Egentlig ville Hans-Georg Maaßen, chefen for den tyske efterretningstjeneste Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), stoppe en intern læk, hvor vigtige strategiske papirer tilflød pressen, uden at BfV-chefen selv formåede at sætte en prop i lækage-hullet.
Maaßen satte derfor den ledende tyske statsanklager, Harald Range, til at forberede en undersøgelse om muligt landsforræderi, efter at den lille nyhedsblog netzpolitik.org for et halvt år siden publicerede en rapport fra BfV, der afslører planer om en markant udvidelse af overvågningen på internettet, hvor især sociale medier og telefonsamtaler skal kunne underlægges en markant dybere kontrol.
At anklage de to journalister Markus Beckedahl og Andre Meister fra netzpolitik.org for landsforræderi, altså i princippet at modarbejde staten til fordel for fremmede stater, var dog en tand for meget for den tyske justitsminister Heiko Maas (SPD) i en sag, hvor også en ukendt kilde var under anklage.
Efter at sagen for godt en uge siden kom frem og medførte en bølge af kritik i de tyske medier, er den 67-årige Harald Range nu sendt på ufrivillig pension, og sagen mod de to journalister er umiddelbart droppet.
Læs også: Tysk lækage-sag har paralleller til Grevil-sagen
Allerede i sidste uge havde Heiko Maas offentligt undsagt Range, der i tirsdags svarede igen ved at indkalde til pressemøde. Her var det ventet, at Range ville trække sig. I stedet rettede han et bidsk frontalangreb mod justitsministeren.
»Det er en ubærlig indgriben i den juridiske uafhængighed på den måde at udøve indflydelse, fordi det mulige resultat ikke er opportunt,« sagde statsanklageren på pressemødet.
Inden dagen var omme, lå fyresedlen klar. Range blev umiddelbart ofret for at have gået for hårdt frem og for at ville begrænse pressefriheden, men det er kun den halve sandhed, skriver ugeavisen Die Zeit i en kommentar. For sagen var kendt af den tyske justitsminister allerede i slutningen af maj og kunne være stoppet på et langt tidligere tidspunkt. Men justitsminister Maas greb først ind, da sagen blev offentligt kendt, og der havde rejst sig et ramaskrig. Ved at gribe ind stoppede ministeren også den undersøgelse, som den ledende tyske statsanklager havde bedt en ekstern part om at stå for.
Opbakning til fyringen
Fra hele det politiske spektrum er der opbakning til fyringen af statsanklageren. Skarpest er fordømmelsen fra oppositionens Die Linke, hvor partileder Bernd Riexinger til månedsmagasinet Cicero har sagt:
»Åbenbart har hr. Range ageret som nyttig idiot for efterretningstjenesten og lavet deres arbejde for dem.«
Bernd Riexinger mener, at BfV-chefen Hans-Georg Maaßen er den egentligt ansvarlige, og at han også bør fyres. For den kilde, der i sin tid lækkede den BfV-rapport, der førte til sagen, er endnu ikke fundet.
Med fyringen styrker den tyske justitsminister sit omdømme som tilhænger af pressefrihed, efter at han tidligere i år af sin partichef Sigmar Gabriel blev tvunget til at vedtage en lov om storstilet dataindsamling til brug for efterforskninger. En lov, som justitsminister Maas ellers før sin udnævnelse som minister var imod. Ikke overraskende er kansler Angela Merkel (CDU) og indenrigsminister Thomas de Maizière (CDU) fra deres ferier kommet med kommentarer, der bakker justitsminister Heiko Maas op. Ved at stoppe sagen undgår justitsministeren også at tage et principielt opgør om efterretningstjenestens rolle, lyder det i kritiske kommentarer oven på fyringen af statsanklager Range.
’Skulle have været kørt til ende’
Die Zeits Ludwig Greven skriver, »at det ville være bedre at have ladet sagen køre til ende, når den nu endelig var sat i gang. For Range var jo selv i tvivl, ellers havde han ikke bedt om en ekstern vurdering. Og selv derefter ville sagen på ethvert tidspunkt kunne indstilles, hvis mistankerne viste sig ikke at holde vand. I sidste ende skulle dommere afgøre, om sagen overhovedet kunne føres, for slet ikke at tale om hvilken dom, der end måtte falde«.
Det er over 50 år siden at pressefrihedens grænser i Tyskland blev testet for alvor, hvilket skete i begyndelsen af 1960’erne med Spiegel-affæren.
»Det er faktisk ærgerligt, at denne sag ikke bliver ført,« skriver Die Zeit.
For siden 1960’erne har mediekulturen ændret sig voldsomt, ikke mindst når det drejer sig om, hvad det er rimeligt, at staten skjuler over for journalister og offentlighed.
Andre ubesvarede spørgsmål er, hvilken rolle medierne spiller, om bloggen Netzpolitik.org overhovedet er et nyhedsmedie, og i hvilken grad whistleblowere skal beskyttes.
»Disse spørgsmål ville det have været fornuftigt at lade den tyske forfatningsdomstol afgøre,« skriver Die Zeit.
For lige at få det på det rene: han gjorde bare det, der stod i hans arbejdskontrakt. Det var Maaßen fra "Verfassungsschutz" som stillede anklagen. Som "Generalbundesanwalt" var det Ranges forpligtelse at sætte en undersøgelse i gang, hvis en anklage rejses. Men der var bare en som skulle fyres: så regeringen ikke faldt helt i unåde. Faktisk er den korrupte tyske regering som står bag: de har hemmeligholdt dokumenter og derefter truet journalister samt whistleblower. Først da offentligheden fandt ud af det, begyndte regeringen at være chokerede - man kender jo den politiske komedie. Og da Range påpegede det, altså kritiserede sin arbejdsgiver (justitsministeren) blev han fyret af justitsministeren.
Ja, vi mangler journalister i Danmark som Virkelig vil tage borgerne i forsvar. Ikke meget blive afdækket, så længe regeringen holder dem hen med deres optræden.