Læsetid: 9 min.

’Jeg kan ikke se, der er noget galt i, at jeg arbejder’

I Bolivia må man arbejde, fra man er fyldt 10 år. Trods skarp kritik fra FN har landet tilladt børnearbejde, fordi et forbud er urealistisk, når halvdelen af befolkningen lever i fattigdom, mener myndighederne. Ifølge lokale hjælpeorganisationer modner arbejdet børnene
Ruben Flores (th.) og hans ven venter på kunder ved hver deres skopudsningskasser. I Bolivia er det et af de job, der har lavest status, og skopudserne skjuler derfor deres ansigter for ikke at blive genkendt.

Ruben Flores (th.) og hans ven venter på kunder ved hver deres skopudsningskasser. I Bolivia er det et af de job, der har lavest status, og skopudserne skjuler derfor deres ansigter for ikke at blive genkendt.

PHIL MOORE

7. august 2015

En smuk søndag morgen smutter en lille, spinkel skikkelse ud af en forfalden bygning i en kroget gyde i det centrale La Paz. Iført rød hættetrøje, blå joggingbukser, sorte tennissko, mørk elefanthue og baseballkasket haster den 13-årige dreng mod Plaza Mayor, den centrale plads i denne travle by, der ligger gemt af vejen blandt Andes-bjergenes tinder og plateauer. Med sig har han en lille trækasse.

Snart begynder han at iagttage det ene par sko efter det andet hos de forbipasserende – sko er det eneste, han kommer til at se i de næste mange timer: »Jeg kan rense og pudse sko af enhver slags, læder, laksko, gummisko«, forklarer han, idet han omhyggeligt børster sin første kundes fodtøj.

»Det er et let job, men du skal være hurtig og præcis«.

Hver dag tager snesevis af anonyme, maskerede lustrabotas (’skopudsere’) som Ruben Flores på arbejde på gaderne i det fattige, latinamerikanske land, der ud af en befolkning på 10 millioner mennesker har omtrent 850.000 børnearbejdere.

Mens børn i de bolivianske bondesamfund typisk arbejder i landbruget eller er hyrder, afslører en kort gåtur gennem La Paz snesevis af børn i fuld sving med at knokle i madboder, tage imod billetter til minibusser eller vaske bilforruder ved trafiklys. I et land, hvor selv præsidenten, Evo Morales, er tidligere børnearbejder, er historien om Ruben Flores, den 13-årige lustra, i mange henseender typisk.

Som den ældste af fem søskende begyndte Ruben som skopudser, da han blev 10 år. Efter i en måned at have øvet sig ved at pudse sine søskendes sko var han klar til at gå på gaden med sin far, Johnny, og siden han i oktober sidste år fyldte 13, har han arbejdet alene.

»Jeg kunne lide jobbet med det samme. Jeg tjener penge og kan selv købe mad og tøj«, forklarer han, imens han nipper til en kop te i en pause. »Men når jeg bliver stor, vil jeg være fodboldspiller eller advokat«.

Ruben arbejder den halve dag på hverdage, hvor han også skal i skole, men fuld tid i weekender og på helligdage. Han tjener omkring 80 bolivianos (lidt mere end 80 kroner) for en dags arbejde.

Skarp kritik fra FN

Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation arbejder 168 millioner børn på verdensplan i lande så forskelligartede som Kina, Rusland, Brasilien og Indonesien. Men hvor de fleste regeringer søger at dæmme op for børnearbejde ved at forbyde det, har Bolivia taget den modsatte vej og sænket minimumalderen for arbejde til 10 år. Selv om den nye lov stiller krav, der skal tilgodese børnearbejdernes velfærd – herunder forældresamtykke, forbud mod hårdt og udnyttende arbejde og sikring af skolegang – strider loven imod de internationale traktater, som Bolivia har ratificeret, og den er da også blevet mødt med skarp kritik fra FN-institutioner og forskellige organisationer. Human Rights Watch har betegnet loven som »en kortsigtet løsning på økonomiske problemer«, der risikerer at skade opvoksende generationers uddannelseschancer og fastholde Bolivia i en cyklus af fattigdom.

Men i La Paz insisterer man på, at den nye lovgivning blot forholder sig realistisk til vilkårene i et land, hvor 45 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og fattige børn ikke har andet valg end at påtage sig et arbejde for at bidrage til at forsørge deres familier. Loven blev da også indført efter pres fra bolivianske fagforeninger som et initiativ, der skulle sikre bedre arbejdsvilkår og forebygge udnyttelse.

Ruben bor sammen med sin familie hos Fundación Nuevo Día, en fagforening for skopudsere, der blandt 150 medlemmer tæller 35 børn. Foreningen har til huse i et nedslidt lejlighedskompleks ikke langt fra centrum og opkræver 5,50 bolivianos om dagen af sine medlemmer, men så er der også adgang til vaske- og brusefaciliteter og et varmt frokostmåltid. For et par måneder blev Rubens mor vicevært, og det betød, at hele familien kunne fraflytte det kriminalitetsplagede kvarter Calle Beni.

»Det var et farligt nabolag, især om natten. Engang brød tyve ind hos en nabo og dræbte ham med en hammer,« fortæller Ruben, tilsyneladende upåvirket af mindet om denne grusomhed. »Næste dag var hans lejlighed én stor blodpøl«.

Vil ikke tage afstand

Selv om antallet af børnearbejdere i de senere år er faldet, er Bolivia – ifølge tal fra UNICEF – fortsat det latinamerikanske land med den højeste procentdel af arbejdende børn (26 procent imod et gennemsnit for hele Sydamerika på 11 procent). Mange lokale aktivister og arbejdsmarkedseksperter er enige i, at det er nødvendigt at føre mere årvågent tilsyn med børns erhvervsaktiviteter, men vil ikke tage afstand fra børnearbejde som fænomen.

»Blandt lokale ses arbejde som led i et barns almindelige modning,« forklarer Betsabe Evia Cabrera, pædagogisk koordinator i en støttegruppe for børnearbejdere i El Alto – en satellitby med udsigt over La Paz, hvor omtrent 70 procent af alle børn arbejder. »Hvis vi ser dem som personer, der er i gang med at opbygge deres egen fremtid, snarere end blot fattige børn, kan arbejdet have positiv værdi.«

Da Ruben har arbejdet i nogle timer, mødes han på Plaza Mayor med to venner og kolleger, 15-årige Roberto og 13-årige Alvaro. Siden de mødtes for et par år siden, har de dannet en uadskillelig trio. Det meste af deres fritid tilbringer de sammen med at spille fodbold eller bordfodbold. Når de holder pause og passerer en sliksælger eller madbod, kan der opstå konflikt mellem ansvarsfølelse og lyster.

»Jeg kunne godt spise en salchipapa,« udbryder Ruben pludselig ved synet af de pølser og pommes frites, der syder i en gadegrill. Men efter omhyggeligt at have talt de få mønter, han har tjent i dag, giver han afkald på festmåltidet i erkendelse af, at det vil koste ham næsten hele hans daglige indkomst. Uanfægtet fortsætter trioen med at pjatte og drille hinanden, indtil det igen er tid til at genoptage arbejdet. Ruben er vant til at bringe ofre for sin familie.

»Vi har aldrig kunnet give ham gaver. Vi har kun lige nok til at betale for vores mad,« siger hans 35-årige mor, Amalia Lucana Vilqua, en trist smilende kvinde, der er synligt mærket af tilværelsens strabadser.

»Men jeg har lige købt en lille kage til ham, og på hans fødselsdag laver jeg hans livret.«

Nogle dage tidligere har Rubens forældre lovet ham en tur med el teleférico, den lokale svævebane, der er en formidabel udflugt over La Paz. Den er dog endnu ikke blevet til noget.

»Jeg har måttet sige til ham, at vi endnu ikke kan tage på den tur, fordi vi ikke har råd,« fortsætter hun med et strejf af skam i stemmen. »Men han beklager sig ikke. Han forstår godt vores situation.«

I stedet for at føle sig bitter er Ruben taknemmelig for sin betydningsfulde rolle i familien.

»At arbejde har gjort mig mere ansvarlig,« forklarer han. »Jeg kan ikke se, at der er noget galt i, at jeg arbejder. Jeg gør det jo bare for at hjælpe min familie.«

Hjælper familien

Men selv om børnearbejde leverer et vigtigt bidrag til den lokale økonomi, forstår mange bolivianere ikke at værdsætte dets værdi.

»Børnearbejde vækker skandale eller medlidenhed i stedet for at kalde på en analyse af årsagerne bag,« forklarer Isabel Adriana Flores Valdez, en psykolog på Fundación La Paz, en anden støttegruppe for børnearbejdere.

»Mange børn arbejder af økonomisk nødvendighed eller for at kunne finansiere deres studier, og de er stolte af det, de selv kan yde. Alligevel bliver de stigmatiseret, både af myndigheder og i skolesystemet.«

Ifølge skoleledere og socialrådgivere savner de bolivianske myndigheder en klar vision for at håndtere problemet med børnearbejde, hvilket igen afspejler en forståelseskløft mellem dem, som tager afstand fra det, og dem, der anser det for nødvendigt.

»Den vigtigste intention med den nye lov var at hjælpe familier i ekstrem fattigdom. Vi stopper ikke børnearbejde, før vi har udryddet ekstrem fattigdom,« forklarer Lidia Veramendi Martinez, direktør for det bolivianske arbejdsministeriums Enhed for Grundlæggende Rettigheder.

I skolen udsættes børnearbejdere jævnligt for forskelsbehandling fra lærere, der enten anser dem for frække eller respektløse eller ikke værdiger dem opmærksomhed. Ruben selv indrømmer, at han ikke har fortalt sine skolekammerater om sit job.

»I min klasse er der kun tre ud af 37 elever, der arbejder. Jeg er helst fri for at blive drillet eller chikaneret af de andre,« forklarer han. Hans bekymring skyldes desuden, at skopudsning er et absolut lavstatusjob i Bolivia, hvilket også er en af de vigtigste grund til, at lustras skjuler deres ansigt under elefanthuer. Mange ønsker ikke at blive genkendt og vil end ikke fortælle familiemedlemmer eller kærester om det af frygt for at blive udstødt. Selv om de fleste børn arbejder af nødvendighed, insisterer mange på, at det ikke hindrer dem i at få en god uddannelse.

»Folk tænker for firkantet i forhold til børnearbejde. Nogle af os er blandt de dygtigste studerende,« forklarer 17-årige Felix Mamani Mayta, en børnearbejder, der samtidig studerer systemteknik på La Paz Universitet og er aktiv som delegeret i fagforeningen MODENAT.

»Der findes denne fordom, at børnearbejdere er frustrerede stakler, der er ikke er dygtige nok. Men faktisk er det modsatte tilfældet,« tilføjer Cabrera, den pædagogisk koordinator fra El Alto.

»De er mere kreative og udadvendte end gennemsnitlige børn – og meget mere ansvarlige over for deres familier.«

Manglende faglig bevidsthed

Selvom Mayta håber på, at Bolivias nye lovgivning vil vise vejen for det øvrige Latinamerika, så børnearbejde legaliseres under ordnede forhold, understreger han dog også, at det vil kræve, at loven håndhæves, hvis der skal ske reelle bedringer af børnearbejdernes vilkår – især i et land, hvor 80 procent af arbejdet er uformelt og ureguleret. Bolivianske børn, hvoraf nogle sættes i arbejde allerede fra 5-årsalderen, er ofte beskæftigede i farlige jobs til almisselønninger uden faglig uddannelse, pension eller forsikring i tilfælde af en ulykke. Mange definerer desuden deres job som ’at hjælpe deres familier’ i stedet for som et stykke arbejde – og den manglende faglige bevidsthed er med til at forværre den udnyttelse, som flere udsættes for.

»Vi beder altid vores medlemmer om at anerkende deres fag, både over for sig selv og over for andre,« forklarer Mayta. »Vi er nødt til at føle stolthed over det, vi gør, og forstå den rolle, vi spiller i samfundet.«

Fundación er mange lustras enige i, at dette er eneste vej frem for Bolivia. »Nogle af os bliver læger, professorer, advokater og administratorer,« forklarer Miguel Angel Sumi, bestyrelsesmedlem i fagforeningen. »I stedet for at foragte os burde folk forstå, at der findes både borgmestre, medlemmer af parlamentet og endda en præsident, der kommer fra vores rækker.«

Da solen går ned over Plaza Mayor, og stjerner titter frem på den mørke himmel over bjergene, iler Ruben tilbage til Fundación med nogle dusin mønter klirrende i sine lommer. Efter et hurtigt bad ser han TV med sine søskende, før han går til ro på det trange tagværelse, han deler med resten af familien. Hans far har for nylig fortalt ham, at han ikke vil sætte Rubens lillebrødre i arbejde foreløbig, hvilket ikke ligefrem aflaster det ansvar, som hviler på den spinkle teenager.

»Han hjælper altid sin familie. Hver gang vi har problemer med at få pengene til at slå til, tilbyder han at købe mad til os alle, og jeg siger aldrig nej,« indrømmer Rubens mor og ser på ham med utilsløret stolthed. Så kommer hun pludselig i tanker om noget, Ruben har sagt, og får tårer i øjnene. »For et par dage siden sagde Ruben til mig: ’Mor, jeg vil blive ved med at arbejde. Jeg vil købe en bil og sørge for, at mine brødre og søstre en dag kommer på universitetet.’«

Matteo Fagotto er italiensk freelancejournalist

© Matteo Fagotto og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Nørgaard
  • Jette M. Abildgaard
David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Peter Nørgaard og Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

I min barndom betragtedes det altså også som en god ide, at børn arbejdede og tjente penge. Det kan ikke helt sammenlignes, men måske bør de børn, der hjælper deres familier til at overleve, hyldes på samme måde som de børn, der i halvtredserne også bidrog ved at gå med aviser og være bybude.

Kim Houmøller, Erik ludvisen, Grethe Blomberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Birgitte D Pedersen

Trist trist trist læsning - Virkelig
Børn skal 'ved gud' ikke arbejde, udelukkende passe skolegang og lege.. Specielt i den' alder
Vi europæere har netop et ansvar her', at hjælpe alle børn, i og med børn har krav på at blive passet på - ligegyldig hvor de befinder sig på kloden.. SÅ trist læsning

Peter Nørgaard og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
henrik hansen

@ Birgitte D Pedersen: Din kommentar vidner om en manglende indsigt og forståelse i 3. verdensproblemer!
"Lege", det er forbeholdt de rige landes børn. Det nytter ikke at se hele verden ud fra dette perspektiv. Det fører kun i sidste ende til en "vi ved bedre" holdning, som vi kender fra vores folkedrab i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien etc...

Morten Pedersen, Keld Albrektsen, Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, erik mørk thomsen og Jens Harder Vingaard Larsen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Mine børn gik med aviser/reklamer for at tjene ekstra. At faderen hjalp til var en anden sag. I dag er omdelingen overtaget af østeuropæere, der har det som deres primære job. Børnearbejdet er afskaffet, men er det til det bedre?

I landbruget har børn altid hjulpet med, altså arbejdet. Det samme gjaldt/gælder hos mange små forretningsdrivende/små virksomheder, især hvis de fysisk ligger i tilknytning af hjemmet.

Josephine Lehaff

Henrik, selvfølgelig leger børn i u-lande da også! Leg er en central del af barnets udvikling og socialisering og sker helt naturligt for et sundt barn, uanset om forældrene har råd til lego og plastikgevær.

Til artiklen: Det kan være at løsningen i lande, hvor familier er afhængige af børns indtægter ikke er at forbyde børnearbejde, men i stedet at sikre arbejdsforhold, som beskytter børnenes helbred, og fremme forbindelser mellem uddannelsesmuligheder og steder, der benytter sig af børnearbejde. Det kunne gøres ved hjælp af økonomisk belønning til de steder, der inkorporerer skolegang i deres arbejdstid.

Rasmus Kongshøj, Jens Thaarup Nyberg og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

I Danmark er børn i institution eller under indlæring i 6 - ? timer om dagen.

Hvad er forskellen?

Når jeg ser Bonderøven, slår det mig hvordan sønnen Johan - der ikke er i institution hele tiden, men tusser rundt med far og mor lærer en fandens masse om vind og vejr, dyr og planter, mens han efter evne hjælper far og mor på gården. Og samtidigt får svar på spørgsmål, i modsætning til børnehaven, hvor der nogle gange skal råbes højt for at få opmærksomhed og ventes længe længe på at få svar, fordi pædagogerne lige først har en 7-8 andre børn, der skal have svar, pustet knæ etc.

David Zennaro

I Europa har vi udryddet børnearbejde ved dels at forbyde det, dels ved at udrydde den ekstreme fattigdom. Jeg synes, det er vigtigt at se dette som et fattigdomsproblem frem for et moralsk problem. Det er klart, at det er bedre for børnene og deres familier, hvis de kan gå i skole og få en ordentlig uddannelse. Men det er desværre ikke muligt alle steder.

Jeg ville også starte med at tage fat i de lærere, som diskriminerer børnearbejderne. Måske diskriminerer de også andre?

Rasmus Kongshøj, erik mørk thomsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg har også selv gået med reklamer og aviser, da jeg var ung. Og det glæder mig, at det i dag er rigtige jobs, som voksne mennesker kan leve af. Det var ikke rart at skulle op kl. 4 hver weekend for at bringe morgenaviserne ud året rundt. I øvrigt stoppede jeg, da den avis jeg arbejdede for, fik et nyt trykkeri. Det betød enormt fforsinkelser. Og vi fik kun 6 kr. i timen for at vente. Yderligere lå mit depot tidligt på ruten, og det betød på hverdage, at jeg skulle være der fra kl. 14.30 for at være sikker på at få alle mine aviser. Hvis der så var forsinkelser, blev det først regnet fra kl. 15.30. Så først en hel time uden løn og derefter 6 kr. i timen. Endvidere blev mange af kunderne sure, og til jul fik jeg stort set ingen penge i julegave af abonnenterne i modsætning til de foregående år, hvor jeg havde fået ca. 500 kr. Så stoppede jeg.

Marie Møller

@Josephine Lehaff

Leger børn virkelig længere i "den vestlige verden"? I denne tidsalder, hvor iPad og jeg ved ikke hvad har gjort sit store indtog i hvert et børneværelse, hvor meget leger børnene så egentlig? Er vores samfund efterhånden ikke så gennemsyret af idealer om produktivitet og effektivisering at teknologien ligeså stille overtager den frie leg?

Hvad er det bedste? Det er altid nemt at være klog på andre kulturer, så længe man ikke kender dem selv.

Josephine Lehaff

Marie Møller
Jeg er ikke tilhænger af den overdrevne kommercialisering af leg i vesten, men man behøver heldigvis ikke være tilhænger af børnearbejde for at være modstander af konkurrencesamfundet og legetøgsindustrien, som den ser ud i dag. Jeg tror, spørgsmålet var retorisk, men for en god ordens skyld svarer jeg alligevel: ja, børn i vesten leger stadig. Både med og uden elektronik.

Inden jeg beskyldes for kulturimperialisme, vil jeg tilføje, at mit forslag nærmest til forveksling ligner det, der er blevet gennemført af Bolivias egen regering, og at de selv ser børnearbejde som et midlertidigt nødvendigt onde.

Rasmus Kongshøj, Peter Nørgaard og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Josephine Lehaff
07. august, 2015 - 14:21
Ja Bolivia er ovenikøbet progressiv, mht lovgivning omkring børnearbejde, i forhold til det øvrige latinamerika.
Her får vi et glimt fra La Paz, men mon ikke også landbefolkningens børn bliver sat i sving, efter endt skoledag ?

henrik hansen

@Josephine Lehaff: Selvfølgelig leger de fleste børn altid i et eller andet omfang....Min kommentar til Birgitte D Pedersen er et forsøg på at forklare, at verden ser forskellig ud i 3. verdenslande. Der kan man bare ikke sige, at "Børn skal 'ved gud' ikke arbejde, udelukkende passe skolegang og lege"....det er altså en eklatant manglende forståelse for 3. verdensproblematikker.

Mikkel Nielsen

Henrik Hansen

Du viser derimod en slående mangel på viden om leg, lad dog være med at kommentere hvis du ikke ved hvad du taler om, alle børn leger uanset hvilket økonomiske situation de befinder sig i, og har gjort det gennem alle tider, der er masser af forskning og arkæologiske beviser for.

Leg er for i øvrigt noget af det vigtigste for et barn, det er ikke en omgang useriøs pjat, men faktisk ganske alvorligt, igennem leg opnår de kvalifikationer, viden om sig selv og andre og lære at indgå i forskellige sociale konstruktioner og situationer mm. Derfor er leg afgørende for udvikling af børn, og det er derfor også et vigtigt mål at børnene får høj grad af muligheder for dette. Arbejde vil alt andet lige begrænse udvikling i at begå sig senere i samfundet.

Det nogle tydeligvis heller ikke helt forstår er at børnearbejde fungere som løndumping og faktisk har en enorm negativ indvirkning, at det så kan forbedre visse familiers indkomst kan på den korte bane være korrekt. Det er bare ensidigt kun at kigge på det når det også har en lang række andre ulemper.

Mikkel Nielsen

Heidis Weins
Børns vigtigste relation i institutioner er de andre børn ikke de voksne, de voksne har selvf. også en vigtig funktion, men en gang imellem overdrives den også unødvendig meget. Institutioner giver også børn mangfoldige muligheder i at afprøve sig og får andre rollemodeller end farmand og mor! De bliver derfor langt bedre til at agere i et moderne samfund i konstant forandring fordi de allerede var de var helt små har lært at indgå i forskellige sociale kontekster, et barn der derimod kun trisser efter farmand ude på gården er langt dårligere stillet.

Maria Møller
De leger ganske meget, blot til din oplysning. De lære for i øvrigt også andre færdigheder med tablets, så det er ikke komplet skadelig og ubrugeligt, alt med måde dog.

Mikkel Mikkelsen - nu tror jeg ikke, at Johan udelukkende trisser efter farmand dagen lang. MEN - i modsætning til de børn, der er i institution dagen lang, så får han en fornemmelse af sine forældres liv og lærer en masse.
Den der med at det forbereder børnene til det moderne liv - ja, det tror jeg. det forbereder dem til at være konstant stressede, at råbe højt for at få opmærksomhed og møvre sig frem. Kort sagt - liberalisternes våde drøm. Det er naturligvis heller ikke ideelt. Det idelle ville være, at børnene var halvdags eller et par dage om ugen i institution og resten af tiden sammen med deres forældre, søskende og børn i familien eller lokalområdet.
Det er ganske karektaristisk synes jeg, at den generation, der nu nærmest har været i institution fra før de blev født har utroligt svært ved at være alene, hele tiden skal have opmærksomhed, bekræftigelse, kontant skal ses. Det er ikke et sundhedstegn.

P.S: jeg har gennem næsten et år dagligt haft mulighed for at betragte børnehaveklasserne på nærmeste hold. De har svært ved at koncentrere sig ret længe ad gangen , de er dårlige til at lytte såvel til andre børn som til de voksne og der er en bestandig "se mig, hør mig" kamp igang. Jeg er fuld af næsegrus beundring for de pædagoger, der faktisk dagligt håndterer dette, men det gør de sørme.

Mikkel Nielsen

Heidis Weins
Eftersom jeg ikke kender det nævnte barns konkrete situation, vil jeg slet ikke spekulere i dette konkrete tilfælde. Derfor jeg specifikt skrev de børn der....

Det er skam meget godt at børn er sammen med deres forældre, det er trods alt deres primære relationer. Der skal heller ikke herske tvivl om at mange børn er for lidt sammen med deres forældre. Det ændre bare ikke på at børn har et grundlæggende behov for at danne relationer og lege med jævnaldrene hvor de har muligheder for at udvikle sig og lære at begå sig i andre sociale kontekster, end det forældre og familie kan tilbyde. Familien kan simpelthen umuligt udfylde og give nok muligheder til børns afprøvning af mangfoldige muligheder.

Det er også tvivlsom om et par gange om ugen er tilstrækkeligt den dag i dag, børn har godt af at komme udenfor hjemmets 4 vægge også flere gange om ugen. Problemt er i langt højere grad når institutioner bliver omdannet til parkering af børn hvor børnene befinder sig i institutionerne længere end hvad de kan håndtere (hvilket er individuelt), og her er det først og fremmest forældrenes ansvar ikke at anbringe børnene i institutionen længere tid end deres børn kan håndtere, så må de gå ned i tid i den periode og skrue lidt ned for karriere ræset og tænke på deres børn for en stund.

Hvis børn bliver stresset i institutionen, så skyldtes det i langt højere grad at der enten er noget galt i institutionen, der hjemme, bruger for meget tid i institutionen, eller fordi de ikke kan håndtere det stigende antal krav der bliver presset ned over ørene på dem og de ansatte (f.eks. Læreplaner). Men det er altså ikke konstruktionen i sig selv der er problemet, det er måden den i visse tilfælde bliver udfoldet på og benyttet.

For mig set er der sket en stigende ansvarsfralæggelse fra forældrene side, noget jeg har oplevet og set alt for mange gange efterhånden.

Mikkel Bech - jeg skriver så sandeligt ikke om et enkelt barn, men om iagttagelse af en mængde af børn - stort set alle fra gode hjem og i en børnehaveklasse og SFO på en skole, der har lange ventelister, fordi det er en af byens bedste!
Så jo - det er situationen i sig selv, der er noget galt med. Det er denne sammenstuvning af børn i det meste af deres vågne timer,der er noget galt med.