Læsetid: 4 min.

Folkevalgte og olieindustri i klimaopgør i Californien

Det demokratiske lokalstyre i Californien går efter at vedtage en ambitiøs klimalovpakke, der skal fremme ren energi og nedbringe CO2-emissioner, men olieindustriens pressionsgrupper kæmper hårdnakket imod og hævder, at lovene vil medføre benzinrationering og afstraffelse af bilister
Demokraterne i Californien forsøger at få vedtaget en lovpakke, som blandt andet skal realisere en 50 procents reduktion af den benzin, som bruges i californiske køretøjer i 2030, hvilket svarer til at fjerne 36 millioner af de nuværende biler og lastbiler fra vejen.

Demokraterne i Californien forsøger at få vedtaget en lovpakke, som blandt andet skal realisere en 50 procents reduktion af den benzin, som bruges i californiske køretøjer i 2030, hvilket svarer til at fjerne 36 millioner af de nuværende biler og lastbiler fra vejen.

Polfoto

31. august 2015

Med kun få dage tilbage af den aktuelle samling i Californiens parlament går en tilspidset strid mellem olieindustri og folkevalgte om nye lovtiltag mod klimaforandringer ind i sidste og afgørende runde.

På spil står den mulige vedtagelse af en omfattende miljølovpakke, der rummer radikale tiltag mod klimaopvarmende forurening – men som efter alt at dømme også vil gribe ind i de måder, hvorpå almindelige californiere rejser, lever og forbruger.

Lovforslagene er del af Det Demokratiske Partis fremstød for at bremse CO2-emissioner og fremme ren energi – og er især rettet mod transportforurening fra biler og andre brændstofforbrugende køretøjer.

Ifølge olieselskaberne kan politikernes planer imidlertid få den konsekvens, at det bliver nødvendigt at indføre benzinrationering, særafgifter på minibusser og lastbiler og endda bøder for at straffe en bestemt køreadfærd. Bilister, hævder de, vil skulle overvåges af indbyggede ’storebror’-sensorer i passagersædet. Demokratiske politikere afviser disse advarsler som ’dommedagsscenarier’, der aldrig vil blive realiseret.

Lovpakken omfatter to afgørende love, SB 350, skal realisere en 50 procents reduktion af den benzin, som bruges i californiske køretøjer i 2030, hvilket svarer til at fjerne 36 millioner biler og lastbiler af den nuværende generation fra vejen.

Ydermere skal 50 procent af statens elektricitetsforsyning produceres af vedvarende energikilder, også inden 2030, ligesom der skal ske en 50 procent forbedring af energieffektiviteten i bygninger, dels ved nybyggeri, dels ved byfornyelse.

Nok så væsentlig er lovforslag SB 32, som vil pålægge store industrielle forurenere, herunder olieraffinaderier og elselskaber, at leve op til de cap and trade-kvoteordninger for emissioner, der allerede begyndte at blive indfaset i Californiens banebrydende lov fra 2006 til forebyggelse af klimaændringer.

SB 32 skærper disse reduktionsmål: Californien skal nu mindske emission fra drivhusgasser til 40 procent under sit 1990-niveau til 80 procent under sit 1990-niveau i 2050.

Lovtiltagene er, siger Kevin de Leon, flertalslederen i ​​Californiens senat, ikke blot nødvendige af hensyn til miljøet, men også for statens befolkning og økonomi for kommende generationer.

En kamp for fremtiden

»Dette er en kamp, som er værd at kæmpe, for den angår vores børns trivsel. Det er en kamp for Californiens økonomiske fremtid,« sagde han ved et pressemøde for nylig, hvor han også betonede Californiens rolle som klimapolitisk forbillede. »Det er ikke en overdrivelse at sige, at verden følger os meget nøje.«

Beth Miller, talskvinde for California Driver’s Alliance (CDA), en pressionsgruppe dannet af Western States Petroleum Association – en brancheorganisation for olieselskaber som Shell, Chevron og ExxonMobile, hævder imidlertid heroverfor, at »lovforslagene ikke indeholder nogen oplysninger, om hvordan staten forestiller sig, at den skal nå disse målsætninger«.

Hun advarer om, at uklarheden indebærer risiko for, at reguleringsorganer »vil tiltage sig myndighed til at begrænse borgernes kørsel, for eksempel ved at bestemme, hvilke dage de må køre, eller ved at indføre straffeforanstaltninger for bilister, der kører i minibusser eller SUV’ere«. Når lovgivningen ikke fastlægger fremgangsmåder i enkeltheder, »er alle disse muligheder inden for rækkevidde«, siger hun.

For at sprede det dystre budskab har CDA kørt en massiv mediekampagne med radio- og tv-annoncer og hustandsomdelte foldere. Målet er at overbevise de californiske borgere om, at SB 350 vil gøre deres hverdag sværere. Det er en taktik, som tilhængere af en vidtgående klimapolitik har taget afstand fra som »skræmmekampagner«, men som ikke desto mindre vinder genklang blandt mange californiere, ikke mindst i det private erhvervsliv hvor der er stor bekymring for stigende brændstofpriser.

På lovgivningsfronten forsøger Western States Petroleum Association og dets allierede at vinde moderate demokrater for sin sag og at lobbye for, at de skal sætte spørgsmålstegn ved, om klimaforanstaltningerne er tilstrækkeligt transparente, eller om de vil skade det californiske erhvervsliv.

De Leon og andre tilhængere af lovpakken har dog imødegået kampagnen mod deres egen spærreild af mediebegivenheder og møder med kolleger i parlamentet. Alene i sidste uge fik De Leon støttetilkendegivelser fra en række fremtrædende demokratiske politikere, en lang liste af støtter i det private erhvervsliv, herunder en Silicon Valley-gruppe, der omfatter virksomheder som Google og Apple, en prominent klimaforsker og de amerikanske senatorer Dianne Feinstein og Barbara Boxer.

Statens ene senator, Fran Pavley, en nær allieret af De Leon, lover, at bestræbelserne på at få vedtaget SB 32 og SB 350 vil fortsætte. De demokratiske ledere har planer om at skrue op for presset for at holde deres moderate partikolleger på sporet i dagene op til afstemningen i den lovgivende forsamling, der kan finde sted allerede i morgen tirsdag. Deres budskab er det enkle: tro ikke på olieindustriens hype.

»Ingen vil forbyde SUV’er eller minibusser,« siger De Leon. »Der kommer ikke til at være nogen benzinrationering a la Mad Max ... Disse dommedagsscenarier kommer ikke til at ske.«

Men uret tæller ned. Sidste dag i parlamentets nuværende samling er 11. september, og endnu er der ikke nogen vished for, om der er samlet en stemmemajoritet til at få lovpakken vedtaget.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
Morten Lind anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Dørup Jensen

Det lyder for en gang skyld miljø- og klima-mæssigt progressivt både på menneskehedens og klodens vegne - dét det demokratiske lokal-styre i Californien har gang i. - Og endda tæt på seriøse klima-eksperters anbefalinger om at skære 60 pct. på CO-2 udledninger, hvoraf bilen jo som den største enkelt-troende faktor, står for ca. 25 pct. af klima-svineriet.
De amerikanske stater har generelt en af verdens mest restriktive anti-rygnings-politikker, begrundet i sundhedsfremme.
SÅ det er mærkeligt og egentlig pessimistisk skræmmende, at de øvrige amerikanske stater og amerikanerne generelt - myndigheder såvel som borgere, åbenbart ikke - udover at vide, at bilismen den største klimatrussel (Og det ved de nok også godt - eller burde vide som voksne ansvarlige borgere)- ikke konsistent kan kontektualisere rygningens sundheds-skadelige virkninger med bilismens tilsvarende, vedr. sidstnævntes ansvar for luftvejs-sygdomme, som de især fremtræder i storbyer.
Men mens tobaks-industrien og rygningen kan eksporteres til den tredje verden, og skabe lungevejs-sygdomme og cancer dér, er lokal-styret i Californien er jo oppe mod helt grundlæggende og langt stærkere økonomiske interesser i form af det bil- og olie-industrielle kompleks, så alle klima- og miljø-kræfter verden over, der tager seriøse klima-eksperters erkendelse, og dermed sig selv som ansvarlige mennesker, alvorligt, bør støtte lokal-styrets kamp op ad bakke!