond, hvis man låner grækerne penge (for så er de i lommen på en), og man er ond, hvis man ikke låner dem endnu flere (for så er de i nød). Zizek lader ikke til at forstå, at det suverænt har været grækernes beslutning at leve over evne gennem mange år.

Niels P Sønderskov, Per Torbensen, Preben Haagensen, Bent Nørgaard, Thomas Andersen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

To Slavoj Zizek: Thank you for your analysis of the Greek situation. The problem with the tendency of suspending democracy is like a wildfire all over Europe but politicians should take political responsibility and not leave this to the technocratic officials. Has the idea of EU completely failed?

Torben Nielsen, Felix Austin og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er en mesterlig analyse, der tager højde for virkeligheden - sammen med Poul Erik Riis's ligeså fine kommentar. Det minder om den gamle vittighed: hvad gør det, at man ikke har en rød reje, når bare man har sorte penge nok?
Realiteten er, at det må betragtes som langt mere graverende, at EU losser sin fødevareoverproduktion af i Afrika, hvorved man smadrer den lokale driftighed og skaber grobund for økonomiske flygtningestrømme.

Dorthe Jørgensen, Henrik Christensen, Charlotte og Hans Glæsel, Torben Arendal, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Felix Austin og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Vi skal have klarlagt det overfinancielle system.
Det ser ud til, at vi har bankokrati eller financiokrati i EU.

Torben Nielsen, Henrik Christensen, Steffen Gliese, Peter Andreas Ebbesen og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Slavoj Žižek, retter som sædvanligt sin systemkritik mod kanten af skydeskiven...

Slavoj Žižek: Tiden er inde til at droppe den irrelevante debat om den græske regerings mulige fejl og fejlvurderinger. Hvad med bankernes mulige fejl og fejlvurderinger.

Jeg havde en kammerat der som jurastuderende begyndte at købe pantebreve op, gerne de der lå yderst (den laveste kurs), og jeg spurgte ham om det ikke var risikabelt. "Næh, i modsætning til banken, så snupper jeg min cykel og køre ud og ser på den ejendom jeg indvestere i. Er den misvedligeholdt eller ligger dårligt, så køber jeg ikke pantebrevet."

Sådan burde de græske långivere også have tænkt.

Og så tror jeg ikke at man skal overse at en simpel ting som bonusaflønning af bankernes ledelse har betydet at de har løbet enorme risici for nogle personlige håndører. Husk ECB's bailout har været med til at rense de private banker for dårlige investeringer (Jyske bank havde eksv. givet lån for 600 mio. kr til den græske stat) og nu hænger skatteborgerne på lånene istedet for bankaktionærerne.

Se det var det jeg troede Slavoj Žižek, ville tage fat på men som sædvanlig skulle han blot af med en vittighed fra Die Bierstube.

Torben Nielsen, Nic Pedersen, Per Torbensen, Henrik Christensen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

"Til gengæld har Tyskland, Japan, Danmark og nogle få andre lande store nettotilgodehavender. Hvis vi vil have et opsving som opsvinget efter anden verdenskrig, skal vi bruge løs af pengene."

Spændende nyt! Nu har politikerne i 16 år drænet bunden for penge. Hvis vi så får de penge tilbage, med renter, og et passende strafgebyr, tager vi til Grækenland på ferie, og løser derved deres penge problem. Simpel samarbejdstaktik :) og de rige her i Danmark slipper for at høre på vores brok omkring den danske politik, i hvert fald i et par måneder. Ja ja, der er bedre at grine end at græde.

georg christensen

Det græske "oxi" nej, var også mit nej til den nuværende EU union.

En union som på ingen måde, på nuværende vilkår er overlevelses dygtig.

En union, som er i fuld gang med at destruere sig selv i stedet for at udvide sig selv.

En union, som med folkelig opbakning tør udvide sig, bare ikke med "magtbegær" ønsker udvidelsen, men med forståelse og accept af hinanden i forståelsen af og respekt for hinanden tør tage skridtet videre. En union , som er fuldstændig anderledes styret, som den nuværende. Dumhedens "egoistiske" selvbestilte terroister har unionen ikke længere brug for.

Henrik Christensen

De egentlige tåber er de ledere af EU staterne, der har konverteret bankernes lån til Grækenland til forpligtelser for EU's skatteborgere til kurs 100. Se også Bill Atkins kommentar.

Igen har blandt andet Goldman-Sachs spillet med og vundet stort på borgernes bekostning, både dem i Grækenland og resten af EU.

Torben Nielsen, Bodil Waldstrøm og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
georg christensen

Vågn op EU, eller luk butikken. Det er vel nok også mit bedste råd til det nuværende EU.

Hele EU systemet har gjort sig selv latterlig og uværdig overfor sig selv, gjort en "arbejdsydelse" værdiløs, til fordel for Finans spekulationer, som bygges på "arbejdsydelser".

Et EU som kun med tomme "ord" er i fuld gang med at opløse sig selv.

Arbejdsydelser ønskes ikke , på "børsen" bestemmes arbejdsydelses værdien, ud fra vilkår, som "arbejdsyderen" ikke kan forstå.

Bare et simpelt eksempel: Hvad er forskellen på "arbejdslønnen" for en forudbestemt "arbejdsydelse"? om ydelsen er udført af en europærer eller , en anden? ,hvis det forvæntede resultat er det samme men værdisætningen er forskellig?.

En tankegang, som alle arbejdende individer burde kunne forstå.

Hvorfor er der forskel på , hvad en "arbejdsydelse" i tredielande værdisættes på en anden måde som i såkaldte industrilande?. En skjorte produceret i indien har mindre værdi, som en skjorte produceret i Europa?. Det er latterliggørelse og foragt overfor alle "arbejdsydelser".

Hele den vestlige verden må bare se sin undergang i øjnene, så længe "arbejdsydelser" ikke bedømmes ligeværdigt og belønnes ligeværdig.

Poul Sørensen

Der er et system i vores demokratiske kapitalistiske samfund og det er, at almindelige mennesker hele tiden taber til de rige. Lige så snart almindelige mennesker har penge, så skal det gavne spekulation og pres på lønnen i nedadgående retning, så alle værdierne samles hos de rigeste. Grækenland et eksempel med deres gældbyrde og Tyskland er et andet eksempel, hvor de rigeste lakajer systematisk gør krisen i Grækenland værre for derved, at tjene milliarder på at trykke lønnen ned af i Tyskland. - Kapitalen kommer til at tjene tykt på Grækenlands krisen.....:-(

Arno Victor Nielsen

I dag er Zizek og venstrefjølen ikke til at skelne fra nazisterne i måden de reagerer på kapitalismen. De onde er bureaukraterne, regnedrengene, teknokraterne i Brussel. De gode er drømmerne, de irrationelle, dem der bare vil slå en streg over gælden. Det er de kolde mod de varme, de firkantede mod de runde, de døde mod de levende, eliten mod folket. Det er rendyrket vitalisme. Nazisternes kritik af kapitalismen var af samme støbning og ikke til at skelne fra Zizeks.

Niels P Sønderskov, Bent Nørgaard og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

"Verdensanerkendt forsker: Glem Grækenland og send pengene til Ukraine"

http://finans.dk/live/okonomi/ECE7860777/Verdensanerkendt-forsker-Glem-G...

Anders Åslund rammer i den grad hovedet på sømmet.

Genialt gennemskuet og beskrevet !

Torben Nielsen

Men måske skriver Slavoj Žižek ikke til dig, Bill Atkins. Og måske er hans tanke netop ikke at ramme centrum i skiven. Måske fordi implikationerne ikke har nogen gang på jorden jf. holdningerne på bjerget. Men er han der ikke implicit?
Jeg synes efter første læsning, at artiklen er meget god. Første tanke var at nu er Slavoj Žižek vist vågnet og jeg vil helt klart nærlæse den senere :o) Tak til Informeren for at gøre artiklen tilgængelig for fattigrøve.

Torben, Slavoj Žižek ser sig selv som en fortæller en slags sociologisk fortællerfilosof, men i mine øjne er han mest fortæller.

I historien får han lige en passant slået fast: Den globale kapitalisme har ikke råd til en tilbagevenden til den gamle velfærdsstat.

...og så forsætter historien i en spiral herfra, om regeringens, folkets, bankernes skyld eller uskyld, bla. bla., hvad afstemningen handlede om bla. bla., dog alligvel interessant læsning for han er en rimelig god fortæller med en vis indlevelsesevne. Han kan bare ikke indse at netop bulls eye har han kun lige nævnt. Velfærdsstaten - bliver aflivet i én sætning. Velfærdsstaten der ikke er råd til. Hvorfor? ...det interessere ham ikke. Der deler han psyke med finansspekulanterne.

Velfærdsstaten i Grækenland er ikke en velfærdsstat som den danske, hvor der er en smule luft i form af et økonomisk råderum, ældremilliarder, oliefond osv.. Når der ikke er råd til velfærdsstaten i Grækenland dør folk, børn og gamle først, andre flytter til udlandet hvis deres hjerner er over gennemsnittet og deres alder passer, og en del begår selvmord. Slavoj Žižek er her lige så kynisk asocial - med øjnene rettestift mod samfundets forgyldte pyramidetop - som når han griner af vittigheder om sammenbruddet af det socialistiske eksperiment i Rusland og Østeuropa: "Der er sgu ikke råd lille ven."

...man kan jo tilføje at Grækenland for at opretholde Statens budget i perioden 2010 til 2014 har lånt 40 mia. kr. årligt og det forlyder at allerede i 2012 var der balance mellem offentlige indtægter og udgifter, en balance som dog gik fløjten på grund af de meget turbulente forhold i økonomien, men balance på samfundsregnskabet er absolut ikke umuligt. Det havde klædt Slavoj Žižek at komme ind på sådanne forhold istedet for hans fokus på historisk- psykologisk- og sociologisk- dominans.

Nej, man skal ikke altid betale sin gæld tilbage | Information
www.information.dk/532171

Nils Bøjden

"De har gennemskuet modstandernes brutale manipulation, der fremstillede folkeafstemningen som et valg mellem euro og drakmer, mellem EU og »Grexit«. Deres nej var et nej til eurokraterne, der dagligt viser, at de ikke kan bryde stilstanden i Europa."

Hvorefter den regering der anbefalede et nej sender et forslag til ECB der til forveksling ligner det der blev sagt nej til.

Man kunne jo godt, i lighed med en del af ECBs finansministre, få den tanke at det nok ikke er helt alvorligt ment og at den græske regering ikke har en jordisk chance for at gennemføre de lovændringer som de dels selv har fremkaldt en massiv folkelig modstand mod, dels tidligere selv har argumenteret ihærdigt imod.

Den græske folkeafstemning var en meget meget fin og velanbragt demokratisk handling som sagde: "Nu ved alle hvad det her drejer sig om. (Der havde været millioner af grækere fra begge fløje på gaderne op til afstemningen). Lad os så få en markering af hvor folk står."

Afstemningen kommer den socialistiske demokratiske tradition til ære. Flot.

Resultatet af afstemningen skal efter sigende (personlig kilde i det græske) tolkes således: Et "Ja" er et udtryk for frygt for fremtiden. Et "Nej" er et udtryk for vrede mod det system (kapitalismen) der har tilladt, at det græske folk er blevet snydt og bedraget.

Det er symptomatisk, at det er de højreorienterede anti-græske debattører, der er misfornøjede med den sublime demokratiske proces i Grækenland. De samme der mener at folket blot skal bøje nakken for elitens bedrag. Intet nyt fra den front.

Nils Bøjden

@Bill Atkins

Du ved tilsyneladende så meget om Grækenland. Kan du så forklare dette for mig:

Den græske regering siger nej til et forhandlingsforslag som ECB er fremkommet med.
Den græske regering fremsender forslaget til folkeafstemning og anbefaler et nej.
Den græske regering får et nej ved folkeafstemningen.
Den græske regering fremsætter et forslag der til forveksling ligner det de selv har sagt nej til, har anbefalet et nej til og som der er blevet stemt nej til ved en folkeafstemning.

Hvad er formålet med det den græske regering nu har fremsendt til ECB?

Nils, der er skrevet tykke bøger om forhandlingsteknik også i forbindelse med internationale konflikter og en forhandlings forløb har ikke meget med det eksisterende magtforhold at gøre... ellers er der jo ingen grund til at forhandle.

Også i Danmark kender vi i øvrigt til begrebet 'en vejledende afstemning'. I Danmark havde vi i øvrigt i mange år en tradition for at sende det samme spørgsmål til afstemning flere gange, indtil eliten havde fået sin vilje. Det førte til sammenstødet på Nørrebro 18. maj 1993 hvor politiet affyrede 112 skud mod de demonstrerende. Det betød så at politiet i Danmark optrappede deres beredskab mod demonstrationer og sidst ved klimademonstrationerne i 2009 demonstrerede magthaverne i Danmark deres nu opnåede totale politimæssige dominans og masseanholdt ca. 1200 uskyldige demonstrerende og Danmark har ikke set demonstrationer af betydning siden. Så jeg forstår godt Nils at du som dansker kan have svært ved st fortolke det meget vigtige demokratiske redskab som demonstrationer og fysisk tilstedeværelse kan være i en demokratisk proces.