Læsetid: 3 min.

Erdogan starter valgkamp i modvind

Et nyt valg skal give Erdogans AKP-parti et stærkere mandat, men det er tvivlsomt, om han vil få det. Spørgsmålet er, hvor langt Tyrkiets regerende parti vil gå for at konsolidere dets greb om magten. En eskalerende krig med PKK og forfølgelse af kritikere har endnu ikke ændret tilbagegangen
26. august 2015

Det var ikke just overraskende, at Tyrkiets præsident Reccep Tayyip Erdogan sent mandag valgte at udskrive valg med afholdelse 1. november. Skønt forskellige forsøg på at danne en regering har fundet sted indtil midten af sidste uge, var resultatet til juni-valget, hvor Erdogans AK-parti for første gang siden 2002 tabte deres parlamentariske flertal, så dårligt for præsident Erdogans Justits og Retfærdighedsparti, at et nyt valg har ligget i kortene lige siden. Kritiske stemmer kunne indvende, at tyrkisk politik siden valget stort set har handlet om at positionere sig i forhold til det næste, først og fremmest med indsatsen mod PKK.

»Vi føler, at Erdogan personligt har genstartet krigen på grund af valget,« som Yesim Alici, en repræsentant for det prokurdiskeHDP, kunne berette til The New York Times i en reportage, der beskrev det landskab af bombekratere, afbrændte skove og vilkårlige arrestationer, som de tyrkiskkurdiske områder igen er ved at udvikle sig til efter godt en måneds luft- og militærkampagne mod den kurdiske separatistbevægelse.

Sikkerhedsbalance som gidsel

De mange folk, der er blevet dræbt under kampagnen, er ikke udelukkende den tyrkiske regerings ansvar i en situation, hvor PKK ikke har været langsomme til at samle Erdogans udfordring op med en række angreb. Men ikke bare fra kurdisk side, men også fra andre dele af det tyrkiske samfund er vurderingen, at Tyrkiets sikkerhedsbalance i vid udstrækning er blevet taget som gidsel, og at sikkerhedshensyn bruges som scenetæppe for en omfattende klapjagt på oppositionelle kræfter. Ikke kun på junivalgets højdespringere fra HDP, hvis repræsentanter i stort tal er blevet tilbageholdt på baggrund af deres kurdiske relationer, men også på andre politiske modstandere, journalister og aktivister, der har ændret opfattelsen af AKP og Erdogan fra relativt liberalt til et tiltagende repressivt styre.

Jagten på politiske modstandere er ikke just en nyhed i Tyrkiet, der har en lang historie med arrestationer og undertrykkelse af kritiske stemmer, og hvor AKP allerede i sit omfattende opgør med Gülen-bevægelsen og dens forskellige tilhængere i Tyrkiet – og før det mod Tyrkiets traditionelle militær-nationalistiske magtelite – demonstrerede en vilje til at slå hårdt ned på kritisk opposition. Men det kurdiske spørgsmål tegner til at komme til at dominere valgkampen fra i hvert fald AKP’s side, hvor man har en akut interesse i at decimere det prokurdiske HDP og i at positionere sig som garant for tyrkisk sikkerhed i en tid, hvor der er mindre og mindre af den. Spørgsmålet er, hvor langt den tyrkiske regering er parat til at gå for at genvinde magten med sikkerhedstruslen som undskyldning.

Problemet er samtidig, at den tyrkiske befolkning i vid udstrækning holder de regerende islamister ansvarlige for sikkerhedsforringelsen, såvel som en medfølgende økonomisk nedgang. Kampagnen mod de kurdiske separatister har ikke fået opbakningen til at stige nævneværdigt ifølge de fleste pålidelige meningsmålinger, tværtimod har også militærkilder kritiseret indsatsen, mens store dele af den tyrkiske befolkning og oppositionen holder Erdogan direkte ansvarlig for de sikkerhedsproblemer, der er omkring den syriske grænse med sin ambivalente politik over for islamistiske oprørsgrupper i det borgerkrigshærgede naboland. Knap to tredjedele af de adspurgte tyrkere i en nylig rundspørge mente, at sikkerhedsproblemerne i Tyrkiet er den direkte konsekvens af ønsket om et hurtigt nyvalg.

Erdogans rolle

Oven i det kommer en grundlæggende usikkerhed omkring Erdogans egen rolle. Han overtog for et år siden partifællen Abdullah Güls position som præsident efter 11 år som premierminister, men modsat forgængeren har han ikke begrænset sin rolle til den mere ceremonielle og upartiske rolle, den tyrkiske forfatning foreskriver.

Det nu udskrevne valg og manglende succes med at udforme en regering ses ikke så meget som den regerende premierminister Ahmet Davutoglus værk, men snarere som præsidentens. Erdogan har i det hele taget ikke holdt sig tilbage fra at blande sig i udformningen af den daglige politik. Noget, der har ført til kritik og ubesvarede spørgsmål fra oppositionspolitikere omkring, hvordan AKP-ledelsen helt præcis ser magtens opdeling, og hvordan det harmonerer med landets forfatning. En kritik, Erdogan ikke lige præcis kvalte, da han i sidste uge beskrev sin egen rolle på følgende måde:

»Der er en præsident med de facto magt i dette land, ikke en symbolsk en af slagsen. Præsidenten bør varetage sine pligter for nationen på direkte vis, men inden for hans autoritet. Uanset om man accepterer det eller ej, så har Tyrkiets administrative system ændret sig. Det, som bør ske nu, er at man skriver den de facto-situation ind i forfatningens juridiske ramme,« sagde han adspurgt om sin egen rolle.

Om den tyrkiske befolkning er enig i det synspunkt og i bagmandens vision for Tyrkiet, vil de kommende måneder vise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Når tyrkernes "Erdogan", nu går ind i kampen, så håber jeg, at russerne går med . Det er kun fordi Tyskernes ammerikaneri, styret af NSA irriterer mig . har overtaget og ødelagt EU unionen.

Et EU, selvstændig udenfor alverdens indflydelse i forening med russerne og tyrkerne, var, hvad EU folket ønskede, hvad, har EU indtil nu givet os?. Ikke andet som stormagt imperialistisk politik styret med stjålne "værdier", på bedste maffiøs vis forsøger at profilere sig selv i deres egen værdiløshed, takket være tyskernes manglende vilje til at sige fra. Kæft trit og retning hersker stadig i tyskerriget som i det amerikanske rige.