Læsetid: 7 min.

Kinas migrantarbejdere vender Beijing ryggen

Antallet af arbejdskonflikter stiger i Kina, og i skraldelandsbyen Nanqijia uden for Beijing må fallerede migrantarbejdere vende hjem til landdistrikterne. Det kan være et af flere tegn på dybden af Kinas krise
Skrothandlere er ofte blandt de første til at fornemme et kommende økonomisk uvejr, og de kinesiske genvindingsvirksomheder har været pressede i nogen tid.

Mark Henley

1. september 2015

Liu Weiqin skiftede for otte år siden landdistrikternes fattigdom ud med et liv i den støvede udkant af ​​Kinas hovedstad i håb om en bedre fremtid – ligesom millioner af andre arbejdsmigranter.

Men på torsdag stiger hun på en bus med sine to små børn for at forlade sit nye hjem.

»Der er ingenting at lave,« beklager den 36-årige kvinde sig.

Hun havde bygget en blomstrende losseplads op i denne faldefærdige genbrugslandsby, men måtte i år se den gå ned, da faldende skrotpriser har ruineret hendes familie.

»Min mand har tænkt sig at blive hængende lidt længere for at se, om han kan finde mere arbejde. Jeg tager børnene.«

Efter flere uger med uro på aktiemarkedet har verdens opmærksomhed rettet sig mod helbredstilstanden i ​​den kinesiske økonomi, hvor der er rejst tvivl om Beijings evne til at afværge en potentielt katastrofal økonomisk krise, både hjemme og i udlandet. Den finansielle uro har været så alvorlig, at der endda er sat spørgsmålstegn ved fremtiden for premierminister Li Keqiang, der tiltrådte for mindre end tre år siden.

Kinas Sorte Mandag

Efter et dyk på aktiemarkedet i sidste uge, som blev døbt ’Kinas Sorte Mandag’, har statskontrollerede medier afvist de stadig mere pessimistiske fortolkninger af økonomiens tilstand.

»Den langsigtede forudsigelse for Kinas økonomi forbliver rosenrød, og Beijing har viljen og midlerne til at afværge en finanskrise,« hævder Xinhua, det officielle nyhedsbureau, i en leder. Alt imens Li fortalte den statslige tv-kanal CCTV, at »den generelle stabilitet i kinesisk økonomi ikke har ændret sig«.

Vidnesbyrdene fra steder som Nanqijia – et møjsommeligt oparbejdet samfund af migrantarbejdere i genbrugsbranchen omkring 45 minutters kørsel fra Den Himmelske Freds Plads – peger i den modsatte retning.

»Det er det værste, vi har set. Det er endnu værre end i 2008,« siger Liu Weiqin, der ligesom de fleste af landsbyens beboere kommer fra Xinyang i den sydøstlige Henan-provins, en af ​​Kinas mest forarmede afkroge.

»Da det gik godt, kunne vi tjene 10.000 yuan (godt 10.000 kr., red.) om måneden. Men jeg har mistet omkring 200.000 yuan siden sidste år,« tilføjer Liu, som gør klar til at forlade sit trange røde murstensskur for en 10-timers bustur tilbage til sin families hjem med sin otte-årige søn, Hao Hao, og fem-årige datter, Han Han.

Qian Linshan, en anden lokal iværksætter, fortæller, at hans virksomhed også er i problemer. Han leverer plastickugler fremstillet af genbrugte flasker til fabrikker i provinserne Shandong og Hebei.

Efterspørgslen faldt hurtigt, og hans dage i landsbyen virker talte, siger Qian og tilføjer: »Jeg tvivler på, jeg vil blive her meget længere.« Ved siden af ​​ham står en medarbejder iført en genbrugs-T-shirt med budskabet: ’Corporate challenge. JP Morgan. Fortune’.

Adam Minter, forfatteren til Junkyard Planet: Travels in the Billion-Dollar Trash Trade, siger, at skrothandlere ofte er blandt de første til at fornemme et kommende økonomisk uvejr. Kinesiske genvindingsvirksomheder har været pressede siden slutningen af ​​2011, »men du begyndte for alvor at mærke, at det gjorde ondt på bunden sidste sommer«, siger han. »Efterspørgslen efter råmaterialer er der ikke.«

Krisen antyder dystre økonomiske udsigter for Kina, selv om landet ikke er på vej til »en økonomisk apokalypse«, siger Minter. »Genvindingsindustrien fortæller os, at krisen bliver dybere og værre, før det begynder at blive bedre. Alt hvad jeg ved om branchen, siger mig, at det kommer til at blive værre for den kinesiske økonomi.«

Genvindingsvirksomhederne i Nanqijia, der er løbet tør for held, er langtfra det eneste tegn på økonomisk utilpashed i verdens næststørste økonomi. Landet over peger en stigende bevismængde på en afmatning, som mange eksperter mener er langt mere alvorlig, end Beijing har indrømmet.

Konflikter og strejker

Christopher Balding, økonom fra Pekings Universitet baseret i den sydlige by Shenzhen, siger, at Kina er vidne til et stigende antal arbejdskonflikter og strejker samt en betydelig afmatning i migration til byerne på grund af manglende muligheder og de store leveomkostninger.

De nordøstlige provinser Liaoning og Heilongjiang – hjertet af Kinas tunge industri – er nu i teknisk recession.

Selv hvis Beijings påstand om, at BNP vokser med omkring 7 pct., er sand, »tegner alle de andre indikatorer et meget bekymrende billede af økonomien«.

»Der er et væld af andre indikatorer – lige fra virksomhedernes overskud, importmængde og en række andre ting – som simpelthen indikerer et enormt økonomisk pres,« tilføjer Balding.

Anne Stevenson-Yang, medstifter af J Capital Research, siger, at den kinesiske økonomi nu befinder sig »på den øverste top eller på den skarpe ende af kniven«.

»Nu går det hele ned ad bakke. Jeg tror, ​​at fra nu af vil vi se en kraftig værdiforringelse af renminbien (det officielle navn for den kinesiske valuta, red.). Vi ser en forøgelse af kredit, men uden at det har en faktisk effekt på økonomien, og dermed får du sandsynligvis inflation på hjemmemarkedet og dernæst en voldsom stigning i arbejdsløshed og alle mulige grimme ting.«

»Afmatningen er virkelig skidt. Det er ikke en afmatning; det er et styrt, og det kommer til at accelerere og blive værre,« tilføjer Stevenson-Yang, forfatter til China Alone: The Emergence from and Potential Return to Isolation.

»I bedste fald vil det føre til mange år med meget langsom vækst i Kina. I værste fald reagerer regeringen ved at lange ud efter fremmede lande, fordi det er en måde at skabe sammenhold indadtil.«

Der er allerede nogen brummen på gaden i Nanqijia, hvor snesevis af boliger ligger forladt, mens engang travle lossepladser er blottet for erhvervsdrivende.

Wang Shuxia, en 56-årig skrothandler, siger, at der ikke bliver gjort nok for at støtte de migrerende arbejdstagere, der har slidt i byerne, men som ikke har kunnet give deres børn en uddannelse dér på grund af strenge opholdsregler.

»Vi er ærlige mennesker. Vi forsøger at tjene til livet, og de forsøger at drive os væk. Der sker ikke noget med de mennesker, der går rundt og stjæler eller sælger stoffer,« siger hun.

Stabiliteten er truet

Fraser Howie, medforfatter til Red Capitalism, siger, at konsekvenserne for den almindelige kineser af lavkonjunkturen – som har taget fart siden slutningen af ​​2011 – stadig er »relativt afdæmpet«. »Du ser ikke nogen massearbejdsløshed endnu. Det kan komme, men det sker ikke nødvendigvis nu.«

Ikke desto mindre må Kinas kommunistparti, der sædvanligvis er besat af ønsket om stabilitet, være dybt bekymret over udsigten til stigende uro.

»Meget af partiets legitimitet bunder i økonomien og den faustiske handel mellem begrænsede politiske og sociale frihedsrettigheder mod økonomisk velstand,« siger Howie. »Hver gang der er økonomisk afmatning, bekymrer regeringen sig om det af netop disse grunde – folk mister deres job, der vil ikke være samme lønvækst, folk vil ikke være i stand til at nyde fordelene af velstand.«

Dertil er sociale omvæltninger ikke partiets eneste bekymring.

»Frygten må være (...) at stabiliteten i partiet er på spil, hvis økonomien ikke virker. Der pågår allerede interne kampe i partiet. Det kinesiske kommunistparti er mere bekymret end nærmest enhver udenforstående iagttager over stabiliteten af ​​partiet. Udlændinge siger altid: ’Nå ja, det skal nok gå’. Men jeg tror, ​​at de kinesiske kommunister er langt mere opmærksomme på, hvordan de kunne blive væltet, eller hvordan deres parti kunne bryde sammen indefra relativt hurtigt,« siger Fraser Howie og fortsætter:

»Der er masser af grunde til at se dette som meget skrøbelige tider. Der er en fremtoning af styrke, men faktisk kan det krakelere eller bryde sammen relativt let. Det er enormt svært.«

Det Beijing-drevne Global Times anerkendte disse bekymringer i sidste uge.

»Hvis den kinesiske økonomi smuldrer, og folk er på nippet til at sulte, kan intet styre opretholde sit herredømme,« skrev avisen i en leder. »Men vil en midlertidig økonomisk afmatning og justeringsvanskeligheder skade lovligheden af ​​Kinas politiske system? Det er en illusion.«

Udfordring for præsidenten

Stevenson-Yang, der har fulgt kinesisk politik i tre årtier, siger, at udfoldelsen af økonomiske stridigheder nu udgør en alvorlig udfordring for præsident Xi Jinping, der vil gennemføre sit første statsbesøg i USA i denne måned:

»Det er meget svært at have indsigt i Zhongnanhais indre haller (ledelsens hovedkvarter, red.). Men jeg tror, at ​​herfra kan alt ske.«

Mens middagssolen stråler ned på Nanqijias spøgelsesagtige stræder, er Guo Baxing, en skrøbelig 67-årig mand, en af ​​blot en håndfuld skraldesamlere, der ankommer med friske materialer.

I disse dage er det en kamp for ham at tjene 10 yuan på de daglige ture til lossepladsen, klager Guo, der blev født, et år før det kommunistiske parti kom til magten i 1949.

»Det er ikke godt. Jeg gør det bare for at holde mig i form,« kvækker han.

I en pause i en gårdhave fyldt med ødelagte regnemaskiner, spilkonsoller og akvarier kæmper han for at finde en forklaring på nedturen.

»Vi ved ikke, hvorfor det er så slemt,« siger han. »Jeg ser ikke optimistisk på fremtiden.«

Liu, den konkursramte skrothandler, siger, at det er hendes families eneste mulighed at forlade Beijing.

»Det giver sig selv. Vi kom hertil for at arbejde. Vi mistede 200.000 yuan. Vi har ikke råd til at bo her mere,« siger hun.

»Måske en dag vender vi tilbage – men jeg ved ikke hvornår.«

(c) The Guardian og Information

Oversat af Emil Rottbøll

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Riisgaard
Lone Riisgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Det kommunistiske styrede Kina er ramt af den globale - kapitalismes krise.
Bare nu ikke, at de river os med i (aktie)faldet!

:-) Ironi og sarkasme - kan forekomme

Kina er vel også ramt af vestens manglende forbrug, som jo skyldes finanskrisen og arbejdsløsheden. Der er jo det med vareproduktion, at der skal være nogen, der har råd til at købe varerne. Så længe folk i vesten havde job og anstændige lønninger, så kunne Kina producere og eksportere og sikre væksten i landet, men når jobs'ne bliver outsourcet til fjernøsten, så mangler der forbrugere til at kunne købe. Når Europa og USA er i krise, og Rusland heller ikke har nogen penge, ja, så er det sådan set op ad bakke at være producent.

Kapitalismen æder sig selv op, både på grund af stigende ulighed i verden, men også på grund af manglende "rettidig omhu" for at pleje deres arbejdere, og manglende vilje til at drage omsorg for miljø og ressourcer.

Og så er det sjove ved kapitalisme at regnskabet altid vil give nul. Pengene er der men de bliver ikke brugt.
Sidst jeg var i Kina ( forfærdeligt land i øvrigt), så fortalte en mand mig at Kina altid havde været et diktatur og at det var fint nok. Hvis ikke det var et diktatur så blev Kina splittet op...måske er det egentlig bedst at Kina bliver splittet op.

Med til historien hører at manden absolut levede et luksusliv, og lige omkring hjørnet gik små børn i møg fra top til tå og tiggede....

@ John Christensen:
Danske fagforeninger kræver ordentlige arbejdsforhold, ordentlig løn, ordentlig sikring ved arbejdsløshed. Er det virkelig gået din opmærksomhed forbi - utroligt.