’Jeg kan ikke se, der er noget galt i, at jeg arbejder’

En smuk søndag morgen smutter en lille, spinkel skikkelse ud af en forfalden bygning i en kroget gyde i det centrale La Paz. Iført rød hættetrøje, blå joggingbukser, sorte tennissko, mørk elefanthue og baseballkasket haster den 13-årige dreng mod Plaza Mayor, den centrale plads i denne travle by, der ligger gemt af vejen blandt Andes-bjergenes tinder og plateauer. Med sig har han en lille trækasse.

Snart begynder han at iagttage det ene par sko efter det andet hos de forbipasserende – sko er det eneste, han kommer til at se i de næste mange timer: »Jeg kan rense og pudse sko af enhver slags, læder, laksko, gummisko«, forklarer han, idet han omhyggeligt børster sin første kundes fodtøj.

»Det er et let job, men du skal være hurtig og præcis«.

Hver dag tager snesevis af anonyme, maskerede lustrabotas (’skopudsere’) som Ruben Flores på arbejde på gaderne i det fattige, latinamerikanske land, der ud af en befolkning på 10 millioner mennesker har omtrent 850.000 børnearbejdere.

Mens børn i de bolivianske bondesamfund typisk arbejder i landbruget eller er hyrder, afslører en kort gåtur gennem La Paz snesevis af børn i fuld sving med at knokle i madboder, tage imod billetter til minibusser eller vaske bilforruder ved trafiklys. I et land, hvor selv præsidenten, Evo Morales, er tidligere børnearbejder, er historien om Ruben Flores, den 13-årige lustra, i mange henseender typisk.

Som den ældste af fem søskende begyndte Ruben som skopudser, da han blev 10 år. Efter i en måned at have øvet sig ved at pudse sine søskendes sko var han klar til at gå på gaden med sin far, Johnny, og siden han i oktober sidste år fyldte 13, har han arbejdet alene.

»Jeg kunne lide jobbet med det samme. Jeg tjener penge og kan selv købe mad og tøj«, forklarer han, imens han nipper til en kop te i en pause. »Men når jeg bliver stor, vil jeg være fodboldspiller eller advokat«.

Ruben arbejder den halve dag på hverdage, hvor han også skal i skole, men fuld tid i weekender og på helligdage. Han tjener omkring 80 bolivianos (lidt mere end 80 kroner) for en dags arbejde.

Skarp kritik fra FN

Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation arbejder 168 millioner børn på verdensplan i lande så forskelligartede som Kina, Rusland, Brasilien og Indonesien. Men hvor de fleste regeringer søger at dæmme op for børnearbejde ved at forbyde det, har Bolivia taget den modsatte vej og sænket minimumalderen for arbejde til 10 år. Selv om den nye lov stiller krav, der skal tilgodese børnearbejdernes velfærd – herunder forældresamtykke, forbud mod hårdt og udnyttende arbejde og sikring af skolegang – strider loven imod de internationale traktater, som Bolivia har ratificeret, og den er da også blevet mødt med skarp kritik fra FN-institutioner og forskellige organisationer. Human Rights Watch har betegnet loven som »en kortsigtet løsning på økonomiske problemer«, der risikerer at skade opvoksende generationers uddannelseschancer og fastholde Bolivia i en cyklus af fattigdom.

Men i La Paz insisterer man på, at den nye lovgivning blot forholder sig realistisk til vilkårene i et land, hvor 45 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og fattige børn ikke har andet valg end at påtage sig et arbejde for at bidrage til at forsørge deres familier. Loven blev da også indført efter pres fra bolivianske fagforeninger som et initiativ, der skulle sikre bedre arbejdsvilkår og forebygge udnyttelse.

Ruben bor sammen med sin familie hos Fundación Nuevo Día, en fagforening for skopudsere, der blandt 150 medlemmer tæller 35 børn. Foreningen har til huse i et nedslidt lejlighedskompleks ikke langt fra centrum og opkræver 5,50 bolivianos om dagen af sine medlemmer, men så er der også adgang til vaske- og brusefaciliteter og et varmt frokostmåltid. For et par måneder blev Rubens mor vicevært, og det betød, at hele familien kunne fraflytte det kriminalitetsplagede kvarter Calle Beni.

»Det var et farligt nabolag, især om natten. Engang brød tyve ind hos en nabo og dræbte ham med en hammer,« fortæller Ruben, tilsyneladende upåvirket af mindet om denne grusomhed. »Næste dag var hans lejlighed én stor blodpøl«.

Vil ikke tage afstand

Selv om antallet af børnearbejdere i de senere år er faldet, er Bolivia – ifølge tal fra UNICEF – fortsat det latinamerikanske land med den højeste procentdel af arbejdende børn (26 procent imod et gennemsnit for hele Sydamerika på 11 procent). Mange lokale aktivister og arbejdsmarkedseksperter er enige i, at det er nødvendigt at føre mere årvågent tilsyn med børns erhvervsaktiviteter, men vil ikke tage afstand fra børnearbejde som fænomen.

»Blandt lokale ses arbejde som led i et barns almindelige modning,« forklarer Betsabe Evia Cabrera, pædagogisk koordinator i en støttegruppe for børnearbejdere i El Alto – en satellitby med udsigt over La Paz, hvor omtrent 70 procent af alle børn arbejder. »Hvis vi ser dem som personer, der er i gang med at opbygge deres egen fremtid, snarere end blot fattige børn, kan arbejdet have positiv værdi.«

Da Ruben har arbejdet i nogle timer, mødes han på Plaza Mayor med to venner og kolleger, 15-årige Roberto og 13-årige Alvaro. Siden de mødtes for et par år siden, har de dannet en uadskillelig trio. Det meste af deres fritid tilbringer de sammen med at spille fodbold eller bordfodbold. Når de holder pause og passerer en sliksælger eller madbod, kan der opstå konflikt mellem ansvarsfølelse og lyster.

»Jeg kunne godt spise en salchipapa,« udbryder Ruben pludselig ved synet af de pølser og pommes frites, der syder i en gadegrill. Men efter omhyggeligt at have talt de få mønter, han har tjent i dag, giver han afkald på festmåltidet i erkendelse af, at det vil koste ham næsten hele hans daglige indkomst. Uanfægtet fortsætter trioen med at pjatte og drille hinanden, indtil det igen er tid til at genoptage arbejdet. Ruben er vant til at bringe ofre for sin familie.

»Vi har aldrig kunnet give ham gaver. Vi har kun lige nok til at betale for vores mad,« siger hans 35-årige mor, Amalia Lucana Vilqua, en trist smilende kvinde, der er synligt mærket af tilværelsens strabadser.

»Men jeg har lige købt en lille kage til ham, og på hans fødselsdag laver jeg hans livret.«

Nogle dage tidligere har Rubens forældre lovet ham en tur med el teleférico, den lokale svævebane, der er en formidabel udflugt over La Paz. Den er dog endnu ikke blevet til noget.

»Jeg har måttet sige til ham, at vi endnu ikke kan tage på den tur, fordi vi ikke har råd,« fortsætter hun med et strejf af skam i stemmen. »Men han beklager sig ikke. Han forstår godt vores situation.«

I stedet for at føle sig bitter er Ruben taknemmelig for sin betydningsfulde rolle i familien.

»At arbejde har gjort mig mere ansvarlig,« forklarer han. »Jeg kan ikke se, at der er noget galt i, at jeg arbejder. Jeg gør det jo bare for at hjælpe min familie.«

Hjælper familien

Men selv om børnearbejde leverer et vigtigt bidrag til den lokale økonomi, forstår mange bolivianere ikke at værdsætte dets værdi.

»Børnearbejde vækker skandale eller medlidenhed i stedet for at kalde på en analyse af årsagerne bag,« forklarer Isabel Adriana Flores Valdez, en psykolog på Fundación La Paz, en anden støttegruppe for børnearbejdere.

»Mange børn arbejder af økonomisk nødvendighed eller for at kunne finansiere deres studier, og de er stolte af det, de selv kan yde. Alligevel bliver de stigmatiseret, både af myndigheder og i skolesystemet.«

Ifølge skoleledere og socialrådgivere savner de bolivianske myndigheder en klar vision for at håndtere problemet med børnearbejde, hvilket igen afspejler en forståelseskløft mellem dem, som tager afstand fra det, og dem, der anser det for nødvendigt.

»Den vigtigste intention med den nye lov var at hjælpe familier i ekstrem fattigdom. Vi stopper ikke børnearbejde, før vi har udryddet ekstrem fattigdom,« forklarer Lidia Veramendi Martinez, direktør for det bolivianske arbejdsministeriums Enhed for Grundlæggende Rettigheder.

I skolen udsættes børnearbejdere jævnligt for forskelsbehandling fra lærere, der enten anser dem for frække eller respektløse eller ikke værdiger dem opmærksomhed. Ruben selv indrømmer, at han ikke har fortalt sine skolekammerater om sit job.

»I min klasse er der kun tre ud af 37 elever, der arbejder. Jeg er helst fri for at blive drillet eller chikaneret af de andre,« forklarer han. Hans bekymring skyldes desuden, at skopudsning er et absolut lavstatusjob i Bolivia, hvilket også er en af de vigtigste grund til, at lustras skjuler deres ansigt under elefanthuer. Mange ønsker ikke at blive genkendt og vil end ikke fortælle familiemedlemmer eller kærester om det af frygt for at blive udstødt. Selv om de fleste børn arbejder af nødvendighed, insisterer mange på, at det ikke hindrer dem i at få en god uddannelse.

»Folk tænker for firkantet i forhold til børnearbejde. Nogle af os er blandt de dygtigste studerende,« forklarer 17-årige Felix Mamani Mayta, en børnearbejder, der samtidig studerer systemteknik på La Paz Universitet og er aktiv som delegeret i fagforeningen MODENAT.

»Der findes denne fordom, at børnearbejdere er frustrerede stakler, der er ikke er dygtige nok. Men faktisk er det modsatte tilfældet,« tilføjer Cabrera, den pædagogisk koordinator fra El Alto.

»De er mere kreative og udadvendte end gennemsnitlige børn – og meget mere ansvarlige over for deres familier.«

Manglende faglig bevidsthed

Selvom Mayta håber på, at Bolivias nye lovgivning vil vise vejen for det øvrige Latinamerika, så børnearbejde legaliseres under ordnede forhold, understreger han dog også, at det vil kræve, at loven håndhæves, hvis der skal ske reelle bedringer af børnearbejdernes vilkår – især i et land, hvor 80 procent af arbejdet er uformelt og ureguleret. Bolivianske børn, hvoraf nogle sættes i arbejde allerede fra 5-årsalderen, er ofte beskæftigede i farlige jobs til almisselønninger uden faglig uddannelse, pension eller forsikring i tilfælde af en ulykke. Mange definerer desuden deres job som ’at hjælpe deres familier’ i stedet for som et stykke arbejde – og den manglende faglige bevidsthed er med til at forværre den udnyttelse, som flere udsættes for.

»Vi beder altid vores medlemmer om at anerkende deres fag, både over for sig selv og over for andre,« forklarer Mayta. »Vi er nødt til at føle stolthed over det, vi gør, og forstå den rolle, vi spiller i samfundet.«

På Fundación er mange lustras enige i, at dette er eneste vej frem for Bolivia. »Nogle af os bliver læger, professorer, advokater og administratorer,« forklarer Miguel Angel Sumi, bestyrelsesmedlem i fagforeningen. »I stedet for at foragte os burde folk forstå, at der findes både borgmestre, medlemmer af parlamentet og endda en præsident, der kommer fra vores rækker.«

Da solen går ned over Plaza Mayor, og stjerner titter frem på den mørke himmel over bjergene, iler Ruben tilbage til Fundación med nogle dusin mønter klirrende i sine lommer. Efter et hurtigt bad ser han TV med sine søskende, før han går til ro på det trange tagværelse, han deler med resten af familien. Hans far har for nylig fortalt ham, at han ikke vil sætte Rubens lillebrødre i arbejde foreløbig, hvilket ikke ligefrem aflaster det ansvar, som hviler på den spinkle teenager.

»Han hjælper altid sin familie. Hver gang vi har problemer med at få pengene til at slå til, tilbyder han at købe mad til os alle, og jeg siger aldrig nej,« indrømmer Rubens mor og ser på ham med utilsløret stolthed. Så kommer hun pludselig i tanker om noget, Ruben har sagt, og får tårer i øjnene. »For et par dage siden sagde Ruben til mig: ’Mor, jeg vil blive ved med at arbejde. Jeg vil købe en bil og sørge for, at mine brødre og søstre en dag kommer på universitetet.’«

Matteo Fagotto er italiensk freelancejournalist

© Matteo Fagotto og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen