Læsetid: 4 min.

Rusland stiller nye krav om Nordpolen

Danmarks arktiske konflikt med Rusland er nu skåret ud i pap – og Rusland viser ny interesse for Nordpolens symbolpolitiske værdi
6. august 2015

Rusland har langt om længe fremsendt sit krav til havbunden i Det Arktiske Ocean til FN.

Kravet illustrerer tre centrale pointer: For det første har vi nu sort på hvidt, at Danmark og Grønland står midt i en markant interessekonflikt med Rusland i Arktis. Kortet over det nye russiske krav til havbunden viser et tydeligt overlap med det krav, som Grønland og Danmark indsendte til FN i 2014.

Den danske stat, der fører forhandlingerne, skal altså i en lang årrække fremover bruge betydelige kræfter på en uforudsigelig konflikt med Rusland, som i høj grad handler om Grønlands interesser: Forhandlingsspillet drejer sig formelt set om retten til ressourcerne under havbunden – som i kraft af Grønlands Selvstyreordning i sidste ende tilhører Grønland.

Nordpolen

For det andet står det nu klart, at Rusland ønsker retten til hele havbunden ved selve Nordpolen. Rusland mener, at hele nordpols-punktet er russisk. Rusland udvider dermed sit oprindelige krav fra 2001. Dengang krævede Rusland kun havbund i en spids op til Nordpolen, der efterlod mulighed for at andre kunne gøre det samme. Denne gang rækker kravet hele vejen op forbi Nordpolen og et pænt stykke ned mod Grønland.

Det må tolkes sådan, at Rusland nu også lægger betydeligt vægt på selve det symbolpolitiske ved Nordpolen. Det handler ikke længere kun om olie, gas og andre potentialer på havbunden, men også om den historiske, symbolske gevinst ved ejerskabet til selve Nordpolen. Denne politisering af Nordpolen fik eftertryk allerede i 2007, da to russiske ubåde, Mir-1 og Mir-2, plantede det russiske flag på 4300 meter vand netop ved Nordpolen. Ruslands regering hævdede, at det spektakulære dyk blot var et teknisk stunt ligesom amerikanernes flag på månen, men da var skaden sket og freden brudt.

Læs også: Putin er ved at militarisere Arktis

Canada fortsatte i 2014, da premierminister Stephen Harper uventet og i strid med en aftale med Danmark annoncerede, at selve Nordpolen bør være canadisk: Canadiske isbrydere er i skrivende stund igen på vej ud i Det Arktiske Ocean for at indsamle data, der kan understøtte kravet. Danmark og Grønlands krav til FN fra december 2014 lød på 985.000 kvadratkilometer havbund i Det Arktiske Ocean – inklusive Nordpolen og hele vejen til russisk farvand.

Slagsmål?

Den tredje pointe handler om timing. Vicedirektør Flemming Getreuer Christiansen fra GEUS sagde tirsdag, at »det russiske krav cementerer det faktum, at der eksisterer et væsentligt overlap mellem det danske kongeriges krav på den ene side og Ruslands på den anden«. Og så forklarede han, at Ruslands krav er en genfremstilling af et gammel krav fra 2001, og Rusland derfor formentlig kan regne med at komme foran i køen i FN, hvor landenes tekniske data skal vurderes.

Rusland kan derfor vente svar allerede inden for cirka et år eller halvandet. De danske diplomater må derfor kalkulere med den ubehagelige mulighed, at Rusland hurtigt får FN’s ord for, at havbunden ved Nordpolen ganske rigtigt hænger sammen med Rusland.

Dernæst kan der snildt gå ti år, før Danmark får FN’s vurdering af de danske data; der er lang kø i New York. Og selvom FN til den tid skulle vurdere, at havbunden ved Nordpolen også hænger sammen med Grønland (ligesom havbunden i Øresund hænger sammen med både Danmark og Sverige), vil russerne for længst have vænnet sig til, at Nordpolen er russisk. Det kan give et rigtigt kedeligt udgangspunkt for de forhandlinger mellem Danmark og Rusland og måske Canada, der i sidste ende skal afgøre, hvor grænserne skal trækkes.

De færreste analytikere forudser en egentlig konflikt om grænserne ved Nordpolen. Overlappende mellem de russiske, danske og de forventede canadiske krav er relativt små i forhold til de vældige stykker havbund, som alle tre nationer vil vinde ved en fredelig forhandlingsproces.

Alligevel vogter de involverede nøje på hvert eneste træk. Ruslands flagplantning i 2007 og især krisen i Ukraine og Krim har skabt ny tvivl om Ruslands intentioner i Arktis, og det nye krav viser nu, at også Nordpolens symbolpolitiske betydning tilsyneladende i dag spiller en rolle i Moskva, sådan som den i øvrigt har gjort siden Stalins tid og til flaget blev plantet i 2007. Denne symbolpolitiske kerne vil kunne pustes op og misbruges f.eks. af de stærke nationalt orienterede kræfter, der for tiden vinder indpas i de russiske magtcirkler – også når det gælder Arktis.

Greenpeace har i anledning af det nye russiske krav genopfrisket ønsket om en fredning af hele den centrale del af Det Arktiske Ocean; en tanke som fhv. formand for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, Kuupik Kleist også forfægtede. Den danske regering puslede lidt med støtte til Kuupik Kleists forslag, men det var vist mest for at sikre fred i forholdet til Grønland: Efter Kuupik Kleists exit fra grønlandsk politik har den danske regering været tavs på dette punkt – og der er ingen refleksion om fredning eller lignende i det nye russiske krav.

Martin Breum er journalist og forfatter bl.a. til ’Balladen om Grønland’. Han skriver jævnligt om Arktis i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Norpolens symbolpolitiske betydning på Stalins tid, var måske ikke så symbolsk endda. Under alle omstændigheder førte man en meget bevidst arktisk geo- politik som var både rationel og forudseende. Danmark kunne godt lære en masse af Stalin regeringen på det område
Arktis var en vigtig brik i det nationale puslestil i Sovjetunionen og er det stædig i vore dages Rusland. I Sovjetunionen drømte de unge om enten at blive kosmonauter eller arktiske forskere! Om al dette og mere til læs:
John McCannon: ”Red Arctic Polar Exploration and the Myth og the North in the Sovjet Union 1932-1939”(Oxford University Press 1998)

Michael Kongstad Nielsen

Der er ikke tale om "nye" krav, i betydningen "flere". Der er ingen konflikt - (ligesom der heller ikke er med Canada), hvorfor skal det tales op som en konflikt, bare fordi det er overfor Rusland?

Arktis er et hav, og da Danmark, Canada og Rusland er part i FN´s Havretskonvention af 1982, skal sagen behandles efter denne konvention. Havretskonventionen bestemmer dog ikke en metode til afgrænsning af overlappende krav uden for 200 sømil.
Derfor har alle tilgrænsende lande aftalt en procedure, hvorefter landene fremlægger deres begrundede meninger om, hvor kontinentalsoklens forlængelse nærmest hører til, og så vil en ekspertgruppe under havretskommissionen vurderer de tekniske argumenter og beviser. Kommissionen træffer ikke afgørelse. Det hele er aftalestof baseret på de tekniske beviser, samt for en dels vedkommende endnu ikke fastsatte principper i folkeretten. Men alle er interesserede i at gå forhandlingens vej - helt udramatisk.