Nyhed
Læsetid: 3 min.

Folkelige protester i Mellemamerika skaber håb om forandring

Honduras og Guatemala er to af Latinamerikas mest skrøbelige stater. Korruption, nepotisme og vold æder landene op. Nu siger befolkningerne stop
Udland
29. august 2015

Tiden er på alle måder ved at rinde ud for Guatemalas præsident og tidligere general, Otto Perez Molina. Der er mindre end to uger til, guatemalanerne den 6. september skal vælge en ny præsident ved et valg, hvor Otte Perez Molina ikke selv kan genopstille. Det forbyder landets grundlov.

Spørgsmålet, alle taler om i disse dage i Guatemala, er også snarere, om Otto Perez Molina vil få lov at sidde sin embedsperiode ud. Eller om han inden da fratages sin politiske immunitet og dermed kan retsforfølges for medvirken i en lang række korruptionssager, som landets FN-finansierede antikorruptionsenhed, CICIG, har afdækket og publiceret i april i år.

Korruptionsskandalerne har allerede kostet fem ministre deres job – heriblandt landets indenrigs- og forsvarsminister, der ifølge de guatemalanske migrationsmyndigheder har forladt landet. Angiveligt for at undgå en retssag. Otte embedsmænd har også måttet træde tilbage, landets centralbankdirektør er blevet fyret og senest har landets FN-ambassadør trukket sig.

Nu strammes grebet om selve præsidenten. Torsdag – mens flere end hundredetusind demonstranter gik på gaderne med krav om præsidentens afgang – besluttede landets kongres at nedsætte en fem mand stor kommission, der skal vurdere, om præsidentens politiske immunitet øjeblikkeligt skal ophæves. Et ønske, der støttes af landets statsadvokatur, der officielt har meldt ud, at præsidenten bør gå af »for at undgå at landet yderligere destabiliseres«.

’Jeg bliver her’

Sker det, at præsidentens immunitet ophæves, vil Otto Perez Molina sandsynligvis blive præsenteret for en sigtelse om medvirken til korruption og dermed anholdt. Selv sagde præsidenten sent torsdag, at han »hverken trækker sig fra sit embede eller agter at forlade landet«.

Men det kan han blive presset til. Senest har en væsentlig del af Guatemalas økonomiske elite ligeledes meddelt, at de ønsker præsidentens afgang, og derfor begynder landets opposition at vejre morgenluft. Mange ser opgøret med præsidenten og den omfattende korruption, som et første skridt mod en ny institutionel orden i landet.

»Guatemala befinder sig midt i en af landets værste institutionelle kriser nogensinde. Men det er også en historisk mulighed for at begynde en reel og nødvendig politisk og social reform af landet,« sagde således Alvaro Pop, medlem af Guatemalas kongres, til nyhedsbureauet AP.

Samme mismod og voksende utilfredshed med landets politiske elite har imidlertid bredt til nabolandet Honduras, der regnes for Mellemamerikas mest skrøbelige stat.

I løbet af foråret og sommeren har der ugentligt været samlet flere tusinde utilfredse borgere til demonstrationer i landets største byer. De kræver ligeledes både præsidentens afgang og det politiske system reformeret. I Honduras, hvor befolkningen ellers er vant til omfattende korruption, er den voksende utilfredshed med den politiske elite blevet forstærket af en omfattende sag om misbrug af statens midler i den offentlige sygesikring, IHSS. Ifølge anklagerne har ledende politikere stjålet 330 mio. dollar fra IHSS, så landets offentlige sygesikring, der dækker godt 80 procent af befolkningen, som ikke har råd til private hospitaler, i dag er gået bankerot.

Vreden i Honduras presser præsident Juan Orlando Hernández og retter sig især imod det forhold, at en række politikere er sigtet og anholdt i korruptionsskandalen, men de sættes ikke i fængsel.

I stedet er de anklagede dømt til husarrest i eget hjem, mens man diskuterer, om der skal bygges et særligt fængsel eksklusivt til korrupte politikere. Som argumentationen lyder: Sættes de i almindeligt fængsel, frygtes det, at de bliver slået ihjel af medindsatte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her