Læsetid: 9 min.

Når det bedste ikke er godt nok

Vandkraftdæmningen Nam Theun 2 i Laos er Verdensbankens mønstereksempel på social og miljømæssig ansvarlig energiproduktion. Rapporter fra både Verdensbankens egne eksperter og uafhængige forskere kaster imidlertid kedelige skygger over fejringen af kraftværkets tiårsjubilæum i år
Vandkraftværket Nam Theun 2 Power Company var det førs-te projekt, der blev sat i gang for at for-vand-le Mekongfloden og Laos til Sydøstasiens ‘batteri’. Nu ti år efter førs-te spadestik, virker det mere tvivlsomt, i hvor høj grad kraftværket tjener borgernes interesser.

Kay Maeritz

17. august 2015

Det går pludselig stærkt med at komme ud af Laos. En mail fra en højtplaceret person i Nam Theun 2 Power Company skal ifølge en kontakt, der arbejder inden for systemet, men er kritisk overfor det, tolkes som en slags trussel. Præcist hvad der vil kunne ske, kan jeg kun finde ud af ved at blive og tage chancen.

»Hvornår fik du den mail?« spørger kontakten og begynder at tjekke transportmuligheder på sin telefon.

Har du regeringens tilladelse. Sidder i en bil på landevejen, da jeg læser mailen første gang. Lukker den hurtigt. Har du regeringens tilladelse. Hvad er det for et spørgsmål? Får et chok, da jeg ud af forruden stirrer lige ind i en hvid firhjulstrækker med logo fra et af landets andre store kraftværker. Dem har jeg netop talt med. Kigger ud af bagruden, der er også en, magen til. Hvad fanden.

»Kør ind til siden næste gang, der er en naturlig anledning.« Chaufføren nikker. »Der! Kør ind der!«. Bilen trækker ind ved en vejsidecafé, de to hvide firhjulstrækkere fortsætter. Luften er varm og tung, om lidt begynder det at regne. Vi kører videre mod Vientiane, hovedstaden i Laos. Ingen hvide firhjulstrækkere i sigte. Åbner telefonen, piller sim-kortet ud, åbner vinduet. Den lille plastikdims flagrer væk.

Ren energi

Nam Theun 2 Power Company (NTPC) er ejet af den laotiske stat, af det thailandske energimonopol EGAT og Électricité de France. Vandkraftværket, der siden 2010 har produceret 6000 GWh om året – primært til Thailand – var det første projekt i strategien om at forvandle Laos til Sydøstasiens ’batteri’.

Læs også: ’Tag et andet sted hen med jeres dæmning’

Verdensbanken muliggjorde milliardinvesteringen på en biflod til Mekong ved at stille lån og risikosikring for private investorer til rådighed. Efter årtier med stigende kritik af storskalavandkraft – der kulminerede i 2000, hvor World Commission on Dams leverede en sønderlemmende kritik af vandkraftprojekter verden over – skulle Nam Theun 2 vaske vandkraften ren igen. I år, på tiåret for første spadestik til vandkraftværket, er det afgørende for fremtidige vandkraftinvesteringer, hvilken historie, der bliver fortalt om NT2. Verdensbanken og NTPC insisterer på, at de store løfter om miljømæssig og social ansvarlighed er indfriet over al forventning, mens ngo’er, uafhængige forskere, og sågar konsulenter udpeget af Verdensbanken selv, siger noget andet.

Historier

»Jeg fik mailen i går eftermiddag,« svarer jeg. Tavshed. »Hvor hurtigt bør jeg forlade landet?«

»Altså ... nu,« siger kontakten og kigger sig over skulderen for at se, hvem der har sat sig ved bordet bagved. »Nu er bedst. Du aner ikke, hvad de her folk er i stand til.«

Kontakten giver nogle tip til, hvem der kan bidrage med flere oplysninger – bare jeg ikke nævner, hvor jeg har deres navne fra. Sidder to timer senere i bussen på vej over grænsen til Thailand. Uden chance for at vide, om det er falsk alarm eller i sidste øjeblik.

Dem, der kritiserer den laotiske regerings energipolitik, eller de virksomheder, den laotiske regering lader bygge vandkraftværker i landet, kan blive udsat for udvisning, fængsling eller forsvinding. En udenlandsk journalist ville formentlig højst blive udsat for det første. Men mine notater vil muligvis kunne føre videre til personer, der har bidraget med oplysninger og vurderinger, der næppe vil falde i regeringens smag. Vientiane er fuld af historier. Om regeringen og Partiet. Om overfald og trusler. Sågar om folk, der er blevet opsøgt, efter de har forladt Laos. Det er ikke til at sige, hvor meget, der er sandt, eller hvor systematisk, overvågningen og forfølgelsen er. Men alle er bange. Alle kigger sig over skulderen. Alle siger til hinanden: »Vær varsom.«

Forsvindinger

Mange, der arbejder med vandkraft i Laos, vil gerne dele deres viden. Men ingen vil citeres. Begrundelsen opsummeres ofte med ordene: »Ikke efter Sombath Somphone.«

Sombath Somphone forsvandt for to og et halvt år siden. Han er langt fra den eneste – nogen siger 200 om året – men han er den mest kendte. Modtager af Magsaysay-prisen (Asiens svar på Nobelprisen) i 2005 og stifter af den første ngo i Laos. Hans filosofi var samarbejde og kompromiser, det modsatte af konfrontation. Hans sidste offentlige optræden var i slutningen af 2012 som ordstyrer på Asia-Europe People’s Forum i Vientiane, der skulle have været et gennembrud for det laotiske civilsamfund, men i stedet blev det modsatte. Sombath Somphone blev sidst set, da færdselspolitiet stoppede ham på gaden i Vientiane 15. december 2012.

I udkastet til FN’s Universal Periodic Report – en femårlig landevurdering, som i år indbefatter Laos – optræder begrebet enforced disappearence (tvungen forsvinding) 13 gange, og Sombath Somphones navn 10 gange. FN-rapporten appellerer desuden gentagne gange til, at Laos holder op med at undergrave ngo’ers arbejde i landet. Regeringen har nægtet at anerkende de anbefalinger, der omhandler forsvindinger. De er »ude af trit med virkeligheden«, lyder det i afvisningen.

Pengenes magt

Ugen før Sombath Somphone forsvandt var den daværende forkvinde for den internationale ngo Helvetas, Anne-Sophie Gindroz, blevet udvist fra Laos for regeringsfjendtligt arbejde. 48 timers varsel i stedet for de sædvanlige 24 var en venlighed, hun blev udvist af sine kontakter i Laos’ Udenrigsministerium. Der er folk, som trækker i forskellig retning i Partiet og regeringen, men de repressive kræfter er for tiden stærkest, mener Anne-Sophie Gindroz, der nu er Sydøstasien-koordinator for Ressources and Rights Initiatives i Indonesien.

Hun og Sombath Somphone havde kørt parløb omkring Asia-Europe Peoples’ Forum og kritiseret blandt andet manglende omfordeling af goderne i landet, befolkningens svage retsstilling i forbindelse med jordindragelse til miner, plantager og vandkraftdæmninger, og generelt regeringens snævre fokus på at tiltrække udenlandske investeringer på bekostning af stort set alt andet.

I sin åbningstale sagde Sombath Somphone: »Vi har alt for stort fokus på økonomisk vækst, og ignorerer dens negative indvirkning på de sociale, miljømæssige og spirituelle dimensioner. (...) vi kan ikke fortsat lade vore regeringer lytte til pengenes magt, i stedet for til folkets og civilsamfundets stemmer.«

Det var de stemmer, der var begyndt at gøre sig gældende i Laos i efteråret 2012, og det var de stemmer, der forstummede totalt efter udvisningen og forsvindingen af Gindroz og Sombath.

Professor Kanokwan Manorom, der leder Greater Mekong Subregion Social Research Center ved universitetet i Ubon Ratchathani i Thailand, finder det ikke usandsynligt, at virksomheden bag NT2-kraftværket bevidst forsøger at holde journalister væk.

»Verdensbanken ønsker at bruge NT2 som model for udbygning af vandkraften i andre lande,« siger Kanokwan Manorom. »Samtidig er der flere stærkt kritiske udgivelser om NT2 på vej. Så jeg tror, de forsøger at holde omtalen på et minimum.«

Til september udkommer forskningsartiklen The People and their River, the World Bank and its Dam i tidsskriftet Development and Change. Den bygger på feltarbejde fra 2001, da NT2 stadig kun fandtes på papiret, og fra 2014, hvor Kanokwan Manorom sammen med to kolleger udførte ’uofficielle’ interviews og observationer ved Xe Bang Fai-floden nedenstrøms fra kraftværket. Uofficielt for at undgå, at virksomheden eller regeringen krævede, at deres repræsentanter skulle følge forskerne på feltarbejdet.

»Stort set alle de landsbyboere, vi mødte, fortalte at øgede oversvømmelsesniveauer siden 2011 har gjort risproduktion mere udfordrende og risikabelt, eller, i nogle områder, umulig,« skriver forskerholdet, der udover Kanokwan Manorom består af den selvstændige miljøforsker Bruce Shoemaker og miljøgeografen Ian Baird fra University of Wisconsin, Madison. De mener ikke, at NTPC har formået at leve op til de hensigtserklæringer om fattigdomsbekæmpelse og naturbeskyttelse, der i sin tid blev brugt af Verdensbanken til at legitimere finansiering af projektet. Tværtimod. Store dele af befolkningen står i en værre situation i dag. De har vanskeligere ved at dyrke fødevarer til egen husholdning, og mens floden tidligere udgjorde både en ressource og en risiko, er den nu primært det sidste. Forurening af vandet og flodens radikalt ændrede ’puls’ gør den til en upålidelig nabo.

Det er også, hvad adskillige miljøkonsulenter, der arbejder for internationale institutioner i Vientiane, fortæller. Men ingen af dem tør stå frem.

En nagende mistanke

I mangel af virksomhedsbesøg, mailer jeg i stedet en række spørgsmål til Patrick Dye, der er Nam Theun 2 Power Companys (NTPC) ansvarlige for kontakten til regeringen og til offentligheden. Spørgsmålene drejer sig dels om, hvor mange penge NT2 har genereret til den laotiske stat; Verdensbanken taler om et forventet milliardoverskud, der kan bruges til økonomisk og social udvikling i landet, men skrev i sin årsrapport fra 2013 – den senest tilgængelige om NT2 – at det endnu ikke har været muligt at få konkrete oplysninger om, hvad regeringens indtjening fra kraftværket er gået til. Alligevel fortsætter Verdensbanken med at beskrive NT2 som en model for fattigdomsbekæmpelse. Og beskrivelsen handler Wdels om, hvad NTPC har gjort for at afhjælpe de problemer, som det ekspertpanel, der overvåger NT2, har påpeget. Et ekspertpanel, der er nedsat og finansieret af Verdensbanken selv, og som i udgangspunktet var prodæmning.

Den sidste rapport fra dette Panel of Environmental and Social Experts (POE) er på trapperne i år – hvor NTPC ifølge aftalen skal have opfyldt sine forpligtelser og overdrage ansvaret for den berørte befolkning til regeringen – og det forventede indhold af den har ifølge Kanokwan Manorom gjort NTPC og den laotiske regering ekstra irritable.

Da POE havde udarbejdet sin 22. rapport i sommeren 2014, gik den ene af de tre eksperter fra panelet, Thayer Scudder, ud i New York Times og angrede sin over halvtreds år lange karriere inden for dæmningsbyggeri. Han havde oprigtigt troet på sagen. På at vandkraftdæmninger kunne skabe stabil og ren energi, bruges til at etablere vandingssystemer, afhjælpe oversvømmelser og andet nyttigt – alt sammen noget, udviklingslande har hårdt brug for. Desværre havde NT2 bekræftet hans »længe nagende mistanke« om, at storskala vandkraft er for indgribende og komplekst et projekt; man vil aldrig hverken kunne forudse eller afbøde de negative konsekvenser, dæmningerne får for mennesker og natur. Prisen er ganske enkelt for høj.

Det var ikke den besked, hverken NTPC eller Verdensbanken havde brug for. Slet ikke nu. Markedet for vandkraftdæmninger boomer ikke kun i Asien, men også i Latinamerika og på det afrikanske kontinent.

Ikke bæredygtigt

Det første svar, jeg modtager fra Patrick Dye – efter at have rykket i ugevis – er ikke et svar på spørgsmålene, men i stedet et forsøg på at insinuere, at jeg arbejder sammen med den stærkt kritiske ngo International Rivers. Jeg gentager mine spørgsmål, og beder ham svare et for et. En uge senere svarer Dye, men udelader to spørgsmål: Det, der vedrører baggrunden for at konkludere, at lokalbefolkningens levevilkår er forbedrede, og det, der efterspørger data om vandkvaliteten. I modsætning til mange andre vandkraftværker i landet, gør NTPC ikke deres data tilgængelige for det finsk finansierede Environmental Management Support Program (EMSP), som overvåger vandkvaliteten for Laos’ Ministerium for Naturressourcer og Miljø.

Efter en lang korrespondance gentager Patrick Dye, hvad der står i NTPC og Verdensbankens PR-materialer: at uafhængige konsulenter udfører undersøgelser og analyserer data og at det hele bliver gennemgået af eksperter fra Verdensbanken, Laos’ regering og POE. Han oplyser, at NTPC’s juridiske aftaler ikke tillader »almindelig offentliggørelse af data«. Angående befolkningens levevilkår undlader Dye at svare på, hvordan NTPC og Verdensbanken når frem til det modsatte af ngo’er og forskere som Manorom, Baird og Shoemaker. Han henviser igen blot til, at implementeringen af NTPC’s kompensationsprogrammer bliver overvåget af højst kompetente konsulenter – hvem vil han ikke oplyse.

Det viser sig imidlertid, at heller ikke disse konsulenter kan understøtte historien om vandkraftværkets sociale og miljømæssige ansvarlighed.

»Det nuværende indkomstniveau for de berørte husholdninger er ikke bæredygtigt,« lyder det i en intern rapport fra slutningen af 2014, som ikke er at finde på hverken NTPC’s eller Verdensbankens hjemmeside. Konsulentrapporten, som altså ifølge Dye hører til grundlaget for at konkludere, at befolkningen har det ikke blot lige så godt, men endda bedre end før NT2 blev bygget, peger på, at målene for de fem indsatsområder, der skulle forbedre befolkningens levevilkår, næppe vil kunne indfries inden udgangen af 2015 som planlagt. De gør opmærksom på, at det vil kunne skade investorernes rygte – og dermed bundlinjen – hvis der ikke bliver rettet op på situationen.

Doing a Dam Better er mottoet for NT2, og ifølge Verdensbanken har projektet været afgørende for det globale opsving i udbygningen af vandkraft. Patrick Dye beskriver kraftværkets rolle i lokalområdet som »en ret god proces, som hele tiden bliver forbedret«. Forskerne Manorom, Shoemaker og Baird konkluder, at lokalbefolkningens »mistede muligheder for at klare dagen og vejen i praksis subsidierer NTPC’s profit«.

Hvilken historie, der bliver fortalt om netop dette vandkraftværk, har betydning langt uden for Laos’ grænser.

Serie

Seneste artikler

  • Vandkraft forvandler Laos til markedsøkonomi

    25. august 2015
    Vandkraft er vores eneste mulighed for økonomisk udvikling, lyder det fra Laos’ regering, der planlægger en ’kaskade’ af megadæmninger inden for de næste par år. Ideen er plantet af Verdensbanken og skal forvandle det tidligere planøkonomiske land til åben markedsøkonomi
  • ’Tag et andet sted hen med jeres dæmning’

    18. august 2015
    Regional udbytning. Der foregår et boom i byggeriet af vandkraftdæmninger i Laos, og en central del af forklaringen skal findes i det østlige Thailand. Her har en gruppe efterhånden gamle landsbyboere fået sat en så radikal miljødagsorden, at Thailands el-monopol nu foretrækker at udbygge produktionen i det fattigere naboland
  • Mekongfloden under ombygning

    11. august 2015
    Laos bygger vandkraftdæmninger på Mekongs hovedflod og beskyldes af sine naboer for at gå enegang og blæse på konsekvenserne for miljøet. Men det er et speget spil med høje indsatser: Cambodja er selv i gang med et dæmningsbyggeri, der kan forvolde endnu større skader, og Thailand står klar til at købe strømmen fra dem alle
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Thomas Andersen
  • Jan Pedersen
Morten Lind, Thomas Andersen og Jan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Verdensbankens mønster eksempel" vil altid betyde penge ud af landet, ind i finansmænds lommer. De får FIFA's korruption til at ligne det rene ingenting.