Læsetid: 6 min.

Krig på konkurrence

Kina er den sidste større økonomi til at løsne skud i en igangværende utilsigtet valutakrig. Meget lig en klassisk krig efterlader valutakrigen alle parter på et lavere ståsted, hvilket tvinger politikerne til at se bort fra det økonomiske quick-fix som en devaluering er
Kina er den sidste større økonomi til at løsne skud i en igangværende utilsigtet valutakrig. Meget lig en klassisk krig efterlader valutakrigen alle parter på et lavere ståsted, hvilket tvinger politikerne til at se bort fra det økonomiske quick-fix som en devaluering er

Pernille Sloth/iBureauet

18. august 2015

Valutakrig er ikke et ord, der lemfældigt kastes rundt i hvepsereden, som de globale finansmarkeder er. Sidst det blev taget i brug, var i september 2010, da Brasiliens finansminister mente, verdens stærke økonomier bevidst svækkede deres valutaer, og Brasilien var klar til at følge trop.

En valutakrig er en situation, hvor nationalbanker forsøger at svække sin valuta overfor handelspartnere for at forbedre konkurrenceevnen og gøre det billigere at eksportere.

Den sorte blæk på de lyserøde sider har verden over været fyldt med analyser og meninger om, hvorvidt vi er på vej ud i en valutakrig. Siden januar har over 20 lande arbejdet på at reducere renter og gøre udlån billigere, hvilket med bred kam har medført svækkelser af deres suveræne valutaer. I forrige uge trådte Kina så ind i kampens hede via en devaluering af sin valuta, renminbi.

Folkets Bank lod på fire dage renminbien falde med 3 procent, hvilket var det største fald i 20 år. Hidtil har Kina bundet deres valuta op mod den amerikanske dollar, hvilket har gjort at renminbien er steget betragteligt i værdi i takt med forbedringer i amerikansk økonomi. USA har fra 2009 og frem købt egne statsobligationer for en værdi af 4,5 billioner dollar, hvilket har sat gang i økonomien og styrket dollaren over for andre valutaer.

Læs også: Kina: Vi ønsker ikke ’valutakrig’ med Vesten

Samme optimisme hersker der ikke for kinesisk økonomi: Jovel, de har stadig 7 procent BNP-vækst som mål for året, men eksporttal fra verdens største eksportnation viste et fald på 8,3 procent for juli.

Flere af Kinas handelspartnere, Japan, Korea, Storbritannien og EU, har tidligere igangsat store statslige obligationsopkøbsprogrammer lig USA med mål om at sænke renterne, gøre det billigere at låne og derigennem kickstarte økonomien. Som afledt funktion deraf er Yen, Won, Pund og Euro faldet over for den kinesiske RMB, og det har gjort det dyrere at købe kinesisk.

På den vis er alle verdens store valutaer, eksklusive dollaren, og parløberen, rmb, faldet i år.

Umiddelbart økonomibogsdefinitionen på en valutakrig – hvilket naturligvis byder på spørgsmålet: Er vi så midt i en valutakrig?

Er vi så i en krig?

–Er vi midt i en valutakrig?, Jesper Rangvid, professor i international økonomi ved CBS.

»Der er jo ikke nogen, der eksplicit siger, at de går ind i en valutakrig. Centralbanken forsøger at hjælpe landets finansielle situation, og når et land ser et andet land gøre det, så følger de trop.«

–Er det så en valutakrig, vi er i?

»Nej, jeg vil ikke kalde det en valutakrig. Det er lande, der kigger på deres økonomiske situation og så laver politik derudfra. Man har jo ikke aktivt prøvet at ændre ved valutakursen. Man har prøvet at ændre renterne, og så har den afledte konsekvens heraf været, at valutakursen er blevet svækket.« Jesper Rangvid peger på, at der først og fremmest ikke er nogen, der er 100 procent sikre på, hvorfor kineserne har gjort, som de gjorde: Enten er det for at styrke eksporten via en svækket valuta, men det kan lige så vel være for at efterkomme krav fra USA og IMF om at liberalisere deres rmb – noget Kina skal efterkomme, hvis de vil have forhåbninger om at komme i betragtning som reservevaluta under IMF. En stor skalp for Kinas image internationalt med medfølgende fornyede lånemuligheder.

Kinas pillen ved valutapolitikken har, vanen tro, fået den amerikanske kongres til at kritisere kineserne for at være valutamanipulatorer. Medlemmer af kongressen kræver fart i processen om et lovforslag, der skal gøre det muligt for USA at straffe handel med lande, der handler i en undervurderet valuta, med en moms. Ikke helt fair, mener Jesper Rangvid: »Det er jo paradoksalt. Vi lægger pres på kineserne for at få dem til at åbne op for deres økonomi, og så når de gør de, beskylder vi dem for at indgå i en valutakrig.«

Faldet i renminbien har allerede haft konsekvenser i USA, hvor en stor bunke af værdipapirer er fulgt med ned, herunder Apple-aktien, der faldt over tre procent, samtidig med at guldprisen i rmb skød op – et sikkert tegn på at investorer søger sikrere havne af frygt for en fortsat afmatning i kinesisk vækst.

Vi er i krig, og Kina skyder sidst

»Sjældent har jeg set så mange kloge mennesker være så forvirrede på samme tid,« skrev Saxo Banks cheføkonom, Steen Jakobsen, på sin blog efter sidste uges omvæltende begivenheder.

»Jeg har haft 15 conference calls med de smarteste fond managers i verden for at prøve at forklare det her. Kina er enormt svær at forstå for en anglosaksisk, europæisk uddannet økonom, analytiker eller filosof.«

Steen Jakobsen ser ikke den kinesiske devaluering som en valutakrigserklæring, han mener, vi er langt forbi det punkt.

»Vi er de facto allerede midt i en valutakrig – det er der forhåbentlig ingen, der er i tvivl om. Kina er et af de få lande, der ikke har deltaget, den bagerste dreng i klassen så at sige,« siger Steen Jakobsen: »Nu har Kina så sagt, at de har et indenlandsbehov for at gøre valutaen en smule svagere, men det er i virkeligheden et meget større statement, de laver med den her bevægelse. De er blevet bedt om at internationalisere deres valuta, så den afspejler markedet mere i stedet for overordnede politiske ønsker – og det har de efterfulgt. Den kontekst er vigtigst.«

Hverken Jesper Rangvid eller Steen Jakobsen mener, at de deltagende lande i den (måske) igangværende valutakrig har de store muligheder for at svare på de kinesiske valutaaggressioner. USA var først til at svække, så fulgte Japan og mindre asiatiske økonomier og derefter Europa. Nu har de store markedsdominerende valutaer så været hele cirklen rundt, og det giver ikke mening at presse mere nedad. Steen Jakobsen ser renminbien falde yderligere 10-12 procent.

Godt for økonomierne

Som økonom har Steen Jakobsen en fest over det igangværende devalueringscirkus:

»Det er glædeligt, at valutadevaluering ikke virker.«

Politikerne bliver derved tvunget til at tage fat om de problemer, der har gjort økonomien ukonkurrencedygtig i stedet for et devaluerings quick-fix, der blot eksporterer problemerne til et andet land.

»Landene bliver nødt til at agere i forhold til den situation, de er i. Det være sig i Grækenland, Kina, Danmark og andre steder.«

Et af de få lande, der står foran markant anderledes politik, er Schweiz, der har accepteret, at deres valuta bevæger sig med markedets ønsker. Når valutamarkedet udvikler sig i retning mod at styrke en valuta, så giver det mulighed for at købe markedsandele hos svagere konkurrenter. I simple termer kan man måle styrken af et lands valuta ved at kigge på betalingsbalancen. Svag betalingsbalance, svag valuta og vice versa. I Danmark har vi bundet kronen op på euroen, og som det sås i foråret, er nationalbanken indædt dedikeret til at fastholde det bånd.

»Ja, det er bestemt ikke billigt at eksportere i Danmark. Gud forbyde at man skal bruge en håndværker. Men faktum er, at vi kører et betalingsbalance-overskud på mellem 7 og 8 procent af vores BNP, og det vil sig at Danmark som form af det, vi eksporterer, er enormt konkurrencedygtig.«

Fred eller fortsat krig

Hvis Kinas devaluering og indtræden i valutakrigen reflekterer nye virkeligheder for landets økonomi, går valutamarkederne en turbulent uge i møde. Siden faldet i RMB har investorer trukket 2,5 milliarder $ ud af kapitalfonde og 781 millioner dollar ud af obligationsfonde med eksponering mod vækstmarkeder, skriver the Economist. Mandag morgen kom der skuffende tal for thailandsk og japansk økonomi grundet i svag eksport. Taiwan og Indonesien følger trop tirsdag.

Spørgsmålet er nu, hvornår beskyldninger om valutakrigsførelse begynder at flyve fra højeste sted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Noget så sjældent som en artikel om Danmarks økonomiske stilling i den internationale økonomi …wow

På trods af det håbløse sprog så indeholder nedenstående sætning en uhyre vigtig oplysning:

det vil sig at Danmark som form af det, vi eksporterer, er enormt konkurrencedygtig.

Er det mon ikke på tide at de ansatte får medejerskab i virksomhederne når nu deres relativt høje løn ikke har indflydelse på konkurrencen. Merværdiskabelsen i virksomhederne er jo åbenbart eksorbitant høj.

...men vær sikker på at de Blå politikere vil vedblive at påstå at Danmarks konkurrenceevne er faretruende lav.

Torben Lindegaard

@Philip Róin

Din artikel bringer minder tilbage fra dengang i 70'erne, hvor Danmark løbende devaluerede en halv snes procent - hvert år.

Dengang var der virkelig muligheder for raske folk á la Saxo Bank.

Det var muligt at indtage positioner - kort eller langt - mod også alle de 19 nuværende Eurolandes valutaer. Med Danmarks binding til Euroen er de tider forbi, der er snart kun Sch Fr tilbage.

Men nu kommer kinesiske RMB på banen - Saxo Bank går en endnu mere gylden fremtid i møde.
Det bliver muntert.