Nyhed
Læsetid: 5 min.

Hiroshimas sidste overlevende frygter at blive glemt

I dag markerer Japan 70-året for verdens første atomangreb. Gennemsnitsalderen for de tilbageværende overlevende er over 80 år, men mange arbejder stadig aktivt for at minde verden om de rædsler, de blev udsat for – så de aldrig skal gentage sig
Sådan så der ud i Hiroshima en måned efter, amerikanerne den 6. august havde kastet ’Little Boy’ atombomben, som førte til afslutningen på Anden Verdenskrig. Mellem 60.000 og  80.000 mennesker blev dræbt på stedet. Og i de følgende måneder steg dødstallet til 140.000.

Stanley Troutman

Udland
6. august 2015

Det er ikke fordi, Sunao Tsuboi har brug for endnu en gang at blive mindet om dengang han som 20-årig universitetsstuderende mødte »helvede på jord«.

De ar, der har skæmmet hans ansigt i syv årtier, er en permanent påmindelse. Han tager et sort-hvidt fotografi frem fra den dag, han blev vidne til en atomkrigs rædsler og peger på på en ung mand med barberet isse.

»Det er mig«, siger han. »Vi havde håbet på, at der var en form for medicinsk hjælp på vej, men der var ingen behandling til rådighed, og ingen mad eller vand. Jeg troede, min sidste time var kommet.«

Billedet er taget på Miyuki-broen i Hiroshima, tre timer efter at Enola Gay, et amerikansk B-29 bombefly kastede en 15-kiloton atombombe over byen om morgenen den 6. august 1945. Mellem 60.000 og 80.000 mennesker blev dræbt på stedet. I de følgende måneder steg dødstallet til 140.000.

På billedet – som er et af de få billeder, der blev taget i Hiroshima den dag – sidder Tsuboi på vejen sammen med flere andre mennesker. De betragter de smadrede bygninger rundt omkring dem. I venstre side af billedet ses politifolk, der overhælder skolebørn med madolie for at hjælpe med at dulme smerten ved deres forbrændinger.

Kastet 10 meter gennem luften

I dag, hvor Japan markerer 70-året for det første atomangreb i historien, bliver Tsuboi og titusinder af andre hibakusha (overlevende atombombeofre) igen konfronteret med deres egen dødelighed.

»Folk som mig er ved at miste styrken til at tale om vores oplevelser og fortsætte kampagnen mod atomvåben,« siger Tsuboi – pensioneret skoleleder, der har rejst verden rundt for at advare om rædslerne ved atomkrig.

Jeg så en skolepige med det ene øje hængende ud af øjenhulen. Folk lignede spøgelser, der blødte, humpede afsted eller faldt om. Nogle havde mistet arme og ben 

Sunao Tsuboi, A-bombeoverlever

183.000 af de japanere, som overlevede angrebene i Hiroshima og Nagasaki, lever stadig i dag. I sidste måned steg deres gennemsnitsalder til over 80.

Selv om alle har hver deres unikke erindring om morgenen den 6. august og dens eftervirkninger, er vantro ved omfanget af ødelæggelserne et tema, der genkommende løber gennem hibakushaernes vidnesbyrd.

Tsuboi husker at have hørt et enormt brag og derefter blive kastet gennem luften og lande 10 meter væk. Han genvandt bevidstheden blot for at konstatere, at han var blevet forbrændt over det meste af kroppen. Hans skjorteærmer og bukseben var blevet flået af ved eksplosionens kraft.

»Mine arme var slemt forbrændt, og det var som om, et eller andet dryppede fra mine fingerspidser,« sagde Tsuboi, der er næstformand for Nihon Hidankyo, en landsdækkende organisation for atombombeofre.

»Min ryg gjorde afsindig ondt, men jeg havde ingen forståelse af, hvad der lige var sket. Jeg gik ud fra, at jeg havde befundet mig meget tæt på en stor konventionel bombe. Jeg anede ikke, det var en atombombe, eller at jeg var blevet udsat for stråling. Der var så meget røg i luften, at man knap nok kunne se 100 meter frem, men det, jeg kunne se, overbeviste mig om, at helvede var kommet til på jorden.«

»Der var folk, der skreg efter hjælp og på medlemmer af deres familie. Jeg så en skolepige med det ene øje hængende ud af øjenhulen. Folk lignede spøgelser, der blødte, humpede afsted eller faldt om. Nogle havde mistet arme og ben.«

»Der var forkullede lig overalt, også i floden. Jeg kiggede ned og så en mand, der pressede sammen om et hul i maven, mens han forsøgte at forhindre sine indre organer i at ryge ud. Overalt stank der af brændt kød.«

Vågnede først efter krigen

Tsuboi blev bragt til et hospital, hvor han gik i koma og forblev bevidstløs i over en måned. Da han vågnede var Japan besejret og kommet under kontrol af en amerikanskledet besættelsesmagt.

»Jeg havde ingen anelse om, at krigen var slut,« sagde han. »Det var svært at kapere.«

Siden har Tsuboi været indlagt 11 gange, hvoraf lægerne de tre af gangene fortalte ham, at han var ved at dø. Han tager stadig medicin for flere sygdomme, herunder to kræftdiagnoser, som han siger, har forbindelse til den stråling, han blev udsat for.

Selv om a-bombeoverlevernes vidnesbyrd i dag er blevet historiske kildedata, forsøger hibakushaerne at sikre, at deres erfaringer ikke dør med dem på et tidspunkt, hvor verden står over for nye nukleare trusler fra Nordkorea og Rusland.

Tidligere i år meddelte en af de mest aktive grene af Hidankyo, at den ville opløse sig selv, efter at medlemmerne, hvoraf de fleste er i 80’erne og 90’erne, havde erkendt, at de var for gamle til at fortsætte deres aktiviteter.

»Hvis jeg levede om 10 år, ville jeg blive overrasket, hvis der var ret mange af os tilbage«, siger Hiroshi Shimizu, en Hidankyo-aktivist, der var tre år gammel, da Hiroshima-bomben eksploderede, halvanden kilometer fra hans hjem.

»Hvis hibakusha bliver ved med at tale imod atomvåben, vil andre følge trop. Det er derfor, vi er nødt til at fortsætte vores kampagne, så længe vi fysisk er i stand til det.«

Hiroshima og Kunitachi, en lille by i det vestlige Tokyo med en lille befolkning af a-bombeoverlevende, har forsøgt at vedligeholde hibakusha-arven ved at oprette ’fortællecafeer’, som er åbne for folk, der ikke har nogen direkte erfaring med angrebene og ikke tæller a-bombeoverlevende blandt deres pårørende.

Budskabet skal bæres videre

Hidankyo er i mellemtiden begyndt at finde et nyt publikum blandt børn og børnebørn af hibakusha.

Sidste måned fortalte Yoshiko Kajimoto, en 84-årig overlevende, via Skype om sine erfaringer til snesevis af medlemmer af det britiske parlament, og en delegation af hibakushaer deltog for nylig i en fredsrejse sammen med den japanske ngo, Peace Boat.

I august 2014 blev antallet af personer, der regnes for omkommet på grund af følgerne af de to atombombeangreb, opgjort til 450.000 – 292.325 i Hiroshima og 165.409 i Nagasaki, som blev bombet tre dage senere. Den 15. august 1945 bekendtgjorde Japans kejser, Hirohito, den knuste nations overlevelse.

»Jeg vil ikke være her om 10-15 år, så det spørgsmål, vi alle stiller os selv, er: Hvordan kan vi være sikre på fortsat at få vores budskab ud,« siger Hiroko Hatakeyama, som var seks år gammel i 1945.

»Jeg har knap nok energi til at føre kampagne i disse dage, og jeg er ikke længere bange for at dø. Men samtidig er jeg klar over, at det er vores pligt som overlevende at fortsætte så længe som muligt for at ære mindet om dem, der ikke længere er med os.«

Tsuboi, der har tre børn og syv børnebørn, vil i dag foretage sin årlige pilgrimsfærd til Hiroshimas Fredspark. I aften vil han tænde en lanterne ved Motoyasufloden– hvor tusinder søgte ned for at undslippe varmen fra den nukleare eksplosion–for at »vejlede« de dødes ånder.

I sin rolle som en af verdens mest aktivistiske a-bombeoverlevende vil Tsuboi også føre en kort samtale med Japans premierminister, Shinzo Abe, som han har kritiseret for at ville gøre op med landets efterkrigstids-engagement i pacifisme. »På vegne af alle a-bombeofre vil jeg bede ham om at gøre alt i sin magt for at befri verden for atomvåben,« siger Tsuboi. »Jeg vil blive ved med at fremføre dette krav, indtil jeg drager mit sidste suk.«

Læs også: Atomtruslen lever

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det første skud i Den Kolde Krig", som det er blevet formuleret.

henrik hansen

Why Americans Believe That Bombing Hiroshima Was Necessary
(www.lewrockwell.com/2015/08/gary-g-kohls/lies-my-history-teacher-told-me/)

Søren Wegner, Karsten Aaen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

En farbar vej til at undgå at få en atombombe i hovedet kunne jo være at lade være med at forsøge at erobre verden. Det er ikke tit at man i den japanske debat hører reflekterende stemmer tale om forløbet der ledte op til bombningerne i Hiroshima og Nagasaki.
Med venlig hilsen
Lennart

Robert Ørsted-Jensen, Jannik Sørensen, Claus Nielsen, Bent Nørgaard og Jorgen Hansen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Hiroshima og Nagasaki viser hvorfor det er vigtigt at USA aldrig igen må få muligheden for at bruge atomvåben uden at frygte for gengældelse. Det er derfor at missilskjoldet, hvis det nogen sinde skulle komme til at virke, er en rigtig dårlig ide.

Hasse Feldthaus, Per Jongberg, Karsten Aaen, Thomas Toft, Mark Strøm, Peter Hansen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Jorgen Hansen

Atombomben er generelt en rigtig dårlig ide, opfundet af et bundt tosser som først for sent erkendte hvad de havde gjort. M.h.t. japanerne, vil jeg blot sige, læs historien om deres adfærd optil og i wwII og I vil få lidt mindre ondt af japanerne. De bad om det. Den måde de behandlede hele deres besatte område på, var så ondskabsfuldt så du ikke kan drømme om det i din vildeste fantasi. Om det var dem, Nazisterne eller Statin som var den værste er svært at måle, i ondskab lod de ingen af de andre tilbage.

Robert Ørsted-Jensen, Jakob Bonde, Jannik Sørensen, Karsten Aaen, Peter Nielsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
henrik hansen

@Jorgen Hansen:"Atombomben er generelt en rigtig dårlig ide, opfundet af et bundt tosser..." Stor fejl Jorgen, det var var dybt respekterede og dygtige videnskabsmænd, der stod bag.....ligesom det var dygtige videnskabfolk, teknikere, arbejdsfolk og embedsmænd, der stod bag holocaust....eller napalmbomberne brugt i Vietnam og senere i Afghanistan. Problemet ligger i moderniteten, der har gjort mennesket til herre over naturen, taget etik og moral ud af livet til fordel for 'objektive' studier af verden. Og blandet sammen med den moderne stat som den eneste legitime udøver af voldsmagt, så får vi udviklingen af atombomben, som kan bruges til at slå 'fjenden' i hovedet med. Embedsvældet skal nok bakke op. Husk på, at G. Bush var klar til at bruge ALLE midler imod "ondskabens akse": Irak....også atomvåben! I starten af 00'erne investerede Den danske Bank i fabrikker, der producerede atomvåbendele. Aktionærene var ligeglade, afkastet var det eneste, der interesserede dem!

Robert Ørsted-Jensen, Laust Persson, peter fonnesbech og Jeppe Lykke Møller anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Hvis man vil forstå mere omkring atomvåben og etik og moral i den forbindelse kan man google en vis hr Samuel T. Cohen og læse hans selvudgivne bog. Det er ganske underholdende og lidt skræmmende for det yngre publikum.
Med venlig hilsen
Lennart

Beretning fra Ground Zero:

- What I felt at that moment was that Hiroshima was entirely covered with only three colors. I remember red, black and brown, but, but, nothing else. Many people on the street were killed almost instantly.

The fingertips of those dead bodies caught fire and the fire gradually spread over their entire bodies from their fingers. A light gray liquid dripped down their hands, scorching their fingers

https://www.washingtonpost.com/news/worldviews/wp/2015/08/05/what-it-was...

Jorgen Hansen

Så du mener at det er helt acceptabelt, at man bomber civilbefolkningen for at stoppe en tyrannisk diktator?

Knud Chr. Pedersen, henrik hansen, Morten Pedersen, Thomas Toft og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Det er dog noget af det bedste PR og spin nogensinde. At et land der uprovokeret angreb flere af sine nabolande, førte massiv krig der uden nogen hensyn til civilbefolkningen, med massiv etnisk udrensning, massevoldtægter og plyndringer, forsøg med kemiske og biologiske våben på civile og krigsfanger, nu bliver betragtet som offer for USAmerikansk aggression.

Man kan diskutere om atombomberne var nødvendige eller ej. USA så den gang kampen om Okinawa hvor de efter egne tal dræbte ~140'000 af de ~300'000 civile på øen i den landgang. De regnede med en lign. modstand hvis ikke mere på hovedøerne og kalkulerede med 25'000'000 døde der. Samlignet med det er der 250'000-500'000 døde af atombomberne . Så kun 1-2% af det oprindelige estimat.

Bent Nørgaard, Robert Ørsted-Jensen og Carsten Pedersen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Så længe spørgsmålet om atombomben og bredere "den totale krig" ses som et problem som sådan er en afstandtagen bestemt forståelig. Drejer det sig derimod om at udpege eller "sortmale" en påstået særlig grusomhed hos USA under den krig kan jeg ikke følge med. Men i det hele taget står jeg let af overfor diverse diskussioner når det gælder netop den krig. Indrømmet den var før min tid, men bestemt ikke uden berøring med min "baggrund"- hvilket vel gælder mange af os.

Ahmed Mannouti

Thomas Toft

Hvorfor er det "udenfor skalaen af aggressivitet"?

Slaget om Berlin der afsluttede krigen i Europa kostede 300000 mennesker livet - flere end Nagasaki og Hiroshima tilsammen, og dertil kommer 1/2 million sårede og flere hundredetusinde voldtaget af russiske soldater i tiden efter.

Og både abomberne og Berlin blegner jo sammenlignet med Barbarossa's første måneder.

Nej jeg forsvarer ikke atomvåben eller bombningerne, men om en person dør i en ildkugle i Hiroshima eller bliver voldtaget ihjel af russere er stadigt en død for meget.

Krig er krig og kan ikke kvalificeres.

Erik Karlsen, Robert Ørsted-Jensen og Jakob Bonde anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Atomvåben har holdt den kolde krig kold og sikret freden i mange år. Det er paradoksalt at vi bliver fornuftige med disse ufornuftige våben omkring os.
Alle forstår at der er konsekvenser ved at bruge dem, så våbnene bliver behandlet med lidt større respekt.

Verden er nu inddelt i de store atommagter (de der bestemmer), de små atommagter (de der kan udskyde de store atommagters angreb på dem) og alle de andre. De små atommagter ved at hvis de bruger deres atomvåben vil de store atommagter komme og tage legetøjet væk.

med venlig hilsen
Lennart

Søren Wegner

@Thomas Holm

'De regnede med en lign. modstand hvis ikke mere på hovedøerne og kalkulerede med 25'000'000 døde der.'

Debatten over, hvor mange døde en invasion af Japan ville have krævet, har raset i årtier. Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at det estimerede antal er steget drastisk over årene.

Imidlertid blev det første bud fra officiel side efter krigen præsenteret for præsident Truman til et stabsmøde d. 17. juni 1945. Her havde hærcheferne forberedt en rapport, der netop beskæftigede sig med det forventede antal af døde, hvis en invasion var blevet valgt frem for bomberne. Estimatet lød på 193.500 med mulige udsving til begge sider.

Søren Wegner

Ups... Der skulle selvfølgelig have stået 'side før bomben præsenteret' og 'invasion blev valgt'...

Søren,

der brugte de Luzon som model og ikke Okinawa.

I April-mødet regnede JointStaff med omkring 456'000 sårede og døde US tropper og et flertal deraf på siden af japansk militær og endnu flere japanske civile. WorstCase, Olympic og Coronet varer mere end 90 dage, så steg deres estimat til 1,2 milioner sårede og døde US tropper. Igen intet estimat mht. japanske tropper eller civile.

Fakt er dog at Pentagon bestile 500'000 PurpleHeart-medaljer. Så mange at de faktisk efter 70 år stadigt uddeler dem, også til soldater i Irak og Afghanistan.

Peter Nielsen

der findes kritikere der påstår at bomberne over Hiroshima og Nagasaki var unødvendig og at USA skulle bruge disse to bombemål for at se hvordan bomberne i virkeligheden ville smadre mennesker og materiel. det er en fejlagtig påstand. USA var udmærket klar over hvor voldsomme bomberne var, og bomberne var en kalkulation mellem antal estimerede tabte liv iblandt USas og dets allieredes soldater contra muligheden for at afslutte krigen hurtigt og med så få tabte amerikanske liv som muligt. enhver Amerikansk embedsmand, politiker og højtstående officer der var tæt på planerne var selvsagt klar over voldsomheden - men det var det bedste af to onder.
Japan havde, i modsætning til visse kritikere, IKKE gjort tegn til overgivelse, tværtimod. Japan var i færd med at befæste hovedøerne, træne civilbefolkningen i forsvar og i det hele taget sørge for at der skulle falde så mange soldater som muligt.
Børn blev udstyret med bambus våben go alt muligt andet der kunne finde anvendelse i forsvar af Japan. en invasion af Japan ville kræve enorme ofre blandt soldater men også civilbefolkningen der skulle forsvare Japan.
Fremskrivningen af USAs erfaringer på andre øer i deres stillehavskampagne viser også at det ville være naivt at tro på en kort kampagne i Japan.
var det terror - jo det var det, men det var nanking massakren også. det var bomberne over Berlin, Dresden, Hamborg, Køln også. det var angrebet på Stalingrad og Leningrad også, det var angrebet på London også, det var retræten fra Manila også.
Grunden til at Hiroshima og Nagasaki skiller sig ud er at det var første gang verden så resultatet af 2 bomber.

Mig bekendt virkede søblokaderne og de konventionelle bombninger så nedbrydende på det japanske imperium (bl.a. havde man mistet mere end 80 % af sine olieraffinaderier og en mere end tilsvarende andel af egen flåde), at den amerikanske generalstab tog de uformelle udsagn fra Japan om at et kapitulationskrav ville være kejserens forbliven på tronen, ret alvorligt. Sådan blev det jo også efterfølgende - og Eisenhower bekræftede at atombomberne ingen militær nødvendighed havde.

Det var det politiske, som havde afgørende betydning.

Peter Nielsen

Dagen før Nagasaki bomben invaderede Staling Manchuriet. Japan accepterede først efter Nagasaki en betingelsesløs kapitulation. Japan var nedkæmpet men havde stadig kontrol med Manchuriet indtil overgivelsen og den Sovjetiske invasion. Stalins invasion i Manchuriet ville have kostet mange russiske soldaters liv såfremt kapitulationen ikke var kommet - det kan der ikke herske tvivl om. Japanerne ville have tabt uanset hvad, men spørgsmålet er til hvilken pris for de allierede.
Japan have ( uofficielt) sendt fredsfølere ud flere måneder før deres kapitulation - fælles for dem alle var dog at det IKKE var en betingelsesløs kapitulation. de allierede stod fast på kravet.
selvfølgelig var det en politisk beslutning - man tog allieredes liv i betragtning, man ville ikke risikere at USA ( set fra deres egen vinkel) skulle tabe uvirkeligt mange unge menneskers liv i forsøget på at nedkæmpe Japan, og man valgte at bombe i stedet for. Mange glemmer i den her sammenhæng også bombningerne af Tokyo - de sidste angreb på Tokyo før a-bomberne kostede minimum 100.000 menneskeliv - altså noget svarende til hvad Nagasaki lyder på. Selv bombningerne af Tokyo skabte ikke den forlangte betingelsesløse overgivelse.
Bomberne over Hiroshima og Nagasaki var en politisk desperat beslutning for at forhindre tab af yderligere allierede sodaters liv.

Både Truman's og krigsminister Stimson's dagbøger beskrev at a-bomberne over Japan gav amerikanerne muligheder for at diktere udviklingen efter krigen og afskære russerne fra at få indflydelse i genopbygningen af det politiske Japan. Potsdam-konferencen lagde ellers op til at sidstnævnte skulle ske.

@Peter Nielsen

Lige meget hvordan du vender og drejer det, så kan man ikke retfærdiggøre brugen af atomvåben (eller andre våben) mod en civilbefolkning = krigsforbrydelse. Så enkelt er det.

Endnu værre er det, når sagen på ingen måde er så ”clear cut” som du påstår, da beslutningen (officielt) om at benytte masseødelæggelsesvåben mod Japan blev baseret på overdrevne hypotetiske overvejelser. Tværtimod er der en hel del materiale der sætter spørgsmålstegn ved den officielle amerikanske udlægning du deler med os her. Og noget kunne tyde på at det snarere var hævn og dominans der var det afgørende frem for behovet for en hurtig afslutning på krigen og minimering af tabet af menneskeliv (Japan var på det tidspunkt reelt besejret og omringet).

Jeg er desuden sten sikker på, at du ikke vil have haft samme holdning, hvis det i stedet var Japanerne der havde brugt bomben mod f.eks New York.

Der findes en hel del materiale der modbeviser de myter, der omhandler Japanernes såkaldte manglende vilje til overgivelse. Snarere viser data at USA ikke seriøst søgte en forhandlet løsning og dermed en afslutning på krigen, Japanernes eneste reelle krav til overgivelse var at kejseren ikke skulle afsættes, dette blev pure afvist, hvorfor? Alligevel endte kejseren med at blive siddende efter krigen, altså kunne man have afsluttet krigen uden brug af A-bomberne, modsat hvad der påstås.

Beslutningen om at benytte A-bomben mod Hiroshima (som ikke havde nogen militær betydning) var allerede blevet truffet primo Juni 1945, og dermed lang tid før det officielle krav til Japans overgivelse (total overgivelse eller total ødelæggelse) blev meddelt i Potsdam-deklarationen d. 26 Juli 1945. Den effektive militære ordre om at kaste bomberne blev udsendt dagen før nemlig d. 25 Juli 1945. Dette for mig tyder på et andet motiv end det officielt udmeldte.
Truman påstod løgnagtigt efter krigen, at han valgte at benytte bomben mod Japan, EFTER at japanerne ikke efterlevede det officielle krav om total overgivelse. Historien viser selvfølgelig noget andet.

Torben Arendal, Knud Chr. Pedersen, erling jensen og Laust Persson anbefalede denne kommentar
erling jensen

Propaganda løgne – endnu en gang.

Det er en udbredt opfattelse i den vestlige verden – og især i USA – at nedkastningen af to atombomber over Hiroshima og Nagasaki var ”nødvendige” for at afslutte krigen mod Japan. Med 70 års dagen for angrebene er det mere vigtigt end nogensinde at træde et skridt tilbage og analysere disse katastrofale begivenheder, ikke gennem propagandaløgne og mytologiens prisme, men i stedet kigge nøje gennem linsen af historisk tilbundsgående undersøgelser. For, som det ofte er tilfældet, er forskellen mellem den ”officielle historie” og virkeligheden karakteriseret ved løgn og bedrag, understøttet af svulstige, patriotiske slagord og amerikansk ret til, straffrit, at te sig som en vild hanelefant i en porcelænsbutik, som har været kendetegnende for denne nations historie siden 1776.

Vi er i et væk blevet fortalt, at Japan aldrig ville have overgivet sig, hvis ikke disse forfærdelige våben var blevet taget i anvendelse. Vi er blevet tudet ørerne fulde om, at Truman var bekymret over et voldsomt tab af amerikanske liv på 1 million, som den amerikanske forsvarsstab havde fortalt ham, hvis man havde foretaget et angreb på de japanske øer, med brug af konventionelle våben og landtropper. Denne påstand var en løgn, opfundet af forsvarsministeren, Henry Stimson og aldrig fremsat af forsvarsstaben.

I sommeren 1945 var Japans position håbløs og adskillige følere med henblik på skridt til overgivelse var allerede taget i anvendelse. Truman vidste uger før Potsdam konferencen i sommeren 1945, at japanerne havde lavet de indledende ouverturer til en overgivelse, med den eneste betingelse, at de kunne beholde kejseren på tronen. Men Truman var stærkt opsat på at ”teste” de nye bomber. Som General McArthur udtrykte det: ”Krigen kunne være blevet afsluttet uger tidligere, hvis USA var gået med til, som det da også gjorde senere alligevel, at beholde kejseren”. USA godtog først denne betingelse, efter at have testet deres nye våben og forårsaget drab på 220.000 uskyldige civile.

De fleste af de amerikanske militære ledere tog stærk afstand fra brugen af disse våben og beslutningen om at bruge dem mod Hiroshima og Nagasaki; de gav udtryk for, at de ikke tjente noget militært formål overhovedet. Admiral Will. Leahy, chef for præsidentens forsvarsstab sagde: ”Brugen af dette barbariske våben i Hiroshima og Nagasaki havde ikke nogen særlig betydning, militært, for vores krig mod Japan. Japanerne var allerede slået og parat til at overgive sig.”. Chef for flåden, Chester Nimitz havde flg. kommentar: ”Japanerne havde allerede bedt om fred... Atombomberne spillede ikke nogen afgørende rolle, fra et rent militært synspunkt, mht. at slå Japan”. Når militære efterretningsorganer, måneder før, vidste, at beredskabsplaner for en omfattende invasion af det japanske fastland var fuldstændigt unødvendig, og at Japan søgte fred, som Admiral Leahy udtrykte det, brugte ma, selv på denne baggrund ”en etisk standard, der var almindelige hos barbarerne i den mørke middelalder”.

Der er to hovedgrunde. For det første var russerne gået ind i krigen mod Japan, hvilket fremskyndede USA's ønske om at bringe krigen til en hurtig afslutning, for at hindre Sovjetunionens muligheder for at komme til at fremstå som en supermagt på linje med USA og gøre sig fortjent til en større bid af kagen. På denne baggrund var atombomberne ikke de sidste skud, affyret i Anden Verdenskrig, men, mere korrekt, de indledende salver i den kolde krig.

Den anden og med langt mere dystre grund drejede sig om videnskabelig nysgerrighed, uden mindste hensyn til omfanget af mulige menneskelige lidelser. Efter at have spenderet uhyre ressourcer på Manhattan Projektet, (2 milliarder $ i 1940) og med tre bomber klar til brug, var der absolut ingen intentioner om at skrinlægge projektet. Fissionsmaterialet i Hiroshima bomben var uranium, og i den anden over Nagasaki, plutonium, og der var derfor en voldsom videnskabelig nysgerrighed hvad angår de forskellige virkninger, disse to bomber ville frembringe.

Under alle omstændigheder kom 220.000 japanere taget som gidsler og kom til at betale den ultimative pris.

Erling Jensen, cand.jur.

Søren Wegner, Torben Arendal, Laust Persson og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Laust Persson

5 ⭐⭐⭐⭐⭐ Erling Jensen‼
◻ "Med 70 års dagen for angrebene er det mere vigtigt end nogensinde at træde et skridt tilbage og analysere disse katastrofale begivenheder, ikke gennem propagandaløgne og mytologiens prisme, men i stedet kigge nøje gennem linsen af historisk tilbundsgående" ◻ Nemlig & der er fx netop udkommet en hel del litteratur (bl.a. i nullerne)

Peter Nielsen

Michael kamp, Jeg skriver også at Japanerne havde forsøgt i månedsvis at forhandle en aftale om overgivelse på plads. problemet var at de stillede betingelser. Når nu man leger med hypoteserne, så kunne en af disse jo også være " hvad nu hvis Japan havde overgivet sig betingelsesløst?". Faktum er at der ikke var enighed, og at Russerne skulle aktiveres i Manchuriet samtidig med at man smed de to a-bomber. Antagelsen om at man ikke kendte bombernes omgang mod mennesker er ikke korrekt. Man vidste udemærket godt hvor voldsomme bomberne var - Truman indbefattet. Man havde også brandbombet Tokyo kort forinden med et tilsvarende tabstal som under Nagasaki bomben - heller ikke her accepterede Japanerne en betingelsesløs kapitulering. Det handlede om betingelsesløs kapitulation. hvad der derefter aftales er i og for sig ikke relevant, da den endelige aftale ikke var kendt forud for overgivelsen.
Diverse generaler var overbeviste om at Japan havde overgivet sig på visse betingelser - det er rigtigt nok, men det er samtidig rigtigt at de ikke overgav sig betingelsesløst.
USAs beslutning om at bruge a-bomberne skal ses ud fra at Japan stadig havde kontrol med Manchuriet, at Japan ikke havde accepteret en betingelsesløs kapitulation og at Japanerne havde iværksat en total mobilisering af civilbefolkningen for at forsvare nationen. Baseret på erfaringerne fra andre kampe i stillehavet vidste man at en invasion i Japan ville kunne koste i hundretusindvis af solddater livet - noget man ikke ville acceptere.
Japan kunne selv have forhindret bomberne ved at overgive sig uden betingelser.