’Eritrea er blevet et jordisk helvede’

Adam er 16 år, men begivenhederne i hans korte liv fortæller meget om, hvorfor eritreere flygter i massevis. 14 år gammel blev han det ældste mandlige medlem af sin familie, der stadig boede hjemme. De ældre var alle indkaldt til militærtjeneste.

Uden en far eller storebror til at passe de resterende søskende droppede Adam ud af skolen for at dyrke familiens jord. Dermed mistede han den tilladelse, eritreere behøver for at kunne bevæge sig rundt i det offentlige rum. Det førte til hans anholdelse kort efter.

Som 14-årig blev han tvunget til at aftjene sin værnepligt, selv om det normalt først er efter sidste skoleår, at eritreiske drenge skal aftjene. Efter et halvt års overgreb og slavearbejde flygtede Adam hjem til familien. Her blev han arresteret igen og måtte tre måneder i fængsel uden rettergang, før han atter blev sendt i militærtjeneste.

Han undslap igen, blev fanget, sat i fængsel og sendt i militærtjeneste. Da han i en alder af 15 omsider flygtede helt ud af landet, til Sudan, havde han været fængslet to gange og barnesoldat tre gange. I sommer kom han omsider til Italien med båd.

»Den dag jeg kom hertil, kalder jeg min nye fødselsdato,« siger Adam, da Guardian møder ham på Sicilien. »Mine 16 første leveår tæller ikke. I Eritrea havde jeg aldrig tid til at tænke over min fremtid, for alt handlede om at overleve dagen. Nu prøver jeg at tænke længere frem.«

’Vi er som slaver’

Af de indvandrere, der krydsede Middelhavet i år, udgjorde eritreere den tredjestørste nationale gruppe efter syrere og afghanere. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, løber strømmen af flygtninge fra Eritrea op på 5.000 mennesker om måneden. Tre procent af befolkningen på seks millioner skal være flygtet.

Adam og andre nyankomne eritreiske flygninge, som Guardian har interviewet, leverer alle brudstykker af svar til billedet af, hvad det er for forhold i dette lille og relativt nye land på Afrikas Horn, som presser så mange til at søge væk.

De beskriver alle et land, der styres som en totalitær stat, hvor borgere må frygte anholdelse når som helst og ikke tør tale med naboer, samles i grupper eller opholde sig uden for hjemmet i længere tid.

Der er gået 15 år, siden Eritrea afsluttede en blodig krig mod Etiopien, men landets første og eneste præsident, Isaias Afwerki, spiller bestandig på faren for en ny væbnet konflikt med nabolandet, og grænsebyen Badme er stadig omdrejningspunkt for de to nationers territorialstrid. Den oppiskede trussel skal retfærdiggøre fraværet af en forfatning, retssystemets nedbrydning og opretholdelse af national værnepligt, der gør det muligt for styret at behandle enhver civil som livegen på ubestemt tid.

Den åbenlyse årsag til flygtningestrømmene ud af landet er netop værnepligtsordningen, der sætter afgørende præg på det moderne Eritrea. Gennem dette system styrer regeringen alle aspekter af borgernes civile liv – for mand som for kvinde – fra 16-17-årsalderen. Hvor man bor, ens daglige gøremål, hvor ofte man kan se sin familie – alt besluttes af regeringen igennem det nationale militærtjenestesystem.

»Vi er som slaver for dem,« siger Kibrom, 24, der har været værnepligtig i hele sit voksne liv, indtil han flygtede for et par måneder siden. »Det er derfor, vi flygter. Vores land er blevet som et kæmpefængsel for os.«

Værnepligtige får teknisk set løn. Flygtningene angiver forskellige satser, men det er mellem 500 og 750 nakfas (den lokale valuta) – svarende til 200-300 kr. om måneden. Beløbet er så lavt, at det er meningsløst, siger tidligere værnepligtige.

»Det er kun nok til tre dage – de næste 27 dage måtte jeg sulte. Bare at købe en kylling koster 600 nakfa. Det siger alt. Vil jeg stifte familie, gifte mig, have børn, rækker 600 ikke langt«.

Værnepligtige skal udstationeres, hvor regeringen beordrer dem til det, og ofte forblive der i måneder eller år, uden at få lov til at besøge deres hjem. Fædre kan være væk i så lang tid, at deres børn glemmer, hvem de er.

»Der er børn, der, når de ser deres fædre for første gang, tror, ​​det er en fremmed mand,« fortæller Ahlam, en husmor i 40’erne, der flygtede til Egypten tidligere i sommer. »Det skete for min søn og hans fætter for nylig. Da de mødte min mand i huset, sagde de: ’Hvem er det? Få ham ud!’«

Ifølge Andebrhan Welde Giorgis, tidligere leder af Eritreas centralbank og tidligere eritreisk ambassadør i EU og rektor for Eritreas eneste universitet, »var den oprindelige tanke en borgerværnepligt som den, de har i Schweiz«.

Da Eritrea først i ​​1990’erne vandt sin frihed fra Etiopien efter en årtier lang befrielseskamp, bl.a. anført af den nuværende præsident Afwerki, dengang marxistisk militsleder, var borger-militærtjenesten berammet til 18 måneder. Hensigten var at beskytte den skrøbelige nye nations sikkerhed og skaffe midlertidig arbejdskraft til genopbygning af landets krigsødelagte infrastruktur og økonomi.

»Ordningen havde et militært, socialt, økonomisk og også et kulturelt aspekt,« siger Welde Giorgis, engang en nær forbundsfælle for Afwerki, før han i 2006 gik i eksil. »Men alt det blev ødelagt, da tjenesten blev forlænget på ubestemt tid. Da den blev indført i 1994, var de fleste værnepligtige store teenagere. Nu er de først i 40’erne. Hvordan kan man så have et familieliv?«

Torteret under værnepligt

Værnepligtige beskriver deres militærtjeneste som en blanding af ydmygelser og kedsommelige rutiner. »Man risikerer også at blive torteret,« siger Sofia, der var værnepligtig i fire år, før hun flygtede til Egypten.

Landflygtige eritreere taler især om en torturstilling kaldet ’otteren’, hvor den værnepligtige skal lægge sig fladt ned på maven, får hænder og ankler bundet sammen bag sig, hvorefter de hejses op til oprethængende stilling. En flygtning fortæller, at han engang måtte hænge sådan i dagevis som afstraffelse for et skænderi med en anden værnepligtig. Da han endelig blev løsladt, tog det flere uger for ham at genvinde kontrol over sine ben.

Militærtjeneste indebærer som regel ikke andet end at skulle levere billig arbejdskraft til regimet.

»Nogle gange siger de: ’Tag op i bjergene, og arbejd i stenbruddet!’, ’tag i skoven og hug brænde!’, ’gå ud og fej gaderne!’,« siger Omar, 27. »Vores regering bruger bare værnepligtige som slaver.«

Et flertal af Eritreas værnepligtige har udsigt til at opholde sig i dette limbo i resten af deres liv. Et mindretal kan dog aftjene deres værnepligt i en delvis civil kontekst. Efter et første tjenesteår, som går med militærtræning og klasseundervisning, kan eritreerne aflægge eksamen. De, som klarer sig bedst, uddannes herefter til at udfylde en række funktioner i offentlighedens tjeneste – som lærere, sygeplejersker, eller endda nyhedsoplæsere i Eritreas stats-tv, Eri-TV. Lønnen er lige så lav, som den er i hæren.

Interviewpersoner med sådanne erfaringer fortæller, at de ikke havde indflydelse på, hvilke job de fik.

»Jeg havde ikke andet valg end at gøre, hvad de gav mig besked på,« fortæller Almaz, en sprogforsker, der i årevis og mod eget ønske blev tvunget til at oversætte arabiske nyheder for politiet.

En anden flygtning, Mehari, fortæller, at han blev tvunget til at arbejde som grundskolelærer. På skolen rådede en anarkistisk stemning. De fleste erfarne lærere var for længst flygtet ud af landet, så lærerstaben bestod stort set kun af unge værnepligtige, som eleverne kun havde meget lidt respekt for.

»Eleverne kommer for det meste kun i skole for at få deres tilladelse til at bevæge sig rundt i byen,« siger Mehari. »Ingen ønsker at blive der. De ved, at i sidste ende undgår de ikke militærtjeneste. Så ingen gider lære noget. Det ved lærerne, så de gider ikke at undervise.«

Forsamlinger i grupper på over to er reelt forbudt, og politiet kan finde på at antaste og chikanere selv små grupper. Flere landsbybeboere siger, at folk er så bange, at de går mindst muligt udenfor. Ahlam, der kommer fra en by langt fra hovedstaden Asmara, fortæller: »Når vi tager på markedet, holder vi altid udkig, fordi vi forventer at kunne blive arresteret når som helst.«

Netværk er informanter

Regimet råder derudover over et bredt net af informanter – et netværk, så omfattende, at nogle eritreere hævder, at de selv over for venner og familie tøver med at tale om politik.

»Mistilliden mellem mennesker er meget høj,« citerer FN’s Eritrea-kommission en kilde for at sige. »Man kan ikke engang stole på sin egen bror.«

Flere interviewede bekræfter dette. Ahlam, der flygtede tidligere på året, siger: »Jeg ville ikke tale med nogen. Man bliver bange selv for dem, man har tæt på sig, selv for sin familie. Regeringen ansætter folk til at være deres redskaber.«

Indtil først i ​​00’erne havde Eritrea rudimenter af et retssystem. Men siden da tyder meldinger på, at politiet spærrer folk inde uden rettergang. En flygtning, Omar, 27, fortæller, at han ikke havde hørt om begrebet ’advokat’, før han kom til Italien.

Welde Giorgis bekræfter: »Man kan ikke blive stillet for en domstol. Det er ikke tilladt at forsvare sig. Din familie har ingen ret til at besøge dig. De ved ikke, hvor du er. De ved ikke, hvilken fysisk og psykisk tilstand, du er i. Når du er forsvundet, har du kun et system over for dig, der fungerer som både anklager, fangevogter, dommer og bøddel.«

»De kan pågribe dig overalt,« siger Samuel, der kom til Italien tidligere på sommeren. »De kom efter mig, mens jeg lå i sengen med min kone. De søgte over hele huset – også under sengen. Det er meget ubehageligt, at de mener, de bare kan gå ind i dit værelse på den måde.«

Telefonerne bliver aflyttet, men det er de færreste, der har én. Interviewpersonerne hævder, at borgere i aktiv militærtjeneste ikke har tilladelse til at eje en mobil. Alle andre, der vil anskaffe sig en telefon, skal søge tilladelse på et regeringskontor i den lokale provinshovedstad.

Generelt beklager interviewpersonerne sig over, at deres tilværelse i Eritrea er fuld af kedsomhed. Der findes ingen privatejede medier. De eneste offentlige møder er dem, Afwerkis politiske parti afholder. Internetadgang er sjælden, og flere fortæller, at de aldrig havde hørt om Facebook, før de forlod Eritrea. Hyppige strømafbrydelser betyder, at statsfjernsynets propagandaudsendelser ofte går ned. Men når elforsyningen fungerer, kan eritreere se enkelte udenlandske satellitkanaler – og som en eksil-eritreer beretter, er tyrkisk sæbeopera og en koreansk underholdningskanal blevet en kilde til underholdning.

Et jordisk helvede

I Asmara betyder tilstedeværelsen af ​​en lille elite og strømmen af ​​pengeoverførsler fra slægtninge i udlandet angiveligt et noget mere pulserende liv. Men uden for byen, siger folk, er gaderne tomme, og det offentlige rum henligger næsten livløst. De fleste mennesker, man møder udendørs, er i reglen børn, mødre og pensionister. Virksomheder, der drives af enkeltpersoner, snarere end af staten, bemandes ofte af unge, der endnu ikke har nået den værnepligtige alder.

Små butikker menes at være de eneste virksomheder, enkeltpersoner må oprette. Men selv da, er det svært at skabe sig et overskud som følge af knaphed på potentielle kunder: De statslige lønninger rækker ikke til dagen og vejen. For at sikre, at folk kan få mad, uddeler regeringen madkuponer, men også dette er underlagt et kontrolsystem, hævder Welde Giorgis.

»Falder du i regimets unåde, kan du ikke få kuponer,« siger han. »Og får du ikke kuponer, får du ikke at noget at spise.«

De fleste landflygtige er pessimistiske over for, hvad der kan gøres for at ændre situationen. Men Dan Connell, en journalist, der har fulgt Eritreas historie i 40 år, mener, at Afwerkis regime er svagere end nogensinde, hvilket kan forklare, at så mange eritreere på det seneste er blevet i stand til at flygte ud af landet.

»Men det afgørende spørgsmål er: Hvad vil træde i stedet?,« siger Connell. »Det er svært at forudsige, fordi vi ikke ser tegn på nogen organiseret opposition.«

Welde Giorgis forlod Eritrea i 2006, fordi han ikke længere troede, interne reformer var mulige. Gennemsnitseritreeren er i dag »et værgeløst offer«, siger han.

»Og det er grunden til, at så mange eritreere forlader landet med stor risiko for at miste deres liv. Mange dør af tørst og dehydrering i Sahara. Mange drukner i Middelhavet eller bliver ofre for organhøstere i Sinai. Men verden er ligeglad. Eritrea er blevet et jordisk helvede for sit folk – det er derfor, eritreere sætter deres liv på spil for at slippe væk. Det er blevet umuligt at leve i Eritrea.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen