Læsetid: 9 min.

Bagvejen til Europa er blevet en besættelse

I Vestafrika synes en hel generation af unge mænd at være overbeviste om, at ’bagvejen’ til Europa er eneste udvej til at skabe sig en bedre tilværelse. Information er taget den modsatte vej af to gambiske bådflygtninge tilbage til deres landsby for at finde svar på, hvorfor de tog af sted. Fattigdom og politisk undertrykkelse er kun en del af forklaringen
18-årige gambiske Bubacarr Jallow er en af de unge mænd, der via ’bagvejen’ har sat livet på spil for at komme til Europa.

18-årige gambiske Bubacarr Jallow er en af de unge mænd, der via ’bagvejen’ har sat livet på spil for at komme til Europa.

Jason Florio / MOAS.eu

26. august 2015

Stadig iført det håndklæde, hans redningsfolk har viklet om ham, sukker 18-årige gambiske Bubacarr Jallow tungt, før han ser ind i kameraet. Så begynder han at forklare, hvorfor han valgte at sætte sit liv på spil i Middelhavet.

»Jeg gjorde det for min fars, min mors og mine brødres skyld. Det er svært for dem at brødføde familien i Gambia. Jeg har lært mig et fag: Jeg er tømrer. Jeg vil bare gerne arbejde med træ og blive bedre til mit arbejde i Europa,« siger han i et videointerview lavet, kort efter han i maj blev reddet af Migrant Offshore Aid Station (MOAS) – en privat finansieret redningsorganisation, der har gjort det til sin mission at bjærge flygtninge i havsnød ud for Libyens kyst og overdrage dem til de italienske myndigheder.

Bubacarrs farefulde rejse på 5.600 kilometer begyndte for knap et år siden, i september 2014, da han satte sig ind i den rutebil, der en gang om ugen kører fra Gambias hovedstad, Banjul, på Atlanterhavskysten til Mali og derfra videre gennem Nigers ørken til Libyens havnebyer.

»Den rejse er ikke let« siger han og slår blikket ned, med tårer i øjnene, da han fortæller, at han første gang fik frarøvet alle penge, han havde sparet sammen til billetten, af den første rejsearrangør, han henvendte sig til.

Hans ældre bror, der havde job som arbejdsmand i Libyen, sendte ham dog flere penge, så han kunne tage af sted igen. Sammen med 95 andre blev Bubacarr reddet fra en gummibåd, der på grund af en lækkende brændstoftank kun var nået 30 kilometer ud for Libyens kyst.

Ifølge MOAS-holdets vurderinger ville båden aldrig have kunnet nå frem til de italienske kyster.

Hellere dø i forsøget

Bubacarr Jallow forlod Gambia, siger han, fordi der ikke var noget arbejde at få.

»For unge findes der ingen jobs. Jeg stod i lære som tømrer, men der var ingen job, så jeg kunne ikke hjælpe til med at forsørge min familie. Og jeg er en voksen mand nu, så jeg er nødt til at tage et andet sted hen. Jeg har brug for at være en mand, yeah,« siger han, frimodigt grinende men med et smil, der stivner i mundvigene.

»Ja, for mig handler det om at komme til Europa og opnå det, jeg søger. Det vil jeg gøre eller dø i forsøget.«

26-årige Demba Sanneh, en anden gambier reddet fra den samme båd, angiver tilsvarende grunde til sin rejse:

»Når vi forlader vores land for at tage til Europa, er det på grund af fattigdommen derhjemme. Vi er mange, der ikke kommer fra nogen stærk baggrund. Vi forlader vores land for at finde en bedre tilværelse til vores familie. Det er den vigtigste grund til, at så mange gambiere tager af sted. I dag er det ikke nemt at være i Gambia uden penge eller job«, siger han og tilføjer:

»Mit mål er at nå Europa, og jeg ønsker at arbejde så meget, jeg kan. Jeg ønsker at hjælpe min familie, mine brødre og mine kære – det er det eneste, jeg ønsker at gøre dér«.

Femteflest flygtninge

Borgerkrigen i Libyen og velorganiserede menneskesmuglernetværk har gjort det lettere end nogensinde at søge at nå illegalt til Europa. I Gambia synes den mulighed at have udløst en magtfuld kombination af fatalisme og, vil mange sige, misforstået optimisme blandt unge mænd, som er urokkeligt overbeviste om, at ’bagvejen’ til Europa som gambierne kalder det, er eneste udvej til at skabe sig en bedre tilværelse for dem selv og deres familier.

Mange familier gør da også deres for at holde drømmen i live ved at bringe enorme ofre til at betale for deres sønners passage i håbet om, at dette vil være til gavn for dem alle i det lange løb. Fra januar og til sidst i juni blev der identificeret 3.593 gambiere blandt de flygtninge, som forsøgte at krydse Middelhavet fra Libyen til Italien, ifølge tal fra Den Internationale Organisation for Migration.

Til dato skønnes over 2.000 flygtninge at være druknet eller forsvundet i Middelhavet i år. Gambia er et af Afrikas mindste lande – blot en smal fingerformet landstribe omkring floden af samme navn med en befolkning på knap 2 millioner – men landet er alligevel nationalitet nummer fem på listen over flygtninge, der tager denne rute; kun overgået af konfliktzonerne Eritrea, Nigeria, Somalia og Syrien.

Fattigdom

Ønsket om at undslippe fattigdom er et væsentligt motiv. Livet synes kun at blive hårdere for den gennemsnitlige, lavtuddannede gambier. Inflationen er steget fra 5,5 procen i 2013 til 7 procent, ifølge tal fra Den Internationale Valutafond, hvilket presser prisen i vejret for basale fødevarer. En sæk ris koster i dag over 1.000 gambiske dalasi (160 kr.), mens den gennemsnitlige lavindkomstløn er 1.500 dalasi om måneden.

Kun 42 procent af gambierne kan læse og skrive. Flertallet lever fra hånden til munden, som dyrkere af subsistenslandbrug, eller arbejder i usikre ansættelsesforhold i serviceerhverv.

Ungdomsarbejdsløsheden er på 38 procent, ifølge opgørelser fra FN’s Udviklingsprogram fra 2014.

»Situationen i Gambia er rædselsfuld. Man ser mange mennesker, der bare sidder på gaden. De har ikke noget arbejde; de er ikke gift; de har ikke nogen uddannelse,« siger Momadou, der arbejder som sikkerhedsvagt i et boligkompleks.

Den 30-årige veluddannede Momadou ved, at han skal prise sig lykkelig for at have et job, men den monotone tilværelse som vagt er sløvende og langt fra, hvad han håbede på at have kunnet opnå med sine eksamensdiplomer inden for IT.

»Jeg søgte så mange job, men det handler ikke om kompetence. Her får man kun et godt job, hvis man har de rette forbindelser, der kan hjælpe. Efter tre års forgæves forsøg tog jeg jobbet som vagt, for jeg er nødt til at forsørge min familie. Men det giver ikke nok til, at jeg kan spare op til at blive gift,« siger han.

Hans to ældre brødre tog ’bagvejen’ til Italien for otte måneder siden, efter at familien havde solgte alle husstandens kvæg for at betale for deres rejse.

»De søger grønnere græsgange i Europa, så de får mulighed for at tage sig af vores familie. Det er forbundet med en risiko, men når alternativet er at leve som nu, har vi ikke noget valg alligevel, så det er derfor, vi gør det.«

Kollektiv besættelse

En anden del af forklaringen handler om militærregimet. At kritisere den gambianske præsident Yahya Jammehs regering er en forbrydelse, der kan føre til fængsling. Den frygtede nationale efterretningstjeneste afskrækker da også de fleste fra den slags. Freedom House, en amerikansk menneskerettigheds-NGO, rangerer landet i sin kategori 6 (7 er værst) i forhold til ytringsfrihed, pressefrihed og internetfrihed.

Få gambiere kan opnå asylstatus i Europa på humanitært grundlag, men vanskeligheden ved at skabe politiske forandringer skaber en generel følelse af modløshed og handlingslammelse.

Fattigdom og politisk undertrykkelse kan dog ikke til fulde forklare den nuværende bølge af indvandring.

Nabolandet Senegal, der omgiver Gambia, er både forholdsvis velstående efter regionale standarder og har en ret vid ytringsfrihed, men er alligevel nummer seks på listen over førnævnte migrationslande.

’Bagvejs’-drømmen er blevet en social besættelse i denne del af Vestafrika. Jo flere gambiere, der vælger bagvejen, jo mere virker det til, at de tilbageblevne føler, de burde gøre det samme.

Man kan argumentere for, at driften mod at udvandre næres af en kollektiv benægtelse af det, som bliver den typiske virkelighed for dem, der kommer til Europa.

Hjemme hos Bubacarr

I den faldefærdige bebyggelse, hvor Bubacarr Jallows familie bor, hamrer en tordenskylle på bliktaget. En større børneflok har søgt ly i stormen i den mørke stue sammen med deres forældre Abdou og Binta.

I alt er der 30 munde at mætte, deriblandt Abdous to hustruer og hans brors familie.

»Vi har brug for seks poser ris om måneden, og når vi løber tør, må vi sulte, indtil vi igen får råd,« siger Abdou, der arbejder som tømrer og er familiens vigtigste forsørger. Han går med krykke på grund af en arbejdsskade og kan i en alder af 57 forudse, at han ikke holder til de fysiske strabadser ved det manuelle arbejde i ret mange år endnu.

»Bubacarr sagde, at det var forholdene her, der pressede ham til at tage af sted,« siger Abdou, som svar på, hvorfor, han mener, hans søn besluttede sig for at tage bagvejen. Han går ikke så langt som til at sige, at han mener, hans søn traf det forkerte valg. Men hans suk røber en indbyrdes uenighed.

»Jeg prøvede at afskrække ham. Jeg skaffede ham også en plads som tømrerlærling. Men han mente ikke, at han havde nogen chance for at finde et arbejde her, der ville kunne forbedre vores liv. Jeg kunne ikke stoppe ham. Det er af samme grund, at så mange unge tager af sted.«

Bubacarrs mor klynger sig til håbet om, at deres søn kan få bevilget asyl i Europa og finde sig et arbejde.

»Hvis det ikke var for vores hårde betingelser, ville jeg have foretrukket at have ham tæt ved os. Men jeg forstår, hvorfor han tog af sted, og hvis det lykkes ham at finde et arbejde, vil det være bedre for os.«

»Også selv om det er små penge, han tjener. For 1 euro er 50 dalasi, så det gør en stor forskel for os,« siger storebror Saul, der gav 11.000 dalasi af sine egne penge til sin brors rejse.

»Vi beder til, at han kan få sine papirer i orden og får opholdstilladelse og arbejde. For vi har ikke råd til, at han kommer tilbage med ingenting. Det vil ødelægge vores drømme.«

Han ved dog godt, at Europa ikke altid svarer til drømmeforestillingerne.

»Folk regner dig for en stor mand, hvis du bare har klaret den til Europa. Så selv hvis folk deroppe må nøjes med rengøring eller andre lavtlønsjob, fortæller de det ikke. For ikke at få deres stolthed knækket, føler de, at de er nødt til at sige til alle, at de klarer sig godt.«

En hel generation på vej

Med de sociale medier er det let at give et falsk indtryk af succes. Historier om indvandrere i lejre, der fotograferer sig selv iført lånte guldkæder og stående ved sportsvogne, bidrager til at bevare myten om let tilgængelig velstand i Europa.

Andre sender de 40 euro hjem, de får som ugentlig ydelse i lejren, for at give indtryk af, at de har et job.

I stedet for at bringe stolthed og rigdom til familier skaber udvandringsbølgen snarere en oplevelse af et tomrum, i hvilket de tilbageblevne familiemedlemmer er tvunget til at kæmpe videre.

På det nøgne betongulv i en smuldrende gasbetonhytte, fortæller Bakary Sanneh, at de mistede deres vigtigste forsørger, da deres ældste søn Demba tog af sted. Til sine forældre sagde han, at han havde fundet et job i en anden landsby.

»Mens Demba var her, arbejdede han hårdt med at bygge huse, men vores penge var altid få. Og nu er jeg ved at blive for gammel til at arbejde på gården. Han kendte til de andre familier her, der lever bedre, fordi deres sønner sender penge fra Europa. Fordi han kunne se, hvordan de andre nød godt af det, ville han gøre det samme,« siger Bakary.

Han ser op efter at have fejet lidt snavs sammen på gulvet med sine hænder. Hans blik er fuld af sorg.

»Når man ser en dreng som Demba tage bagvejen, ved man, at en hel generation vil gøre det samme – det rammer os meget hårdt.«

Både Demba og Bubacarr befinder sig stadig i lejre i Italien. Endnu har de ikke sendt penge tilbage til deres familier.

Sikkerhedsvagten Momadou håber på snart at slutte sig til sine brødre. »Hvis jeg får muligheden, vil jeg kunne tjene penge der. Jeg vil også tage bagvejen, for deroppe er der måske en chance for, at mit liv vil kunne ændre sig«, siger han.

Alle navne i artiklen er ændret af hensyn til familiernes sikkerhed. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Louise Hunt er engelsk freelancejournalist

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
Claus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Landene er ved at overbefolke sig selv ihjel, måske skulle både regeringerne men især familierne kigge på om de gør sagen bedre ved at få så mange børn de så skal mætte?

Finn Thøgersen, Per Torbensen, Tove Lodal, Mihail Larsen, Michael Reves, Preben Haagensen, Troels Ingvartsen, Morten Lange, Peter Madsen, Jannik Sørensen, Hans Aagaard, Holger Larsen, Ole Olsen og Torben Pedersen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Han er ikke flygtning men en simpel lykkeridder. Forståeligt nok med en stor søskendeflok; men ingen asyl her!

Finn Thøgersen, Kim Kristensen, Per Torbensen, Kim Strøh, Michael Reves, Preben Haagensen, Anne M. Lassen, Troels Ingvartsen, Martin Schou, Claus Nielsen, Jan Hansen, Jannik Sørensen, Hans Aagaard, Per Andersen og Holger Larsen anbefalede denne kommentar

Gambia er på 10.000 km2. Jeg var der i 1970. og da var der 436.00 indbyggere, som så ud til at trives ganske vel, og var venlige, humoristiske og enormt gæstfrie.

Idag er der 2 mio. mennesker, og at nogen lider af modløshed og handlingslammelse kan næppe undre. I øvrigt er de manglende frihedsrettigheder i Gambia som Freedom House registrerer, kendetegnende for de fleste lande i Sahel og MØNA, så dér skiller Gambia sig ikke specielt ud. Men som det fremgår af artiklen, er det håbet om arbejde og penge, der tvinger mange til at rejse.

'I alt er der 30 munde at mætte, deriblandt Abdous to hustruer og hans brors familie.' Siger vist alt.

Kaj Spangenberg, Per Torbensen, Mihail Larsen, Preben Haagensen, Rasmus Kongshøj, Morten Damborg, Claus Nielsen, Jan Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Get rich or die trying... Pandoras æske er åben. Piv åben. Sæt dig i en gummibåd ved nord Afrikas kyst og få automatisk asyl i paradiset Europa for livstid. Det vil flere og flere finde ud af og så tager migrationen først rigtig fart. Ragnarok er begyndt.

De unge afrikanere kan jeg godt forstå. De tager den åbenlyse chance for at opfylde deres drømme som deres hjemland ikke giver mulighed for. Drømmene har de fået fra TV, internet og historier fra nogen de kender, som kende nogen for hvem det efter sigende er lykkedes.

Tilbage står et mere og mere splittet Europa, hvor smertegrænsen så småt er begyndt at nærme sig...

Kaj Spangenberg, Kim Strøh, Jan Kauffmann, Kim Houmøller, Preben Haagensen, Troels Ingvartsen, Claus Nielsen, Jannik Sørensen og Holger Larsen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Europa må i gang med, at genopfinde forholdet til Afrika som en mere ligevægtig handelspartner. Den geografiske beliggenhed gør det bidende nødvendig.

For et par år tilbage så jeg en udsendelse om konkursramte lokale afrikanske kyllingfarme, som på trods af de meget lave løn- og driftsomkostninger måtte lukke ned fordi de ikke kunne konkurrere på prisen med importerede frosende kyllinger fra Europa. Ja, hva-be-ha. De frosne kyllinger fra Europa blev eksporteret til Afrika med massiv EU støtte for at holde prisen på kylling oppe i Europa.

Gad vist hvor meget der foregår af den slags.

Så Europa bære selv en del af skylden til den afrikanske immigrations strøm vi er vidne til lige nu og årene fremover. Er der ikke jobs i Afrika kommer Afrika til jobbene.

Heidi Josefsen, Jørgen Steen Andersen, Carsten Mortensen, leif voetmand, Anders Graae, Kim Houmøller, Michael Reves, Jakob Silberbrandt, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, David Zennaro, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Sindssygt - frosne kyllinger! EU må kunne nøjes med at regere inden for egne rækker - og glem det med TTIP = frihandelsaftalen mellem USA og EU, som garanteret ikke vil gøre tingene bedre - jo flere handelsaftaler (poker?) man etablerer, jo større bliver tabene for "de svage parter".
Venstres ide med at få mere for ulandsbistanden til ERHVERVSLIVET er ligeså gal, vi skal til at lære at give bistand på ærlig vis til gode formål (ikke lommerne hos dårlige lederes)

At lægge skyld på krig, kolonitid og andre gamle hændelser hjælper ikke ret meget - selv her kan tidligere skatteministre ikke erindre sagsforløbet i deres ministertid? sådan lige 6 milliarder - mon ikke flere gemmer sig?
Men de kommer nok ikke for dagen nu, vel?

Måske kunne børnebegrænsning være vejen for Afrika, men bare vi i det mindste kunne feje for egen dør med kyllinger og sådan...

Marianne Rasmussen

Det er let at sige, at de blot skal få færre børn, men det sker desværre ikke, så længe fattigdommen er så stor - kombineret med et dårligt uddannelsessystem og korruption. I et samfund uden noget socialt sikkerhedsnet er børn forældrenes eneste håb for fremtiden.

Husk også på, at det er den vestlige verdens vaccinationer og bedre medicin, der gør, at så mange børn i dag overlever i Afrika og andre steder. Befolkningseksplosionen pga. dette blev forudsagt for mange år siden.

Førhen døde 80-90% af alle fødte børn i Afrika i de første få leveår - det tal er meget mindre i dag. Takket være den vestlige verden!.

Niels Duus Nielsen, Mikael Forup, Jakob Silberbrandt, Karsten Aaen, Troels Ingvartsen, Martin Schou og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Marianne Rasmussen:

Enig i det du skriver.

Men som du rigtigt skriver, så er børnedødeligheden ikke så stor som den var tidligere, hvilket betyder, at et par forældre ikke behøver et halvt dusin børn eller mere, for at klare sig på deres gamle dage. I øvrigt er aldersgruppen 65+ år i Gambia under 4% af befolkningen, så der må være mere end rigeligt af unge til at sørge for deres underhold.

I Gambia er TFR 5,8/børn per kvinde. Her spille kultur og religion ind i billedet, men først og fremmest manglende uddannelse af kvinder. Det viser sig jo erfaringsmæssigt, at med uddannelse af kvinder falder TFR. Uddannelse tager imidlertid tid, og for at tage Gambia som eksempel, så er 60% af befolkningen under 24 år, og der er således knapt 600.000 piger/kvinder i denne aldersgruppe. Hvis ikke TFR falder, er der rigtig mange børn i vente. 48% af kvinder er analfabeter.

'Husk også på, at det er den vestlige verdens vaccinationer og bedre medicin, der gør, at så mange børn i dag overlever i Afrika og andre steder.' Rigtigt - men det får Vesten sjældent kredit for, hverken i Vesten eller andre steder.

Karsten Aaen, Troels Ingvartsen, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Så længe det går ud på at tjene penge frem for at dække efterspørgsel vil noget svineri som det med landbrugsproduktionen fortsætte. Kampen om at skabe job i stedet for at øge friheden er pervers.

Jørgen Steen Andersen, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, leif voetmand og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

Marianne Christense n - så længe man i Afrika ikke får gjort op med myten om at føde flere børn end man kan forsørge, fordi man ser børnene som investering kommer vi absolut INGEN vegne. Og så undlader jeg endda at komme ind på idiotiske religiøse modstande mod prævention.
Så undskyld - et eller andet sted foragter jeg forældre, der producerer flere børn, end de kan brødføde.
For god ordens skyld må jeg tilføje, at min socialdemokratiske bedstefar anskaffede sig 13 børn - og at min seje bedstemor overlevede flere af dem. Men antallet af børn betød, at de alle - undtagen Grethe, der blev sygeplejeelev - måtte opgive enhver tanke om uddannelse og lærepladser, for der skulle tjenes penge.
Da min far i en alder af 85 lå for døden, drømte han sig tilbage til dengang, han som buddreng hos en bager, der ville tilbyde ham en lærlingeplads, så en fremtid for sig. Men nej - farmand sagde NJj - hvis han skulle have en lærlingeplads, skulle de andre også have muigheden - og det var der ikke råd til.
MEN - hvis far havde været ud af en søskendedeflok på 2, så havde der været råd.

Heidi Josefsen, Per Torbensen, Kim Houmøller og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar

I øvrigt anser jeg det at sætte en stor flok børn i verden uden garanti for at kunne forsørge dem, men til gengæld med forventning om, at de så vil forsørge dig for en uhørt egoisme.

Preben Haagensen, Per Torbensen, Kim Houmøller, Henrik Christensen, Jakob Silberbrandt, Troels Ingvartsen og Holger Larsen anbefalede denne kommentar

Marianne Rasmussen - når nu, der generelt overlever flere børn i Afrika end før - hvorfor fanden er det så lige, at afrikanerne ikke kan finde ud af regulere tilvæksten ? OG hvorfor fanden i hede hule helvede er det så lige, at det skal være Vestens skyld, at afrikanerne ikke kan frigøre sig fra gamle tankemåder ?

Mikkel Madsen, Kim Kristensen, Jannik Sørensen, Troels Ingvartsen og Holger Larsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Har måske at gøre med, at de er kulturelt smadrede - fra snøvsen, herdis, har fået omkalfatret deres eksistensgrundlag til ukendelighed eller ligefrem berøvet det. Det kan man godt blive lidt underlig af, tænker jeg.

Niels Duus Nielsen, Jørgen Steen Andersen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Der er klassekap til - men det er en global kamp idag og venstrefløjen er nød til at genoptage internationalismen og stoppe det nationalistiske nonsens

OK, kloge Åger: Hvordan vil I ændre gambiernes mentalitet angående det at få mange børn?

Et stort tal kan ikke læse, har næppe adgang til tv eller aviser hvor en Støjbjerg kunne indsætte annoncer. Og hvis den hvide mand (eller kvinde) kommer og belærer dem om, hvordan de skal leve deres liv, må man forvente, at det mødes med en hvis modstand...

Niels Duus Nielsen og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar

Det er ikke uden grund, at der er et tydeligt sammenfald mellem stater øverst på Global Hunger Index og stater med høj TFR, i en tid hvor en stor del af afkommet, mod tidligere, overlever.

Problemet er når folk i sådanne stater mener, at de både kan få en hoben børn og samtidig leve en tilværelse med materielle goder der kræver to indtægter, som i Vesten og Østen. Der er jo en tydelig sammenhæng mellem lav TFR og materiel velstand, kombineret med et vist uddannelsesniveau.

Mikael Forup:

Ikke fordi jeg føler mig truffet m.h.t. 'kloge åge', men personligt vil jeg ikke 'ændre gambianernes mentalitet' - det kan kun de selv gøre, hvis de ønsker det.

TV er bestemt ikke nogen mangelvare i Gambia, eller den såkaldte 3. Verden i almindelighed. Det er mere det der kommer ud af det, der nogen gange kan være et problem.

Du peger på et andet problem, nemlig det at mange gerne vil have den 'hvide mands' materielle tilværelse, som set på TV, men uden de medfølgende kulturelle og areligiøse dele. Det kan kun lade sig gøre i stater der sidder på en pengemaskine i form af råstoffer som kulbrinter. Det gør Gambia, og mange andre 3. verdensstater, ikke, hvilket medfører en vis ambivalens, og i visse tilfælde en modstand mod 'de rige svin'.

Personligt har jeg ingen ambition om at missionere blandt gambianere eller andre, men derfor kan man godt prøve at sætte tingene i det rette perspektiv.

Hej Ole, mit indlæg var ikke møntet på dig. Der er dog en del her på tråden, som er gode til at påpege, hvad der er galt, men som ikke har nogen løsninger.

John Christensen

Robert Ørsted-Jensen
27. august, 2015 - 03:51
Der er klassekap til - men det er en global kamp idag og venstrefløjen er nød til at genoptage internationalismen og stoppe det nationalistiske nonsens

Hvem skal stå i spidsen RØJ?- For den internationale arbejderklasses kamp (klassekamp), og hvad skal målet være?
Hvis du da mener, at der findes alternativer til anarki?

Erindrer blot dine mange debatindlæg der ikke toner rent ift. - klassekamp.
Hvem vil du betro magten?

Anders Mølgaard

Mikael Forup
jeg har lidt løsninger som vi europærer er ansvarlig for.

Som før nævnt i debatten bør vi fjerne alle subsidier til produkter som eksporteres ud af EU her i blandt de frosne kyllinger.
så de selv kan have produktion og arbejdspladser i hjemlandet.

vi kan indfører meget strammere regler for hvordan multinationale virksomhedder, som har base i europa, må udnytte 3. verdens lande.

organisationer med base i Europa som målrettet modarbejder familieplanlægning bør vi lægge under pres måske boykotte. tænker her mere specifikt på den katolske kirke.
for befolkningstilvæksten er et problem.

Jørgen Steen Andersen, Anne Eriksen, Lilli Wendt, Karsten Aaen, Marianne Rasmussen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Den anden side af sagen ...

De stakkels afrikanere fodres med fantasier om et slaraffenland i Europa. Fantasien næres af moderne massemedier, der serverer billeder af smilende, velklædte, rige, frie og afslappede europæere, men også - som det fremgår af denne kronik - af de flygtende selv, der sender falske beskeder og billeder tilbage for at skjule deres eget nederlag i flugten fra fattigdommen.

Men der er meget lidt fokus på, hvad der sker med dem, der afvises. De opnår ikke opholdstilladelse, hører vi igen og igen - men hvad sker der med dem? Gemmer de sig i de samfund, de er flygtet til - hvorved de uvægerligt skaber et skygge- eller parallelsamfund, en folkemængde, der lever af gud ved hvad uden for det offentliges registrering. De vil jo ikke kunne opnå økonomisk understøttelse uden opholdstilladelse.

Samles de i internater, hvor de lige akkurat holdes i live på ubestemt tid - med et fremtidsperspektiv, hvor landet plastres til med stadigt voksende lejre? Kan samfundet i givet fald undgå en udvikling i retning af apartheid?

Eller sendes de tilbage til deres hjemlande - hvilket efterhånden vil kræve en større flyflåde, der alene har til formål at transportere afviste asylansøgere fra Europa til Afrika og Mellemøsten? En sådan flåde har jeg ikke hørt om, bortset fra nogle artikler i Fankfurter Allgemeine, som beskrev proceduren for tvangshjemsendelse.

Med det eksponentielt stigende antal migranter med retning mod Europa, er vi nødt til at vide, hvor mange af dem, der reelt sendes retur. Ved nogen, hvordan man finder frem til disse tal?

Robert Ørsted-Jensen, Preben Haagensen, Per Torbensen, olivier goulin, Anne Eriksen og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar

Anders Holm Mølgård:

TFR i nogle udvalgte katolske (som du nævner specifikt) lande, i Europa:

Italien 1,4
Spanien 1,3
Portugal 1,3
Irland 2,0
Rumænien 1,5
Grækenland 1,3
Polen 1,3

Det er, bortset fra Irland, langt under reproduktionsniveau. Irland er også under. Der er tale om befolkningsimplosion, ikke det modsatte. De katolske lande er, på sigt, ved at uddø.

Så find du hellere nogle andre at boycotte og lægge pres på.

TFR er for nedadgående i katolske lande. Fordi der ingen offentlig børnepasning er. Og fordi der ikke er en tradition for, især i de mere sydlige dele af de her katolske lande, at kvinder gør karriere, eller har et arbejde. Og derfor vil de f.eks. de italienske, spanske, eller græske kvinder ikke giftes og have børn. Fordi når de har fået børn, efter de er blevet gift, forventes det af dem (af samfundet) at de bliver hjemmegående husmødre. Som passer hus mand og børn.

Jeg er til dels enig med Mihail Larsen om man i afrikanske lande ser Europa som et Paradis, hvor gaderne måske er belagt med guld. Lidt som vi her i Europa gjorde i forhold til USA i 1800tallets slutning. Og hvor folk der rejste til USA fra Europa fra omkring 1880-1930 blev ekstremt skuffede, fordi de troede at de skulle til et land, hvor mælk og honning flød, men det gjorde det så bare ikke.
Og hvad vi skal gøre ved det, aner jeg altså ikke.

For vi der bor i Europa ved jo godt, at alt ikke er fryd og gammen eller at livet er en dans på lagkager eller roser for den sags skyld her i Europa. Men hvordan får det det kommunikeret ud til befolkningerne i Afrika? Måske ved at bruge radioen eller tv-mediet til at gøre dette....

Nej, ingen har vist lyst til at smide lagkager på andet end den nylige tiltrådte smalle Venstre regering, som åbenbart har slugt en sparebøsse for at vise? Hvad?
Nej. migranterne vil ikke ødelægge billedet af det rosenrøde på grundlag af hverken annoncer eller sociale medier, derfor vil det også resultere i en del problemer...

Børn skal der som nok komme - alle steder.
Og forandringer er som her, langsommelige - lige undtaget nedskæringer, sparekrav og dårligt humør. Mærkværdigt, at ingen forstår hvor få drømme, der kommer af nedsablinger og kontrolforanstaltninger - i hvert fald skabes der ikke "vækst" eller nogen form for innovation.

Mihail Larsen - hjemsendelse vil måske foregå, indtil det bliver for dyrt - så vil man tage ophold, der hvor man har en chance - vores chance består måske i at skabe et alternativ - et fristed, hvor man kan have en bedre tilværelse, end den, man kom fra.
Men hvem vil betale for det?

Karsten Aaen:

The Borgen Project skriver bl.a. om fattigdom i Afrika:

'In 2010, 414 million people were living in extreme poverty across sub-Saharan Africa. According to the World Bank, those living on $1.25-a-day accounted for 48.5 percent of the population in that region in 2010.'

'Approximately one in three people living in sub-Saharan Africa are undernourished. The Food and Agriculture Organization (FAO) of the United Nations estimated that 239 million people (around 30 percent of the population) in sub-Saharan Africa were hungry in 2010.'

Jeg tror du vil få svært ved at kommunikere til dem, at situationen ikke er bedre i Europa, og at livet her 'ikke er en dans på lagkager' i sammenligning.

Henrik Plaschke

Ole Olsen – Karsten Aaen:

Hvis I vil tale om befolkningstilvækst eller fertilitet i katolske lande, må I altså starte med at finde ud af, hvilke lande der er katolske, og hvilke der ikke er det.

Lande som Grækenland eller Rumænien, som I nævner, er ikke mere katolske end Danmark. De er derimod (ligesom eksempelvis Rusland og Bulgarien) ortodokse, hvilket er noget ganske andet.

Måske er det fordi den officielle danske kristendom er defineret i modsætning til katolicismen, at nogle danskere tilsyneladende tror, at den kristne familie kun består af protestanter og katolikker, og de, der ikke er protestanter, må jo så være katolikker! Men sådan er det altså ikke. Den kristne familie består af utallige undergrupper, herunder de tre store strømninger: katolikker, ortodokse og protestanter.

Katrine Visby

Afrikanerne tror Europa er det forjættede land.
De tror, at bare de kommer indenfor Europas grænser er lykken gjort. Men de kommer til at blive slemt skuffede. Der er racisme, fattigdom og stor arbejdsløshed. Mange kommer sikkert til at ende i kriminalitet eller får arbejde under slavelignende forhold.

Man har i vesten i mange år ydet ulandsbistand samtidig med at store multinationale selskaber også har udnyttet landets ressourcer.
Afrika har masser af naturrigdomme, som olie, guld, diamanter, mineraler osv. Men ingen af deres mange naturresourcer kommer de fattige til gode. Grådigheden og iveren efter at få fat i naturrigdommene har skabt meget korruption, sociale problemer og miljøproblemer.

Den vestlige verden har i den grad været medskyldige. Hvis Afrika havde været mere velfungerende og man ikke lod sig udnytte af de grådige og snu selskaber, kunne Afrika have været et meget rigt land.
Man har lavet lappeløsninger med ulandsbistand, men ikke prøvet at stoppe de udemokratiske og korrupte regeringer. Virksomhederne har tværtimod benyttet sig af de korrupte tilstande, og lukket øjnene for al elendigheden og undertrykkelsen.

Men det har hævnet sig nu. Europa står nu med et kæmpe problem. Desværre bliver det den almindelige europæiske borger, der vil mærke problemerne, mens de multinationale selskaber vasker hænder.
De burde tage ansvaret, dem der har været i Afrika og samarbejdet med de korrupte ledere og delt fortjenesten. De burde tage ned og skabe arbejdspladser, og forlange bedre forhold, før de vil handle med dem.
Nu skal de stilles til ansvar. Vi skulle kræve at de multinationale selskaber ikke bidrager til at dræne Afrika for deres ressourcer, uden at de fattige får del i fortjenesten - for se nu, vi får det lige i hovedet igen.

Mihail Larsen

Hvis jeg var afrikaner ...

og gik med planer om at emigrere til Europa for at få et bedre liv økonomisk og socialt, så ville jeg tøve med at sælge alt, hvad jeg har, og bede min familie om at gøre det samme for at finansiere min flugt

- hvis jeg vidste, at jeg pr. automatik vil blive tvangshjemsendt, fordi jeg ikke opfylder kravene til at opnå asyl og opholdstilladelse i Europa.

Mit forsøg ville blot have forarmet mig og min familie yderligere. De eneste, der har tjent noget, er flygtningesmuglerne.

Det burde være en moralsk pligt at iværksætte en massiv informationskampagne mod de falske forhåbninger, der ikke blot forarmer de håbefulde emigranter og fører til død og ulykke for en del af dem, men også tjener til at satse på illusoriske løsninger af Afrikas problemer. Afrikas problemer må løses i Afrika af afrikanere - gerne med en ny Marshallhjælp.

Randi Christiansen

Hvem holder os i et økonomisk jerngreb? Hvem?

Det ligner at jorden med unødig uro, krig, nød og elendighed bliver gødet for en verdensregering. Og når det sker på den måde, kan man jo kun frygte, efter hvilke principper en sådan vil blive ledet. Med kontrol og overvågning? Eller med venligt samarbejde og respekt for biotopens lovmæssigheder?

Henrik Plaschke:

Nåh, så er det måske derfor at man også kalder grækerne for græsk-katolske? De ortodokse fremkom ved delingen af Romerriget i år 395 i en vestlig med Rom hvor latin var kirkesprog, og en østlig del med Konstantinopel hvor græsk blev kirkesprog. Om end der er forskel på de to, har de flere ligheder end Kristendom har i forhold til de to.

Henrik Plaschke

Ole Olsen:

Det er jo ganske sigende, at du kontrasterer Kristendommen med Katolicismen og Den Ortodokse Kristendom. Så med Kristendommen mener du åbenbart den protestantiske udgave af denne – og kun denne. Og måske endda udelukkende i den officielle danske udgave? Ja, sådan kan man jo godt se på det…

Med et sådant udgangspunkt er det måske ikke så overraskende, at du mener, at Katolicismen og Den Ortodokse Kristendom minder så meget om hinanden, at de blot kan slås sammen i en enkelt kategori. De brød, som du selv nævner det, med hinanden i 395, og siden det store skisma i 1054 har det været normalt at sondre mellem hhv. den vestlige katolske kirke (som protestantismen udspringer af) og den orientalske ortodokse kirke.

I alle tilfælde: uanset hvor meget Katolicismen og Den Ortodokse Kristendom minder eller ikke minder om hinanden – og det er ikke noget, der kan sammenlignes på samme enkle måde, som man kan sammenligne eksempelvis vægten af to legemer – er de to størrelser forskellige mht. historie, teologi, institutionelle strukturer, politiske kobling til stater m.v.

Mikkel Madsen

Selvfølgelig kan det lade sig gøre at reducere fertiliteten i Afrika Syd for Sahara. Det har kunnet lykkes så godt alle andre steder, og det kan det selvfølgelig også i Afrika.

Den demografiske transitionsmodel, der deler et lands demografiske udvikling ind i 4. stadier, har vist sig uhyggeligt præcist at kunne forudsige udviklingen i langt de fleste lande.
Modellen er simpel og forklarer virkeligheden ganske godt: http://www.geografifaget.dk/uploads/tx_cliopolaroidphotoflex/Den_demogra...
-Altså : Forbedring i sundheden (=reduceret dødelighed) kommer altid - ALTID - før faldet i fertiliteten. Praktisk talt fuldstændigt uafhængigt af kultur, religion og etnicitet.

Afrika syd for Sahara er i tidlig fase 2, derfor den høje tilvækst. Bemærk dog at visse lande, b.la. Botswana og Sydafrika bevæger sig ind i fase 3, med lavere fødselstal.

Iran er et interessant tilfælde. Under Shahen og Khomeini var devisen "fød løs". det resulterede i 5-6 børn/kvinde. Post Khomeini er det faldet til under 2 børn/kvinde. Det har givet Iran en typisk fase 3-4 pyramide, der er meget "tyk om hofterne" og tyndere øverst og nederst. http://www.newsecuritybeat.org/2012/01/building-commitment-to-family-pla...

Problemet er, Mikkel Madsen, at folk stadig tror, at mange lande i Afrika, også landene i Sahel-regionen, altså landene syd for Sahara-ørkenen stadig er fattige lande. Og at der stadig fødes en hel del børn i alle de her lande. Hvor sandheden nok nærmere er den som du beskriver. Og som alle der ved en smule om demografi og geografi kender - håber jeg da....

Og medierne i DK gør det ikke nemmere for folk at forstå at det som sker i Afrika altså er normalt. Den samme udvikling skete herhjemme for cirka 100-120 år siden. Min bedstefar havde 10-11 søskende, fordi der var brug for børnene, og fordi børnene skulle forsørge deres forældre, når de blev gamle. Og fordi mange af børnene døde før de blev 5 eller 10 år. Hvorfor man forsøger at fastholde et billede af Afrika som et kontinent, hvor det går økonomisk dårligt forstår jeg ikke.
Fordi i visse afrikanske lande, f.eks. Kenya, Ghana, Gambia, Senegal, Tanzania, og ja, Botawana, går det faktisk helt godt økonomisk. Og der er i Afrika ved at opstå en købedygtig middelklasse. Men det har den danske regering, Dansk Industri, Dansk Erhverv og de danske landmænd ikke opdaget endnu. Og vel er det fint at Lars Løkke synes, at vi burde tale mere tysk, i virkeligheden burde vi også tale mere fransk. Fordi en hel del lande i Afrika har fransk som officielt sprog.