Læsetid: 7 min.

Spirende optimisme i verdens mest fejlslagne stat

Fremtiden ser lysere ud, end den længe har gjort i Somalia. Eksperter er dog i tvivl, om man skal fortsætte med at acceptere korruption og problematiske strukturer, eller om det er muligt at bygge en ny stat op fra bunden
Unge somaliere hilser på kenyanske tropper fra den Afrikanske Union, som passerer gennem Kismayo efter at have drevet terrororganisationen al-Shabaab ud af kystbyen.

Stuart Price

31. august 2015

Man skal efterhånden være godt oppe i årene for at kunne huske, hvornår Somalia sidst fungerede som en stat. Det urolige land på Afrikas Horn har længere været selve sindbilledet på en sammenbrudt stat og skræmmebilledet, når politikere skulle tegne et mareridtscenarie op for, hvordan et land kunne udvikle sig, hvis man ikke skred ind.

Men mens verden ikke savner katastrofer, er Somalia igennem de seneste år lige så stille og roligt gledet ud af katastrofeoverskrifterne. Der er stadig nyheder om terrorangreb, skyderier og forfærdelige angreb i nabolandene fra terrorgruppen al-Shabaab. Men de er netop som oftest fra nabolande, mens nyheder om nederlag for organisationen, tilbagevenden af flygtninge og forsigtige fremskridt i stigende grad er blevet normen i Somalia.

Da FN’s særlige udsending for Somalia og leder af den lokale UNSOM-mission, Nicholas Kay, tidligere på sommeren fremlagde situationen for FN’s Sikkerhedsråd, var det netop med en forsigtig optimisme, blandt andet baseret på det faktum, at organisationen for første gang siden 1995 er flyttet udenfor den massivt beskyttede lufthavn og ind i selve Mogadishu.

»Verden bør ikke tabe denne mulighed på jorden. Vi må forstærke succesen med øget engagement og ressourcer i de kommende måneder,« konstaterede FN-udsendingen.

Solide fremskridt

Og han er ikke alene om sin forsigtige optimisme. I juni annoncerede kreditgiganten Mastercard, at virksomheden ville åbne i Somalia som den første internationale kreditorganisation og på den måde medvirke til genåbningen af en formel banksektor, der ikke har eksisteret siden borgerkrigens udbrud.

Samtidig kan forskellige organisationer også berette om flygtede somaliere, der vender tilbage for igen at bosætte sig i hjemlandet medbringende penge og ressourcer. Medienetværket al-Jazeera kunne for nylig berette om, hvordan den bananindustri, der engang var kontinentets største, igen er ved at vende tilbage efter i to årtier at have været ødelagt af kampe henover landets frugtbare områder omkring Shabelle- og Juba-floderne i det sydlige Somalia.

»Tingene er meget bedre nu. Tidligere var der ikke mange job her på grund af konflikten, men nu arbejder mange af os næsten hver dag,« som landarbejderen Ahmedey Abduqadir i Afgoye nær Mogadishu konstaterede over for tv-kanalen.

»Der sker faktisk ganske solide fremskridt,« konstaterer den anerkendte norske Somalia-forsker Stig Jarle Hansen, der blandt andet har skrevet en bog om terrororganisationen al-Shabaab og regelmæssigt har bedrevet feltarbejde i det urolige land i de seneste mange år.

»Det er først og fremmest militære fremskridt, men også regeringen udvider sin rolle, politiet er begyndt at få løn, sikkerhedsapparatet er blevet forbedret, og folk vender tilbage til Somalia. Først og fremmest kan man glæde sig over, at der i dag kun findes én stor konflikt, nemlig den mod al-Shabaab. For ikke så mange år siden fandtes der måske 15 interne konflikter i Somalia,« siger han.

Føderalisering

Baggrunden er i høj grad kompromisser, forklarer den norske forsker. For mens regeringens rolle under præsident Hassan Sheikh Mohamud ganske vist er vokset, har den samtidig måttet erkende, at det efter 24 år uden en fungerende regering ikke er ukompliceret at skulle genetablere en stærk centralmagt. Mens kaos har regeret, har Somalias forskellige regioner i høj grad udviklet deres egen selvstændighed. Og det er ikke så ligetil at rulle den uafhængighed tilbage.

»Jeg tror ikke, det er realistisk, at man vil have en gammeldags national centralstat i Somalia før om i hvert fald 25-30 år. Et føderalt Somalia er uundgåeligt, uanset om man så vælger at give det et andet navn,« siger Stig Jarle Hansen med henvisning til flere af Somalias provinser og regioner, der har erklæret sig autonome i varierende omfang.

Den udvikling får centralregeringen, som stadig er svag og kritiseres for korruption (dette års rapport fra FN’s monitoreringsenhed har bl.a. påvist omfattende oliekorruption ifølge lækkede dokumenter), svært ved at vende inden for en overskuelig fremtid.

»Regionerne har opnået en udstrakt grad af frihed, og selv om centralregeringens rolle langsomt vokser, når den ikke ud i regionerne, hvor man kører sin egen mere eller mindre suveræne administration og til en vis grad orienterer sig imod andre lande,« forklarer Stig Jarle Hansen.

»Det positive er, at den somaliske regering i vid udstrækning accepterer det, og ikke bruger sine styrker imod de autonomistyrende regioner, selv om der bestemt er elementer i regeringen, der gerne ville,« siger han og nævner som eksempel en fredsaftale mellem regeringen og ledelsen af den autonome provins Jubaland i den sydlige del af Somalia.

»Grundlæggende kan man sige, at den lokale administration ikke har levet op til nogen punkter i aftalen. Det eneste, de faktisk har levet op til, er den aftalte våbenhvile. Det har præsident Mohamuds regering accepteret, og derfor er der fred. Hovedbyen Kismayo er efter lang tids konflikt blevet et rimelig fredeligt sted,« siger Stig Jarle Hansen.

Han taler for en løsning, hvor Somalia, der ofte er blevet beskrevet som en nation på jagt efter en stat, accepterer en lidt mere løs definition af begrebet nationalstat.

»Den eneste vej frem er at bygge samfundet op nedefra med etablering af institutioner og en stat, der kan tilbyde sine borgere ydelser og tjenester, som gør den mere attraktiv end det regionale valg. Ellers bliver der store problemer,« siger han.

I alt forestiller Stig Jarle Hansen sig fire-fem autonome stater baseret på de klanlinjer, som hele tiden har stået som et onde i den somaliske kabale. Og det er netop hans pointe.

»Klansystemet har både gode og dårlige sider, men det er den grundlæggende magtstruktur, der eksisterer, og derfor er man nødt til at arbejde med den. Og acceptere langsomme fremskridt i stedet for at arbejde ud fra et drømmescenarie udtænkt i vestlige hovedstæder,« siger forskeren, der ikke mener, at de somaliske erfaringer er unikke for det afrikanske land.

»Jeg mener bestemt, at erfaringerne kan overføres til andre lande: at arbejde langsigtet og pragmatisk ud fra de lokale forhold i stedet for en drømmevision. Ikke mindst i Yemen, som er i overhængende fare for at ende samme sted som Somalia med en uendelig krig,« siger han.

Befolkningens vilje

Det er imidlertid netop i accepten af de eksisterende problematiske strukturer, at det internationale samfund går galt i byen, mener den danske Somalia-kender Joakim Gundel, der er direktør for Katuni Consult Group. Mens han for så vidt ikke er uenig i, at der sker væsentlige fremskridt i Somalia i øjeblikket, mener han snarere, at fremskridtene sker på trods af den nye pragmatisme end på grund af den.

»På overfladen sker der en del fremskridt, men jeg mener egentlig snarere, at de skyldes en vilje fra dele af befolkningen til at få Somalia til at fungere, vende tilbage, investere penge i samfundet og prøve at bygge noget op. Problemet er, at de grundlæggende problemer stadig eksisterer, og at man accepterer korruptionen og de dårligt fungerende institutioner i stedet for at bekæmpe det og prøve at skabe forandring fra bunden og op. Fra FN’s side dækker man nærmest over regeringen, fordi man har investeret så meget prestige i at opnå et godt resultat,« siger Joakim Gundel.

Han ser grundlæggende to forskellige tilgange til indsatsen i Somalia: En, der accepterer en vis grad af korruption, dårlig administration og manglende repræsentation til gengæld for målbare fremskridt og fred, og en anden, der mere grundlæggende prøver at indføre nye praksisser i forhold til især korruption.

Som eksempel nævner han netop accepten af den autonome region Jubalands ledelse som et eksempel på en situation, hvor pragmatismen er problematisk.

»Det er grundlæggende et diktatur, hvor én stærk mand, Sheikh Ahmed Madobe, har grebet magten, men hvor der er anselig splittelse omkring ham, og han ikke har nogen folkelig opbakning. Det er hverken opskriften på fred eller fremgang i fremtiden. De samme problemer består, og derfor kan al-Shabaab stadig vende tilbage. Fordi korruptionen stadig gør samfundet pilråddent, og fordi folk ikke føler sig repræsenteret af deres magthavere,« siger Joakim Gundel.

»Det gode eksempel er Somaliland, hvor der er fred, og al-Shabaab ikke på samme måde lurer på et comeback. Men det er, fordi befolkningen støtter op om deres stat, og fordi den rent faktisk har en form for legitimitet.«

Skrøbelig fremtid

Begge forskere er enige om, at der ligger anselige trusler forude. Dels i form af al-Shabaab, der stadig kan blomstre op igen. Men især på grund af uafklarede spørgsmål omkring magtdelingen, hvor Somalia stadig regeres efter en midlertidig forfatning med uafklarede spørgsmål omkring balancen mellem centralmagt og provinser, hvor der forude ligger lureminer i form af uldne formuleringer, bl.a. omkring hvem der bestemmer, hvornår regioner kan udråbe sig selv til føderale stater med den autonomi, der følger med, mens fordelingen mellem føderale medlemsstater og centralregeringen stadigvæk er et særdeles kontroversielt spørgsmål. Logisk set burde det egentlig skulle afklares i forbindelse med et valg, der skulle have været afholdt næste år, men, som den somaliske præsident for nylig erklærede, vil blive udsat.

»Der er ingen tvivl om, at der er kræfter, der meget gerne vil tage opgøret med de autonome regioner og underlægge dem regeringens kontrol, men det vil skabe utrolig store problemer og få en lang række konflikter til at blusse op igen,« siger Stig Jarle Hansen, mens Joakim Gundel også er urolig omkring fremtiden:

»Det er på mange måder en tikkende bombe. Der er en grund til, at regeringen først nu har etableret en komité, der skal tage sig af spørgsmålet, og det er, fordi den grundlæggende ikke ønsker den debat,« siger han og tilføjer:

»Men der er afgørende spørgsmål om, hvordan man tilgodeser minoriteter, hvordan man undgår, at stærke mænd tilraner sig hele magten, og først og fremmest det helt afgørende spørgsmål, nemlig hvordan man fordeler landets ressourcer, som man er nødt til at afklare, og som i dag bliver afklaret på en anden og langt mere lyssky vis.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Det var da en dejlig nyhed, og skulle diverse eksperter og andre der nyder at have fingrene nede i andres problemer - så ikke bare holde snuden for sig selv, og lade landet selv oprette demokrati hvis det er det bedste for dem.

Så vil herboende somaliere, der ikke føler Danmark er det rigtige land for dem siden deres børn skal hjem på genopdragelse, jo rejse hjem igen og få normale forhold omkring sig.

Det er måske vigtigere at se på hvorfor nogle lande har den slags problemer.
I virkeligheden kan skylden placeres hos de store kolonimagter, særligt England og Frankrig. Det er de lande der tvang folkeslagene ned under samme regent. Andre har heller ikke været for gode, men de værste burde være nævnt her.

Da de lande i sin tid erobrede store områder, var disse beboet af folkeslag der traditionelt var fjender og har levet af, blandt andet, at spise hinanden!. Det er rent faktisk ikke så længe siden..

Det siger sig selv de hader hinanden, når så senere besættelsesmagterne forlod landene, vil enkelte folkeslag komme til at herske. Da dem de hersker over er dødsfjender, er der ikke langt til masseudryddelser, undertrykkelse og hvad dermed følger. Vi har allerede set resultaterne mange gange og det har kostet mange millioner menneskeliv.

Problemet er lidt anderledes i Mellemøsten, men stort set er forskellen kun at det er længere tid siden de levede af at spise hinanden. Det er stadig stammesamfund, der er blevet tvunget sammen på forskellig måde, blandt andet af Englænderne.

Mon ikke løsningen i virkeligheden er at opdele landene i meget mindre områder, end de er nu.