Det er ikke længere nok at sidde i rundkreds

En mere professionel tilgang til civil ulydighed trækker nye aktivister til klimakampen. Lørdag besatte de en af Europas største kulminer. Information var med
Lørdag tørnede 1.200 klimaaktivister sammen med tysk politi i en kulmine lidt uden for Köln. Iblandt dem var ikke kun garvede aktivister, men også nybegyndere inden for civil ulydighed. ’Der er brug for at tage det næste skridt i klimakampen,’ siger en af de spirende forkæmpere for miljøet

Lørdag tørnede 1.200 klimaaktivister sammen med tysk politi i en kulmine lidt uden for Köln. Iblandt dem var ikke kun garvede aktivister, men også nybegyndere inden for civil ulydighed. ’Der er brug for at tage det næste skridt i klimakampen,’ siger en af de spirende forkæmpere for miljøet

Mario Wezel
17. august 2015

Det er tidlig lørdag morgen, og solen har ikke været oppe længe, da flere hundrede aktivister bryder gennem kæden af politifolk i den snævre tunnel. Betjentene, der tydeligvis er overraskede over mængden af aktivister så tidligt om morgenen, er stærkt underbemandede. Og hundredevis af skikkelser klædt i hvide heldragter og med masker over ansigterne strømmer ud i alle retninger på markerne bag tunnelen.

To af betjentene får fat i én af skikkelserne og presser den hårdt ned på jorden. På skriget, som fortsætter i utallige sekunder, kan man høre, at det er en kvinde. For hende, og en håndfuld andre, stopper dagens aktion mod den gigantiske brunkulsmine, Garzweiler, allerede her. Men langt de fleste af hendes venner og med-aktivister er allerede på vej hen mod indgangen til minen. Meningen med dagens aktion er at bryde ind i minen og stoppe de enorme gravkøer, der for hver dag graver sig længere og længere ind i det landlige, vesttyske landskab i jagten på det forurenende brændstof, brunkul.

»Ende gelände, ende gelände!« råber de alle sammen. Hertil og ikke længere, betyder det, og det er navnet på dagens aktion.

»Jeg er fucking bange,« siger 23-årige Lena fra Paris og hælder vand i øjnene på sin veninde, der ligesom mange andre i gruppen er blevet blændet af betjentenes peberspray. Lena har aldrig før deltaget i en klima-aktion som denne, selv om hun længe har været optaget af kampen for et bedre klima.

»Jeg har aldrig turdet tage det næste skridt, som er handling. Som er at gøre op med dette misbrug af kul og forureningen af vores klode. Men det gør jeg nu,« forklarer hun.

Og det er hun ikke alene om. I alt 1.200 aktivister, fordelt på fem mindre hold, vil bryde ind ad hver sin indgang til den store mine, hvis areal svarer til 4.000 gange størrelsen af Parken.

Mario Wezel

Organiseret ulydighed

Langt de fleste af deltagerne i den store aktion har ugen op til aktionen boet i Klima Camp få kilometer fra kulminen. Lejren har ligesom andre festivaler en teltlejr, musik, foredrag og workshops. Til gengæld er der ikke et eneste stykke skrald på jorden, der er fri urtete dagen lang, og plastictallerkener er forbudt i det ve­ganske køkken. Her er det hensynet, der hersker. Hensynet til hinanden og til naturen.

Ifølge en af arrangørerne af klima-lejren og Ende Gelände-aktionen, Tadzio Müller, er både aktionen og lejren de største af deres slags nogensinde.

»Nogle af deltagerne er vante anarkister. De har brudt loven i 10-15 år.  Men en masse mennesker her i lejren har aldrig lavet civil ulydighed tidligere. For os, der står bag aktionen, har det handlet om at skabe sikre forhold for nybegynderne og vise dem, at civil ulydighed inden for klimapolitik ikke behøver at være lig med at sabotere og sætte ild til ting,« forklarer han.

Derfor er der både et sygeplejerhold, et juridisk hold, der skal yde  støtte, hvis nogen bliver anholdt, samt en fond bygget på private donationer, som kan benyttes til at betale eventuelle bøder eller retssager i kølvandet på aktionen. Og der er mere presseomtale end på tidligere klima-lejre samt en politisk struktur med store organisationer, der støtter klima-campisterne. Og det er vejen frem, mener Tajzio, der de seneste år har set en stigende tendens med flere og flere, der vil kæmpe for klimaet over hele verden.

Mario Wezel

Mario Wezel

Også tyske Theresa Kalmer, der er formand for partiet De Grønnes ungdomsforening, tror på, at civil ulydighed er vejen frem:»Det kræver noget drastisk at råbe vores politikere op. Vi kan ikke bare holde hånd i en fredelig, lovlig demonstration. For det er der ingen, der går op i. Det er da fint, men det er ikke nok. Vi må sende et stærkere budskab, så folk i hele Tyskland vågner op, og det gør vi ikke ved at holde hånd,« siger hun og tilføjet, at hun ikke tror, at tyskerne forstår »faren« ved brunkul.

»Problemet med brunkul er, at folk ikke er bange for det. Atomkraft var lettere, for folk frygtede, at atomkraftværkerne eksploderede – de havde set konsekvenserne i Tjernobyl. Men konsekvenserne af brunkul kan ikke ses endnu. Først i fremtiden. Og det er rigtig farligt, for brunkul er en af de mest snavsede og sundhedsskadelige former for brændstof, vi har,« siger hun og fortæller, at aktionen ikke kun er en kamp for klimaet, men også en kamp for demokratiet.

»Store virksomheder som RWE (tysk energiselskab, der ejer kulminen red.) har så mange penge og så meget magt, at de kan gøre lige, hvad de vil og bestemme over hele regioner. Det er så forkert. Vil vi have, at virksomheder bestemmer, mens folket ikke har noget at skulle have sagt,« spørger Theresa og henviser til, hvordan blandt andet RWE ved hjælp af lobbyarbejde i juli fik kansler Angela Merkel og økonomiminister Sigmar Gabriel til at skrotte en afgift på kulkraftværker i Tyskland.

Weiter gehen

Lenas gruppe i Ende Gelände-aktionen – grønt hold – er den første af de fem store grupper, der lykkes med at komme ind i minen.

Jeg, og nogle andre medlemmer fra pressen, har fulgt gruppen fra sidelinjen, siden de startede ved solopgang – gennem den første politikæde og ned ad de stejle, sandede kanter, der danner rammen om den enorme kulmine. Gangen ned til minen går i en spiral rundt i kanten af det op til 180 meter dybe hul i jorden. De første lag består af gult sand. Først længere nede kommer det sorte kul.

Men grønt hold når aldrig ned til kullet og de store gravkøer, for politiet får hurtigt forstærkning i form af flere betjente samt vagter fra minens ejer, RWE. Mens deres biler af flere omgange omringer flere og flere aktivister, hvirvler sandet op i luften. For mange af aktivisterne bliver sandet i halsen suppleret med mere peberspray i øjnene, og inden længe er hele grønt hold anholdt. Selv om jeg insisterer på, at jeg er presse, bliver jeg arresteret sammen med Lena og de andre aktivister, bundet med strips og tilbageholdt af de tyske politibetjente.

Mario Wezel

Langt de fleste af aktivisterne har prøvet det før. Inden længe er der flere, der synger fællessang, mens andre tager sig en lur i sandet. Lena, der før var bange, virker også til at være tryg ved situationen.

»Det har været det hele værd, også selv om jeg er blevet arresteret. Det her er jo ikke kun en aktion ud af vrede eller ud af lysten til at udøve ulydighed, men et udtryk for, at vi som bevægelse bliver nødt til at gøre noget nu,« siger hun og fortæller, at der fra start af har været en konsensus blandt alle deltagende i aktionen om, at det ikke måtte være en voldelig aktion.

Problemet med brunkul er, at folk ikke er bange for det. Atomkraft var lettere, for folk frygtede, at atomkraftværkerne ville eksplodere – de havde set konsekvenserne i Tjernobyl. Men konsekvenserne af brunkul kan ikke ses endnu. Først i fremtiden, siger Theresa Kalmer.

Mario Wezel

Derfor er hun også overrasket over, hvor hårdt politiet gik til aktivisterne. En af de anholdte, der er blevet ramt så hårdt af politiets knipler, at store gule og blå mærker allerede har vist sig på hendes lår, er dog tydeligt berørt af situationen og forklarer med tårer i øjnene, at hun aldrig har oplevet så voldsom en reaktion fra ordensmagten, selv om hun har deltaget i mange aktioner tidligere. To andre aktivister fra grønt hold er blevet kørt på hospitalet med henholdsvis en brækket arm og et sår i hovedbunden.

Løbende stikker aktivister fra det juridiske hold hovedet frem oppe fra kanten af minen for at høre, om alle har det godt og for at fortælle de vigtigste nyheder fra dagens aktion. Det er lykkedes alle fem grupper at bryde ind i minen, råber de ned til os, hvorefter alle jubler. En af grupperne – gult hold – har nået det ultimative mål for aktivisterne, nemlig at kravle helt op på én af gravkøerne. En anden gruppe – pink hold – kom tæt på, men blev omkredset af politiet og anholdt. De sidder i det sorte støv fra kullet længere nede i minen.

Jeg selv og en mindre gruppe fra grønt hold får lov til at forlade minen efter tre timer. Resten af gruppen på omkring 40 personer bliver tilbageholdt i i alt 12,5 timer, og kommer først ud af fængsel sent lørdag aften uden en sigtelse, fordi de nægtede at opgive deres identitet.

Opbakning fra naboerne

Klima-lejren ligger i landsbyen Lützerath i det tyske Rhineland. Den enorme kulmine har allerede tvunget utallige landsbyer til at flytte, og om nogle år vil også Lützerath blive jævnet med jorden, når RWE’s kæmpemaskiner skal grave kullet under byens huse op.

En landmand fra byen har lånt sine marker til festivalen i solidaritet mod RWE’s kulgravninger. Og han er ikke den eneste af egnens beboere, der støtter aktivt op om protesten mod kulminen. Også ægteparret Maren og Norbert Keulgens fra en af de større nabobyer, har besøgt lejren for at vise deres støtte til antikul-bevægelsen. Med deres velfriserede hår og henholdsvis prikkede kjole og nystrøgne skjorte, er de nemme at få øje på i mængden af aktivister med spraglede bukser og næsepiercinger. Men de er stadig velkomne, for de kæmper den samme sag som aktivisterne.

»Vi ser, hvordan beboerne fra de små byer i egnen tvinges til at flytte. Rundt om vores by er der blevet bygget nye huse til de tvangsforflyttede mennesker, men husene har slet ingen sjæl. Ja, jeg ville faktisk kalde det en ghetto,« siger Maren og fortæller, at afbrændingen af kul også påvirker hende og hendes mand. For selv om de ikke skal forflyttes, forgiftes egnens grundvand og luften omkring. Derfor er andelen af astmatikere og lungekræft-patienter i regionen højere end i nogen anden tysk region.

Mario Wezel

Håbefuld optimisme

I løbet af eftermiddagen kommer flere og flere tilbage til lejren fra minen. Mange er tydeligt mærkede af situationen, og snakken falder igen og igen på peberspray og knippelsvingende politibetjente. Men optimismen er også at spore hos langt de fleste.

 »Målet var at stoppe gravemaskinerne. Og det gjorde vi,« griner Theresa Kalmer.

Efter flere timer nede i kulminen har det sorte støv sat sig i hendes hud, og hendes hage er ekstra snavset, der hvor hun har støttet med hånden. Hun fortæller, at RWE stoppede maskinerne, så snart de første aktivister løb ned i minen.

Tadzio Müller er også glad, og ikke kun fordi Ende Gelände-aktionen forsinkede gravearbejdet med en dag og fik en masse opmærksomhed.

»Vi gør ikke kun de her ting for den opmærksomhed, det skaber på ydersiden. Vi gør det især også på grund af den empowerment, som det skaber inden i og for os som en gruppe. Det er følelsen af at være et fællesskab og at være mere end sig selv. Vi betyder noget. Vi kan ændre noget,« siger Tajzio entusiastisk.

Han håber på, at der kommer et vendepunkt i klimapolitikken, som han har set det før inden for så mange andre politiske emner.

»Tænk på homoseksuelles ret til at blive viet i USA. I mange år var der ingen udvikling. Men lige pludselig kom der et vendepunkt. Min viden om sociale bevægelser siger mig, at vi kan ændre ting, som før virkede umulige at ændre. Jeg tror på, at den her klima-lejr og aktionen i dag kan være begyndelsen på sådan et vendepunkt i Tyskland,« siger han.

Lena er også kommet tilbage til lejren. Hun blev løsladt sammen med mig efter tre timer, fordi hun gik med til at opgive sin identitet til politiet.

»Det var måske lidt dumt,« siger hun og smiler, som om det egentlig er lidt ligegyldigt.

Efter hun blev løsladt, gik hun hen til en af de to lovlige demonstrationer, som fandt sted mellem de landsbyer, der i den nærmeste fremtid skal forflyttes. Men ifølge hende var den lovlige demonstration »død« og uden den samme energi og virkning, som den civile ulydighed i minen have skabt.

»Med aktionen i minen dag har vi vist, at vi kan gøre en forskel som gruppe. Organiseringen gjorde det til en rigtig god oplevelse. I går jokede jeg med nogle af arrangørerne om, at det er lidt ligesom en børnehave, hvor de fortæller os, hvornår vi skal stå op og hvor de lærer os at være i aktion. Så på den måde har det været en aktion, hvor vi skulle lære at få selvtilliden til at gøre modstand og deltage i klimakampen,« siger hun.

Næste stop for aktivisterne er COP21 i Paris, Lenas hjemby. Med dagens aktion i baghovedet er hun »håbefuldt optimistisk«.

Mario Wezel

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Jørn Pedersen

Efterhånden er der meget, der tyder på, at de folkevalgte politikere er i "lommen" på storkapitalen og olieindustrien.
En som Bjørn Lomborg bliver sikkert betalt som lobbyist af storkapitalen. På den måde bliver han utroværdig!
Et stort problem med demokrati er, at mange mennesker ikke har muligheden for at sætte sig ind i problemstillinger, men vælger at tro på veltalende folkeforførere. Når disse folkeforførere bliver valgt til at repræsentere os i det repræsentative demokrati, så har vi et problem.

Man kan også frygte, at vore politikere ligesom mange i det offentlige ikke ser ud til kunne skelne mellem, hvor pengene kommer fra. Men ved at modtage penge for egen vinding og derfor gå imod almenvellets interesse, så er det korruption af værste skuffe.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Vi er da nogle elendige og smådumme vælgere, hvis vi først vælger en række personer til parlamentet/Folketinget/forbundsdagen o s v - og derefter synes, at de ikke forstår os ???

Hvis det er rigtigt, at de folkevalgte "ikke forstår os", så er det fordi vi for dumme og for dårlige til at vælge politikere - og så er fascismen og andre "ismer" klar til at sende demokratiet på pension.

Civil ulydighed lyder pænt og er fint i et etpartisystem, i et militærdiktatur, i et land med enevældige magthavere o s v - men i et demokrati er det fascismens bedste redskab til at bane vejen for en magtovertagelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Robert Kroll. Du har fat i noget væsentlig om det repersentative demokratis dynamik.
Der kunne godt forskes i, hvorfor vi vælger regeringer som vi gør.
Selv om vi har valgt, er det stadig lovligt at have en mening og deltage i samfundet.
Og det er også vigtigt at markere, hvis reelle problemer, som en forestående klimakatastrofe, der oven i købet er et eksestentielt problem, bliver negligeret.

Brugerbillede for Kim Larsen

Kan vi nøjes med et rygklap til "de ulydige" og et: "godt gået"? Eller bør vi lade ord følge handling?

Hvor holder foreningen af civil ulydige til i DK? Det nytter vist ikke at google dem! ;-) Er der brug for endnu en tosse som overtegnede?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Det er da godt, at der stadig er mennesker, som er levende nok til at forsvare vores fælles habitat mod det herskende misbrug og overgreb, som truer vores overlevelse. Tak for det.

(En lille sidebemærkning til journalisten : utallige sekunder? Hvis det er flere end tres, bliver det altså til minutter)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Morten Pedersen:
Et flertal ønskede ikke at sælge DONG. Et flertal ønskede ikke at skære ned på dagpengene. Et flertal ønskede ikke forringelser for pensionister, invalide og andre svage. Et flertal ønsker ikke TTIP og andre demokrati-undergravende aftaler. Et flertal ønsker at gøre noget ved klimakrisen. Fortsæt selv, for der er mange andre eksempler.

Vælgerne aner ikke hvor de skal gå hen, for ingen af partierne gør, hvad de lover, derfor vandrer vælgerne hvileløst rundt og i den seneste tid længere og længere ude på fløjene. Der er så tilfældigvis et lille flertal i blå borg (ser de ikke næsten allesammen noget blå-sorte ud?), men det kan man ikke udlede ret meget af. Derimod bør man bide mærke i, at der lige nu er et flertal for partier, som endnu ikke har været regeringsbærende (DF, LA, Ø, Å). Dét synes jeg er meget bemærkelsesværdigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Vel- og gennemorganiseret ikke voldelig civil ulydighed mod sager, som kræver folkets opmærksomhed. Det bliver mere og mere nødvendig, når politikere svigter mere og mere og lader sig styre mere og mere af pengestærke organisationer, som er i mod demokratiet og folkets interesser.

Mega super duper godt gået.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Christensen

Selv sabotage er et (historisk) anerkendt middel, hvis det altså skulle komme der til.
Måske var maskinstormerne bare 150 år forud for deres tid?

Vidner et samfunds repressalier imod civil ulydighed ikke altid om noget totalitært - som vi ikke bryder os om?

Vi må fastholde at vi vil have lov til at reagere og for den sag skyld at strejke imod uret, synes jeg.
Når uret bliver ret - bliver modstand en pligt.

God dag der ude

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus E. Petersen

WoW hvor de kan.. jeg har endnu ikke set dem komme med et realistisk alternativ til kul eller olie.
Da A-kraft er ude af billedet for aktivisterne mangler vi stadigvæk et "batteri" at lagre vindkraften/solenergien i, med mindre at flertallet vil acceptere at lyset falder ud et par minutter hver time om aftenen, sammen med TV osv.
Der er både kul og olie perfekte batterier, med højt energi indhold, bortset fra at begge dele tager flere millioner år før at solenergien er klar til brug.

anbefalede denne kommentar